Arkiver

Turen går til Bagenkop

Dansk

For en uges tid siden var vi en tur i Bagenkop med mine forældre. Der er en hyggelig lille havn, hvor vi spiste vores medbragte frokost i et af de små huse, hvorefter Lilleskatten legede lidt på legepladsen ved siden af. Bagenkop Havn er også der hvor Rasmus Klumps skib Mary er forankret i årets varme måneder, så den skulle vi naturligvis også besøge. Man kan fange krabber og lave krabbeløb på skibet, men krabberne havde gemt sig denne gang, så vi måtte gå foruden. Vi var også oppe i et lille tårn, hvor vi andre blev bedt om at skjule os, mens Ledsageren fotograferede udsigten.

Herefter spiste vi kage og slog så et smut forbi Gulstav i jagten på Langelands vilde heste, men sidstnævnte havde ikke lyst til at være hvor vi var, så vi nøjedes med at kaste sten i vandet, før turen gik retur til Odense.

Reklamer

Beskyttet: Rundt om marts

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Til fødselsdag i påsken

Dansk

Vi har mange familiefødselsdage tæt på hinanden henover foråret, og marts måned slap ikke udenom, hvor to fødselarer skulle fejres. Arrangementet blev holdt hos mine forældre, da de har pladsen, men maden blev leveret fra Bregninge Mølle. Maden var bestilt til kl. 13, men allerede kvart i tolv stod de og bankede på døren. Heldigvis blev de lune indslag leveret i en tætlukket termokasse, som vi sørgede for udelukkende at kigge langt efter, så da låget endelig røg af, var maden faktisk stadigvæk lun. Ikke varm, men slet ikke kold.

Jeg må indrømme, at jeg var overrasket over kvaliteten! Der var nogle kyllingespyd, som normalt ellers altid er tørre og kedelige, når man får dem som takeaway, men de var faktisk lækre og saftige (de var min favorit denne gang). Selv Lilleskatten kunne lide dem, i hvert fald så snart det lykkedes at drage hendes opmærksomhed væk fra pastasalaten. Cuvettestegen var også fin og saftig, og brødet så vældig forskelligt og dekorativt ud. Årstidens grønne salat var mest bare ærter, majs og cherrytomater, hvilket jeg ikke vil klassificere som hørende under “årstiden”, men bevares, så var der en salat, som selv de mest kræsne kunne spise (eller i hvert fald pille majskernerne fra). Der var lidt rigeligt fokus på kartofler efter min smag (hele tre forskellige slags), men de var nu også OK. Eneste reelle minus var nogle krydderurtekartofler, der havde stået alt for længe, så de var helt udkogte, da de endelig kom på bordet. Til gengæld var der en helt SPAND bearnaisesauce, som vi ikke fik tømt.

Overordnet set synes jeg faktisk det var rigtig godt og ville bestemt gerne anbefale det videre. Prismæssigt kostede det cirka 100 kr per person (de har også andre menuer), hvilket jeg synes er en fin pris for hvad man får.

Desserten stod vi selv for, og der var så meget, at jeg ikke nåede hele vejen rundt. På daværende tidspunkt havde vi også spist godt hele påsken, så der var efterhånden ikke meget appetit tilbage i maven. Deserten bestod af hjemmebagte pandekager (som jeg desværre glemte at få et billede af) serveret med tre slags is. Derudover var der også to lagkager samt en brunsviger, som min mor havde købt ved Haarby Bageren. Den så rigtig lækker ud, men jeg var på det tidspunkt så mæt, at jeg kun nåede at få en enkelt bid. Måske en anden dag kan vi prøve den igen.

Nytår 2017

Dansk

Nytår afholdt vi hjemme hos os selv sammen med mine forældre. Vi havde nøje studeret de forskellige nytårstakeawaymenuer, før valget endelig faldt på den fra Føtex. Vi fik den til 269 kr per person, og så var der tre retter samt lidt appetizere med. Maden var ikke helt perfekt, men man fik meget, som var helt OK, til pengene, så vi står ikke tilbage fra at gentage måltidet ved næste lejlighed.

Mine forældre havde lidt rester tilbage fra deres julefrokostindkøb, så de diskede op med en lille snack til dronningens nytårstale. En lille sprød hapser med rejesalat og en stor, flot reje på.

