Arkiver

The Diner i Vejle

Dansk

I løbet af sommerferien besøgte vi “The Diner”, som er en amerikansk inspireret restaurant, der blandt andet ligger i Vejle. Det endte med morgenmad, selvom vi havde haft øjne på deres burgere, men morgenmad passede bedre i forhold til babyens sove- og spisetider.

Vi var fire voksne og en baby afsted, og de fleste valgte at prøve stedets “All-American brunch”, hvor man for 100 kr fik lidt med af det hele. Der var nok til at blive mæt af, med alt fra pandekager til French toast (arme riddere), røræg, bacon og pølser samt yoghurt, nogle lidt for mørke kartoffelrösti og toastbrød.

Med “toastbrød” menes der virkelig det kedeligste, billigste brød, man på nogen måde kan finde, og det var også dét, som de brugte til at lave deres arme riddere med, så sidstnævnte var virkelig ikke værd at komme efter. Bestil aldrig deres French toast hvis du kan undgå det! Der var ikke engang smag i – det var bare stegt i lidt smør – undskyld, det var nok margarine, det er billigere – og så med lidt flormelis strøet på toppen. Det var virkelig det kedeligste, jeg nogensinde har fået serveret på restaurant.

Måske bortset fra babyens bolle med ost, som ikke var en bolle, men sådan et slags billigt kuvertbrød, som man normalt køber en pose med 20 i for 5 kr. Og selvom det ser sådan ud på billedet, så var der ikke to skiver ost på – der var bare en lille, tynd eksta skive, så brødet så dækket ud. Den lille frøken er ellers helt vild med ost, men denne her gang var der ikke meget til at vække hendes interesse. Hun gjorde et ihærdigt forsøg, men endte i sidste ende med at spise sig mæt i min ret i stedet.

Vi var nemlig til gengæld begge godt tilfredse med den omelet, som jeg havde bestilt. For cirka 80 kr kunne man selv vælge to slags fyld til sin omelet (jeg valgte steak og ost), og man fik en god, stor omelet, som jeg nemt kunne blive mæt af, samt en smule kedeligt toastbrød til at skylle det ned med. Den var overraskende god, så den kunne jeg godt finde på at købe en anden gang.

Ledsageren og jeg måtte også lige prøve deres milkshakes, også selvom det var midt i morgenmadstiden, for det hører sig jo til, når man er på amerikansk diner. Det var vist 2 milkshakes for 80 kr. De smagte udmærket. Jeg kan generelt rigtig godt lide milkshakes, de er bare altid så frygtelig dyre, og de er hurtigt væk igen. 40 kr per milkshake (de kostede lidt mere stykket, hvis man kunne skulle have én) er cirka hvad de tager for dem alle andre steder også.

Hvis man tager på The Diner, så skal man overveje nøje, inden man bestiller. “Hvis man laver denne her ret på den billigste måde, er den så stadig værd at sætte tænderne i?” Hvis svaret er “Nej”, så bestil noget andet. Fik jeg nævnt at man skal lade deres arme riddere blive i køkkenet? Jeg vil nødig have at der hersker tvivl om hvor skuffende de var.

Deres brunchtallerken var dog fin (udmærkede pandekager), deres milkshakes var ok og omeletten var god, så jeg kommer gerne igen, og så mangler vi jo stadig at få prøvet deres burgere.

Reklamer

Curie fra Kerteminde

Dansk

I Kristhimmelfartsferien var vi på weekendtur med mine forældre. Vi drog ikke så langt hjemmefra men nåede dog helskindet til Kerteminde. Vi havde fantastisk vejr og grillede hver aften. Om lørdagen fandt Frøken Curie ud af, at hvis hun bøjede i knæene og herefter satte sig på numsen, så kunne hun komme sikkert ned igen efter at have rejst sig op – og så begyndte hun ellers at rejse sig op i en gevaldig fart. Hun er stadig ikke nået dertil, hvor hun begynder at tage et par skridt, men hun er efterhånden begyndt at slippe med begge hænder, når hun står op, så vi nærmer os.

Vi var en tur i Fjord & Bælt, men den lille frøken er nok stadig lidt for lille til at få så meget ud af det, selvom hun da kiggede lidt på nogle flade fisk og nogle knibsende krabber. Ledsageren tog et par billeder, mens vi var der, heriblandt et billede af noget, der måske er en fisk eller et svømmende pattedyr, men som nok mest ligner noget fra Alien-filmen.

Den lille frøken var også nede at få dyppet tæerne i havet for første gang, selvom hun nok mente at det var rasende koldt, men så er hun i det mindste kureret for det.

