Tag Archive | konfekt & slik & søde sager

Julesmåkagebagning 2015

Dansk

2015 Småkagebagning 281115 (10)

I år er det os, der står for at afholde juleaften, så derfor bager jeg ikke så mange småkager i starten af december – hvilket føles lidt mærkeligt og tomt i småkagedåserne! Lidt måtte det dog nødvendigvis blive til, for Ledsageren blev jo nødt til at få et par dåser med på arbejde, ellers kommer de andre bare efter ham.

2015 Småkagebagning 281115 (5)

Af de nye varianter i år lavede jeg havregrynssmåkager med sukat & hvid chokolade samt nogle med marcipan & nougat. Derudover blev det også til kokosmakroner, som på nogle punkter var meget enkle at tilberede og på andre meget tidskrævende.

2015 Småkagebagning 281115 (20)

Ledsagerens favoritsmåkage (selvom jeg egentlig synes det snarere er et stykke konfekt) er millionærsnitterne, som jeg i år også lavede med tørrede tranebær, og så forsøgte jeg mig i at tilsætte en smule salt til karamellen. Jeg ved ikke helt, om det gjorde den store forskel, men de smagte i hvert fald rigtig godt som sædvanlig. Det lykkedes mig at lade være med at brænde den kondenserede mælk på (hvilket sker meget nemt og i løbet af ganske få uopmærksomme sekunder), men jeg fik ikke kogt karamellen så længe som jeg plejer, så den blev lidt til den lyse side. Det gjorde dog ikke så meget.

2015 Småkagebagning 281115 (1)

For noget tid tilbage forsøgte jeg at lave en is med cookie dough, da den fra Ben & Jerry smager fantastisk, men det lykkes mig aldrig at finde den rigtige opskrift på rå småkagedej (den fra Ben & Jerry smager godt, hvilket jeg generelt IKKE synes at rå småkagedej gør, heller ikke de opskrifter jeg selv har fiflet med). Jeg tror det er fordi, at jeg kommer mindre sukker i mine småkager. Men derfor havde jeg altså en halv rulle småkagedej i fryseren, som jeg skar ud og dryssede med hakkede nødder og kanelsukker, så det blev nok til en slags jødekage.

2015 Småkagebagning 281115 (17)

Derudover havde jeg i fryseren også en lille pakke marcipan med chili og chokolade, som jeg blandede med lidt vanille galliano, rullede til kugler, dyppede i mørk chokolade og dryssede med blendede pistacienødder. De blev vældig dekorative, synes jeg, og blev også vel modtaget af Ledsagerens kolleger.

TIl juleaften bliver der sammensat lidt ekstra konfektstykker og småkager (vi har efterhånden også fået spist alt det, som jeg indtil nu har nået at bage), men der går i hvert fald en uge endnu, før jeg går i gang med de sidste forberedelser.

Reklamer

Lakridsfestival 2015

Dansk

2015 Lakridsfestival 280215 (1)

Helt tilbage i februar endte jeg på Lakridsfestival i Fredericia med mine forældre, da de udsendte en invitation, som jeg selvfølgelig ikke kunne sig nej til. Det er ret dyrt at komme ind til Lakridsfestivalen, det kostede vist 250 eller 300 kr, men det var til gengæld også rigtig godt. Der var smagsprøver en masse! Summerbird var også med, og de uddelte så mange smagsprøver, at vi næsten ikke kunne nå at være med. De havde et helt tårn af lakrids-flødeboller man bare kunne tage af, og som vi endte med at få spist mindst tre stykker af hver, før mætheden satte ind, og vi måtte give os i kast med noget andet. Sv. Michelsen var også med, med nogle rigtig lækre (og store!) stykker chokolade, og der var te og ren lakrids og kage og en lille udstilling med lakrids i alle dens uforbearbejdede udtryk.

Et sted fik man skyr-is og man kunne “lave” sin egen lakrids. Dette skete ved at man valgte det indhold man gerne ville have i sin lakrids (jeg valgte hasselnødder og tørret tranebær), og dette hakkede man så meget fint. Så fik man udleveret en lille klump lun og blød lakridsmasse, som man så rullede de hakkede ting ind i, hvorefter lakridsen blev rullet til en pølse, skåret i mindre stykker og så rullet i pulver, for eksempel lakridspulver. Det var såmand vældig interessant at få lov til at prøve, selvom de forventeligt havde fejlvurderet hvor lang tid det tog ét hold at lave lakrids, så der var lang kø, og jeg tror ikke alle kunne nå at få prøvet, før man blev gennet ud af festivalen igen.

I starten var der også lidt lakrids-snak og en TV-kokkedame demonstrerede et par retter og gav smagsprøver på noget lakrids-mysli. Vi fik også en velkomstdrink i form af varm kakao med flødeskum og lakridspulver, hvilket også fungerede rigtig godt, selvom det var lidt svært at drikke/spise uden en ske, da lakridsen smeltede fast på toppen af flødeskummet. Men er man glad for lakrids, så er kakao, flødeskum og lakrids ikke en dum kombination. I drikkevareafdelingen var der også en mand med fra et cocktailfirma, som demonstrerede til den helt store guldmedalje. Jeg smagte dog ikke på det, da jeg jo ikke drikker alkohol, så jeg synes måske godt at der kunne have været en lige så spændende alkoholfri drink, men det var så også det enestse på messen, som jeg ikke udnyttede.

