Tag Archive | aftensmad

Beskyttet: En bamse, to pinde

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Reklamer

Vaffeldag 2019

Selvom det er længe siden, så fik vi også fejret Vaffeldag. Udover de gængse klassikere på bordet, så serverede jeg også marcipanvafler og marcipancreme (vist mest bare flødeskum vendt med revet marcipan). Elsker man marcipan så smagte marcipancremen fantastisk, og ellers så ville man nok have tænkt at der var lidt rigeligt med marcipan i. Hvis noget sådant kan lade sig gøre.

Pandekagens Dag 2019

Dansk

Det er snart så længe siden at vi fejrede Pandekagens Dag at jeg ikke rigtig kan huske, hvad vi serverede. Vi havde et vennepar på besøg, som havde deres dreng på 4½ med, og Frøken Curie syntes han var helt fantastisk og skreg af grin over alt hvad de kunne finde på. Da der var børn med, følte jeg mig nødsaget til også at servere nogle sunde indslag, men de blev nu ikke rørt, for børn på 3 og 4½ ved godt, at pandekager med is smager langt bedre end pølsestykker og agurk.

Til alle der opgav at spise grøntsager var der de sædvanlige indslag med nutella, is, syltetøj, sirup og sukker, og så var der flødeskum, chokolademousse, friske jordbær og hindbærskum (hindbærkompot blandet med flødeskum). Jeg må dog indrømme, at min erinding om hvad der blev serveret er mest baseret på de billeder jeg tog, for min hukommelse er ikke den bedste! Der var også appelsinpandekager, og de blev ganske gode denne gang (sidste gang var det svært at smage appelsinen).

Jeg skriver mest dette indlæg for at dokumentere, at vi fastholder at fejre årets vigtigste dage, også selvom jeg er langt bagud og i øjeblikket ikke kan finde ro til at blogge om dem. Til gengæld har vi ikke de store planer for på lørdag, hvor vi har 6 års bryllupsdag, men da det er triflibryllup, så er desserten allerede besluttet. Herudover så holder børnehaven loppemarked og tombola med ponyridning og besøg af udrykningskøretøjer, så det skal nok blive en spændende dag, og så slutter vi af med noget takeaway et eller andet sted fra, hvis jeg kan beslutte mig for hvad det skal være, hvilket jeg er meget dårlig til.

Et blik på jul

Dansk

Juleaften blev holdt hos os i år, og der var travlhed i køkkenet hele dagen, så Frøken Curie kedede sig bravt. Sidst på eftermiddagen gav Ledsageren hende et bad, hvilket hun elsker, og så var hun optaget og glad i noget tid. Hun har ikke nået den alder endnu, hvor hun kan holde sig beskæftiget foran fjernsynet hele dagen, så hun synes nok at det meste af juleaftensdag var meget kedelig.

Til forret havde jeg lavet en lille trio bestående af et stykke ristet rugbrød med anderilette og en cornichon, en butterdejssnegl med smøreost samt en lille salat med nogle ristede grøntsager (rødkål og bladselleri) toppet med en syrlig dressing, appelsinstykker og hakkede valnødder. Hovedretten var med and, flæskesteg lavet i sous vide samt medister. Sværene stod mine forældre for, for vores ovn kører i øjeblikket på sidste vers (det skal siges, at det har den gjort længe), så det er kun varmluft, der virker, og så tror jeg ikke at den når op på den temperatur, som den påstår at den når op på.

Desserten var naturligvis risalamande. I løbet af årene er vi blevet flere og flere gæster, og derfor når antallet af mandelgaver også op på tre, og det er uanset hvor mange, som rent faktisk deltager i juleaften. Deres bare eksistens bestemmer antallet af mandler. Mine forældre havde suppleret den ene gave, københavnerne en anden, og en onkel sørgede for marcipangrisen, som jeg stod for at indkøbe, og det blev til en gris fra Krings chokolade i Middelfart. Det er svært at finde en RIGTIG marcipangris, for jeg synes at den skal være tre-dimensionel, og så skal den ikke være dækket af chokolade. Det kan smage fint, men det er ikke grundprincippet i en ægte marcipangris. Den fra Krings kostede 100 kr, men havde også en rigtig fin smag. Den var ikke alt for sød, så den blev også spist op, da den endelig blev slagtet.