Vi fik også rundstykker hver morgen, og den ene morgen ventede vi utålmodigt på, at Måle Bagerbod åbnede (når babyen vågner hver dag omkring kl. 6, så er der pludselig længe til at kunne spise morgenmad, når et bageri først åbner mellem 8 og 9), således at min far kunne hente morgenbrød derfra. De har ikke så stort et udvalg, og man kan ikke altid være sikker på at få noget med hjem, for hvis de ikke har bagt nok, så de har til de gæster, der måske kan overveje at komme forbi og spise på stedet (som er meget vigtigere end dem, der rent faktisk møder op og gerne vil købe noget for at tage med hjem), så må du gå forgæves.

Vi prøvede også lidt af deres wienerbrød, hvor der dog ikke var noget særligt at vælge imellem. Der var en meget tør og kedelig brunsviger, hvor der VIRKELIG var sparet igennem på fyldet. Det var faktisk ikke en brunsviger – det var et stykke brød med lidt sukker drysset på toppen. Selve bolledejen var fin, men det var nok den ringeste brunsviger, jeg længe har set. Deres kanelsnegle var bagt med samme (gode) bolledej, hvor der var en dejlig smag af kardemomme, men fyldet var sparsomt og sneglene bagt for hårdt for min smag. På den ene bolle havde de drysset lidt mørk chokolade på, hvilket er prisværdigt men blot gjorde oplevelsen endnu mere tør. Der var også blevet indkøbt er par teboller til den lille frøken, og jeg tror, at det var samme dej, som de brugte til de søde brød. Hvis man ser bort fra, at wienerbrødet ikke er noget, der er værd at tage med hjem (hvis man er så heldig at få lov til det!), så var deres brød rigtig lækkert, og det kommer jeg gerne forbi efter en anden gang. Brødet kan de bestemt godt finde ud af at bage. Tebollerne var dog bedst friskbagte – senere på dagen var den sidste bolle blevet temmelig tør.

Vi havde en rigtig god tur til Kerteminde, og det var sjovt at se byen fra en anden vinkel. Normalt når vi tager til Kerteminde går vi bare en tur i gågaden, men når man overnatter et sted, så kommer man omkring på lidt andre veje. Og Kerteminde er såmænd en hyggelig by, så vi har ikke noget imod at komme på visit en anden gang.

På Skovbakken

Dansk

Tilbage i påskeferien kombinerede vi en tur i Odense Zoo med en omgang kaffe og kage på Restaurant Skovbakken, der ligger lige ved siden af. De lovede et “stort kaffe-kagebord” for 125 kr per person. Muligvis deres første tanke var en slags buffet, men det var der åbenbart ikke interesse nok til. Ud fra nogle kommentarer fra et hold andre gæster (muligvis der kun var os og dem til kage den dag!) havde de kørt med samme tilbud sidste år, hvor det vist nok var resulteret i en kagebuffet. Men jeg vil hurtigt gøre opmærksom på, at det bestemt ikke gjorde noget, at kagerne blev serveret ved bordet. Det kan nogle gange være lige så godt, andre gange endnu bedre, og så selvfølgelig også ringere, men sidstnævnte var ikke gældende her.

Prismæssigt følte vi, at vi fik noget for pengene. Restauranten var flot og pæn og ren, og alle kagerne blev smukt præsenteret. Vi var dog glade ved at vi kom for kagerne, for 125 kr vil jeg gerne give for det, men jeg betaler ikke fx 158 kr for et stjerneskud uden drikkevarer, som man ellers kunne vælge på deres frokostkort. Deres normale priser ligger bestemt i den dyre ende, så gå efter menuerne – her får man mere for pengene.

En lidt kikset ting ved deres hjemmeside er, at der ikke er et rigtigt bookingsystem – i stedet bestiller man bord via en almindelig kontaktform, så man får ingen konfirmation på, at bestillingen rent faktisk er modtaget eller en kvittering i sin inbox. Jeg synes de burde flotte sig lidt og investere i et rigtigt bookingsystem.

Som sagt tog alle kagerne sig godt ud på tallerkenen, men det var ikke dem alle, der var faldet helt rigtigt ud. Tørkagerne havde fået lige lidt for længe i ovnen, så de var lidt for mørkebrune for min smag. De får point for tydeligvis at bruge gode råvarer, men der var rigtig meget chokolade på fadet, hvilket normalt ikke gør mig noget, men her blev den meget mørke og bitre chokolade lidt for meget.