Fra Føtex fik vi flæskesvær, der såmand var fine nok, men serveret med en mærkelig bærcoulis, som på ingen måde passede til. Det var bare underligt.

Herefter var der, også fra Føtex, tre små hapsere med lidt blandet fiskefyld (det smagte i det mindste fint nok).

Forretten var god røget laks serveret med fennikelsalat, lidt pesto og diverse samt enorme mængder brød. Hovedretten var oksekød med kartoffeltårne en masse, nogle usprøde gulerodschips, en græskarpuré, der ikke passede til, og en rødbedesalat, der var nem at gå til, og selvfølgelig rødvinssovs.

Desserten var en OK chokoladefondat serveret med en MEGET LILLE TESKEFULD karamelsauce (det var pinligt, så lidt der var, men Føtex ville jo gå fallit hvis de supplerede en reel portion), en tynd og småkedelig fraichedressing og den samme tynde bærcoulois, som vi fik til flæskesværene. Selve fondanten var faktisk udmærket, men tilbehøret var ikke det bedste. Sidste år fik Ledsageren og jeg takeaway fra SuperBrugsen, og deres dessert var bestemt ikke noget at skrive hjem om (med mindre det var for at brokke sig) – portionsstørrelsen var til den lille side. Derfor havde jeg i år lavet lidt ekstra chokolademousse (en almindelig med mørk chokolade samt en med after eight), bare for at være på den sikre side, og så var der flødeskum ved siden af. Jeg kan godt lide chokolademousse. Det eneste jeg har brug for er en undskyldning for at spise den.

Vi havde pakkeleg inden desserten, hvor vi hver især havde sørget for to pakker (Lilleskatten havde også en med, selvom hun var gået i seng for længe siden), så det handlede ikke kun om at bytte gaver med dem overfor. Der var en overgang, hvor alle pakkerne var fordelt på vores side af bordet, men til sidst vendte lykken, og så slap vi for at pakke alle vores egne gaver op igen. Jeg vandt to slags julepynt (det kan man jo ikke få for meget af, selvom jeg da er begyndt at løbe tør for tomme opbevaringsæsker i kælderen), og så vandt jeg vist også nogle lakridsmyslibare samt den drikkeklare kokosnød, som jeg selv havde taget med. Det var nu meget godt, at jeg vandt den tilbage igen, for den viste sig at være blevet dårlig. Dagen efter brugte Ledsageren en del tid og anstrengelser på at få toppen af den, kun for at vi med det samme kunne hælde indholdet ud i vasken.

Der var naturligvis også kransekage, som der sig hør og bør. Mine forældre havde medbragt det fra Wendorff-bageren. Kransekagestykkerne var ganske fine, men deres eksperiment, hvor de havde blandet rugbrød i for at spare på marcipanen, kan de nu godt holde for sig selv. Helst i et lukket rum, hvor vi kan lade som om at den ikke eksisterer.

Vi delte også noget af den gode chokolade fra Anker Chokolade. På det tidspunkt var jeg efterhånden meget mæt, så det var begrænset hvad jeg kunne nå at smage, men der var vist også nogle eksperimenterende stykker imellem, blandt andet en med karry, som vi fik mændene til at smage. De var enige om, at det ikke var nødvendigt at smage den sammensætning igen.

Og så gik Ledsageren og jeg tidligt i seng, og jeg var så træt, at jeg ikke engang vågnede, da fyrværkerishowet gik i gang ved midnat. Og Lilleskatten sov også sødt til næste dag, hvor vi sluttede af med morgenmad bestående af hjemmebagte, langtidshævede boller, men vi sprang wienerbrødet over, for vi var alle sammen stadig så mætte, at det var vanskeligt bare at spise morgenmaden.

Men alt i alt, så kom vi ind i det nye år med god stil.

The Diner i Vejle

Dansk

I løbet af sommerferien besøgte vi “The Diner”, som er en amerikansk inspireret restaurant, der blandt andet ligger i Vejle. Det endte med morgenmad, selvom vi havde haft øjne på deres burgere, men morgenmad passede bedre i forhold til babyens sove- og spisetider.