Jeg synes stadig det var dyrt, men det var alligevel så vældig godt, at jeg godt kunne finde på at komme igen næste år. Og så håber jeg at det er lige så godt. Nogle gange opdager festivaler at de satte lidt for mange penge til det første år, og så bliver gentagelserne knapt så imponerende. Men jeg håber da!

Chokoladefestival 2015

Dansk

2015 Chokoladefestival 070315 (9)

Igen i år var vi blevet inviteret med til Chokoladefestival i København, og festivalen var meget besøgt i år. Der var alenlang kø udenfor, og som sædvanlig kan arrangørerne aldrig finde ud af det med køen. De gør altid klar til to køer – en til dem der har købt billet hjemmefra eller er medlem af chokoladeselskabet og derfor kommer gratis ind, og en til dem der køber billet i døren. Stort set ALLE har billet med hjemmefra, og derfor er der LANG kø i den ene retning og gabende tomt i den anden. Det er utroligt at arrangørerne stadig ikke har forstået pointen. Så svært kan det da umuligt være.

Der var mange af de gode, gamle kendinge med igen. Hotel Chocolat var med, og de diskede op med en rigtig lækker fyldt chokolade med en fantastisk hindbærcreme, der virkelig smagte godt igennem af hindbær. Desværre var de løbet tør, da jeg kom forbi tredje gang, så da måtte jeg nøjes med nogle karamelfyldte mørke chokolader, der bestemt også var gode men slet ikke kunne stå mål med de andre. Med hver indgangsbillet får man 6 smagepoletter, som man kan benytte hvor man har lyst. De fleste smagsprøver koster enten 1 eller 2 poletter, men ved mange af boderne er der også ekstra “gratis” smagsprøver, og selvom Chokoladefestivalen til at starte med altid ser lidt tom ud i forhold til gratis smagsprøver, så når vi alligevel at blive mætte inden vi tager hjem. Hindbærchokoladerne fra Hotel Chocolat var “gratis”, så det gør mig lidt mere positivt stemt overfor dem, selvom jeg fortsat ikke har tilgivet dem, at de har sløjfet smagsprøverne i deres butik på Strøget.

2015 Chokoladefestival 070315 (4)

Hos Summerbird fik vi gratis smagsprøver på nogle mandler, og så spenderede vi en polet på en af deres påskeflødeboller, som dog skuffede lidt. Det var en rigtig god flødebolle, men den var meget neutral og smagte slet ikke af den lovede passionsfrugt. Passionsfrugt var dog meget populær i år, og jeg fik det to andre steder. Det ene sted var hos Strangas, hvor vi fik en lille portion hvid chokolademousse med passionsfrugt for 2 poletter – den smagte rigtig godt, også selvom jeg synes Strangas er alt for dyre med deres ting. Den anden prøve med passionsfrugt var en is med passionsfrugt, som også var rigtig god. Den fik vi fra Frederiksberg Chokolade. De havde nogle rigtig spændende isvarianter med (fx choko/orange, appelsinsorbet (som Ledsageren fik, og den var også god), passionsfrugten og måske 4-5 andre), og for kun én polet fik men én kugle is af god størrelse på en vaffel. Svaneke Is var også med, men de tog 2 poletter for deres lille kugle og deres udvalg var meget begrænset (de havde kun fire slags, og det var bare vanille, jordbær, chokolade, og så en fjerde, så det var ikke noget særligt).

Frellsens var med igen, og de var også vældig populære. De sælger altid 1 flødebolle for 1 polet, så vi fik 6 styks med hjem (med hindbær, lakrids og marcipan). Sv. Michelsen var også med i år. Her nåede vi ikke rigtig hen og købe, selvom vi overvejede det, for da vi endelig nåede til det, var der en enormt lang kø, der slangede sig hele vejen ned gennem hallen. De havde også et rigtig godt tilbud, hvor man for én polet kunne få et stort stykke chokolade, og jeg ville ikke have haft noget imod at tage lidt med hjem, men køen var for lang for vores nerver (køen ses på billedet her nedenfor).

Et sted købte vi også en lille smagsprøve, der bestod af en kurv med fem små forskellige overtrukne nødder og lignende. De var udmærket, men lidt for ordinære i forhold til fx Summerbirds udvalg. Der var en med karamel, som var alt for hård, som jeg egentlig synes var direkte dårlig. Karamellen var simpelthen kogt for længe og for hårdt, og så blev resultatet ikke særlig behageligt et spise.

2015 Chokoladefestival 070315 (43)

Der var også nogle udstillere, der havde fx chokoladesmørepålæg eller marmelader med, og et sted fik vi en helt fantastisk karamel, der var blød og cremet og meget lækker. Et andet sted prøvede jeg en hvid chokoladesmørepålæg med pistacie i, som også var fantastisk, men jeg glemte den lidt igen og nåede ikke at købe et glas med hjem. Der var også en rigtig god citronmarmelade, der smagte lidt ligesom lemoncurd bare lidt mere marmelade-agtig.