Den mørke chokolade, som nøddehornet og napoleonshatten var dybbet i, overdøvede alle andre smagsnuancer, hvilket jeg dog altid synes sker for napoleonshatten, hvorfor det heller ikke er en af mine favoritkager (selvom jeg naturligvis nærer varme tanker for marcipanen i den). Derudover var der en glimrende chokolade-macaron, og noget som tjeneren kaldte en “brownie”, men jeg ved ikke lige hvor de har fået den idé fra, for det var bestemt ikke en brownie. Det var en meget underlig konstruktion – jeg kan ikke engang rigtig kalde det en kage. For det første knaste massen af sukker, og det skal en god kage aldrig gøre. Derudover så smagte den ubagt og ikke på en god måde. Den smagte meget lig havregrynskuglemasse, bare uden havregrynene. En brownie skal allerhelst være lidt blød og underbagt inde i midten, men det er stadig en kage og ikke en havregrynskugle. Den var meget underlig og smagte ikke særlig godt, hvis jeg nu skal sige det. Det var klart det ringeste indslag. Den var meget massiv og den mørke chokoladesmag slog hårdt i bordet. Det var nødvendigt at spise flødeskum til for at klemme den ned, og heldigvis fulgte der flødeskum med min varme kakao, ellers havde jeg haft problemer.

De sidste to kager var en rigtig lækker mazarinkage, flot pyntet med super frisk flødeskum og bær, samt en udmærket gammeldags æblekage, som jeg ikke kan erindre at jeg har noget negativt at sige om (kan det virkelig passe?).

Der var fejl blandt deres kreationer, men vi havde et dejligt besøg på Skovbakken, hvor vi overordnet set var tilfredse med det vi fik serveret til den pris vi betalte for det, og omgivelserne var også flotte, så vi kommer gerne igen, hvis de serverer kaffe- og kagebord en anden gang.

Bare tapas

Dansk

For noget tid siden var Ledsageren og jeg ude at spise på en restaurant i Odense, der hedder BarTapas. Deres koncept er lidt en kopi af running sushi – i stedet for sushi er det bare tapas, der kører rundt på båndet. For 250 kr kunne man spise alt, hvad man havde lyst til (drikkevarerne var som modargument selvfølgelig ikke billige).

Overordnet set vil jeg gerne komme igen, men der var stadig en del plads til forbedring. Det værste var sådan set at køkkenet kom ALT for meget salt i alle deres retter, og det betød sådan set, at der var nogle retter, som jeg ikke havde lyst til at spise op, simpelthen fordi de var så salte. Præsentationen var ellers rigtig flot, og der var et godt udvalg. Bortset fra oversaltningen, så smagte maden også udmærket.

Restauranten kører med to serveringer – kl. 17.30 og kl. 20. Man kan godt komme dumpende ind af døren (som nogle af de andre gæster gjorde – har de tomme borde, sender de jo nok ikke nogen væk!), som man har lyst til, men hvis man vælger at komme til tiden, så får man frisk mad serveret hele aftenen. Da vi mødte ind omkring kl. 17.30 var båndet allerede fyldt op med alle de kolde retter, såsom chips, hummus (en af Ledsagerens favoritter den aften), noget artiskok med skinke, tomat med ost, bruschetta og så videre. Det var sådan set meget smart, for så kunne vi gå i gang med det samme. Herefter gik køkkenet i gang med at fremstille de varme retter, der blev sendt på båndet i bølger. Der var lidt ventetid engang imellem, hvor vi sad og trommede lidt og ventede på noget nyt, men sådan er det jo, når maden skal være nogenlunde frisk.

Der var et menukort på bordet ved ankomst, der viste den gældende måneds menu, men det afholdt nu ikke køkkenet fra at afvige efter behag, og jeg var lidt skuffet over, at det braiserede lam blev udskiftet med spareribs, hvor marinaden godt nok var god, men kødet var slet ikke tilberedt længe nok. På gode spareribs falder kødet af benet, og her var det noget af en kamp at få det af. Til gengæld var svinemørbraden stegt for længe, så den var blevet tør, og fisken var erstattet af en ALT for salt risotto serveret med blåmusling. Det ville også have været rart, hvis det lune tilbehør i form af en kartoffelret blev serveret samtidig med nogle af kødretterne i stedet for som en ret i sig selv.

Desserterne var lidt så som så. Der var en rigtig flot rabarbertrifli, hvor selve rabarberkompotten var rigtig godt tilberedt – der var både smag og konsistens, men den manglede noget at stå imod med, så jeg endte med at tage noget af marengsen fra citrontærten for at holde rabarbernes syrlighed lidt på afstand (den smule creme, som de havde klattet på toppen, var ikke nok). Citrontærten var dog en af de virkelig ringe retter den aften. Det burde ellers være supernemt at servere sådan en lille citrontærte! En lille sprød bund, lidt lemoncurd (man kan bare købe et godt mærke på glas), og så lidt brændt marengs på toppen – det lyder da meget nemt? Åbenbart ikke for alle. På BarTapas opstod første fejl i de små skaller, som fyldet blev serveret i, for skallerne var simpelthen uspiselige – det var som pap – jeg håber de forstod en hentydning, når jeg møjsommeligt skrabede indholdet ud og lod skallen ligge i skålen! Der var ikke nok citron i tærten, og så var marengsen ikke pisket ordentlig, så det var lidt noget tyndt sjap. Idéen var ellers god nok, men jeg kan ikke sige det samme om udførslen.