Vi var fire voksne og en baby afsted, og de fleste valgte at prøve stedets “All-American brunch”, hvor man for 100 kr fik lidt med af det hele. Der var nok til at blive mæt af, med alt fra pandekager til French toast (arme riddere), røræg, bacon og pølser samt yoghurt, nogle lidt for mørke kartoffelrösti og toastbrød.

Med “toastbrød” menes der virkelig det kedeligste, billigste brød, man på nogen måde kan finde, og det var også dét, som de brugte til at lave deres arme riddere med, så sidstnævnte var virkelig ikke værd at komme efter. Bestil aldrig deres French toast hvis du kan undgå det! Der var ikke engang smag i – det var bare stegt i lidt smør – undskyld, det var nok margarine, det er billigere – og så med lidt flormelis strøet på toppen. Det var virkelig det kedeligste, jeg nogensinde har fået serveret på restaurant.

Måske bortset fra babyens bolle med ost, som ikke var en bolle, men sådan et slags billigt kuvertbrød, som man normalt køber en pose med 20 i for 5 kr. Og selvom det ser sådan ud på billedet, så var der ikke to skiver ost på – der var bare en lille, tynd eksta skive, så brødet så dækket ud. Den lille frøken er ellers helt vild med ost, men denne her gang var der ikke meget til at vække hendes interesse. Hun gjorde et ihærdigt forsøg, men endte i sidste ende med at spise sig mæt i min ret i stedet.

Vi var nemlig til gengæld begge godt tilfredse med den omelet, som jeg havde bestilt. For cirka 80 kr kunne man selv vælge to slags fyld til sin omelet (jeg valgte steak og ost), og man fik en god, stor omelet, som jeg nemt kunne blive mæt af, samt en smule kedeligt toastbrød til at skylle det ned med. Den var overraskende god, så den kunne jeg godt finde på at købe en anden gang.

Ledsageren og jeg måtte også lige prøve deres milkshakes, også selvom det var midt i morgenmadstiden, for det hører sig jo til, når man er på amerikansk diner. Det var vist 2 milkshakes for 80 kr. De smagte udmærket. Jeg kan generelt rigtig godt lide milkshakes, de er bare altid så frygtelig dyre, og de er hurtigt væk igen. 40 kr per milkshake (de kostede lidt mere stykket, hvis man kunne skulle have én) er cirka hvad de tager for dem alle andre steder også.

Hvis man tager på The Diner, så skal man overveje nøje, inden man bestiller. “Hvis man laver denne her ret på den billigste måde, er den så stadig værd at sætte tænderne i?” Hvis svaret er “Nej”, så bestil noget andet. Fik jeg nævnt at man skal lade deres arme riddere blive i køkkenet? Jeg vil nødig have at der hersker tvivl om hvor skuffende de var.

Deres brunchtallerken var dog fin (udmærkede pandekager), deres milkshakes var ok og omeletten var god, så jeg kommer gerne igen, og så mangler vi jo stadig at få prøvet deres burgere.

Curie fra Kerteminde

Dansk

I Kristhimmelfartsferien var vi på weekendtur med mine forældre. Vi drog ikke så langt hjemmefra men nåede dog helskindet til Kerteminde. Vi havde fantastisk vejr og grillede hver aften. Om lørdagen fandt Frøken Curie ud af, at hvis hun bøjede i knæene og herefter satte sig på numsen, så kunne hun komme sikkert ned igen efter at have rejst sig op – og så begyndte hun ellers at rejse sig op i en gevaldig fart. Hun er stadig ikke nået dertil, hvor hun begynder at tage et par skridt, men hun er efterhånden begyndt at slippe med begge hænder, når hun står op, så vi nærmer os.

Vi var en tur i Fjord & Bælt, men den lille frøken er nok stadig lidt for lille til at få så meget ud af det, selvom hun da kiggede lidt på nogle flade fisk og nogle knibsende krabber. Ledsageren tog et par billeder, mens vi var der, heriblandt et billede af noget, der måske er en fisk eller et svømmende pattedyr, men som nok mest ligner noget fra Alien-filmen.

Den lille frøken var også nede at få dyppet tæerne i havet for første gang, selvom hun nok mente at det var rasende koldt, men så er hun i det mindste kureret for det.

