Tag Archive | fam-mig

Den komplette Monty

Dansk

Den nuværende uge forløb ikke helt efter planen. Jeg nåede ikke rigtig til bunds eller i gang med nogle af de mange småting, som jeg har stående på en lang, mental liste, da jeg i stedet måtte tage til takke med en omgang sygdom, hvor jeg var døden nær i flere dage, men heldigvis nåede oven vande igen til sidst. Sådan nogenlunde i det mindste. Der skulle have været opdateret på bloggen, men nu når jeg ikke mere i denne uge end et godt blik på Monty. Bare fordi en ny lille bandit rumsterer i hjemmet betyder det ikke, at Monty ikke stadig er den bedste kat. Begge katte hopper muligvis op på bordet uden tilladelse, men Monty ved i det mindste bedre end at forsøge at spise maden mens vi sidder og spiser den. Han venter høfligt, indtil vi har forladt rummet eller i det mindste vendt ryggen til.

Kattene har det fint sammen, og vi kan også se, at Galileo har en vis indflydelse på Monty. Galileo får en portion vådfoder hver aften, da dette kan hjælpe hvis han på et tidspunkt skal have piller (så kan vi blande det i maden), og jeg har observeret i hvert fald to separate tilfælde, hvor Monty også har siddet og snasket vådfoder i sig, og han er ellers en kræsen kat. Ikke helt så kræsen som Oliver var, men stadig temmelig kræsen!

Galileo er en rigtig galilaban, og han er meget mere dumdristig end Monty var i den alder, så han springer gladeligt op i barnevognen og vindueskarmen, så snart er der ingen steder tilbage, hvor stakkels Monty kan være alene. Han har fortsat puslepladsen ude på badeværelset, men der kommer nok engang, hvor han også her må opgive sit eneeje.

Vi vejede kattene igen i går, og Monty vejer stadig cirka 7,3 kg, mens Galileo er kommet op på 2,2 kg, hvilket er hele 400 g mere end for en uge siden, så det går stærkt lige pludselig. Med denne her fart bliver han hurtig tung at slæbe rundt på. Galileos fine vægtøgning betyder også, at der ikke er noget til hinder for at arrangere et visit ved dyrlægen senere på måneden, så han kan blive kastreret. Det glæder Monty sig til.

Reklamer

Nissen inde i os selv

Dansk

Min kusine er rigtig dygtig til at arbejde med filt, og hun har efterhånden produceret en del nisser til min mor, så jeg fik den idé at spørge, om hun kunne lave en nissefamilie, der repræsenterede os. Jeg synes de blev meget gode! Vi afgav selvfølgelig bestilling, inden vi mistede Oliver, så nu har vi altid en lille blød Oliver-kat at minde os om de mange gode stunder, vi havde sammen med ham.

Det første kvarter

Dansk

2016 Curie bad 140816 (3)

I dag fylder lille Frøken Curie tre måneder, og derfor var vi til lægen, hvor hun fik sin første vaccination. Hun blev slemt forskrækket og skreg op (især da hun fandt ud af, at hun skulle stikkes to gange), men hun blev også hurtigt glad igen. Sygeplejersken, som administrerede vaccinationen, fik endda et par smil bagefter. Den lille frøken var dog ikke så vild med at køre i bus, men det hjalp da moderen tog hende op af barnevognen og sad med hende, så hun kunne følge med – så var det ikke så slemt alligevel.

Her til aften har hun dog været lidt utidig, men det må man jo lade hende, når hun nu måtte gå så grueligt meget igennem på sin tre måneders fødselsdag.

Hun kan godt lide at plaske i badekarret sammen med sin far, men det er ikke altid at hun synes det er så sjovt bagefter, når hun skal op og det hele bliver ekstra koldt.

2016 Curie bad 130816 (18)

Jeg har ikke så mange billeder af mig selv med Frøken Curie, men det er også svært at tage en selfie med en baby på armen.

Den årvågne vil kunne finde den skjulte kat på et af indlæggets billeder.