Så det var lidt en blandet aften, men jeg er vild med at få lov til at smage mange forskellige ting, så derfor giver jeg gerne BarTapas en chance til, og så må vi jo se, om det hele er lige så saltet og sjappet næste gang.

Løvernes Legehule

Dansk

I påskeferien gik det meste af tiden med at underholde den lille frøken, og vi brugte blandt andet et par dage på at besøge to forskellige indendørs legesteder i Odense. Den ene gang besøgte vi Leos Legeland, hvor babyer under 1 år er gratis, indtil 2 år koster de 70 kr og herefter er det 145 kr indtil man bliver 17, og alle voksne er gratis. Til gengæld er det forbudt at medbringe egen mad og drikke, og da deres egne priser herfor ligger i den høje ende, kan det hurtigt blive en meget dyr udflugt, når børnene først er fyldt 2 år! Til gengæld er det et rigtig stort sted med masser at tage sig til, og der er god luft omkring, også selvom det føles som om, at hele den odenseanske børnebefolkning er mødt op. Der er et “babyområde”, men de større børn har tendens til at invadere alligevel, så man skal passe på de små poder. Den lille frøken var glad for boldbadet, og der var små trampoliner, alle mulige huse og løsøre i skumgummi, en lille rutsjebane og store byggeklodser.

Det var sådan set et rigtigt fint sted, men når først frøkenen er blevet et år, kommer jeg nok ikke igen, før hun er stor nok til at rende rundt mere eller mindre frit, for ellers bliver det alt for dyrt, og så ville jeg nok planlægge det således, at vi har spist før vi kommer. De ved nok, hvad de skal tage for små portioner genopvarmet cafeteriemad!

Det andet legeland vi besøgte var Løvens Hule i Rosengårdscentret. Det var væsentligt mindre end Leos Legeland, og det var noget mere begrænset, hvad man kunne foretage sig dér. Løvens Hule i Rosengårdscentret er forbeholdt mindre børn (max 8 år), men i Leos Legeland kan også større børn have det sjovt. I Løvens Hule er det gratis at tage egen mad og drikke med, til gengæld koster indgangen 40 kr for børn under 1 år, 80 kr indtil de fylder 2, og herefter 109 kr (her er voksne også gratis). Jeg synes egentlig ikke, at man får særlig meget for pengene, hvis man skal betale 109 kr for et besøg, men det er et fint sted at parkere børnene, mens forældrene skiftes til at gå rundt i Rosengårdscentret og handle (hvilket det så ud til, at flere gjorde brug af). Et årskort koster pt 500 kr, og så kan man jo regne på, om det er værd at investere i.

I modsætning til Leos Legeland så føltes Løvens Hule meget tætbefolket, og der var rigtig meget støj. Selv da vi besøgte Leos Legeland midt i myldretiden, så var der stadig plads til at være der uden at føle sig mast sammen. Der er mange borde i Løvens Hule, og man må gerne tage sin egen mad med, men det er IKKE et sted, hvor man kan sidde og hyggesnakke over en kop kaffe og et stykke kage – det er der simpelthen for meget larm til.

Hvorvidt det skal være det ene eller det andet sted må afhænge af situationen og barnets alder, for selvom vi helt klart syntes at Leos Legeland var mest spændende, så har Løvens Hule bestemt også sine fordele, og her var også rutsjebaner for de lidt større børn, boldbad og en lille babygynge, som Frøken Curie var meget glad for. Og så var hun også glad for, at hun kunne få sig en ostemad, inden vi drog videre.

Både i og udenfor Sæson

Dansk

For noget tid siden var Ledsageren og jeg ude at spise på en restaurant i Odense, der hedder Sæson. Det er en mindre restaurant, hvor de har valgt at skære gevaldigt ned på hyggen for i stedet at mase så mange borde og stole som muligt ind i deres lille spiselokale. De kører med to faste spisetidspunkter (kl. 17.30 og kl. 20), så i det mindste er der ikke et rend af gæster hele tiden, men man sad stadig næsten oven i hinanden. Det eneste, der forhindrer dig i at inddrage de ukendte gæster ved bordet ved siden af i din og ledsagerens private samtale, er det tætte lydniveau, når der klemmes så mange mennesker sammen på ét sted. Når man snakker atmosfære, så synes jeg ikke at Sæson har noget at byde ind med, og det er ikke hér jeg vil tage hen, hvis fokus er på at føre samtale med nogen.