Vi fik også rundstykker hver morgen, og den ene morgen ventede vi utålmodigt på, at Måle Bagerbod åbnede (når babyen vågner hver dag omkring kl. 6, så er der pludselig længe til at kunne spise morgenmad, når et bageri først åbner mellem 8 og 9), således at min far kunne hente morgenbrød derfra. De har ikke så stort et udvalg, og man kan ikke altid være sikker på at få noget med hjem, for hvis de ikke har bagt nok, så de har til de gæster, der måske kan overveje at komme forbi og spise på stedet (som er meget vigtigere end dem, der rent faktisk møder op og gerne vil købe noget for at tage med hjem), så må du gå forgæves.

Vi prøvede også lidt af deres wienerbrød, hvor der dog ikke var noget særligt at vælge imellem. Der var en meget tør og kedelig brunsviger, hvor der VIRKELIG var sparet igennem på fyldet. Det var faktisk ikke en brunsviger – det var et stykke brød med lidt sukker drysset på toppen. Selve bolledejen var fin, men det var nok den ringeste brunsviger, jeg længe har set. Deres kanelsnegle var bagt med samme (gode) bolledej, hvor der var en dejlig smag af kardemomme, men fyldet var sparsomt og sneglene bagt for hårdt for min smag. På den ene bolle havde de drysset lidt mørk chokolade på, hvilket er prisværdigt men blot gjorde oplevelsen endnu mere tør. Der var også blevet indkøbt er par teboller til den lille frøken, og jeg tror, at det var samme dej, som de brugte til de søde brød. Hvis man ser bort fra, at wienerbrødet ikke er noget, der er værd at tage med hjem (hvis man er så heldig at få lov til det!), så var deres brød rigtig lækkert, og det kommer jeg gerne forbi efter en anden gang. Brødet kan de bestemt godt finde ud af at bage. Tebollerne var dog bedst friskbagte – senere på dagen var den sidste bolle blevet temmelig tør.

Vi havde en rigtig god tur til Kerteminde, og det var sjovt at se byen fra en anden vinkel. Normalt når vi tager til Kerteminde går vi bare en tur i gågaden, men når man overnatter et sted, så kommer man omkring på lidt andre veje. Og Kerteminde er såmænd en hyggelig by, så vi har ikke noget imod at komme på visit en anden gang.

På Skovbakken

Dansk

Tilbage i påskeferien kombinerede vi en tur i Odense Zoo med en omgang kaffe og kage på Restaurant Skovbakken, der ligger lige ved siden af. De lovede et “stort kaffe-kagebord” for 125 kr per person. Muligvis deres første tanke var en slags buffet, men det var der åbenbart ikke interesse nok til. Ud fra nogle kommentarer fra et hold andre gæster (muligvis der kun var os og dem til kage den dag!) havde de kørt med samme tilbud sidste år, hvor det vist nok var resulteret i en kagebuffet. Men jeg vil hurtigt gøre opmærksom på, at det bestemt ikke gjorde noget, at kagerne blev serveret ved bordet. Det kan nogle gange være lige så godt, andre gange endnu bedre, og så selvfølgelig også ringere, men sidstnævnte var ikke gældende her.

Prismæssigt følte vi, at vi fik noget for pengene. Restauranten var flot og pæn og ren, og alle kagerne blev smukt præsenteret. Vi var dog glade ved at vi kom for kagerne, for 125 kr vil jeg gerne give for det, men jeg betaler ikke fx 158 kr for et stjerneskud uden drikkevarer, som man ellers kunne vælge på deres frokostkort. Deres normale priser ligger bestemt i den dyre ende, så gå efter menuerne – her får man mere for pengene.

En lidt kikset ting ved deres hjemmeside er, at der ikke er et rigtigt bookingsystem – i stedet bestiller man bord via en almindelig kontaktform, så man får ingen konfirmation på, at bestillingen rent faktisk er modtaget eller en kvittering i sin inbox. Jeg synes de burde flotte sig lidt og investere i et rigtigt bookingsystem.