Derudover var der også en hemmelig fjerde mandelgave. Jeg havde nemlig øst risalamande i små anretningsglas med numre på, hvorefter gæsterne hver trak et tal og så fik serveret det korresponderende glas. Heri var de tre første mandler blevet placeret, og den fjerde gemte sig i skålen, der kom ind efterfølgende. Københavnerne løb af med ekstragaven, som var noget after eight chokolade med appelsinsmag, som jeg egentlig gerne ville have smagt! De vandt også en af de andre gaver, mens Ledsageren fik københavnernes gave (to plader chokolade), og min mor vandt svinet.

Frøken Curie fik som sædvanlig ingen lur den dag, men da hun fandt ud af, at der var pakker, som skulle pakkes op, så var hun ikke til at drive i seng, førend alle gæsterne var lusket af og de mange sække med gaver var tømt. Klokken var forbi 22 før hun endelig sov, men jeg tror at hun havde en rigtig god juleaften. Hun glæder sig i hvert fald til at få flere pakker!

Nytår 2018

Dansk

2018 sluttede vi hjemme hos os sammen med mine forældre. Aftensmaden skulle gerne opfylde kriterierne om at være både nemt og lækkert, så det blev til en takeaway nytårsmenu fra Goma. Prisen på 500 kr per kuvert og kvaliteten af de otte retter taler meget for at prøve det igen. Det smagte rigtig godt og så også meget flot ud, ikke bare i instruktionsvideon men også når min mor rettede det an. Der var kun én af retterne, som jeg ikke var så vild med, men det var et spørgsmål om smag og behag, da jeg bare ikke bryder mig særlig meget om meget salt mad, og her var der tale om en saltmarineret tun, og det var simpelthen for meget for mig. De andre i selskabet kunne godt lide den.

Jeg havde sørget for en lille appetizer til dronningens tale, hvor jeg havde bestræbt mig på at gøre det så nemt som muligt for mig selv, så jeg lavede små ostehapsere, der bestod af en tandstikker, en halv cherrytomat og en minimozzarella, samt ananas omviklet med bacon og bagt i ovnen. Både min far og jeg er ikke så vilde med ananas, men vi kunne begge godt lide denne anretning, da man mest bare kunne smage baconen. Ananassen tilføjede sikkert en smule sødme, men ikke så meget, at den var i vejen for den gode smag. Egentlig kan jeg godt lide ananassmagen, men når jeg spiser frisk ananas, så føles det altid som om, at ananassaften er ved at ætse min mund i stykker, så jeg kan aldrig spise særlig meget af gangen.

Frøken Curie var meget træt og spiste næsten ikke noget af sin aftensmad, heller ikke selvom vi havde sørget for nogle af hendes favoritter (grillpølser, pomfritter og avocado), og det var kun med nød og næppe, at vi fik holdt hende vågen længe nok til at være med til pakkeleg. Vi havde aftalt at sørge for to pakker per gæst, så man skulle mene, at der var rigeligt at fordele rundt om bordet, men alligevel endte mine forældre vist med kun at sidde tilbage med én pakke, da alarmen lød.

Kransekage skulle der naturligvis også til, og jeg har en kollega, som arbejder frivilligt samme sted som mig, der havde tilbudt at bage kransekage til os. Den var vældig dekorativ og smagte også rigtig godt. Jeg elsker marcipan og kransekage, men jeg synes at mange (måske især professionelle steder) ikke formår at bage en god kransekage. Jeg har fået alt for meget intetsmagende kransekage på restauranter, og så skal en kransekage være blød, sprød, sej og sød på én gang, og det kan være vanskeligt at opnå, åbenbart også for uddannede konditorer. Jeg tilgiver aldrig Lagkagehuset for det år, hvor de solgte os en TØR kransekage! Det kan man ikke tillade sig som konditor og da overhovedet ikke til nytår.

Men til nytåret 2018 fik vi en rigtig lækker kransekage, og selvom der var rigeligt af den, så blev det hele spist inden vi gik i seng.

I modsætning til sidste år så holdt Ledsageren og jeg os vågne helt ind til midnat, men herefter slæbte vi os hurtigt ind i sengen og faldt omkuld til næste morgen, hvor også Lilleskatten sov længe.

