Fra burger til smulder

Dansk

Tidligere på ugen var vi inviteret ud at spise med mine forældre. Min mor havde givet min far et besøg på Burger Anarchy i fødselsdagsgave, og da Ledsageren gerne ville nå at spise dér (igen) inden babyen melder sin ankomst, så foreslog vi at slå følgeskab. Burger Anarchy er et meget populært sted, og vi var glade for, at vi havde bestilt bord, også selvom det kun var en onsdag aften, for der var flere besøgende, der måtte gå forgæves. De laver også nogle spændende burgere, men jeg glemmer altid, at det faktisk ikke er et særligt hyggeligt sted. Det er meget larmende, så det er ikke et sted man tager hen, hvis man gerne vil sidde og konversere over maden. Det er næsten nødvendigt at råbe hinanden op.

På menukortet har de noget, der hedder “Dirty Dozen”, hvor man får 6 forskellige sliders (mini-burgere) per person til 2 personer, og da både min mor og jeg godt kan lide at smage lidt forskelligt og Ledsageren påstod, at han godt kunne spise 6 sliders, så forsøgte vi at bestille det og så dele imellem os tre. Men dét må man ikke. De går åbenbart meget op i hvem der bestiller hvad på Burger Anarchy, hvilket jeg synes er ret fjollet af dem – især fordi de kunne have tjent flere penge på os hvis vi havde bestilt deres Dirty Dozen end det vi så endte med at bestille. De kaldte det en “udfordring” til to personer, men jeg synes ikke det er nogen udfordring, medmindre man rent faktisk vinder et eller andet ved at gennemføre – om ikke andet så at blive skrevet på en liste på væggen over folk, der har klaret opgaven. Jeg synes det er et ret tåbeligt koncept.

2016 Burger Anarchy 170216 (4)

Min mor og jeg endte så med at bestille deres slider-menu, hvor man får 3 sliders hver. Denne gang bestod menuen af vildsvin, lam og deres “Homer”, som primært er kendt for at være med løgringe. Ledsageren bestilte den store udgave af Homer-burgeren. Burgerne var også udmærket denne gang, men jeg husker dem egentlig som bedre sidste gang. Jeg synes, at der var mere smag i sidst.

2016 Burger Anarchy 170216 (6)

Af tilbehør delte Ledsageren og jeg løgringe, håndskårne (store) pomfritter samt skinny (små) pomfritter. Løgringene var gode og af pomfritterne var de håndskårne bedst. De små var lidt besværlige at sidde med, for man spiser jo mest med fingrene. Vi prøvede også tre forskellige typer dyppelse, blandt andet karl johan mayo, løvstikkemayo samt barbecue sovs. Sidstnævnte synes jeg ikke smagte af noget særligt (det smagte som det vi selv køber på flaske), og de to andre var heller ikke specielt gennemtrængende i smagen. Vi savnede deres trøffelmayo, som de åbenbart har valgt at droppe fra menukortet af uvisse årsager, for dén var både usædvanlig og havde god smag i sig.

2016 Burger Anarchy 170216 (1)

Vi var også tre, der prøvede deres milkshakes. To bestilte vanille/oreo og en anden bestilte chokolade/maltesers. Jeg fik også lov til at prøve den med maltesers, men det sagde vi ikke til nogen af de ansatte, for så var vi sikkert blevet smidt ud for at dele! Den med maltesers var nok den mest spændende, men begge varianter smagte fint. Oreo-kiksene smagte nu ikke synderligt meget igennem, men man kunne se, at der i det mindste var blevet blendet nogen med. Men jeg synes at 45 kr er alt for meget for sådan et lille glas.

2016 Burger Anarchy 170216 (3)

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk det var Burger Anarchys dårligste præstation indtil videre, ud af de tre gange jeg har været der sammen med Ledsageren. Det er lidt ærgerligt, hvis de er begyndt at slække på tingene. Men jeg synes især at det giver dårlig stemning, at de er så nøjeregnende med, hvem der bestiller hvad. Jeg går ikke på restaurant for at tjenerne skal sidde og kigge mig over skulderen og fortælle mig, hvad jeg må og ikke må.

Desserten sprang vi over. Der synes jeg heller ikke at Burger Anarchy har noget at byde ind med. Vi prøvede desserten en af gangene vi var der og var ikke imponerede. Derfor havde jeg også tilbudt at stå for desserten selv, som vi spiste hjemme hos os. Vi var også efterhånden MEGET mætte, og jeg ville ikke have været i stand til at spise fire sliders, hvis det var kommet der til, da jeg knapt nok kunne spise de tre, som jeg havde bestilt. Vi holdt derfor en lille kunstpause indtil kl. 20, hvor vi så fik smuldrekage med rabarber, marcipan og hakkede mandler, serveret med flødeskum.

Jeg er rigtig glad for smuldrekager, for de smager generelt fantastisk, kan varieres i det uendelige, og så er de meget nemme at lave. De store stykker af marcipan gjorde bestemt ingen skade i kagen. Det eneste negative, jeg kan finde på at sige om smuldrekager, er, at de ikke er særligt fotogene, men det er jo altid at foretrække frem for en flot kage, der smager dårligt.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.