Maden var til gengæld udmærket. Man får 3 retter for 300 kr, men vi fik vores (inklusive en flaske vand) til 240 kr, fordi vi købte billet i forbindelse med Dining Week, som er en tilbagevendende begivenhed, der ligger i uge 7.  Selvom menu og antallet af gæster og spisetidspunkt derfor ikke kunne komme bag på restauranten, så var de alligevel ti minutter forsinket, inden vi overhovedet fik den første ret serveret, der gik rigtig lang tid mellem forret og hovedret, og desserten blev først sat på bordet efter kl 19, hvor vi skal forlade bordet kl 19.30. Det undrer mig, hvordan de alligevel kan virke så uforberedte, når nu de fik alle oplysninger serveret på forhånd (og det var ikke første dag i Dining Week at vi kom på besøg).

Forretten var en meget lækker hummersuppe, hvor det var tydeligt at smage den fede fløde, og det sprøde skind passede godt til. Vi kunne nemt have spist mere af den.

Hovedretten var flot præsenteret, og kødet var meget lækkert tilberedt. Der var intet dårligt på tallerkenen, selvom jeg nu gerne ville have haft lidt flere grøntsager til mit kød. Der var mange små, fine elementer på tallerkenen, og det hele så lige så godt ud som det smagte.

Desserten syntes jeg dog ikke var så velafbalanceret, og selvom konsistensen på isen var god, så smagte den ikke rigtig af noget. Hindbærisen kunne jeg ikke rigtig smage, og chokoladen var meget svag. Der laver jeg altså væsentlig bedre is selv. Vaflen og de små mousser var gode, og så var der æblekompot, der smagte meget godt, men den passede over hovedet ikke til resten af delene på tallerkenen. Æble passer altså ikke sammen med regnbueis. Den kunne have passet til vaflen og de andre smådele, men sammen med is var det bare en underlig kombination.

Jeg syntes det var lidt ærgerligt med desserten, for det hele så så flot ud, det kunne bare ikke leve op til det, som tallerkenen lovede. Den faldt sammen på smagene.

Overordnet set kunne vi godt finde på at komme igen, for det meste af maden – i hvert fald langt de fleste af elementerne – var gode og smukt anrettet, og så ligger prisniveauet også et fornuftigt sted. De havde dog lidt fodfejl til sidst, og helt så hyggelig synes jeg ikke at selve restauranten er, men Sæson Spisested er bestemt ikke slået af banen, og vi siger ikke nej til at komme igen.

Glædelig forsinket nutelladag

Dansk

2017-curie-ballonen-250217-1

Den 5. februar er international nutelladag, og vi fejrede dagen på behørig vis på det rette tidspunkt, det er bare først nu, at jeg lige når til at fortælle bloggen om det. Og findes der nogen bedre måde at gøre det på end at inkludere nogle andre nutella-relaterede historier, som jeg også har liggende?

Når man har en baby i huset, så er der ikke altid overskud til de store gastronomiske udfoldelser, så jeg genbrugte en nutellaopskrift fra tidligere år, der dog ikke var blevet ringere i mellemtiden.

For noget tid siden havde vi også en lille nutellatest herhjemme, hvor vi testede tre forskellige chokolade-smørepålæg: Den oprindelige nutella, Rema1000s egen “nøddecreme” og EasIs’ “sundere” udgave.

2016-nutellatest-100916-2

Vi var generelt ikke så vilde med den fra EasIs. Den smagte ikke rigtig af noget, hverken af hasselnødder eller kakao, og så syntes vi at den var alt for olieret og flydende. Hvis man gerne vil have FORNEMMELSEN af at spise nutella, så kan man måske godt bruge den, men smagsmæssigt gav den ikke rigtig noget retur, og egentlig konsistensen var også problematisk. Den er vist mest til dem, der gør en stor indsats for at spise sundere.

Rema1000s nøddecreme var væsentligt bedre, men stadigvæk ikke lige så god som originalen. Konsistensen var lidt grynet og ikke så glat og homogen, som den rigtige nutella, men smagen var okay. Den kom tæt nok på nutellasmagen til at man godt kan servere den til rundstykkerne, hvis man samtidig gerne vil betale lidt mindre for det. Vi prøvede også senere at komme produktet på is, og her fungerede det bare slet ikke, men på rundstykker er Rema1000s nøddecreme OK.