2016 Curie 090816

Dronningepladsen

Dansk

2016 Autostol 240216 (5)

I går fik vi krydset endnu et element på indkøbslisten til babyen af, da vi fik købt autostolen. Vi købte en brugt til 850 kr, hvilket udover selve autostolen også inkluderer en “base”, som man sætter fast til bilens bagsæde, og så kan man ellers bare klikke autostolen i, uden at skulle bakse med seler og så videre. Betrækket er en smule slidt, men det gør ikke noget, og derudover ser autostolen ud til at være i fin stand.

Vi har efterhånden fået indkøbt alle de store ting til baby, og på et tidspunkt tager vi så en større indkøbstur for at købe alle småtingene, som bleer og klude og den slags, men det kan vente til april.

I tirsdags var vi til rundvisning på fødegangen, hvor man fik lidt praktisk at vide omkring hvad man skulle gøre, når man ankom, hvor man kom hen først, og hvad man skulle gøre, hvis man kom efter at hoveddøren var låst (hvilket den er mellem kl. 21 og kl. 6), og vi var også inde og kigge på en af fødestuerne, som var mindre end jeg egentlig havde regnet med. Det var meget rart lige at få set stedet an.

Jeg kan godt mærke, at tredje trimester begynder at trykke på. Det er blevet noget mere besværligt at bevæge sig, og det er næsten umuligt at falde i søvn om natten. Jeg kan ikke længere sove på maven, jeg får ondt i ryggen når jeg ligger på ryggen, og det snurrer og føles ubehageligt når jeg ligger på en hvilken som helst af siderne. Der går lang tid om aftenen med at vende og dreje sig, hvilket er meget frustrerende, når jeg sådan set er træt og gerne vil sove, og det betyder så, at jeg er endnu mere tung og træt næste dag. Maven er ikke helt så stor endnu, men den kan ses, selvom det nogle gange er lidt svært at glæde sig over at have en graviditetsmave, når man samtidig skal høre på kommentarer om hvor fed man er.

Det hele er pludselig begyndt at spænde og trykke, så jeg kan nemt forestille mig, hvor hårdt det bliver om én måned for slet ikke at tale om to. Om tre måneder burde det hele dog heldigvis være overstået.

Kattene er i det mindste rigtig dygtige til at hjælpe med at klargøre det hele til den nye baby, og de hjalp også til med at teste den nye autostol. De har vist godkendt den, i hvert fald til kattebrug.

Trængsel og lidt mindre alarm

Dansk

2016 Baby 270116 (2)

I går var vi til kontrolscanning på hospitalet, hvor babyen blev lyttet til, kigget efter og målt på, og selvom hovedet stadig er lille, så sagde de, at det hele så fint ud. Hjertet slog som det skulle, og babyen fulgte sin egen vækstkurve, hvilket er det vigtigste. Hun blev vurderet til at veje 730 g, hvilket er omkring 100 g mindre end gennemsnittet. Lægen mente også, at jeg har et lille hoved, så hun virkede ikke så bekymret. Nogle gange er det bare sådan man er konstrueret. Vi fik dog tilbudt en ny kontrolscanning om en måneds tid, bare for at holde øje med, at det hele fortsætter med at vokse, som det skal.

De var også så flinke at give os et par billeder af hende med hjem, og det var tydeligt at se på skærmen, at det begynder at knibe med pladsen. Hvis man sammenligner med scanningen fra starten af november, så kan man godt se, at hun efterhånden fylder det hele, så det er ikke så underligt, at hun ligger og skubber og sparker for at få plads.

Scanning S 031115

Vi fik også et 3D-billede, hvor hun ligger med hænderne op foran ansigtet. Jeg sagde, at det var der ikke noget underligt i, for sådan gør jeg også, når jeg skal fotograferes.

Jeg bliver dog nok ikke helt rolig, førend vi kan vurdere hende helt tæt på, så jeg ser frem til at blive beroliget igen ved næste scanning i marts.