2015 Chokoladefestival 070315 (13)

Der var også en bod, hvor de solgte noget uforarbejdet chokolade eller hvad det nu hed, en “sundere” chokolade uden så meget sukker i, til gengæld smagte den heller ikke lige så godt (der var gratis smagsprøver). Den smagte lidt mystisk – stadig en smule sød men med en underlig bismag. Det var da interessant nok at prøve men nok ikke noget jeg ville investere i. Den lille smagsprøve gav mig ikke den store lyst til at spise mere af det – men det gør så også bare produktet endnu sundere! Der var også et sted, hvor de lavede nogle meget alternative fyldte chokolader, der var sådan nogle små æsker med fyld af fx græskar. Det så vældig dekorativt ud, men jeg synes de greb sagen forkert an, for jeg vil meget gerne smage, men jeg vil ikke bruge en polet på noget, som jeg ikke er overbevist om at jeg vil kunne lide. De skulle i stedet sætte gratis smagsprøver frem med små portioner fyld og så lidt hakket chokolade oven på, og så nogle større ting man kunne bruge sine poletter på. Det andet vil aldrig fungere på mig. En ung dame foran mig i køen, som smagte på det, sagde, “… Jarmen, de ser i hvert fald rigtig flotte ud”, hvilket jeg tror beskrev hendes oplevelse meget godt!

2015 Chokoladefestival 070315 (31)

Der var rigtig mange flotte og spændende slags chokolade, som jeg med glæde ville have sat tænderne i, hvis de bare alle havde været gratis smagsprøver! Desværre var vi begrænset af vore 12 poletter og måtte nøje udvælge vore favoritter. Da vi er lidt nærige, gik vi naturligvis også efter dér, hvor vi følte at vi fik de bedste tilbud!

Vi havde en rigtig fin dag, også selvom der var rigtig mange mennesker med i år, så jeg glæder mig til at komme igen til næste sæson!

De første gaver

Dansk

December er en travl måned, og det er svært at holde bloggen helt opdateret, så her er nogle ting, der er sket i løbet af de sidste par uger.

Jeg var på cafébesøg på Olivias Brasserie med en veninde, hvilket var meget hyggeligt, især da vi ikke når at ses så tit.

Arbejdet inviterede til julefrokost på Grand Hotel.

I starten af december fik Ledsageren årets første julegave, hvilket var en gave fra et firma, som de har noget aftale med på hans arbejde. Vi fik en kæmpe bøtte Toms chokolade, hvilket ikke er så ringe endda.

Jeg fik julegave fra arbejdet, hvilket bestod af nogle pæne triptrap juletræer af træ, chokolade, karamelkugler samt chokoladeovertrukne nødder. Jeg kunne faktisk selv vælge hvilken julegave jeg gerne ville have ud af fire muligheder, og jeg synes det var rigtig fint, at der var en alkoholfri pakke også.

2014 Gave fra arbejde 171214

Ledsageren var også så heldig at få julegave i år, og det blev til en rigtig fin pakke med rødvin, kaffe, småkager, chips, nødder, karameller og chokolade.

2014 Ledsagerens arbejdsgave 171214

Derudover fik jeg også et par gaver den anden dag, da mine forældre kom på besøg. De havde en fin værtindegave med samt en fødselsdagsgave fra mine bedsteforældre og min ene onkel. Man kan ikke gå helt galt med nisser og katte hjemme hos mig – den opmærksomme besøgende kan sikkert finde den halvt skjulte kat på et af billederne i dette indlæg.

2014 Gave 211214

Årets julesmåkagehøst 2014

Dansk

2014 Årets julebagning 301114 (1)

Årets julesmåkagebagning er overstået, og det blev til en lang weekend! Forrige weekend stod jeg i køkkenet næsten hele dagen – fra jeg blev færdig med morgenmaden til aftensmaden stod på bordet. Men der kom en stor portion småkager ud af det, så det var det hele værd! Forhåbentlig får jeg lagt nogle af opskrifterne på bloggen i løbet af måneden, men der var også et par gengangere iblandt, så de må nøjes med at blive nævnt her.

Jeg lavede selvfølgelig Ledsagerens favoritsmåkage millionærsnitten med tørrede tranebær. Bunden var igen en mørdejsbund med nødder.

Så lavede jeg juleflødeboller, hvor vandet i siruppen blev udskiftet med appelsinsaft, og i marcipanbundene blev der blandet lidt kanel. Bundene blev overtrukket med mørk chokolade, skummet dækket af lys chokolade, og til sidst blev der drysset lidt finthakket pistacie på toppen. De så vældig festlige ud og smagte også godt.

Jeg gentog også succesen med Grigos kanelsmåkager med nødder, og de var også vældig populære på arbejdet, hvor flere faktisk spurgte efter opskriften. Der kommer godt nok også rigeligt med kanel i! 60 g lyder måske ikke af så meget, men det er næsten en hel pose!

Den sidste jeg vil nævne her er nok nærmere konfekt end småkage. Den var egentlig ikke planlagt, men jeg havde nogle rester marcipan fra nogle af de andre ting jeg havde bagt, så det blev til en hurtig resteløsning. Det fungerede nu udmærket, især da jeg pyntede det færdige resultat som små gaver. De blev også vældig festlige.