2017-nutella-cheesecake-260217-1

Den rigtige nutella var dog stadig favoritten, og vi oplevede endnu en af dens gode egenskaber, da vi besøgte mine forældre i weekenden. Min mor serverede cheesecake til dessert, men ikke en hvilken som helst cheesecake – nej, det var en nutella-cheesecake. Meget simpel i sin konstruktion bestående af en kiksebund og så ellers bare nutella rørt sammen med philadelphia/flødeost og serveret flødeskum, men det gjorde bestemt ikke skade på nogen. Den var meget mættende, men den smagte til gengæld fantastisk. Det lykkedes mig at tiltuske mig retten til at få resterne med hjem, så man kan være sikker på, at kagen gik til et godt formål.

Da vi besøgte mine forældre, gæstede vi også en lille livsstilsmesse, som mine forældre havde fået gratis billetter til. Der var nu heller ikke særlig mange smagsprøver, men den lille frøken fik sig en gratis svæveballon, som hun var meget fascineret af. Hun synes generelt at balloner er sjove, men vi er altid lidt nervøse omkring dem, for hun har tendens til at forsøge at spise dem, og når den første ballon sprænger, så har vi balladen.

2017-curie-ballonen-250217-4

Fire flade fastelavnsboller på et fladt fastelavnsbollefad

Dansk

2017-fastelavnsboller-lagkagehuset-og-rises-broed-170217-1

Det er ikke så tit, at vi investerer i fastelavnsboller, fordi jeg generelt synes at de er meget dyre, og så ligger fastelavn altid så tæt på Pandekagens Dag, som jeg går mere op i, men måske prioriteterne ændrer sig, når Frøken Curie engang bliver opmærksom på fastelavn. Men Pandekagens Dag skal hun dog nok også finde ud af at sætte pris på!

I år fik jeg dog lyst til at købe et par fastelavnsboller og i processen gerne afprøve og sammenligne. Inde i centrum vandrede vi derfor forbi forskellige bagere og kiggede ind af vinduerne og endte med at købe fire forskellige fastelavnsboller med hjem fra to forskellige steder.

Vi besøgte Wendorff, men de havde et meget beskedent og ret kedeligt udvalg af fastelavnsboller. Man kunne få den almindelige med hindbær og den almindelige med nougat, og så havde de to særudgaver, der kostede 25 kr ligesom de almindelige men var MEGET mindre. De så da vældig pæne ud, men vi syntes egentlig ikke at prisen for de to små boller var pengene værd. De så heller ikke specielt fyldte ud, så vi gik i stedet til Lagkagehuset.

Lagkagehuset havde til gengæld et rigtigt fint udvalg. Hvis jeg lige husker korrekt, så havde de verdens kedeligste udgave af fastelavnsboller (det vil sige dem, hvor der kun er creme i), og så var der blåbær & nougat, hindbær & sarah bernard creme, rabarber, marcipan og vist også nogle almindelige bare med hindbærsyltetøj. De havde vist seks eller syv forskellige. Blåbær & nougat lød spændende, men vi lod den stå, da vi ved, at blåbær sjældent faktisk smager af noget, så det er mest farven, der ser interessant ud. Marcipan-varianten var meget fristende, men jeg var bange for, at der kun ville være en lille smule revet marcipan i fløden og så ville resten være ren creme. Det var ikke til at vurdere, hvor meget marcipan der egentlig var i, så den kunne potentielt enten være meget god eller meget kedelig. Vi endte derfor med at købe en med rabarber og en med hindbær & sarah bernard creme til 27 kr stykket.

2017-fastelavnsboller-lagkagehuset-og-rises-broed-170217-2

Efter Lagkagehuset besøgte vi Rises brød, som havde fire eller fem forskellige fastelavnsboller. Der var to-tre almindelige til 24,5 kr og de mere spændende til 26,5 kr (“Vi er billigere end Lagkagehuset – se selv!”). Vi købte selvfølgelig de to spændende, hvoraf den ene var med solbær-rom-syltetøj og den anden var abrikos & sarah bernard creme.

Nogle dage senere var vi forbi Rosengårdcentret, hvor jeg kiggede i vinduet ved Bager From uden dog at købe noget, og de havde også et prisværdigt udvalg, og prisniveauet var vist 26 kr. De havde blandt andet også en solbær-rom variant, og så havde de et helt vidunderligt design på en af deres fastelavnsboller, der kunne få mig til at købe netop dén, uanset hvilket fyld der var i. De havde sat to klatter flødeskum på toppen og så et par mørke pupiller (sikkert et par chokoladeknapper), og så havde de lavet en lyserød tunge af marcipan, som stak ud mellem top og bund af bollen. Det var da en fantastisk sjov idé.

Men nu til bedømmelsen.

