Tag Archive | ulykke

Små katte, små stakler

Dansk

2016 Monty 290616 (3)

Den stakkels Monty har været syg nu i efterhånden meget lang tid med en evigt tilbagevendende blærebetændelse. Selv utallige tiltag og diverse mediciner fik ikke bugt med det, og han blev ved med at have blod i urinen, smerter og var slet ikke sig selv humørmæssigt. I lang tid holdt han sig nede i kælderen, hvilket slet ikke er hans normale adfærd. Normalt er han meget nysgerrig og snakkesalig. I dag var han så ved dyrlægen igen, igen, hvor de tog røntgenbilleder af ham, og så opdagede de to store blæresten i hans blære. Selvom de havde testet hans urin for blæresten, så var der ikke nogen afslørende krystaller i, og så var det ikke til at vide, at de var der alligevel. Men nu er årsagen forhåbentlig fundet, og i næste uge skal han så på operationsbordet og have dem fjernet. Først skal han lige trappes ud af den medicin, som han er på i øjeblikket. Vi håber på at han herefter vil blive sig selv igen. Nu ved vi i det mindste hvad han fejler.

De store, runde, hvide cirkler på nedenstående billede er de to blæresten, og den mere gennemsigtige cirkel er hans blære. Så er det ikke så sært, at han har haft det så skidt. Han var i narkose, da de lavede undersøgelserne, og han er stadig lidt ør og rundtosset, hvilket muligvis også fremgår af det øverste billede.

2016 Montys røntgenbilleder 290616 (3)

Men til trods for at han skal opereres, så er det stadig gode nyheder. Det ville være værre, hvis han havde det skidt uden at de kunne sige hvorfor.

2016 Monty 290616 (2)

Dagens andre gode nyheder er at lille Frøken Curie fik besøg af sine oldeforældre, og selvom hun brugte meget af sin tid på at prutte på sin oldemor, så fik vi stadig hjemmelavede pandekager samt jordbærgrød i gave, hvilket blev kombineret med lidt flødeskum til aftensmaden.

2016 Pandekager og jordbærgrød i gave 290616 (2)

Reklamer

Endeløse uger

Dansk

Mandag den 21. december var vi til misdannelses-scanning på hospitalet, hvor vi havde en tid kl. 16.30 og blev scannet af en sygeplejerske. Alt så rigtig fint ud. Babyen så fin ud og hoppede rundt inde i maven, og hjertet og alle de andre organer gjorde også hvad der blev forventet af dem. Vi fik også bekræftet at det var en lille pige. Det var først, da sygeplejersken var færdig med at scanne og tastede alle tallene ind i systemet, at hun sagde at hovedet var lidt lille, og at hun blev nødt til at scanne det igen. Herefter var det fortsat for lille – ikke meget for lille, men det faldt udenfor deres gennemsnit, så hun gik ud for at se om hun kunne få fat på en læge, for de skal altid reagere, når noget på fosteret falder udenfor gennemsnittet. På det tidspunkt var klokken dog omkring 17, så lægerne var gået hjem. Hun fandt en jordemoder, som også kom ind og scannede og sagde at hovedet var for lille. Vi fik derfor at vide, at vi skulle scannes igen en anden dag af en læge, men sygeplejersken kunne ikke bare give os en tid, fordi hun skulle have tilladelse til at overbooke, især nu hvor det var lige før jul. Vi blev derfor sendt hjem med besked om, at hun ville lægge besked til lægen, og at vi ville høre noget dagen efter. Både sygeplejersken og jordemoderen virkede ikke specielt bekymrede, men det klarede jeg naturligvis for dem, for det er da aldrig rart, at ens foster ikke ser ud, som eksperterne gerne vil have det til. Når de taster tal og mål ind i systemet, bør resultatet for hovedet ligge et sted mellem +2 og -2, og vores babys hoved lå på -2,4.