Som sagt tog alle kagerne sig godt ud på tallerkenen, men det var ikke dem alle, der var faldet helt rigtigt ud. Tørkagerne havde fået lige lidt for længe i ovnen, så de var lidt for mørkebrune for min smag. De får point for tydeligvis at bruge gode råvarer, men der var rigtig meget chokolade på fadet, hvilket normalt ikke gør mig noget, men her blev den meget mørke og bitre chokolade lidt for meget.

Den mørke chokolade, som nøddehornet og napoleonshatten var dybbet i, overdøvede alle andre smagsnuancer, hvilket jeg dog altid synes sker for napoleonshatten, hvorfor det heller ikke er en af mine favoritkager (selvom jeg naturligvis nærer varme tanker for marcipanen i den). Derudover var der en glimrende chokolade-macaron, og noget som tjeneren kaldte en “brownie”, men jeg ved ikke lige hvor de har fået den idé fra, for det var bestemt ikke en brownie. Det var en meget underlig konstruktion – jeg kan ikke engang rigtig kalde det en kage. For det første knaste massen af sukker, og det skal en god kage aldrig gøre. Derudover så smagte den ubagt og ikke på en god måde. Den smagte meget lig havregrynskuglemasse, bare uden havregrynene. En brownie skal allerhelst være lidt blød og underbagt inde i midten, men det er stadig en kage og ikke en havregrynskugle. Den var meget underlig og smagte ikke særlig godt, hvis jeg nu skal sige det. Det var klart det ringeste indslag. Den var meget massiv og den mørke chokoladesmag slog hårdt i bordet. Det var nødvendigt at spise flødeskum til for at klemme den ned, og heldigvis fulgte der flødeskum med min varme kakao, ellers havde jeg haft problemer.

De sidste to kager var en rigtig lækker mazarinkage, flot pyntet med super frisk flødeskum og bær, samt en udmærket gammeldags æblekage, som jeg ikke kan erindre at jeg har noget negativt at sige om (kan det virkelig passe?).

Der var fejl blandt deres kreationer, men vi havde et dejligt besøg på Skovbakken, hvor vi overordnet set var tilfredse med det vi fik serveret til den pris vi betalte for det, og omgivelserne var også flotte, så vi kommer gerne igen, hvis de serverer kaffe- og kagebord en anden gang.

Bare tapas

Dansk

For noget tid siden var Ledsageren og jeg ude at spise på en restaurant i Odense, der hedder BarTapas. Deres koncept er lidt en kopi af running sushi – i stedet for sushi er det bare tapas, der kører rundt på båndet. For 250 kr kunne man spise alt, hvad man havde lyst til (drikkevarerne var som modargument selvfølgelig ikke billige).

Overordnet set vil jeg gerne komme igen, men der var stadig en del plads til forbedring. Det værste var sådan set at køkkenet kom ALT for meget salt i alle deres retter, og det betød sådan set, at der var nogle retter, som jeg ikke havde lyst til at spise op, simpelthen fordi de var så salte. Præsentationen var ellers rigtig flot, og der var et godt udvalg. Bortset fra oversaltningen, så smagte maden også udmærket.

Restauranten kører med to serveringer – kl. 17.30 og kl. 20. Man kan godt komme dumpende ind af døren (som nogle af de andre gæster gjorde – har de tomme borde, sender de jo nok ikke nogen væk!), som man har lyst til, men hvis man vælger at komme til tiden, så får man frisk mad serveret hele aftenen. Da vi mødte ind omkring kl. 17.30 var båndet allerede fyldt op med alle de kolde retter, såsom chips, hummus (en af Ledsagerens favoritter den aften), noget artiskok med skinke, tomat med ost, bruschetta og så videre. Det var sådan set meget smart, for så kunne vi gå i gang med det samme. Herefter gik køkkenet i gang med at fremstille de varme retter, der blev sendt på båndet i bølger. Der var lidt ventetid engang imellem, hvor vi sad og trommede lidt og ventede på noget nyt, men sådan er det jo, når maden skal være nogenlunde frisk.

Der var et menukort på bordet ved ankomst, der viste den gældende måneds menu, men det afholdt nu ikke køkkenet fra at afvige efter behag, og jeg var lidt skuffet over, at det braiserede lam blev udskiftet med spareribs, hvor marinaden godt nok var god, men kødet var slet ikke tilberedt længe nok. På gode spareribs falder kødet af benet, og her var det noget af en kamp at få det af. Til gengæld var svinemørbraden stegt for længe, så den var blevet tør, og fisken var erstattet af en ALT for salt risotto serveret med blåmusling. Det ville også have været rart, hvis det lune tilbehør i form af en kartoffelret blev serveret samtidig med nogle af kødretterne i stedet for som en ret i sig selv.