I bunden er der marcipan blandet med kirsebærsaft (en rest fra et glas dessertkirsebær). Bundene blev bagt let i ovnen. Herefter blev der pålagt dessertkirsebær (som jeg også havde tilovers fra noget andet), og dænget til med mazarinmasse fra en anden opskrift. Til sidst blev det hele bagt indtil mazarinmassen var let gylden, og efter afkøling blev konfektstykkerne pyntet.

Hjemmelavede flødeboller

Dansk

2011 Flødeboller 130511 (17)

Overført fra min tidligere blog Madelskernes Kogebog. Oprindelig udgivelsesdato: 25.03.2012.

Flødeboller er en fantastisk opfindelse, især når det er rigtig god kvalitet. Men flødeboller af rigtig god kvalitet er meget dyre – så hvorfor ikke lave dem selv? Det er faktisk meget nemmere end man måske tror. Jeg har selv lavet flødeboller en del gange efterhånden, og de er altid forsvundet temmelig hurtigt.

2011 Flødeboller 130511 (8)

Man kan købe de der tynde, langtidsholdbare vaffelbunde i diverse specialbutikker på nettet, Kop & Kande og Panduro, men jeg synes det letteste er at tage en rulle marcipan og skære den ud i skiver af en passende tykkelse. Det smager meget bedre end en tynd vaffelbund. Jeg har også prøvet at bage marcipanbundene i ovnen først for at give dem en smule knas, og jeg bruger også nogle gange småkager som bunde. Her kan man jo også snyde lidt og købe nogle færdige småkager, hvis det var. Hvis man vil have lidt ekstra fyld, kan man smøre nutella, nougat eller noget andet på bunden før flødebolleskummet kommer på. Der er faktisk utallige måder at variere det på.

2011 Flødeboller 130511 (9)

Opskrift på flødebolleskum

  • ½ dl vand
  • 150 g sukker
  • ½ dl sirup
  • ½ stang vanille
  • 2 bægre pasteuriserede æggehvider
  • 1 spsk sukker

Vand, de 150 g sukker og sirup kommes i en gryde og koges op til temperaturen 120 grader.

2011 Flødeboller 130511 (2)

Vanillestangen flækkes og vanillekornene skrabes ud. Vanillekornene skrabes sammen med det sidste sukker.

Æggehviderne piskes stive, hvorefter vanillesukkeret kommes i og der piskes igen indtil sukkeret er inkorporeret.

2011 Flødeboller 130511 (5)

Når siruppen har den rigtige temperatur, hældes den i æggehviderne mens man pisker. Man skal herefter piske æggehvidemassen konstant indtil massen er kølet ned. Den opskrift jeg fandt sagde 10 minutter og indtil massen er kold, men jeg plejer at stoppe når det har den rigtige, tykke konsistens og det er kølet pænt ned. Massen må ikke være varm når det påføres bundene.

2011 Flødeboller 130511 (7)

På dette step kan man tilføje andre smagsvarianter hvis man har lyst. Man kan vende fintrevet chokolade i (sørg for massen er helt kold hvis du vil have chokolade i, da den ellers bare smelter) eller tilsætte finthakkede nødder, revet citron, lakridspulver, frysetørrede jordbær eller hindbær – eller hvad man nu har lyst til. Det eneste man skal passe på med er at tilføje væske (fx citronsaft), da dette kan gøre flødebolleskummet alt for flydende, hvilket resulterer i flade flødeboller (hvilket dog også kan smage godt).

2011 Flødeboller 130511 (10)

Herefter kommes flødebolleskummet i en sprøjtepose (eller frysepose) og sprøjtes i toppe på de valgte bunde. Det kræver en smule øvelse at finde den rette mængde, men man lærer det undervejs. Bundene sættes på en bageplade og kommes i en forvarmet ovn, ca. 200 grader, og får lige et par minutter. De skal ikke blive gyldne, de skal blot sætte sig en lille smule. Hold øje med dem – de skal ikke have særlig lang tid.

2011 Flødeboller 130511 (12)

Chokoladen smeltes og tempereres hvis man har tid og tålmodighed. Mørk chokolade virker bedst, da det størkner hurtigere, men jeg har lavet flødeboller med alt fra hvid, til lys, til mørk chokolade, så der er ikke krav om noget. Flødebollerne kan godt dyppes i den smeltede chokolade (hold fat i bunden og dyp dem med hovedet nedad) – 95% af tiden ryger skummet ikke af! Jeg har oplevet det en enkelt gang – men så må man jo bare prøvesmage de ubrugelige rester. Det er nemmest hvis man laver en stor portion – desto større skål man har med smeltet chokolade, desto nemmere og hurtigere er det at dyppe dem. Det er også muligt at sætte flødebollerne på bagepapir og så med et par skeer dække dem med chokolade – det har jeg også prøvet. Man finder selv den måde der virker bedst for én.

Hvis man ønsker kokos eller andet på flødebollen, skal man ikke vente for længe med at komme det på, da chokoladen størkner hurtigt.

Og herefter er flødebollerne klar til spisning.