Omkring kl. 10.30 næste morgen blev vi ringet op af en lægesekretær eller lignende, som sagde at de havde en tid til os til en ekstra scanning omkring kl. 11.30. Her blev vi mødt af både en sygeplejerske og en læge. Sygeplejersken scannede os først, og bagefter scannede lægen de mere lægelige områder. Alt andet så stadig rigtig fint ud, men hovedet var selvfølgelig ikke vokset siden dagen i forvejen. Lægen forsøgte at scanne efter en lille bro i hjernen, der forbinder den ene hjernehalvdel med den anden, men den er meget svær at se, medmindre fosteret ligger helt 100 % korrekt i forhold til scanningen, og det gjorde vores baby ikke. Lægen hidkaldte derfor overlægen, som også scannede, men det blev resultatet ikke anderledes af. Jeg måtte også op og hoppe og ryste maven, men babyen syntes ikke, at der var nogen grund til at flytte på sig. Lægen sagde, at hun MENTE, at hjernebroen var der, men hun kunne ikke få et godt nok billede til at sige det med sikkerhed.

Så så lægerne meget alvorlige ud og snakkede om hjerneskader og at man ikke kunne komme udenom at hovedet var for lille, og hvorvidt vi gerne ville vide mere, så vi eventuelt kunne forberede os. Jeg havde slet ikke lyst til at forberede mig på noget, bortset fra at Ledsageren og jeg er enige om, at hvis fosteret ikke kan blive født til et ordentligt liv, så vil vi have en abort. Jeg synes det er egoistisk at føde et barn til et liv i smerter eller et liv, der aldrig bliver til noget rigtigt. Abort kan man dog ikke få efter uge 22, og på det tidspunkt var jeg 20 uger og 1 dag. Lægerne talte bål og brand, og da jeg spurgte hvad sandsynligheden var for, at der var noget galt med fosteret, sagde lægen, at det kunne hun ikke lige sige. Så jeg synes jo allerede at babyen havde fået en dødsdom.

Vi fik tilbudt at få lavet en fostervandsprøve dagen efter kl. 8.35, og da lægerne ikke med 100 % sikkerhed kunne sige, at den der hjernebro var der, fordi fosteret ikke lå optimalt, bestilte hun en tid til en MR-scanning. Dette foregår dog på Århus Hospital. Lægen ringede derop, og hun fik at vide, at de regnede med, at de havde en tid den 28. december, men de skulle lige tjekke i systemet, og så ville de kontakte os enten i dag eller i morgen med en tid.

Jeg syntes på ingen måde, at den anden scanning havde ført noget positivt med sig, og jeg hørte ikke nogen læge sige noget som helst om, at der måske IKKE var noget galt med babyen.

Om aftenen havde vi en aftale hos mine forældre, da det var os, der skulle være vært juleaften, så vi ville gerne transportere julegaver og diverse andre ting hjem til os i god tid. Næste morgen måtte vi dog tidligt op, for vi skulle jo være på OUH igen til kl. 8.35. Selve indgrebet tog ikke særlig lang tid, men selvom vi havde en så tidlig tid, så var det hele stadig en time forsinket, da vi kom til.

Det var overlægen fra dagen før, der tog prøven. Hun sprittede mig af og scannede maven for at finde det rigtige sted at stikke nålen ned. Jeg havde heldigvis lukkede øjne og brillerne af, så jeg så ikke nålen, men den var lang og spids og man fik ingen bedøvelse! Det gjorde ondt, men ikke så ondt som jeg havde frygtet, og det var heldigvis hurtigt overstået. Heldigvis slap jeg for at hun skulle stikke igen. Overlægen sagde, at fostervandet var klart og fint, hvilket var et positivt tegn (det er skidt hvis det er grønt eller grumset). Det overraskede mig, at det var gult – jeg havde egentlig troet at fostervand var klart som postevand.

Herefter fik jeg plaster på og kom ud og ligge på en briks i cirka 20 minutter. Livmoderen er ikke helt tilfreds med, at man sådan lige stikker i den og stjæler dens fostervand, så den kan godt krampe lidt. Det føltes lidt underligt, men det gjorde ikke rigtig ondt. Det var mest såret, hvor jeg var blevet stukket, der gjorde ondt. Ubehaget efter selve indgrebet gik væk efter et par timer, men der gik et par dage, før det blå mærke ikke længere lod røre på sig. Det kunne godt gøre ondt, når noget stødte ind i det. Både Ledsageren og jeg fik også taget blodprøver. De tester fostervandet for at se, om de kan finde ud af, hvorfor hovedet er så lille, og hvis de finder en “forandring” / “noget anderledes”, som de ikke lige kan forklare, så sammenligner de med vores prøver, og hvis vi har samme variant og virker sunde og raske, så antager de, at babyen også er det.