Desserterne var lidt så som så. Der var en rigtig flot rabarbertrifli, hvor selve rabarberkompotten var rigtig godt tilberedt – der var både smag og konsistens, men den manglede noget at stå imod med, så jeg endte med at tage noget af marengsen fra citrontærten for at holde rabarbernes syrlighed lidt på afstand (den smule creme, som de havde klattet på toppen, var ikke nok). Citrontærten var dog en af de virkelig ringe retter den aften. Det burde ellers være supernemt at servere sådan en lille citrontærte! En lille sprød bund, lidt lemoncurd (man kan bare købe et godt mærke på glas), og så lidt brændt marengs på toppen – det lyder da meget nemt? Åbenbart ikke for alle. På BarTapas opstod første fejl i de små skaller, som fyldet blev serveret i, for skallerne var simpelthen uspiselige – det var som pap – jeg håber de forstod en hentydning, når jeg møjsommeligt skrabede indholdet ud og lod skallen ligge i skålen! Der var ikke nok citron i tærten, og så var marengsen ikke pisket ordentlig, så det var lidt noget tyndt sjap. Idéen var ellers god nok, men jeg kan ikke sige det samme om udførslen.

Så det var lidt en blandet aften, men jeg er vild med at få lov til at smage mange forskellige ting, så derfor giver jeg gerne BarTapas en chance til, og så må vi jo se, om det hele er lige så saltet og sjappet næste gang.

Løvernes Legehule

Dansk

I påskeferien gik det meste af tiden med at underholde den lille frøken, og vi brugte blandt andet et par dage på at besøge to forskellige indendørs legesteder i Odense. Den ene gang besøgte vi Leos Legeland, hvor babyer under 1 år er gratis, indtil 2 år koster de 70 kr og herefter er det 145 kr indtil man bliver 17, og alle voksne er gratis. Til gengæld er det forbudt at medbringe egen mad og drikke, og da deres egne priser herfor ligger i den høje ende, kan det hurtigt blive en meget dyr udflugt, når børnene først er fyldt 2 år! Til gengæld er det et rigtig stort sted med masser at tage sig til, og der er god luft omkring, også selvom det føles som om, at hele den odenseanske børnebefolkning er mødt op. Der er et “babyområde”, men de større børn har tendens til at invadere alligevel, så man skal passe på de små poder. Den lille frøken var glad for boldbadet, og der var små trampoliner, alle mulige huse og løsøre i skumgummi, en lille rutsjebane og store byggeklodser.

Det var sådan set et rigtigt fint sted, men når først frøkenen er blevet et år, kommer jeg nok ikke igen, før hun er stor nok til at rende rundt mere eller mindre frit, for ellers bliver det alt for dyrt, og så ville jeg nok planlægge det således, at vi har spist før vi kommer. De ved nok, hvad de skal tage for små portioner genopvarmet cafeteriemad!

Det andet legeland vi besøgte var Løvens Hule i Rosengårdscentret. Det var væsentligt mindre end Leos Legeland, og det var noget mere begrænset, hvad man kunne foretage sig dér. Løvens Hule i Rosengårdscentret er forbeholdt mindre børn (max 8 år), men i Leos Legeland kan også større børn have det sjovt. I Løvens Hule er det gratis at tage egen mad og drikke med, til gengæld koster indgangen 40 kr for børn under 1 år, 80 kr indtil de fylder 2, og herefter 109 kr (her er voksne også gratis). Jeg synes egentlig ikke, at man får særlig meget for pengene, hvis man skal betale 109 kr for et besøg, men det er et fint sted at parkere børnene, mens forældrene skiftes til at gå rundt i Rosengårdscentret og handle (hvilket det så ud til, at flere gjorde brug af). Et årskort koster pt 500 kr, og så kan man jo regne på, om det er værd at investere i.