2011 Flødeboller 130511 (15)

Chokoladefestival 2014

Dansk

2014 Chokoladefestival 080314 (22)

I weekenden løb årets Chokoladefestival af stablen, og vi fandt os blandt publikum som sædvanlig. Mit første indtryk da jeg trådte ind af døren var at de havde skåret ned på dekorationerne siden sidst. Jeg savnede Summerbirds store flødebolletårn og deres kæmpepåskeæg. Generelt synes jeg faktisk at Summerbird havde gjort meget mindre ud af det i år, og de havde stort set kun medbragt deres udvalg af påskevarer, det vil sige at der ikke var andre end deres påskeflødebolle at vælge imellem. Der savnede jeg nu deres flødeboller! Jeg brugte ikke en af mine smagspoletter på at prøve deres nye flødebolle, da jeg for ikke så længe siden prøvede den i Magasin, da de havde gratis Summerbirdsmagning. Flødebollen skulle efter sigende bestå af kokos og passionsfrugt, men jeg synes nu personligt at den var lidt af en skuffelse. Kokoselementet var et minimalt strø af kokosmel på toppen, og passionsfrugten forsvandt fuldstændig i den mørke chokolade, som flødebollen var dækket af. Ledsageren fortalte at han godt kunne smage passionsfrugten – hvis han smagte på skummet alene. Jeg er rigtig glad for Summerbirds hvide flødebolle, som også er med passionsfrugt, og her kan man nemt smage det syrlige element. Jeg tror derfor at den mørke chokolade var et dårligt valg sammen med passionsfrugt, men de ville jo nok gerne præsentere et design forskelligt fra de andre. Derudover havde Summerbird medbragt smagsprøver på deres påskemandler, og vi fik også fat i en af deres nye citronkarameller, som smagte rigtig godt med et syrligt strejf.

Dagens favorit for mig var en chokolade med passionsfyld, hvor jeg dog ikke kan huske hvem der serverede den. Jeg foretrækker åbenbart i øjeblikket det søde iblandet lidt syrligt. I år brugte vi også en polet på en lille is fra Frederiksberg Chokolade, og jeg må indrømme at jeg ikke blev skuffet. I modsætning til Svaneke Is, som selvfølgelig også havde is med, så havde Frederiksberg Chokolade et fint og stort udvalg af is. Der var blandt andet jordbær, vanille og chokolade, hvis man var til det almindelige, men også abrikos og passionsfrugt hvis man var lidt mere vovelysten. Jeg prøvede en med passionsfrugt, og den både duftede og smagte af passionsfrugt, meget mere end jeg havde regnet med, så det var bestemt en positiv oplevelse.

2014 Chokoladefestival 080314 (52)

En anden favorit var et sted hvor man fik en lille 3-smagspakke for en polet. Her fik man blandt andet et meget intenst stykke chokolade, nogle små overtrukne et-eller-andet (jeg kan faktisk ikke huske hvad der var indeni), og så to små skefulde chokoladesyltetøj! Den ene var med mørk chokolade og kirsebær, og den anden med en lysere chokolade og jordbær. Ledsageren kunne bedst lide førstnævnte, da den smagte mest af chokolade, mens jeg foretrak den med jordbær, da den smagte mere af jordbær. Alt i alt var det dog rigtig spændende.

2014 Chokoladefestival 080314 (51)

Dagens innovative indslag kom i form af en lille hotdog med chokoladesennep og chokoladeketchup. Jeg synes prisen på 3 poletter var lige i overkanten, da det var en ret lille hotdog man fik, og jeg synes at det hele ville have fungeret meget bedre som pølse med brød, så man bedre kunne smage den særlige sennep og ketchup. Pølsen var dog udmærket, og den så meget fin ud i præsentationen. Det var nu ikke fordi at chokoladen smagte så voldsomt igennem, men det var en sjov oplevelse, og det tæller jo også for noget.

2014 Chokoladefestival 080314 (50)

Fra Frellsens tog vi lidt forskellige flødeboller med hjem (de kostede stadig 1 polet per flødebolle), og vi fik smagt både deres hindbærflødebolle samt en med lakrids. Begge typer fyld var meget milde i smagen, men man kunne godt smage hvad det var, så de var sådan set ganske udmærkede. Der var faktisk rigtig mange der havde valgt at tage flødeboller med i år – de fleste steder kostede de dog 2 poletter, og hvorvidt de var lidt bedre end Frellsens kan jeg jo ikke sige, men volumen siger også meget om hvor vi lægger vores penge.

2014 Mad Chokoladeweekend 080314 (8)

Strangas var også med i år, og skønt hans kreationer så meget fine ud, så var de stadig dyre. I år havde han også minidessertkager med, men de kostede 2 og nogle af dem 3 poletter for noget der er væk i én mundfuld, så det syntes vi ikke var poletterne værd. Der var generelt mange dyre smagsprøver i år, synes jeg, til gengæld kostede ekstra poletter kun 5 kr., hvilket jeg har på fornemmelsen er billigere end tidligere år, uden at jeg er helt sikker. Det er jo også svært at ændre prisen på ekstra poletter, for man kan jo ikke tage 7 kr. for dem, så bliver det for besværligt, så de skal koste enten 5 eller 10 kr.

