Et umage makkerpar

Dansk

Monty og Oliver er ikke helt tilfredse med, at fokus har flyttet sig så meget fra dem til den nye killing. De holder derfor mange møder sammen, nogle gange på spisebordet.

De er enige om, at de lever et hårdt liv bag tremmer, selvom lille Frøken Curie nok er uenig i, hvem tremmerne egentlig lukker for.

Opgaverne uddelegeres, og Oliver får tjansen med at overvåge babyen i stuen.

Monty holder øje med hende på badeværelset.

Oliver superviserer i barnevognen.

Og Monty tager sig naturligvis af måltiderne.

Herefter mødes de over en snack ved stuebambussen for at sammenligne noter i smug.

Den endelige plan er ikke åbenlys for os andre endnu, men der er helt sikkert noget under opsejling.

Bare tapas

Dansk

For noget tid siden var Ledsageren og jeg ude at spise på en restaurant i Odense, der hedder BarTapas. Deres koncept er lidt en kopi af running sushi – i stedet for sushi er det bare tapas, der kører rundt på båndet. For 250 kr kunne man spise alt, hvad man havde lyst til (drikkevarerne var som modargument selvfølgelig ikke billige).

Overordnet set vil jeg gerne komme igen, men der var stadig en del plads til forbedring. Det værste var sådan set at køkkenet kom ALT for meget salt i alle deres retter, og det betød sådan set, at der var nogle retter, som jeg ikke havde lyst til at spise op, simpelthen fordi de var så salte. Præsentationen var ellers rigtig flot, og der var et godt udvalg. Bortset fra oversaltningen, så smagte maden også udmærket.

Restauranten kører med to serveringer – kl. 17.30 og kl. 20. Man kan godt komme dumpende ind af døren (som nogle af de andre gæster gjorde – har de tomme borde, sender de jo nok ikke nogen væk!), som man har lyst til, men hvis man vælger at komme til tiden, så får man frisk mad serveret hele aftenen. Da vi mødte ind omkring kl. 17.30 var båndet allerede fyldt op med alle de kolde retter, såsom chips, hummus (en af Ledsagerens favoritter den aften), noget artiskok med skinke, tomat med ost, bruschetta og så videre. Det var sådan set meget smart, for så kunne vi gå i gang med det samme. Herefter gik køkkenet i gang med at fremstille de varme retter, der blev sendt på båndet i bølger. Der var lidt ventetid engang imellem, hvor vi sad og trommede lidt og ventede på noget nyt, men sådan er det jo, når maden skal være nogenlunde frisk.

Der var et menukort på bordet ved ankomst, der viste den gældende måneds menu, men det afholdt nu ikke køkkenet fra at afvige efter behag, og jeg var lidt skuffet over, at det braiserede lam blev udskiftet med spareribs, hvor marinaden godt nok var god, men kødet var slet ikke tilberedt længe nok. På gode spareribs falder kødet af benet, og her var det noget af en kamp at få det af. Til gengæld var svinemørbraden stegt for længe, så den var blevet tør, og fisken var erstattet af en ALT for salt risotto serveret med blåmusling. Det ville også have været rart, hvis det lune tilbehør i form af en kartoffelret blev serveret samtidig med nogle af kødretterne i stedet for som en ret i sig selv.

Desserterne var lidt så som så. Der var en rigtig flot rabarbertrifli, hvor selve rabarberkompotten var rigtig godt tilberedt – der var både smag og konsistens, men den manglede noget at stå imod med, så jeg endte med at tage noget af marengsen fra citrontærten for at holde rabarbernes syrlighed lidt på afstand (den smule creme, som de havde klattet på toppen, var ikke nok). Citrontærten var dog en af de virkelig ringe retter den aften. Det burde ellers være supernemt at servere sådan en lille citrontærte! En lille sprød bund, lidt lemoncurd (man kan bare købe et godt mærke på glas), og så lidt brændt marengs på toppen – det lyder da meget nemt? Åbenbart ikke for alle. På BarTapas opstod første fejl i de små skaller, som fyldet blev serveret i, for skallerne var simpelthen uspiselige – det var som pap – jeg håber de forstod en hentydning, når jeg møjsommeligt skrabede indholdet ud og lod skallen ligge i skålen! Der var ikke nok citron i tærten, og så var marengsen ikke pisket ordentlig, så det var lidt noget tyndt sjap. Idéen var ellers god nok, men jeg kan ikke sige det samme om udførslen.