2016 Baby 270116 (1)

Endeløse uger

Dansk

Mandag den 21. december var vi til misdannelses-scanning på hospitalet, hvor vi havde en tid kl. 16.30 og blev scannet af en sygeplejerske. Alt så rigtig fint ud. Babyen så fin ud og hoppede rundt inde i maven, og hjertet og alle de andre organer gjorde også hvad der blev forventet af dem. Vi fik også bekræftet at det var en lille pige. Det var først, da sygeplejersken var færdig med at scanne og tastede alle tallene ind i systemet, at hun sagde at hovedet var lidt lille, og at hun blev nødt til at scanne det igen. Herefter var det fortsat for lille – ikke meget for lille, men det faldt udenfor deres gennemsnit, så hun gik ud for at se om hun kunne få fat på en læge, for de skal altid reagere, når noget på fosteret falder udenfor gennemsnittet. På det tidspunkt var klokken dog omkring 17, så lægerne var gået hjem. Hun fandt en jordemoder, som også kom ind og scannede og sagde at hovedet var for lille. Vi fik derfor at vide, at vi skulle scannes igen en anden dag af en læge, men sygeplejersken kunne ikke bare give os en tid, fordi hun skulle have tilladelse til at overbooke, især nu hvor det var lige før jul. Vi blev derfor sendt hjem med besked om, at hun ville lægge besked til lægen, og at vi ville høre noget dagen efter. Både sygeplejersken og jordemoderen virkede ikke specielt bekymrede, men det klarede jeg naturligvis for dem, for det er da aldrig rart, at ens foster ikke ser ud, som eksperterne gerne vil have det til. Når de taster tal og mål ind i systemet, bør resultatet for hovedet ligge et sted mellem +2 og -2, og vores babys hoved lå på -2,4.

Omkring kl. 10.30 næste morgen blev vi ringet op af en lægesekretær eller lignende, som sagde at de havde en tid til os til en ekstra scanning omkring kl. 11.30. Her blev vi mødt af både en sygeplejerske og en læge. Sygeplejersken scannede os først, og bagefter scannede lægen de mere lægelige områder. Alt andet så stadig rigtig fint ud, men hovedet var selvfølgelig ikke vokset siden dagen i forvejen. Lægen forsøgte at scanne efter en lille bro i hjernen, der forbinder den ene hjernehalvdel med den anden, men den er meget svær at se, medmindre fosteret ligger helt 100 % korrekt i forhold til scanningen, og det gjorde vores baby ikke. Lægen hidkaldte derfor overlægen, som også scannede, men det blev resultatet ikke anderledes af. Jeg måtte også op og hoppe og ryste maven, men babyen syntes ikke, at der var nogen grund til at flytte på sig. Lægen sagde, at hun MENTE, at hjernebroen var der, men hun kunne ikke få et godt nok billede til at sige det med sikkerhed.

Så så lægerne meget alvorlige ud og snakkede om hjerneskader og at man ikke kunne komme udenom at hovedet var for lille, og hvorvidt vi gerne ville vide mere, så vi eventuelt kunne forberede os. Jeg havde slet ikke lyst til at forberede mig på noget, bortset fra at Ledsageren og jeg er enige om, at hvis fosteret ikke kan blive født til et ordentligt liv, så vil vi have en abort. Jeg synes det er egoistisk at føde et barn til et liv i smerter eller et liv, der aldrig bliver til noget rigtigt. Abort kan man dog ikke få efter uge 22, og på det tidspunkt var jeg 20 uger og 1 dag. Lægerne talte bål og brand, og da jeg spurgte hvad sandsynligheden var for, at der var noget galt med fosteret, sagde lægen, at det kunne hun ikke lige sige. Så jeg synes jo allerede at babyen havde fået en dødsdom.

Vi fik tilbudt at få lavet en fostervandsprøve dagen efter kl. 8.35, og da lægerne ikke med 100 % sikkerhed kunne sige, at den der hjernebro var der, fordi fosteret ikke lå optimalt, bestilte hun en tid til en MR-scanning. Dette foregår dog på Århus Hospital. Lægen ringede derop, og hun fik at vide, at de regnede med, at de havde en tid den 28. december, men de skulle lige tjekke i systemet, og så ville de kontakte os enten i dag eller i morgen med en tid.