2014 Chokoladefestival 080314 (36)

Sv. Michelsen var også med, og her fik vi nogle påskeæg til 1 polet stykket. Hvis jeg nu skal være ærlig, så synes jeg ikke de var så pæne at se på. De så en smule amatøragtige ud, som noget jeg selv kunne lave derhjemme. Vi valgte tre: En nougatkrokant, en grand marnier/orange og en hindbær. Jeg bryder mig ikke om alkohol, så det var kun Ledsageren der smagte den med grand marnier. Den duftede dog rigtig godt af appelsin, og Ledsageren berettede at han kunne smage både grand marnier og appelsin, så den var udmærket og han gav den karakteren 7 ud af 10. Den med hindbær var jævnt kedelig. Marcipanindholdet var fint, men den smagte ikke synderligt af hindbær. Det ville have været rigtig godt med et lille indre af hindbærganache eller lignende, bare så man fik smagen når man bed i den. Den med nougatkrokant var favoritten for os begge to. Den var meget sød, men den var til gengæld også smækfyldt med nougat, samt noget crunch der i konsistensen mindede meget om rice crispies. Den var i hvert fald rigtig lækker.

2014 Mad Chokoladeweekend 080314 (11)

Magasin var også med i år, og de stod og lavede påskeæg mens man kiggede på, hvilket var et sjovt indslag.

2014 Chokoladefestival 080314 (16)

Hos Hotel Chocolat købte vi nogle af deres fyldte chokolader, som de havde messetilbud på med 30 kr. per æske. De havde smagsprøver på noget meget mørk chokolade, som jeg ikke var helt så vild med, og for en smagspolet fik vi en lille pose med tre små stykker chokolade og et rabatkort på 10 % ved vores næste besøg. Chokoladestykkerne var lidt kedelige, bortset fra det lille hjerte, som havde en smule hindbærfyld i midten. De andre var bare ren chokolade og ikke særlig spændende. Om aftenen spiste vi nogle af de fyldte chokolader, hvor min favorit var deres strawberry cheesecake. Den var sød, blød og cremet, og det kan man jo ikke gå fejl af. Hotel Chocolat havde også nogle rigtig fine “chokoladefondue sæt”, som inkluderede små skåle med chokolade klar til smeltning, samt diverse tilbehør i form af fx skumfiduser, kiks og småkager. Jeg synes det var en rigtig sjov idé. De havde også lavet nogle “splat”-påskeæg, som lignede at der var kommet en klat maling på. Bedre synes jeg dog det ville have været hvis det lignede et æg, der var faldet på gulvet, så der var en lille sø med et ituslået æg i midten. Jeg har altid været glad for Summerbird, men jeg må tilstå at Hotel Chocolat er min nye favorit. Summerbird laver god kvalitetschokolade, men Hotel Chocolats smagskombinationer er superspændende, innovative og flotte at se på. Vi har fire små pakker fyldte chokolader liggende, som jeg glæder mig til at vi skal tage hul på en dag, hvor det skal være rigtig godt.

Generelt havde vi en rigtig god dag, og selvom smagsprøverne ved første øjekast så en smule klein ud, så blev vi godt mætte i sidste ende alligevel. Jeg glæder mig allerede til næste år!

Chokoladetrøfler

Dansk

2012-cook-yourself-thin-chocolate-truffles-15

Overført fra min tidligere blog Madelskernes Kogebog. Oprindelig udgivelsesdato: 02.07.2012.

For noget tid siden kørte der en maraton på en af TV-kanalerne for et sundt madprogram med titlen “Cook Yourself Thin”. Det handlede om almindelige mennesker, der havde nogle favoritretter, som de spiste for meget af. I programmet blev disse favoritretter så erstattet af lignende retter, men hvor et par enkelte ting var ændret for at gøre retten sundere. Der blev fx sneget mange flere grøntsager i retterne – også i de søde af slagsen! Jeg blev i hvert fald så imponeret over programmet, at jeg købte kogebogen Cook Yourself Thin af Harry Eastwood, Gizzi Erskine, Sal Henley & Sophie Michell. Jeg fandt hurtigt den nemmeste opskrift (og det gjorde ikke noget at den også indeholdt chokolade) og testede den.

Chokoladetrøfler

  • 200 g mørk chokolade (70 %)
  • 6 spiseskefulde stærk kaffe/spiritus/eller anden væske
  • 2 spiseskefulde flydende honning, fx akaciehonning

Opskriften er ufatteligt nem. Smelt noget chokolade og bland herefter lidt væske i, så chokoladen ikke bliver helt hård igen, når den får stuetemperatur. Opskriften foreslog spiritus, men jeg brugte friskpresset appelsinsaft, så alt kan bruges. Bogen foreslår også at bruge te (eller måske kaffe, hvis man er til det), så der er uanede muligheder for at variere smagen. Opskriften brugte en meget mørk chokolade, hvorfor de også tilsatte lidt honning, men hvis man bruger lysere chokolade (eller godt kan lide helt mørk chokolade), synes jeg ikke det er nødvendigt.

Til sidst skal massen formes til kugler. Hvis massen stadig er for flydende til at forme, så sæt den i køleskabet lidt – det tager ikke så lang tid. Jeg var dog lidt bekymret et øjeblik, da massen så meget tynd ud, men den satte sig alligevel med lidt tålmodighed.

