Arkiver

And, vand og katte samt et dovendyr gemt i trækronerne

Reklamer

Beskyttet: Bag fødselsdagskulissen

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Der var engang en fødselsdag

Ja, ja, for det meste når jeg til det i sidste ende alligevel, også selvom det tager mig et halvt år. Det er meget uoverskueligt at have 2000 billeder liggende i en mappe, mens de bare venter på at blive sorteret og komme på bloggen. Men så må jeg jo prøve at ordne et par stykker i ny og næ, og så kan det være at jeg når til bunds i det engang. Eller også starter jeg forfra igen, når vi rammer det nye år. Vi får se.

Men her er i hvert fald Lilleskattens fødselsdag. Ak ja. Det er jo snart længe siden, at den store mus blev 3 år. Vi havde et travlt program på selve dagen. Det var fridag, og jeg tog Frøken Curie med i zoo, mens Ledsageren blev hjemme for at samle gaven.

Vi så de små nye kapivarunger. Og også nogle kyllinger.

Da vi kom hjem var Ledsageren NÆSTEN færdig med sin del af overraskelsen, mens vi andre var våde, fordi det havde regnet. Der er jo nok andre, som også har fødselsdag den dag.

I samarbejde med Mormor og Morfar gav vi den lille frøken en STOR storpigeseng, som hun var – og er – meget glad for. Galileo lagde også hurtigt beslag på sengen, og der er stadig lidt kampe engang imellem om hvem der ejer den – Frøken Curie eller Galileo.

Jeg havde også lovet Lilleskatten en regnbuekage til sin fødselsdag, hvortil jeg naturligvis mente til hendes fødselsdagsfest, men det var hun ikke helt enig i, så jeg måtte jo arrangere lidt med noget regnbuekrymmel. Vi havde en travl weekend, så vi fik lidt hurtig kage på selve dagen i form af en køberoulade pyntet med flødeskum, bær og en masse krymmel.

I weekenden kom min familie på besøg, og SÅ var der regnbuelagkage. Bundene blev rigtig fine, og de blev lagt sammen med en cheesecakecreme og pyntet med chokolademousse og friske bær. Den blev vældig fin, når jeg nu selv skal sige det, og havde et rigtig flot snit. Den var meget tung i det, men den smagte dejligt. Og den er egentlig heller ikke så svær at lave, når bare man har skåle nok.

Forsvundne februar

Dansk

Nu er februar snart gået, og der er ikke sket så meget i tidsrummet mellem sidste indlæg på bloggen og denne. Ikke udover sygdom. Stakkels lillemusen blev syg med feber (samtidig med sin mor vel at mærke), og det var ikke noget Frøken Curie tog med hjem fra dagplejen, i stedet var det hendes far, som nogle gange tager lidt for meget arbejde med hjem. Han blev syg først, og så fulgte vi andre efter et par dage senere. Feberen holdt ved og kom og gik, og der gik endnu en uge, før vi var nogenlunde på dupperne igen. Jeg døjer nu stadig med hoste og stoppet næse, men i det mindste går det fremad. Der var dage, hvor jeg hostede så voldsomt om natten, at jeg ikke kunne sove, for lige så snart jeg døsede hen, så kom der et nyt hosteanfald. Ledsageren var træt af mig til sidst.

Nu er vi kommet tilbage fra en forlænget weekend i Blåvand med mine forældre, hvor vi havde en fin tur. Forhåbentlig dukker der nogle billeder op fra ferien på et tidspunkt. Frøken Curie oplevede i hvert fald en masse spændende ting. I mellemtiden kommer her de forhåbentlig allersidste billeder fra 2018, og så må jeg have billederne fra kameraet flyttet over på computeren og så se, hvor mange timers arbejde der ligger i vente.

Billedet af julepynten er Galileos sædvanlige omgang med vores ejendele. Han har ingen respekt, hverken for jul, os eller uskyldige julealfer.

Et blik på jul

Dansk

Juleaften blev holdt hos os i år, og der var travlhed i køkkenet hele dagen, så Frøken Curie kedede sig bravt. Sidst på eftermiddagen gav Ledsageren hende et bad, hvilket hun elsker, og så var hun optaget og glad i noget tid. Hun har ikke nået den alder endnu, hvor hun kan holde sig beskæftiget foran fjernsynet hele dagen, så hun synes nok at det meste af juleaftensdag var meget kedelig.

Til forret havde jeg lavet en lille trio bestående af et stykke ristet rugbrød med anderilette og en cornichon, en butterdejssnegl med smøreost samt en lille salat med nogle ristede grøntsager (rødkål og bladselleri) toppet med en syrlig dressing, appelsinstykker og hakkede valnødder. Hovedretten var med and, flæskesteg lavet i sous vide samt medister. Sværene stod mine forældre for, for vores ovn kører i øjeblikket på sidste vers (det skal siges, at det har den gjort længe), så det er kun varmluft, der virker, og så tror jeg ikke at den når op på den temperatur, som den påstår at den når op på.

Desserten var naturligvis risalamande. I løbet af årene er vi blevet flere og flere gæster, og derfor når antallet af mandelgaver også op på tre, og det er uanset hvor mange, som rent faktisk deltager i juleaften. Deres bare eksistens bestemmer antallet af mandler. Mine forældre havde suppleret den ene gave, københavnerne en anden, og en onkel sørgede for marcipangrisen, som jeg stod for at indkøbe, og det blev til en gris fra Krings chokolade i Middelfart. Det er svært at finde en RIGTIG marcipangris, for jeg synes at den skal være tre-dimensionel, og så skal den ikke være dækket af chokolade. Det kan smage fint, men det er ikke grundprincippet i en ægte marcipangris. Den fra Krings kostede 100 kr, men havde også en rigtig fin smag. Den var ikke alt for sød, så den blev også spist op, da den endelig blev slagtet.

Derudover var der også en hemmelig fjerde mandelgave. Jeg havde nemlig øst risalamande i små anretningsglas med numre på, hvorefter gæsterne hver trak et tal og så fik serveret det korresponderende glas. Heri var de tre første mandler blevet placeret, og den fjerde gemte sig i skålen, der kom ind efterfølgende. Københavnerne løb af med ekstragaven, som var noget after eight chokolade med appelsinsmag, som jeg egentlig gerne ville have smagt! De vandt også en af de andre gaver, mens Ledsageren fik københavnernes gave (to plader chokolade), og min mor vandt svinet.

Frøken Curie fik som sædvanlig ingen lur den dag, men da hun fandt ud af, at der var pakker, som skulle pakkes op, så var hun ikke til at drive i seng, førend alle gæsterne var lusket af og de mange sække med gaver var tømt. Klokken var forbi 22 før hun endelig sov, men jeg tror at hun havde en rigtig god juleaften. Hun glæder sig i hvert fald til at få flere pakker!

Monty, Galileo og det flygtige egern

Dansk

Der bor egern i træerne ikke så langt fra os, og jeg ser dem overraskende tit, mange gange springe fra træ til træ, men de er meget vanskelige at fotografere. Jeg har set to på en gang, men typisk får jeg kun øje på et enkelt. Det er sorte egern, hvilket åbenbart er det oprindelige danske egern, hvor det røde egern er flyttet hertil fra Italien. Det er vist noget med, at hvis et sort egern og et rødt egern får unger, så er ungerne røde, og derfor svinder antallet af sorte egern. Jeg kan godt lide egern – de ser meget søde ud. Næsten lige så søde som katte.