Fastelavnsbollerne fra Rises brød var åbenlyst større end bollerne fra Lagkagehuset. Jeg syntes dog ikke, at de var bagt lige så godt. Bollen fra Rises brød var meget sej og kunne ikke skæres i mindre stykker med en kagegaffel. Samtidig var den alt for smuldrende, så den faldt fra hinanden, inden jeg kunne nå at spise den (det virkede som om, at den havde fået lige lidt for længe i ovnen). Bollen fra Lagkagehuset kunne nemt skæres med en kagegaffel uden at smuldre mellem fingrene på mig, og den havde en god smag.

Ledsagerens favorit af de fire varianter var den med solbær-rom fra Rises brød. Der var en tilpas mængde syltetøj i forhold til creme og flødeskum, og der var også en tilpas romsmag i syltetøjet. Nu drikker jeg ikke selv alkohol, så jeg smagte kun en enkelt bid, og jeg kunne konstatere, at romsmagen var vedhængende. Jeg kan dog godt se, hvorfor denne var Ledsagerens favorit, for kan man lide rom, så smager det også igennem. Det kan også nævnes, at det højst sandsynligvis er samme syltetøj, som Bager From bruger i deres udgave, for det er helt sikkert ikke en syltetøj, som Rises brød har patent på.

2017-fastelavnsboller-lagkagehuset-og-rises-broed-170217-9

Fyldet i den anden fastelavnsbolle fra Rises brød skulle efter sigende være abrikossyltetøj og sarah bernard creme. Chokoladecremen var rigtig god og kraftig i smagen, men abrikos var der altså ikke noget at komme efter. Det var bare et minimalt og meget skrabet lag på bunden, så jeg var bestemt ikke imponeret. Dårligt sammensat og dårlig bagning på bollen, så hvis jeg kun skal bedømme ud fra den fastelavnsbolle, som jeg selv spiste, så er Rises brød ikke noget særligt. Jeg ville nok hellere købe et andet sted fra næste gang – især når Bager From sælger samme udgave af den fastelavnsbolle, som Ledsageren godt kunne lide.

2017-fastelavnsboller-lagkagehuset-og-rises-broed-170217-7

Jeg foretrak derfor Lagkagehusets fastelavnsboller. Min favorit var hindbær med sarah bernard creme, hvor cremen dog måske var lidt mindre kraftig end den fra Rises brød. Der var til gengæld en god mængde hindbærcreme i, og så synes jeg generelt også, at hindbær passer bedre sammen med chokolade end abrikos gør. Bollen med rabarber var også meget god. Ved første øjekast, da vi skar den over, så der ikke ud til at være nævneværdig rabarber i, men da vi først smagte på fastelavnsbollen, så var den fuld af smag – rabarberstykkerne var bare næsten usynlige i cremen.

2017-fastelavnsboller-lagkagehuset-og-rises-broed-170217-8

Jeg blev egentlig overrasket, for jeg havde faktisk ikke regnet med, at jeg bedst ville kunne lide dem fra Lagkagehuset, men jeg synes klart at deres var bedst. Nu har vi selvfølgelig kun SMAGT fra to steder i år, men det visuelle tæller også med. Vi skal jo gerne fristes af dét, som vi ser i vinduet, og der kunne Wendorff for eksempel ikke følge med, hvorimod Bager From næsten fik mig lokket til at købe noget, jeg ikke havde tænkt mig.

En fyldig julefrokost og en nobel nytårsmenu

Dansk

2016-julefrokost-fra-superbrugsen-081216-3

For en god del tid siden købte jeg nogle værdibeviser pålydende en omgang klassisk dansk julefrokost fra vores lokale SuperBrugs i Odense. Man skulle købe til mindst fire personer, og det kostede 84 kroner per person (normalprisen var eftersigende 140 kr). Der var også så rigeligt med, at vi spiste os mætte tre dage i træk, og det meste af maden var ganske udmærket. Fiskefileterne var mere panering end fisk, og risalamanden smagte som risifrutti (hvilket jeg ikke syntes var imponerende), men ellers så var det overraskende godt. Ikke en gourmetoplevelse men helt sikkert noget, der kan anbefales, hvis man står og skal planlægge en nem omgang julefrokost. Deres risalamande ville jeg dog ikke have noget imod at slippe for.

Til nytår havde vi også valgt at investere i SuperBrugsens takeaway-menu, som vist kostede omkring 260 kr eller deromkring for fire små retter per person. Det hele var såmænd også udmærket og nemt at gå til. Der var inkluderet en detaljeret vejledning til samling af aftenens menu, desværre tog vejledningen ikke forbehold for de ændringer, som de afterfølgende havde lavet til menuen! Til hovedretten var der fx en bøtte med et eller andet i, som vi efter noget gætværk fandt ud af var rasp, som kartoffelrullen skulle rulles i, hvilket ikke stod beskrevet nogen steder. Der var en begrænset mængde kød med til hver, og ikke helt nok til en stor, sulten herre, men fint nok til mig.