Jeg syntes på ingen måde, at den anden scanning havde ført noget positivt med sig, og jeg hørte ikke nogen læge sige noget som helst om, at der måske IKKE var noget galt med babyen.

Om aftenen havde vi en aftale hos mine forældre, da det var os, der skulle være vært juleaften, så vi ville gerne transportere julegaver og diverse andre ting hjem til os i god tid. Næste morgen måtte vi dog tidligt op, for vi skulle jo være på OUH igen til kl. 8.35. Selve indgrebet tog ikke særlig lang tid, men selvom vi havde en så tidlig tid, så var det hele stadig en time forsinket, da vi kom til.

Det var overlægen fra dagen før, der tog prøven. Hun sprittede mig af og scannede maven for at finde det rigtige sted at stikke nålen ned. Jeg havde heldigvis lukkede øjne og brillerne af, så jeg så ikke nålen, men den var lang og spids og man fik ingen bedøvelse! Det gjorde ondt, men ikke så ondt som jeg havde frygtet, og det var heldigvis hurtigt overstået. Heldigvis slap jeg for at hun skulle stikke igen. Overlægen sagde, at fostervandet var klart og fint, hvilket var et positivt tegn (det er skidt hvis det er grønt eller grumset). Det overraskede mig, at det var gult – jeg havde egentlig troet at fostervand var klart som postevand.

Herefter fik jeg plaster på og kom ud og ligge på en briks i cirka 20 minutter. Livmoderen er ikke helt tilfreds med, at man sådan lige stikker i den og stjæler dens fostervand, så den kan godt krampe lidt. Det føltes lidt underligt, men det gjorde ikke rigtig ondt. Det var mest såret, hvor jeg var blevet stukket, der gjorde ondt. Ubehaget efter selve indgrebet gik væk efter et par timer, men der gik et par dage, før det blå mærke ikke længere lod røre på sig. Det kunne godt gøre ondt, når noget stødte ind i det. Både Ledsageren og jeg fik også taget blodprøver. De tester fostervandet for at se, om de kan finde ud af, hvorfor hovedet er så lille, og hvis de finder en “forandring” / “noget anderledes”, som de ikke lige kan forklare, så sammenligner de med vores prøver, og hvis vi har samme variant og virker sunde og raske, så antager de, at babyen også er det.

Mens jeg lå på briksen, kom overlægen ud og sagde, at vi skulle huske på, at der var langt større sandsynlighed for, at der ikke var noget galt med babyen end at der var. Ledsageren mener, at hun havde tænkt lidt over, hvad det egentlig var, at de sagde til os dagen i forvejen, hvor der ifølge dem bestemt ikke var nogle forhåbninger om noget som helst.

Jeg var stadig lidt ør i kroppen efter de 20 minutter, men vi valgte at tage hjem. Jeg gik meget langsomt hen til bilen og bøjede mig meget forsigtigt, når jeg satte mig ind og kravlede ud. Lige da vi gik ud på parkeringspladsen ringede de fra Århus, og vi fik en tid til MR-scanning kl. 10.45 den 28. december.

Herefter kom jeg hjem og ligge lidt på sofaen, og efter et par timer havde jeg det sådan nogenlunde igen. Så gik vi i gang med alle forberedelserne til juleaften, for der skulle bages kransekagekonfekt og laves rødkål og hvad det ellers blev til, kan jeg ikke lige huske.

Det hele gik fint juleaften, lige bortset fra at det var den værste juleaften i mit liv. Det var jo meningen, at jeg skulle være gravid juleaften – ikke rende rundt og tænke på at om en uge fra nu, så er babyen måske væk. Jeg fik ikke taget særlig mange billeder, både fordi man har mere at se til, når man er vært, og fordi jeg i grunden ikke havde lyst til at mindes den juleaften overhovedet. Jeg tvang mig selv til at tage et par enkelte billeder alligevel, for jeg tænkte at jeg ville fortryde det, hvis nu babyen ikke fejlede noget. Også selvom jeg tænkte at der var større sandsynlighed for at der var.

1. juledag var jeg totalt udmattet efter alt aktiviteten i dagene op til, så jeg bevægede mig som en zombie hele dagen. Det hjalp lidt på energiniveauet dagen efter, hvor vi havde meldt afbud til familiejulefrokosten, for det kunne jeg ikke lige overskue at skulle være underholdende, når der i grunden ikke var noget som helst at glæde sig over.

Den 28. december kørte vi til hospitalet i Århus, hvor vi kom til næsten med det samme (faktisk et par minutter før vores tid). MR-scanneren er ikke særlig stor, så jeg kan godt forstå, at man kan få problemer, hvis man er klaustrofobisk. Det var heldigvis ikke et problem for mig. MR-scanneren stod og pulserede som et hjerteslag hele tiden. Jeg fik en hospitalsskjorte på, blev lagt på briksen og fik spændt noget hen over maven, hvor der skulle tages billeder. Jeg fik høretelefoner på, og de spillede noget afslappende musik for mig imens. Han kunne ellers streame alle radiokanaler, sagde radiografen, men det hjælper ikke så meget, når man som mig ikke lytter til musik. Så det blev noget yoga-lignende musik i sidste ende, hvilket også var OK. Maskinen larmede lidt, når der blev taget billeder. Den sagde BEEEEP, BEEEEEP, BEEEEEP og nogle gange DUUUUT, DUUUUT, DUUUUT. Jeg ved ikke hvilken betydning de forskellige lyde har. Da radiografen tog den sidste omgang billeder, var det også så hele briksen vibrerede, så det føltes lidt ligesom en meget, meget dyr massagestol. Bortset fra hyletonerne var det såmænd ganske behageligt.

Bagefter sagde radiografen, at kvaliteten af billederne var rigtig god, og at han regnede med, at lægen ville bedømme dem enten i dag (mandag) eller i morgen (tirsdag), og i hvert fald inden nytår, og det var jo rigtig gode nyheder, for jeg frygtede, at vi skulle vente en hel uge eller længere på svar. Det var virkelig også dårlig timing, at alt det her skulle ligge lige omkring jul og nytår, hvor det hele lukker ned så vidt det er muligt.

Babyen ville åbenbart gerne være med til at blive fotograferet, så efter 20 minutter var jeg færdig, og så kørte vi hjem og spiste frokost. Senere på eftermiddagen fik vi brev med de første resultater fra fostervandsprøven. I første omgang tester de for de tre mest kendte kromosomfejl, blandt andet downs syndrom, samt kønskromosonerne. Her fik vi endnu engang bekræftet, at det er en lille pige, og nu kan der efterhånden ikke stilles flere spørgsmålstegn ved kønnet. De andre resultater var helt normale.

Jeg ventede nervøst på resultatet fra MR-scanningen, men vi hørte ikke noget om tirsdagen. Det er lægerne i Århus, der bedømmer billederne og herefter sender resultaterne til vores henvisende læge i Odense, og det var så hende, der ringede onsdag morgen lidt i 9, hvor hun sagde, at hjernebroen var der, og at alle resultater indtil videre så rigtig fine ud. Hun regnede med, at det var et normalt barn, og at selvom der ville gå 1-2 uger endnu, før de havde resultaterne fra den udvidede fostervandsprøve, så troede hun ikke, at der ville dukke noget op, når billederne fra MR-scanningen og de andre resultater så ud som de gjorde. Jeg er dog ikke helt overbevist endnu. Jeg fik en tid til en kontrolscanning sidst i januar, og så må vi jo håbe, at fosteret ser rigtigt ud til den tid. Jeg synes nu der er længe til.

I det mindste vil det forhåbentlig lykkes os at få en nogenlunde hyggelig nytårsaften, som vi holder hjemme hos os selv – bare os og kattene. Egentlig skulle vi have været til København, men jeg trænger til lidt hjemmeafslapning efter de mange bekymringer, så vi har bestilt sushi og laver et lille tapasbord med oste, pølser, anderillette og røget laks, og til dessert er der en trio af chokolademousse. Jeg håber at 2016 starter bedre end det forgangne år sluttede.