Der kommer også billeder fra julen, men nu tager jeg billederne som jeg lige når til dem.

Lidt om mad

Dansk

Om ikke særlig mange måneder starter Lilleskatten i børnehave, og vi har fået en plads ved vores foretrukne sted, så nu er jeg begyndt at tænke lidt i madpakke-baner, for i børnehaven skal hun selv have mad med. Frøken Curie er også glad for rugbrødsmadder, så det er ikke et problem, men hendes mor vil jo gerne gøre madpakken lidt mere spændende at kigge på, og efter lidt inspirationssøgning fik jeg blandt andet produceret en kat og en gris.

De blev okay, og især grisen var ikke så kompliceret at lave!

Apropos mad, for et par måneder siden kørte Skagen Food med et tilbud (det er dog et tilbagevendende tilbud, så det kan være at de har det igen), hvor man kunne få en af deres måltidskasser til halv pris, så jeg valgte at slå til for at teste det. Kvaliteten var såmænd fin nok, og der var tilpas med fisk og kød, men efter at have regnet på det, så ville sådan en måltidskasse til normal pris koste mere end tre gange så meget, som hvis vi laver maden selv, og det er da fint at slippe for en del besvær, men det er jeg altså alligevel ikke villig til at betale! Jeg kan da godt mærke, at i weekender og ferier så er der lidt mere stress og jag over familien, og så kan det være lidt vanskeligere at producere den ønskede mad i den ønskede variation med de ønskede grøntsager, men så har jeg heldigvis hverdagene til at fokusere lidt mere på det, og så kan vi tage den hurtige mad i weekenden.

Jeg var heller ikke så vild med, at de leverede den ferske kylling i samme pakke som den ferske fisk, og den ovnbagte risotto var god, men der var ris nok til at mætte dobbelt så mange mennesker og knapt så mange grøntsager til. Risene er jo selvfølgelig billige. Men ellers var det fint, og skulle de engang vælge at sælge deres produkter til en pris, der matcher normale menneskers daglige forbrug (vi holder ikke vejret), så ville vi gerne overveje at bestille derfra igen.

Derudover har vi også været lidt ude at spise. Odense har efterhånden etableret to “street food”-steder, hvor der er mange forskellige små madboder, hvilket jo er lige noget for mig. Det ene er Storms Pakhus, som jeg gæstede sammen med Lilleskatten og mine forældre, og hvor vi delte en smageplatte fra en kinesisk bod. Maden var spændende og god, men jeg synes måske ikke at det helt levede op til min vurdering af “street food”. For mig er “street food” noget, man kan spise med fingrene UDEN at have brug for en våd klud bagefter, og det var altså ikke muligt med denne smageplatte.

Vi har også besøgt Arkaden, som er det andet “street food”-marked, og her har vi endda været to gange. Første gang tog jeg ikke billeder, men det lykkedes mig anden gang. Jeg kan godt lide at smage en masse forskelligt, så vi bestilte fra to forskellige boder. Den ene hed Ottos, og dér fik vi noget bulgurhalløj med tre slags dressing, en lille salat og nogle kødpinde. Det smagte fint og så flot ud, men var ikke sådan vildt imponerende eller anderledes end hvad jeg selv kan præstere derhjemme. Til gengæld var maden fra den brasilianske meget spændende. Vi fik nogle rigtig gode polenta-fritter og en stor samosa-lignende ting (sidstnævnte kunne dog godt bruge noget krydderi, men den var lækker sprød og friskbagt og havde en god størrelse til en frokost) samt nogle helt fantastiske mini-donuts med et karamelindre og rullet i kanelsukker.

Efter sigende skulle der være et børnehjørne i Storms Pakhus også, men det lykkedes os ikke at lokalisere det. Arkaden har et fint børneområde udstyret med alt det bedste fra Ikea. Jeg bryder mig ikke rigtig om Storms rustikke design, og det føles mest af alt som en stor lagerhal (hvilket det teknisk set også er), så det føltes ikke specielt hyggeligt at være der. Og så er jeg heller ikke til det dér alternative pjat med at sidde på gamle ølkasser og sådan noget. Så er Arkaden lidt mere moderne, og personligt synes jeg den er væsentligt hyggeligere, men det kommer også lidt an på, om man er til det rustikke eller ej. Jeg er i hvert fald ikke, så jeg er ikke så sikker på, at jeg kommer i Storms Pakhus igen, men det er bestemt ikke madens skyld.