Desserten var dog den ret, som jeg var mindst imponeret af. Der var en rigtig lækker chokoladefondant og en lille og meget flad tærteskal, der blev fyldt med et meget tyndt lag lemoncurd. Tærten var til den jævne og kedelige side, og så føltes de to desserter fuldstændig adskilt fra hinanden, som to forskellige desserter. Det ville have været bedre med fx en lækker citroncreme eller -is til en gerne lidt større udgave af chokoladefondanten, og så klædte det helt bestemt den tunge chokolade med lidt fed fløde, som vi selv havde købt ved siden af, hellere end den syrlige skyr, som SuperBrugsen havde suppleret. Menuen var udmærket og til rimelige penge, men ikke uden sine fodfejl og muligheder for forbedringer.

2016-nytaar-311216-9

Vi havde også købt lidt kransekage fra SuperBrugsen, men den var så tør og kedelig og ikke engang lavet på rigtig marcipan (det var primært abrikoskerner), at vi endte med at smide det meste ud. Det synes jeg nok var det mest pinlige af deres ellers udmærkede nytårsmenu. Man kan ikke tillade sig at sælge dårlig kransekage til nytår! Det er efterhånden 6 år siden, og jeg har endnu ikke hverken glemt eller tilgivet Lagkagehuset for den meget dyre og meget, meget tørre kransekage, som vi engang kasserede nytårsaften!

For længe siden

Dansk

2016-fars-foedselsdag-240916-5

Tilbage i september var vi inviteret til fødselsdag hos mine forældre, hvor (det meste af) menuen var en rekreation af den menu, som mine forældre kort tid forinden havde fået serveret, da de gæstede et bryllup i Budapest. Der var derfor god kyllingesuppe med citron (kogt på ægte vis i en stor suppegryde) og til hovedret et fad med alskens friturestegte elementer serveret med en mindre tallerken salat ved siden af. Billeder taget fra bryllupsfesten kunne verificere at menuen var korrekt fremstillet (som det nu kan lade sig gøre under danske forhold). Det er nok ikke så tit, at vi herhjemme får så meget friturestegt mad på én gang, og det er nok ikke ofte forekommende ved danske bryllupper, men det smager nu godt engang imellem, og især den friturestegte ost var et hit.

Til dessert var der indkøbt en othellolagkage fra Wendorff, men jeg må indrømme, at jeg ikke har været så imponeret af Wendorffs kager på det sidste. En næsten uspiselig rugbrødslagkage og en praline-tærte der den dyre pris til trods var så flydende, at man ikke kunne skære et pænt stykke, og når man først havde åbnet for den, så flød det hele sammen på tallerkenen (jeg kom på et senere tidspunkt forbi en Wendorff-bager, hvor de havde smagsprøver på pralinetærten, og de blev serveret på skeer, hvilket jeg synes er en falliterklæring – og hvordan der ikke er en ENESTE konditor i deres virksomhed, der kan se, at der en fejl med kagen, når det nu er ALLE pralinetærterne, og så bare RETTE DEN, det forstår jeg ikke – hvilket er synd, for den smagte faktisk godt). En kage til 100 kroner der flyder sammen på serveringsfadet – det synes jeg ikke er i orden til de priser – og de kan faktisk godt lave mange ting, der fungerer, så jeg synes, at de burde have nok respekt for deres ry og arbejde til ikke at sælge noget, der er dårligt håndværk.

2016-fars-foedselsdag-240916-21

Denne gang fik vi hvad de kaldte en othellolagkage, men rigtig othellolagkage var det nu ikke, for en othellolagkage har en sprød bund nederst. Gør man det rigtigt, er det en makronbund, men i det mindste en sprød mørdejsbund, hvis man virkelig ikke kan overskue andet. Vi fik kun en almindelig lagkagebund, og så var forholdet mellem creme og syltetøj dårligt afbalanceret, så der var alt for meget creme og ikke nok syrlighed at stå imod med. Det værste var dog, at hele kagen bulede ud til siderne, hvilket slet og ret er dårligt håndværk. Og så havde de af uvisse årsager valgt at sætte skiver af rå lime på toppen som pynt. Bevares, lime har en flot grøn farve, men er det meningen at vi skal SPISE limefrugten? Der må vist være tale om et nervøst sammenbrud i køkkenet. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skuffet over Wendorffs formåen – jeg har set dem lave meget bedre kager end denne.