Mens jeg lå på briksen, kom overlægen ud og sagde, at vi skulle huske på, at der var langt større sandsynlighed for, at der ikke var noget galt med babyen end at der var. Ledsageren mener, at hun havde tænkt lidt over, hvad det egentlig var, at de sagde til os dagen i forvejen, hvor der ifølge dem bestemt ikke var nogle forhåbninger om noget som helst.

Jeg var stadig lidt ør i kroppen efter de 20 minutter, men vi valgte at tage hjem. Jeg gik meget langsomt hen til bilen og bøjede mig meget forsigtigt, når jeg satte mig ind og kravlede ud. Lige da vi gik ud på parkeringspladsen ringede de fra Århus, og vi fik en tid til MR-scanning kl. 10.45 den 28. december.

Herefter kom jeg hjem og ligge lidt på sofaen, og efter et par timer havde jeg det sådan nogenlunde igen. Så gik vi i gang med alle forberedelserne til juleaften, for der skulle bages kransekagekonfekt og laves rødkål og hvad det ellers blev til, kan jeg ikke lige huske.

Det hele gik fint juleaften, lige bortset fra at det var den værste juleaften i mit liv. Det var jo meningen, at jeg skulle være gravid juleaften – ikke rende rundt og tænke på at om en uge fra nu, så er babyen måske væk. Jeg fik ikke taget særlig mange billeder, både fordi man har mere at se til, når man er vært, og fordi jeg i grunden ikke havde lyst til at mindes den juleaften overhovedet. Jeg tvang mig selv til at tage et par enkelte billeder alligevel, for jeg tænkte at jeg ville fortryde det, hvis nu babyen ikke fejlede noget. Også selvom jeg tænkte at der var større sandsynlighed for at der var.

1. juledag var jeg totalt udmattet efter alt aktiviteten i dagene op til, så jeg bevægede mig som en zombie hele dagen. Det hjalp lidt på energiniveauet dagen efter, hvor vi havde meldt afbud til familiejulefrokosten, for det kunne jeg ikke lige overskue at skulle være underholdende, når der i grunden ikke var noget som helst at glæde sig over.

Den 28. december kørte vi til hospitalet i Århus, hvor vi kom til næsten med det samme (faktisk et par minutter før vores tid). MR-scanneren er ikke særlig stor, så jeg kan godt forstå, at man kan få problemer, hvis man er klaustrofobisk. Det var heldigvis ikke et problem for mig. MR-scanneren stod og pulserede som et hjerteslag hele tiden. Jeg fik en hospitalsskjorte på, blev lagt på briksen og fik spændt noget hen over maven, hvor der skulle tages billeder. Jeg fik høretelefoner på, og de spillede noget afslappende musik for mig imens. Han kunne ellers streame alle radiokanaler, sagde radiografen, men det hjælper ikke så meget, når man som mig ikke lytter til musik. Så det blev noget yoga-lignende musik i sidste ende, hvilket også var OK. Maskinen larmede lidt, når der blev taget billeder. Den sagde BEEEEP, BEEEEEP, BEEEEEP og nogle gange DUUUUT, DUUUUT, DUUUUT. Jeg ved ikke hvilken betydning de forskellige lyde har. Da radiografen tog den sidste omgang billeder, var det også så hele briksen vibrerede, så det føltes lidt ligesom en meget, meget dyr massagestol. Bortset fra hyletonerne var det såmænd ganske behageligt.

Bagefter sagde radiografen, at kvaliteten af billederne var rigtig god, og at han regnede med, at lægen ville bedømme dem enten i dag (mandag) eller i morgen (tirsdag), og i hvert fald inden nytår, og det var jo rigtig gode nyheder, for jeg frygtede, at vi skulle vente en hel uge eller længere på svar. Det var virkelig også dårlig timing, at alt det her skulle ligge lige omkring jul og nytår, hvor det hele lukker ned så vidt det er muligt.

Babyen ville åbenbart gerne være med til at blive fotograferet, så efter 20 minutter var jeg færdig, og så kørte vi hjem og spiste frokost. Senere på eftermiddagen fik vi brev med de første resultater fra fostervandsprøven. I første omgang tester de for de tre mest kendte kromosomfejl, blandt andet downs syndrom, samt kønskromosonerne. Her fik vi endnu engang bekræftet, at det er en lille pige, og nu kan der efterhånden ikke stilles flere spørgsmålstegn ved kønnet. De andre resultater var helt normale.

Jeg ventede nervøst på resultatet fra MR-scanningen, men vi hørte ikke noget om tirsdagen. Det er lægerne i Århus, der bedømmer billederne og herefter sender resultaterne til vores henvisende læge i Odense, og det var så hende, der ringede onsdag morgen lidt i 9, hvor hun sagde, at hjernebroen var der, og at alle resultater indtil videre så rigtig fine ud. Hun regnede med, at det var et normalt barn, og at selvom der ville gå 1-2 uger endnu, før de havde resultaterne fra den udvidede fostervandsprøve, så troede hun ikke, at der ville dukke noget op, når billederne fra MR-scanningen og de andre resultater så ud som de gjorde. Jeg er dog ikke helt overbevist endnu. Jeg fik en tid til en kontrolscanning sidst i januar, og så må vi jo håbe, at fosteret ser rigtigt ud til den tid. Jeg synes nu der er længe til.

I det mindste vil det forhåbentlig lykkes os at få en nogenlunde hyggelig nytårsaften, som vi holder hjemme hos os selv – bare os og kattene. Egentlig skulle vi have været til København, men jeg trænger til lidt hjemmeafslapning efter de mange bekymringer, så vi har bestilt sushi og laver et lille tapasbord med oste, pølser, anderillette og røget laks, og til dessert er der en trio af chokolademousse. Jeg håber at 2016 starter bedre end det forgangne år sluttede.

En segway eller livet

Dansk

2014 Segway Søndag 150614 (2)

I går tog jeg Ledsageren på den hemmelige udflugt, som jeg gav ham i bryllupsgave i sidste måned. Det hele blev holdt meget hemmeligt, bortset fra oplysninger om at han skulle iføre sig tøj og sko, der passede til vejret. Da vi satte os ind i bilen om morgenen, fik han at vide at vi skulle til Langeland. Når nu det er ham, der kører, så bliver man jo nødt til at give ham en retning at pege bilen i. Præcis hvad vi skulle på Langeland vidste han ikke, men overraskelsen blev afsløret 5-10 minutter fra ankomststedet, da der var sat skilte op, hvorpå der stod “SEGWAY LANGELAND“. Så regnede han det alligevel ud.

Firmaet laver ture rundt i terrænet på Langeland, og turen er cirka 7 km og varer cirka en time, hvilket koster 300 kr. pr. person. Det er forholdsvist billigt. Vi har tidligere kørt segway i Danfoss Universe, hvilket var meget underholdende, så jeg tænkte at Ledsageren ville sætte pris på en ny og længere tur. Hos Danfoss Universe (egentlig hedder de vist bare Universe nu, men det lyder lidt småfjollet) har de kun en lille bane, og maskinerne er derfor også noget mindre. De her var ret store, hvilket de jo skal være, når de er terrængående.

2014 Segway Søndag 150614 (1)

Hvis jeg skal starte med en overordnet anmeldelse af turen, så synes jeg det er en interessant og sjov oplevelse, hvis man gerne vil prøve noget der er lidt anderledes, og hvis man gerne vil se verden på en lidt anden måde end normalt. Jeg synes også det er et fint sted at placere sådan en segwaytur, for man kan jo godt lave en hel udflugt ud af en tur til Langeland. Der er mange fine steder at spise frokost. Det er også noget helt andet at køre segway “i den virkelige verden” i stedet for på en lukket bane et sted, og så synes jeg også prisen er udmærket.

Jeg vil gerne have det noteret at jeg er positivt indstillet overfor oplevelsen.

Men det er ikke noget for alle. Jeg vil ikke anbefale det til børn. Jeg vil sige mindst 18 år. Det er en kæmpe fordel at have lidt god ballast med sig, for voksne mænd med et par kilo på bagen har meget lettere ved at styre maskinen end teenagedrenge og kvinder i min størrelse. Vi var fem deltagere denne gang (de har et maks på 10): Ledsageren og mig, og en familie med en teenagedreng, måske omkring de 16 – de der ranglede typer kan være lidt svære at aldersbestemme. De to mænd var de eneste, der ikke faldt af maskinen på et eller andet tidspunkt i løbet af turen. Jeg startede selvfølgelig.

Cirka 10 minutter efter afgang ramte jeg en sten (eller hvordan det nu foregik – det gik for stærkt til at jeg rigtig lagde mærke til det), og så faldt jeg vist frem mens segwayen drejede rundt, og på en eller anden måde endte jeg med at sidde klamrende fast på min bagdel med det ene ben inde under segwayen, lettere chokeret og meget usikker på hvordan jeg skulle komme op igen eller få maskinen til at stoppe. Segways har ikke nogen bremse, selvom det ville egentlig være meget smart hvis de havde en nødbremse af en eller anden art, men det har de ikke, så de stopper først når de er i balance – trykker eller hiver man, så kører de. Så dér sad jeg kønt. “Kan du selv komme op?” råbte instruktøren fra sin egen segway. “Nej!” sagde jeg lettere hysterisk. Så kom han hen for at hjælpe, og så sagde han, “Nå, du har fået benet ind under – det kunne være gået rigtig galt!” Tak, tænkte jeg, nu lettede alle mine bekymringer for de resterende 45 minutter af turen!

Herefter var jeg så lidt mere påpasselig og holdt øje med stenene på vejen. Men 5 minutter senere, da jeg forsøgte at køre udenom en stor sten, så ramte det ene hjul stenen alligevel og så drejede segwayen rundt igen. Heldigvis klamrede jeg mig bedre fast denne gang, så det var ikke så galt anden gang. Herefter var min selvtillid til mig selv og til segwayen voldsomt dalende og kurven fortsatte drastigt nedad under resten af turen. Jeg kørte meget langsomt, forstået på den måde at det ville have været hurtigere at stå af og trække. Men hver eneste lille sten på vejen så pludselig meget stor og frygtindgydende ud, og ved hvert lille hop eller rystelse var jeg bange for at falde af igen. Jeg forsøgte at tage det i stiv arm, for jeg ville selvfølgelig ikke ødelægge turen for alle andre, men jeg nægtede altså at køre som de gerne ville have mig til, for jeg ville altså hellere føle mig på forholdsvis sikker grund. Efter mit andet styrt kom Ledsageren tilbage og kørte bag mig i stedet for foran, og på et tidspunkt kom instruktøren tilbage efter os – alle de andre lå langt foran os – for at spørge om der var noget i vejen med vores segways siden vi kørte så langsomt? Beklager!  Når jeg først har fået en slem forskrækkelse – to gange endda – så har jeg ikke lyst til at prøve igen.

Kort tid efter jeg var faldet anden gang, så faldt teenagedrengen også. Det gik også meget hurtigt – jeg ved ikke helt hvordan det skete, men han endte med at falde baglæns på ryggen mens segwayen fortsatte lige ud og til siden og ned i grøften. Han fik en slem hudafskrabning på benet, hvor det også blødte lidt, og jeg ved ikke hvordan det gik med ryggen. Han klarede sig dog og efter at han lige havde sundet sig lidt, så ville han gerne fortsætte. Han var heldigvis ikke så pjevset som mig, så han mistede ikke selvtilliden bare for så lidt.