Så det var lidt en blandet aften, men jeg er vild med at få lov til at smage mange forskellige ting, så derfor giver jeg gerne BarTapas en chance til, og så må vi jo se, om det hele er lige så saltet og sjappet næste gang.

Et års fødselsdag i dagplejen

Dansk

Der blev fejret fødselsdag i dagplejen i dag, og jeg havde besluttet mig for at servere et festligt fad til frokost. Jorden var bondebrød smurt med grøn pesto, træstammen var rugbrød med leverpostej, bladene var agurkeskiver og æblerne var halve cherrytomater. Ballonerne var lavet af peberfrugt og spaghettisnore, de udstukne katte var smurt med frøkenens favorit karry- & papayasmørepålæg samt smør og kogt skinke, og de små pakker var bondebrød smurt med hjemmelavet hindbærsyltetøj ombundet med ostestrimler.

Ved siden af havde vi også lavet nogle små glas, hvor der var en hummus-inspireret dressing, en knækbrødsstang, en frikadelle og ostetern på en pind, samt stænger af agurk, peberfrugt og bladselleri.

Børnene virkede måske mere interesseret i at lege med maden end at spise den, men jeg synes nu resultat blev ret godt alligevel.

Den lille frøken fik også en gave af dagplejen i form af et blødt jordbær.

Fra år til dato

Dansk

Så er det efterhånden præcis et år siden, at den lille Frøken Curie blev født, og hun er kommet langt på kort tid og kan jo snart det hele. Hun startede som en skrigende sæk kartofler, der skulle slæbes rundt på hele tiden, og er nu blevet en ferm kravletøs, der stikker af og laver ballade, så snart vi vender ryggen til. Hun kan rejse sig op og næsten stå selv og spise med gaffel og med ske, hvis indholdet ikke er alt for flydende. Hun kan rive papir i stykker og åbne skuffer og klappe begejstret i hænderne. Om et øjeblik løber hun rundt ude i haven og hjælper med at dække bord – det hele går stærkt lige nu.

Løvernes Legehule

Dansk

I påskeferien gik det meste af tiden med at underholde den lille frøken, og vi brugte blandt andet et par dage på at besøge to forskellige indendørs legesteder i Odense. Den ene gang besøgte vi Leos Legeland, hvor babyer under 1 år er gratis, indtil 2 år koster de 70 kr og herefter er det 145 kr indtil man bliver 17, og alle voksne er gratis. Til gengæld er det forbudt at medbringe egen mad og drikke, og da deres egne priser herfor ligger i den høje ende, kan det hurtigt blive en meget dyr udflugt, når børnene først er fyldt 2 år! Til gengæld er det et rigtig stort sted med masser at tage sig til, og der er god luft omkring, også selvom det føles som om, at hele den odenseanske børnebefolkning er mødt op. Der er et “babyområde”, men de større børn har tendens til at invadere alligevel, så man skal passe på de små poder. Den lille frøken var glad for boldbadet, og der var små trampoliner, alle mulige huse og løsøre i skumgummi, en lille rutsjebane og store byggeklodser.

Det var sådan set et rigtigt fint sted, men når først frøkenen er blevet et år, kommer jeg nok ikke igen, før hun er stor nok til at rende rundt mere eller mindre frit, for ellers bliver det alt for dyrt, og så ville jeg nok planlægge det således, at vi har spist før vi kommer. De ved nok, hvad de skal tage for små portioner genopvarmet cafeteriemad!