Tag et stykke bagepapir eller nogle tallerkener og hæld / spred kakaopulver, kokosmel, finthakkede nødder, eller hvad du nu gerne vil rulle kuglerne i, ud på disse. Jeg brugte lidt forskelligt. Med en ske – fx en isske med udløser – tag små klumper af massen op og skrab dem af på kakaopulveret. Massen er svær at arbejde med, og jo længere du rører ved den med dine varme hænder, jo blødere og sværere at arbejde med bliver den. Skrab derfor massen i små klumper ned på kakaopulveret, kom lidt kakaopulver på dine hænder, og rul herefter klumperne hurtigt til kugler. Kakaopulveret gør massen nemmere at rulle.

Opbevar dem herefter på køl indtil de skal spises.

De smager rigtig godt og er meget enkle at lave. Det tager lidt tid at rulle dem alle sammen, men med lidt tålmodighed går det, og de kan holde sig rimeligt længe i køleskabet, da der ikke er hverken fløde eller smør i til at gøre dem harske.

2012-cook-yourself-thin-chocolate-truffles-8

Et madresumé

Dansk

Det er ikke alt der lige når at komme på bloggen, så her kommer et hurtigt resumé over hvad jeg ellers har fået lavet på madfronten på det sidste.

2013 Grønt marcipanbrød 021213 (1)

Da vi var i Norge og møde Ledsagerens familie medbragte vi tre hjemmelavede marcipanbrød til kusinerne. Den enes 6-årige dreng gav udtryk for at han gerne ville have sådan et også (100 g marcipan ser også ud af meget), men da han fik at vide at der var “vin” i, så mistede han interessen. Men jeg syntes jo ikke at han skulle snydes, så jeg lavede et (halv størrelse) til ham da jeg kom hjem. Marcipanen blev farvet grønt og tilsmagt med en lille smule limesaft, og så blev det dækket af lys chokolade og pyntet med hvid chokolade. Grundet den grønne farve satte jeg også et par grønne vingummifrøer på toppen. Jeg synes egentlig det blev ganske nydeligt.

2013 Grønt marcipanbrød 021213 (2)

Til aftensmad fik vi for ikke så længe siden tomatsuppe, som Ledsageren selv lavede fra bunden, baseret på den helstegte kylling vi lavede dagen før.

2013 Aftensmad Tomatsuppe 121213

I restekategorien fik vi også en art “flæskestegssandwich” hvor brødet var skiftet ud med en tortillapandekage. Nemt og hurtigt! Der var ikke så mange flæskesvær tilbage, så Ledsageren lod mig få hvad der var. Se, dét er ægte kærlighed.

2013 Aftensmad Flæskestegstortilla 151213

Menuen har også stået på rejewok, hvilket også fungerede rigtig godt.

2013 Aftensmad Rejewok 131213 (2)

Så har jeg også fået lavet dadelkugler, der basalt set består i at blende udstenede og tørrede dadler sammen med nogle nødder og lidt kakao, og i mit tilfælde også revet limeskal. Til sidst blev de rullet til kugler og dækket i kokosmel. De ligner jo umiskendeligt havregrynskugler. Smagen kræver dog lidt mere tilvænning, tror jeg. Jeg er nok ikke helt så vild med dadler, men jeg syntes jo at det skulle prøves. Jeg har jo hørt om at det skulle være sund slik på den gode måde.

Da jeg havde nogle appelsiner liggende, der efterhånden skulle bruges eller flytte nærmere posen under håndvasken, besluttede jeg at lave appelsinsirup af dem. Det virkede dog ikke helt efter hensigten, for jeg kunne simpelthen ikke få miksturen til at tykne. Jeg ved ikke helt hvad der gik galt, men det blev aldrig rigtig sirupsagtigt. Jeg har ikke fået det brugt til noget endnu, men vi ser hvad der dukker op.

Sidst men ikke mindst har jeg også fået lavet havregrynskugler. Jeg bruger bare en helt almindelig blanding af smør, sukker, kakao, vanillepulver og havregryn, og til sidst rullet i kokos. Og så ligner de umiskendeligt dadelkugler.

2013 Havregrynskugler 171213 (3)

Julestollen og julekløben

Dansk

2013 Julekløben 141213 (14)

Der findes et sødt julebrød, som hedder julestollen, der er fyldt med farvestrålende søde ting samt marcipan. Så vidt jeg har forstået, så er julestollen ét stort brød, hvor julekløben bruger samme opskrift men fremstår som små boller. Jeg kan tage fejl, men det er i hvert fald mit udlæg af opskriften. For nogle år siden lavede jeg julestollen, så i år forsøgte jeg mig med små julekløben i stedet.

Før jeg begyndte at bage det selv, så havde jeg kun smagt julestollen fra bageren, og det var virkelig noget af det mest kedelige jeg længe havde smagt. Jeg syntes faktisk slet ikke at det smagte godt. Derfor var jeg også lidt betænkelig da Ledsageren for år tilbage spurgte om jeg ikke skulle bage julestollen, men jeg gav det dog en chance, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg fandt en engelsk opskrift her, som jeg nedenfor gengiver på dansk samt med mine småjusteringer. Det er et meget kalorierigt brød, så man skal ikke tænke for meget over hvad man spiser, og det er fyldt med så mange gode sager at jeg faktisk også kategoriserer det under konfekt. Men lækkert er det helt bestemt. Det tager også lidt tid at lave, for der er mange hævninger, men resultatet er besværet værd, og laver man det i små varianter, så er det også en rigtig fin værtindegave at tage med i julemåneden. Ifølge originalopskriften bør brødet opbevares på et tørt, køligt sted i mindst en uge før spisning, hvilket jeg bestemt ikke synes er nødvendigt at vente på, men det må jo betyde at brødet har lang holdbarhed, så det er også værd at tage med.