I modsætning til Leos Legeland så føltes Løvens Hule meget tætbefolket, og der var rigtig meget støj. Selv da vi besøgte Leos Legeland midt i myldretiden, så var der stadig plads til at være der uden at føle sig mast sammen. Der er mange borde i Løvens Hule, og man må gerne tage sin egen mad med, men det er IKKE et sted, hvor man kan sidde og hyggesnakke over en kop kaffe og et stykke kage – det er der simpelthen for meget larm til.

Hvorvidt det skal være det ene eller det andet sted må afhænge af situationen og barnets alder, for selvom vi helt klart syntes at Leos Legeland var mest spændende, så har Løvens Hule bestemt også sine fordele, og her var også rutsjebaner for de lidt større børn, boldbad og en lille babygynge, som Frøken Curie var meget glad for. Og så var hun også glad for, at hun kunne få sig en ostemad, inden vi drog videre.

Både i og udenfor Sæson

Dansk

For noget tid siden var Ledsageren og jeg ude at spise på en restaurant i Odense, der hedder Sæson. Det er en mindre restaurant, hvor de har valgt at skære gevaldigt ned på hyggen for i stedet at mase så mange borde og stole som muligt ind i deres lille spiselokale. De kører med to faste spisetidspunkter (kl. 17.30 og kl. 20), så i det mindste er der ikke et rend af gæster hele tiden, men man sad stadig næsten oven i hinanden. Det eneste, der forhindrer dig i at inddrage de ukendte gæster ved bordet ved siden af i din og ledsagerens private samtale, er det tætte lydniveau, når der klemmes så mange mennesker sammen på ét sted. Når man snakker atmosfære, så synes jeg ikke at Sæson har noget at byde ind med, og det er ikke hér jeg vil tage hen, hvis fokus er på at føre samtale med nogen.

Maden var til gengæld udmærket. Man får 3 retter for 300 kr, men vi fik vores (inklusive en flaske vand) til 240 kr, fordi vi købte billet i forbindelse med Dining Week, som er en tilbagevendende begivenhed, der ligger i uge 7.  Selvom menu og antallet af gæster og spisetidspunkt derfor ikke kunne komme bag på restauranten, så var de alligevel ti minutter forsinket, inden vi overhovedet fik den første ret serveret, der gik rigtig lang tid mellem forret og hovedret, og desserten blev først sat på bordet efter kl 19, hvor vi skal forlade bordet kl 19.30. Det undrer mig, hvordan de alligevel kan virke så uforberedte, når nu de fik alle oplysninger serveret på forhånd (og det var ikke første dag i Dining Week at vi kom på besøg).

Forretten var en meget lækker hummersuppe, hvor det var tydeligt at smage den fede fløde, og det sprøde skind passede godt til. Vi kunne nemt have spist mere af den.

Hovedretten var flot præsenteret, og kødet var meget lækkert tilberedt. Der var intet dårligt på tallerkenen, selvom jeg nu gerne ville have haft lidt flere grøntsager til mit kød. Der var mange små, fine elementer på tallerkenen, og det hele så lige så godt ud som det smagte.

Desserten syntes jeg dog ikke var så velafbalanceret, og selvom konsistensen på isen var god, så smagte den ikke rigtig af noget. Hindbærisen kunne jeg ikke rigtig smage, og chokoladen var meget svag. Der laver jeg altså væsentlig bedre is selv. Vaflen og de små mousser var gode, og så var der æblekompot, der smagte meget godt, men den passede over hovedet ikke til resten af delene på tallerkenen. Æble passer altså ikke sammen med regnbueis. Den kunne have passet til vaflen og de andre smådele, men sammen med is var det bare en underlig kombination.

Jeg syntes det var lidt ærgerligt med desserten, for det hele så så flot ud, det kunne bare ikke leve op til det, som tallerkenen lovede. Den faldt sammen på smagene.

Overordnet set kunne vi godt finde på at komme igen, for det meste af maden – i hvert fald langt de fleste af elementerne – var gode og smukt anrettet, og så ligger prisniveauet også et fornuftigt sted. De havde dog lidt fodfejl til sidst, og helt så hyggelig synes jeg ikke at selve restauranten er, men Sæson Spisested er bestemt ikke slået af banen, og vi siger ikke nej til at komme igen.