Det andet legeland vi besøgte var Løvens Hule i Rosengårdscentret. Det var væsentligt mindre end Leos Legeland, og det var noget mere begrænset, hvad man kunne foretage sig dér. Løvens Hule i Rosengårdscentret er forbeholdt mindre børn (max 8 år), men i Leos Legeland kan også større børn have det sjovt. I Løvens Hule er det gratis at tage egen mad og drikke med, til gengæld koster indgangen 40 kr for børn under 1 år, 80 kr indtil de fylder 2, og herefter 109 kr (her er voksne også gratis). Jeg synes egentlig ikke, at man får særlig meget for pengene, hvis man skal betale 109 kr for et besøg, men det er et fint sted at parkere børnene, mens forældrene skiftes til at gå rundt i Rosengårdscentret og handle (hvilket det så ud til, at flere gjorde brug af). Et årskort koster pt 500 kr, og så kan man jo regne på, om det er værd at investere i.

I modsætning til Leos Legeland så føltes Løvens Hule meget tætbefolket, og der var rigtig meget støj. Selv da vi besøgte Leos Legeland midt i myldretiden, så var der stadig plads til at være der uden at føle sig mast sammen. Der er mange borde i Løvens Hule, og man må gerne tage sin egen mad med, men det er IKKE et sted, hvor man kan sidde og hyggesnakke over en kop kaffe og et stykke kage – det er der simpelthen for meget larm til.

Hvorvidt det skal være det ene eller det andet sted må afhænge af situationen og barnets alder, for selvom vi helt klart syntes at Leos Legeland var mest spændende, så har Løvens Hule bestemt også sine fordele, og her var også rutsjebaner for de lidt større børn, boldbad og en lille babygynge, som Frøken Curie var meget glad for. Og så var hun også glad for, at hun kunne få sig en ostemad, inden vi drog videre.

Pandekager, tærter og vafler

Dansk

Selvom jeg ikke altid når til at proklamere det på bloggen, så holder vi fortsat fast i at fejre alle årets vigtigste dage hjemme hos os. Den 28. februar fejrede vi derfor Pandekagens Dag, hvor Ledsageren denne gang stod for at bage pandekagerne, så det blev nogle gode, tykke nogen. Vi filosoferede, at pandekagerne derfor var lidt sundere i år, fordi der jo så var færre pandekager at komme fyld i.

Den 14. marts var det Tærtens Dag, hvor jeg serverede en filotærte med svampe og ost til hovedret, og til dessert var der cheesecake. Jeg havde forsøgt mig med to udgaver. Begge havde kiksebund, for det smager godt og er hurtigt at lave. Den ene var lidt et eksperiment, hvor fyldet bestod af neutral philadelphia og flødeskum samt revet citron. Den var OK, men lidt tung i det, så der skal nok lidt mere flødeskum i næste gang, måske lidt æggesnaps, og måske man kunne smøre et lag lemoncurd på kiksebunden – det var egentlig ikke en dårlig idé.

Den anden dessert var en nutella-cheesecake, som vi fik hos mine forældre på et tidspunkt. Det er mest af alt nutella rørt op med philadelphia, og så kom jeg et lag hindbærsyltetøj i også og serverede flødeskum til. Den var naturligvis aftenens favorit, men der er jo heller ikke meget konkurrence tilbage, når først der er nutella involveret.

Den 1. april fejrede vi Vaffeldag – en uge senere end vi egentlig burde, men vi havde kagemedbringende gæster på den rigtige dag, så vi valgte at skubbe det en uge, så vi kunne fejre dagen på behørig vis (man kan jo ikke sætte sig til et vaffelbord, når man er halvmæt). Her fik den lille frøken også lov til at være med, og hun var meget begejstret.