Julekløben

Ca. 16 små brød

  • 50 g gær
  • 1 tsk sukker
  • 1 dl lunken mælk
  • 500 g hvedemel
  • 125 g sukker
  • 1 spsk vanillesukker (eventuelt 1 tsk vanillepulver eller vanille-essens)
  • revet skal af 1 citron
  • et godt strø salt
  • ca. ½ tsk muskatnød
  • ca. ½ tsk kanel
  • 100 g fintblendede nødder
  • 1 tsk mandelolie (kan sikkert erstattes med fx rapsolie, men jeg har ikke testet det)
  • 200 g smør
  • 1½ dl lunken mælk
  • 50 g tørrede abrikoser
  • 50 g tørrede tranebær (de tørrede frugter kan erstattes af fx rosiner eller anden ønsket frugt)
  • 100 g grofthakkede nødder
  • 100 g cocktailbær
  • 100 g sukat
  • 100 g kandiseret appelsinskal
  • ca. 3-400 g marcipan

Til pynt (kan udelades):

  • 100 g smeltet smør
  • Sukker
  • Flormelis

Varm 1 dl mælk langsomt op til den er lunken, men så du stadig kan stikke din lillefinger ned i uden at brænde dig. Hvis det gør ondt på dig, gør det også ondt på gæren.

Kom gær og 1 tsk sukker i en skål og hæld mælken over. Sæt skålen lunt og tildækket i 15-20 minutter, mens du klargør resten af ingredienserne.

2013 Julekløben 141213 (1)

Find en stor skål frem og kom heri mel, de 125 g sukker, vanillesukker, revet citronskal, salt, kanel og revet muskatnøt, de fintblendede nødder samt mandelolien. Hvis du føler du har tid og overskud til det, kan du riste nødderne let på en pande inden du blender dem for at få mere af smagen frem. Dette kan dog udelades. Rør det hele let sammen.

Varm resten af mælken (1½ dl) langsomt op sammen med smørret.

Hak de resterende 100 g nødder groft og sæt dem til side. Skær de tørrede abrikoser i mindre stykker og læg dem til side. Hak eller halver eventuelt også cocktailbærrene.

2013 Julekløben 141213 (4)

Tilføj nu gærmiksturen samt mælke-og-smørblandingen til skålen med de tørre ingredienser og ælt det hele godt sammen. Dæk skålen og sæt den til hævning et lunt sted i cirka 30 minutter.

2013 Julekløben 141213 (6)

Efter hævning tilføj da den tørrede og kandiserede frugt samt nødderne og bland det hele godt sammen. Dejen burde nu være klæbrig og fedtet men let at håndtere og arbejde med.

2013 Julekløben 141213 (8)

Opvarm ovnen til 250 grader, almindelig ovn ikke varmluft.

Jeg lavede små julekløben af min dej og bagte dem i små brødforme. De kan også bages bare på bagepladen, og man kan lave store brød (julestollen) af dem, hvis man ønsker det. Nedenfor beskriver jeg dagens fremgangsmåde, men du kan selvfølgelig gøre som du føler for. Jeg er også meget glad for marcipan, så jeg var rundhåndet hermed. Du kan sagtens komme mindre i uden at man bliver skuffet. Hvis du laver store brød bruger du også mindre marcipan. Jeg kom cirka 25 g marcipan i hvert af mine brød, og jeg kunne godt have nøjes med lidt mindre.

Skær ca. 16 tykke skiver af marcipanen eller vej den ønskede mængde af. Tag nu en god klump dej op, cirka en stor spiseskefuld, og hiv den ud så den bliver flad. Rul marcipanskiven til en pølse i passende længde (så den passer ned i bageformen) og læg den på dejen. Fold dejen rundt om marcipanen og rul den lidt mellem hænderne, således at sammenføjningen forsvinder og alt marcipanen er jævnt dækket. Gentag processen indtil du har brugt alt dejen.

2013 Julekløben 141213 (9)

Stil dine julekløben til efterhævning i 20-30 minutter.

Sæt herefter ovnens temperatur ned til 150 grader og bag brødene i 25-30 minutter. Sæt varmen over på varmluftovn de sidste 5 minutter, hvis brødene ikke er blevet gyldne på toppen.

Til pynt kan du eventuelt bare drysse dem med flormelis så snart de kommer ud af ovnen eller inden servering. Alternativt kan du smelte 100 g smør, så det er klart, når brødene er færdige, og smør med det samme brødene og drys med almindeligt sukker. Lad brødene køle et par minutter, pensel dem herefter med smør igen og strø flormelis ud over. Brødene er meget søde, så jeg synes ikke at den ekstra smør og sukker er nødvendig, men de ser bestemt dekorative ud i deres fine, hvide puds.

Brødene kan med fordel fryses (i så fald bør man nok undgå at komme smør og flormelis på), og de kan spises i skiver enten som de er eller med smør på. Det er lige en opskrift efter Brødrene Prices hoved.

2013 Julekløben 141213 (13)