Sidst på turen skulle vi også ned på stranden at køre, men på det tidspunkt var jeg helt nede i kulkælderen, havde ikke lyst til at køre mere, og jeg kunne slet ikke overskue den hældning man skulle køre ned af for at komme ud på stranden, så de andre tog det stykke uden mig. Vi skulle tilbage samme vej, så det passede udmærket (selvom jeg ikke blev glad da jeg hørte det, for det var en grusvej med mange små og større sten, og jeg havde møjsommeligt tvunget mig selv til at køre hele vejen ned – meeeeeget langsomt – kun for at finde ud af at jeg skulle gentage processen). Ledsageren fortalte bagefter at den anden kvinde også havde et mindre styrt da de kørte i sandet.

Så ud af 5 personer var der 3 der faldt af segwayen, 4 hvis man tæller mine styrt separat. Det er en lidt farlig sport!

2014 Segway Søndag 150614 (7)

Da turen var slut tog vi kort til Lohals, hvor vi spiste vores frokost på havnen med udsigt ud over vandet. Vejret var i det mindste rigtig flot. Derefter tog vi et smut forbi mine bedsteforældre for lige at aftale nærmere om noget spisning, og så fik vi en stor skål friskplukkede jordbær med hjem. Jeg håber at min jordbærhave en dag står lige så flot. Det er da lækkert lige at kunne gå ud og samle sig en kurv til desserten.

2014 Segway Søndag 150614 (5)

Da vi nåede hjem var klokken allerede 17, så jeg gik med det samme i gang med aftensmaden og desserten. Desserten bestod nu ikke af jordbær (det har vi gemt til i dag), men af gammeldags æblekage, som er en af Ledsagerens favoritretter. Det var inklusive i hans overraskelse, selvom den del havde jeg nu fortalt ham om på forhånd. Til desserten brugte jeg både makroner samt rugbrødskrummer ristet på panden med sukker, og æblemosen kom fra vores hjemmelavede lager i kælderen. Vi fik ikke spist det hele, men det var da tæt på! Til aftensmad fik vi en speltotto med kylling og frisk asparges, men jeg synes det her indlæg allerede er blevet så langt at jeg ikke gider skrive opskriften ned også.

Alt kan ændre sig med blot en enkelt gnist

Dansk

Brand281212

Brand på Munkebjerg Hotel. Hele Tree-Top restauranten ude af drift.

Ikke lige præcis det man gerne vil høre om det sted, hvor man har bestilt sin store gourmetbryllupsmiddag!

Men der er ikke så meget man kan ændre ved sådanne uheld – sket er sket. Nu må vi lige give det en chance, og så vil vi tage kontakt til hotellet om et par uger og forhåbentlig få en prognose at vide. Der er andre steder, vi kan kontakte for at få en ny aftale i hus, men det vil da være rart hvis vores første valg stadig kan bruges. Nu har vi jo lagt fast hvor selve vielsen skal foregå, så der skal ikke være for stor en distance mellem Koldinghus og restauranten. Derudover er det også krav, at der er mulighed for overnatning, og at det er en middag helt ud over det sædvanlige de serverer.

Hvem kunne lige forudse alt det? Men der er jo heller ingen der har sagt at det skal være nemt at planlægge bryllup!

The Future of Broken Glass

Dansk / English

Kan I huske de der fine Holmegaard glas jeg købte? De skulle naturligvis placeres i sikkerhed i vores reolsystem bag låge, så kattene ikke kan komme til dem. På den udvalgte glashylde havde jeg blandt andet også mine fine og meget værdsatte Rosina Wachtmeister figurer og under den nogle forskellige fade. Jeg satte de to drikkeglas på hylden uden problemer men lige som bunden af kagedåsen rørte glashylden – eksploderede verden i glasskår.

Jeg var så heldig at det eneste der gik i stykker – udover glashylden – var et lille italiensk importeret fad, som allerede havde en lille revne. Det er muligt at det kan repareres, men det bliver aldrig det samme igen. Resten er fortsat intakt, heldigvis, bortset fra mine nerver!

– IN ENGLISH –

You might have seen the nice glassware I bought the other day. I decided to put them on a glass shelf next to my much appreciated Rosina Wachtmeister cat figurines, and just as I was placing one of the glasses on the shelf – the shelf exploded into a million little pieces. Luckily only a small dish imported from Italy broke (apart from the glass shelf), and the dish had a small crack from the beginning. Everything else survived intact – except for my shaken nerves.