Hun fik ikke helt samme pålæg på som os andre, men det gjorde hende nu ikke noget. Hun kan godt lide sit karry/papaya-smørepålæg, og ost siger hun også sjældent nej til.

Den næste store maddag må være den lille frøkens fødselsdag i næste måned. Nu er der snart allerede gået et år – det er lidt mærkeligt så stærkt tiden lige pludselig flyver. Frøkenen har allerede bestemt, at hun gerne vil have spaghetti til aftensmad på sin fødselsdag – spaghetti og ost, siger hun, og måske kyllingepølser.

Både i og udenfor Sæson

Dansk

For noget tid siden var Ledsageren og jeg ude at spise på en restaurant i Odense, der hedder Sæson. Det er en mindre restaurant, hvor de har valgt at skære gevaldigt ned på hyggen for i stedet at mase så mange borde og stole som muligt ind i deres lille spiselokale. De kører med to faste spisetidspunkter (kl. 17.30 og kl. 20), så i det mindste er der ikke et rend af gæster hele tiden, men man sad stadig næsten oven i hinanden. Det eneste, der forhindrer dig i at inddrage de ukendte gæster ved bordet ved siden af i din og ledsagerens private samtale, er det tætte lydniveau, når der klemmes så mange mennesker sammen på ét sted. Når man snakker atmosfære, så synes jeg ikke at Sæson har noget at byde ind med, og det er ikke hér jeg vil tage hen, hvis fokus er på at føre samtale med nogen.

Maden var til gengæld udmærket. Man får 3 retter for 300 kr, men vi fik vores (inklusive en flaske vand) til 240 kr, fordi vi købte billet i forbindelse med Dining Week, som er en tilbagevendende begivenhed, der ligger i uge 7.  Selvom menu og antallet af gæster og spisetidspunkt derfor ikke kunne komme bag på restauranten, så var de alligevel ti minutter forsinket, inden vi overhovedet fik den første ret serveret, der gik rigtig lang tid mellem forret og hovedret, og desserten blev først sat på bordet efter kl 19, hvor vi skal forlade bordet kl 19.30. Det undrer mig, hvordan de alligevel kan virke så uforberedte, når nu de fik alle oplysninger serveret på forhånd (og det var ikke første dag i Dining Week at vi kom på besøg).

Forretten var en meget lækker hummersuppe, hvor det var tydeligt at smage den fede fløde, og det sprøde skind passede godt til. Vi kunne nemt have spist mere af den.

Hovedretten var flot præsenteret, og kødet var meget lækkert tilberedt. Der var intet dårligt på tallerkenen, selvom jeg nu gerne ville have haft lidt flere grøntsager til mit kød. Der var mange små, fine elementer på tallerkenen, og det hele så lige så godt ud som det smagte.

Desserten syntes jeg dog ikke var så velafbalanceret, og selvom konsistensen på isen var god, så smagte den ikke rigtig af noget. Hindbærisen kunne jeg ikke rigtig smage, og chokoladen var meget svag. Der laver jeg altså væsentlig bedre is selv. Vaflen og de små mousser var gode, og så var der æblekompot, der smagte meget godt, men den passede over hovedet ikke til resten af delene på tallerkenen. Æble passer altså ikke sammen med regnbueis. Den kunne have passet til vaflen og de andre smådele, men sammen med is var det bare en underlig kombination.

Jeg syntes det var lidt ærgerligt med desserten, for det hele så så flot ud, det kunne bare ikke leve op til det, som tallerkenen lovede. Den faldt sammen på smagene.

Overordnet set kunne vi godt finde på at komme igen, for det meste af maden – i hvert fald langt de fleste af elementerne – var gode og smukt anrettet, og så ligger prisniveauet også et fornuftigt sted. De havde dog lidt fodfejl til sidst, og helt så hyggelig synes jeg ikke at selve restauranten er, men Sæson Spisested er bestemt ikke slået af banen, og vi siger ikke nej til at komme igen.