En negativ ting ved Arkaden (og muligvis Storms Pakhus – vi fik ikke lejlighed til at teste det) var at de ikke har nogen pusleplads, og det er altså rigtig svært at skifte en ble med barnet stående på toilettet, for der er ikke engang plads til at hun kan ligge ned. Og så ved jeg ikke hvad folk med helt små babyer gør. Så det synes jeg er en kraftig mangel – især når de fremhæver deres børneområde.

Sommer i sommerhuset, Del 1a

Dansk

Vi havde lejet et sommerhus i det jyske den første uge af vores sommerferie, og det var et vældigt flot hus med masser af plads til både os tre, kattene og mine forældre, der var på besøg nogle af dagene. Desværre var terrassen inficeret af svaler under taget, så det var ikke det bedste sted at spise udenfor! I det mindste var vejret også lidt til det blæsende, og noget koldere end hvor vi kom fra, så vi havde ikke det store imod at spise i stuen. Mine forældre sørgede for aftensmaden den første aften, så ingen fik lov til at gå sultne i seng.

Der var en lille gåtur ned til vandet, men der var ikke langt, så det var en fin aftentur at tage med. Det blæste som sagt en del, så der var en del kitesurfere, mens vi var der.

Næste dag tog vi til Hvide Sande, hvor vi spiste brunch på Café Marina. Det var et mindre sted, hvor man skulle kigge lidt efter indgangen, men vi fandt den da til sidst. Det var et meget populært sted, så vi var glade for, at vi havde bestilt bord. Deres weekendbrunch koster 140 kr, eksklusive drikkevarer, hvilket er en okay pris. Vi var glade ved de mange forskellige fiskeretter, og de havde taget sig tid til at forsøge at få maden til at se indbydende ud. Det mest negative var dog at en del af maden smagte meget af, at det var lavet dagen før eller dagene op til, hvilket jeg ved mange af retterne ikke synes burde være nødvendigt. Der var vist baconomviklede rosenkål, som man nemt kunne anrette i fad dagen før, og så smide det i ovnen om morgenen, så det stadig var frisklavet (daggammelt bacon er sjældent særligt spændende). De serverede også en køberoulade skåret i halve og toppet med lidt friske bær, hvilket tog sig pænt ud, men den var meget tør, og de fyldte croissanter havde stået så længe, at de var våde og klaskede og egentlig ikke mindede om croissanter mere.

Alt i alt var det helt okay og så pænt ud, men der var nogle steder hvor de sprang over, hvor gærdet var lavest, og det trækker ned, så helt godt kan jeg ikke klassificere det, men bestemt pænt nok til at jeg godt kunne finde på at komme igen.

Efter brunchen slog vi et smut forbi havet, og der var lang vej derud, men Lilleskatten elsker at kaste sten i vandet, så vi traskede troligt helt ud til kanten.

Aftensmaden:

Og kattene tog sig en slapper sidst på dagen:

Om mandagen besøgte vi blandt andet en stor legeplads, der ligger i nærheden af Varde, kaldet Ballonparken (jeg ved ikke helt hvorfor – vi så ikke nogen balloner). Den er helt klart et besøg værd, hvis man har børn med – måske mest lidt større børn end vores Frøken Curie. Der var endda toiletter, samt et overdækket spisested. Det er et stort grønt område, hvor man vist også kan gå på opdagelse i skoven, men så langt nåede vi ikke den dag.

Til frokost delte vi en trio af mini sliders fra en lokal slagter.

Herefter havde de gamle mennesker brug for hvile, og da Ledsageren var borte i anden anledning, tog jeg Lilleskatten med ned til den vindomsuste havn, hvor vi kastede lidt sten i vandet og kiggede på kitesurferne. Vi tog også et smut forbi den legeplads, der ligger på havnen. Den var fin men ikke så stor, så man skulle være om sig, så snart sansegyngen blev ledig. Rutsjebanen og det tilhørende klatretårn var lidt for stort for en på Lilleskattens størrelse, så vi holdt os til gyngesættet.

Aftensmaden bestod af nem takeaway fra slagteren:

Kattene fik øje på deres egne lækkerbiskner udenfor: