Arkiver

4. år – grøntsagsbryllup

Dansk

Ifølge min selvkonstruerede liste over bryllupsdage så er 4. bryllupsdag grøntsagsbryllup, for nogle gange skal man også have en udfordring! Egentlig har jeg længe været i besiddelse af en spændende kogebog, der hedder “Red velvet & chocolate heartache” af Harry Eastwood, og fejring af vores grøntsagsbryllupsdag var mest af alt en undskyldning for endelig at få testet endnu en opskrift fra bogen. Jeg kunne jo altid være sprunget over, hvor gærdet var lavest, og blot bagt en squash- eller gulerodskage, men jeg kan godt lide at prøve noget nyt.

Den valgte opskrift hedder i bogen “Forbidden chocolate brownies“, men det er nu lidt misvisende for en brownie er der ikke tale om. Til gengæld er det en rigtig god chokoladekage, som jeg gerne laver igen. Den er også glutenfri, hvis man nu tænker i de baner. Jeg kom lidt mindre sukker i end angivet, og så valgte jeg at strø en pose maltesers ud på toppen, fordi jeg syntes at der manglede lidt knas. Opskriften kom hakkede hasselnødder på toppen, og det kan man jo også gøre, hvis man har lyst til det.

Man kan efterhånden få de fleste grøntsager på frost, også rødbeder i tern, hvilket var hvad jeg havde brug for denne gang, så det skar jo en del af besværet ved fremstillingen af kagen bort. Derudover var den overraskende nem at gå til, hvilket jo heller ikke er af vejen.

Vi serverede flødeskum til, fordi flødeskum er altid godt, og så er kagen så tung og mørk, at den godt lige kan bruge noget at stå imod med. Derudover var jeg vældig tilfreds og – må jeg indrømme – lettere overrasket over, hvor god den var.

Rødmende chokoladekage

  • 100 g hasselnødder (kan erstattes af enhver form for nødde- eller mandelmel)
  • 400 g rødbeder (meget gerne fra frost)
  • 150 g mørk chokolade, gerne 70 %
  • 3 æg
  • 180 g sukker
  • 1 knivspids salt
  • 2 spsk rismel (kan eventuelt erstattes med almindeligt hvedemel)
  • 70 g ren kakaopulver
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk vanillepulver (kan udelades)

Til pynt
Evt. 1 poser maltesers, hakkede hasselnødder, røde bær eller andet efter smag

Hvis du har tid og lyst, start da med at riste hasselnødderne i ovnen ved 180 grader, indtil skindet kan nulres af. Dette kan dog springes over. Blend de let afkølede hasselnødder til fint mel.

Varm ovnen op til 160 grader varmluft. Find en bageform der er cirka 27 x 20 cm og fór den med bagepapir. Pensl bagepapiret med en smule olie.

Skræl rødbederne og skær dem i tern. Kog dem møre i en gryde med vand.

Hak imens chokoladen. Jo finere den hakkes, jo hurtigere smelter den.

Når rødbeden er kogt mør, hældes vandet fra og rødbederne blendes meget fint. Tilsæt den hakkede chokolade og rør rundt. Lad chokoladen smelte og rør engang imellem for at fordele varmen.

Kom æg, sukker og salt i en stor skål og pisk det luftigt.

Tilsæt de fintblendede hasselnødder, rismel, kakaopulver, bagepulver samt vanillepulver og pisk det til en ensartet masse.

Rør i rødbedemiksturen og sikr dig, at alt chokoladen er smeltet, og at der ikke er nogen store rødbedestykker tilbage. Blandingen kan eventuelt varmes en lille smule op eller blendes igen, hvis nødvendigt.

Hæld rødbede- og chokoladeblandingen ned til resten af ingredienserne og vend det sammen med en dejskraber.

Hæld så dejen i bageformen og spred den jævnt ud. Fordel det ønskede knas på toppen og bag herefter kagen i ovnen i cirka 35 minutter.

Når kagen er færdigbagt, skal den køle helt af i formen, inden den skæres og spises, da den ellers har tendens til at smuldre. Den holder sig fint, også til dagen efter, og den smager slet ikke af rødbede, til trods for den skepsis, som jeg angreb opskriften med!

Reklamer

Ovnbagt tun og broccoli

Dansk

2016 Ovnbagt tun og broccoli 180816 (1)

I går fik jeg afprøvet endnu en ny opskrift. Vores aftener er meget uberegnelige i øjeblikket – det er aldrig rigtig til at forudsige hvad tid den lille frøken er træt nok til at komme i seng. Det afhænger meget af hendes humør og dagens lure. Derfor skal aftensmaden heller ikke være alt for kompliceret at stykke sammen, og hvis det er noget, der godt kan tåle at stå i ovnen en ekstra halv time, hvis nu putningen trækker lidt ud, så er det kun et plus. Jeg faldt derfor over en opskrift fra “Den store pastakogebog” af Hilaire Walden. Proteinet var dåsetun, og da jeg brugte broccoli fra frost gjorde det kun retten nemmere. Derudover skulle der også have været brugt grillede peberfrugter fra glas, men det havde jeg ikke – i stedet brugte jeg de to peberfrugter, der lå i køleskabet og gerne ville udnyttes, inden de blev helt rynkne. Jeg tilsatte også et hakket løg til retten. Når først det hele var gjort klart og samlet, så skulle det bare have en halv times tid i ovnen. Retten kan nemt laves dagen før og bare sættes ind, når man skal spise, hvis det skal gå lidt ekstra hurtigt en dag.

Jeg kunne godt lide retten, men den manglede lidt smag, så det vil jeg gøre lidt mere ud af næste gang. Vi snakkede om at tilføje lidt bacon i tern, måske lidt presset hvidløg også kunne fungere fint. Nem at gå til var den i hvert fald, og den smagte også godt, så vi er bestemt ikke blevet afskrækket fra at servere det igen.

Ovnbagt tun og broccoli

2 personer

  • Rasp (kan udelades)
  • 100 g pasta (fx penne, skruer e.l.)
  • 200 g broccoli (gerne fra frost)
  • 1 løg
  • 2 peberfrugter
  • 1 dåse tun i vand (cirka 140 g)
  • 3 dl mælk
  • 2 æg
  • Salt & peber samt krydderier efter smag
  • ca. 70 g parmesan

Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Smør et ovnfast fad og drys det med rasp. Ryst fadet så raspen dækker det meste af bunden.

Sæt en stor gryde over med vand og salt og få det til at koge. Tilsæt pastaen og kog den indtil den er næsten færdig. Tilsæt de frosne broccolibuketter, når pastaen begynder at blive blød. Broccolien skal være tøet op, og der skal fortsat være lidt bid i pastaen, da retten skal i ovnen bagefter. Dræn vandet fra gryden og fordel pasta og broccoli i det ovnfaste fad.

Hak løget groft. Rengør peberfrugterne, fjern kerner og skær peberfrugterne i tern. Rist løg og peberfrugt på en varm pande (eventuelt sammen med en pakke bacontern). Fordel herefter grøntsagerne oven på pasta og broccoli.

Hæld vandet fra dåsen med tun og fordel tun oven på.

Bland mælk og æg sammen med krydderier i en lille skål. Riv det meste af parmesanosten ned i og rør det hele sammen, hvorefter blandingen hældes over indholdet i fadet. Drys med resten af osten samt rasp og bag retten i cirka 25 minutter, indtil den er gylden på toppen.

2016 Ovnbagt tun og broccoli 180816 (2)

Spaghetti med dobbelt op på svampe

Dansk

2016 Spaghetti med svampe 040816 (7)

For lidt tid siden fik vi en meget lækker pastaret, som jeg faldt over ved et tilfælde. Opskriften er fra en australsk kok ved navn Shannon Bennett, som figurerer på den australske udgave (dvs. den “ægte”) af MasterChef. Jeg følger ikke med i den danske, for det er bare noget pladder, men den australske kan jeg godt lide at se – og det var god research, dengang vi skulle på ferie i Australien (det var blandt andet her jeg stiftede bekendtskab med Adriano Zumbo).

Umiddelbart så opskriften meget enkel ud, for der var ikke så mange ingredienser involveret, men da vi så skulle i gang med at lave maden, og jeg så hvor mange gryder, man skulle have gang i, så var den alligevel lidt mere kompliceret end den så ud til ved første øjekast. Det er ikke en vanskelig opskrift, det kræver bare en del udstyr og tålmodighed, og så skal det hele laves i den rigtige rækkefølge.

Opskriften havde egentlig bare svampe til, men jeg valgte også at servere dampede bønner samt pandestegt kyllingefilet, fordi Ledsageren gerne vil have sin daglige protein, men retten kan nemt serveres vegetarisk, hvis man har lyst til det. Resultatet var meget lækkert, så det er ikke utænkeligt, at retten skal laves igen. Opskriften gav mig også anledning til at få brugt de tørrede svampe, som jeg har haft liggende i skuffen i en uendelighed med en intention om på et eller andet tidspunkt at bruge dem i en risotto. Nu blev det så til en pastaret i stedet. Opskriften skulle til 2 personer egentlig bruge 20 g tørrede svampe, men der var 30 g i den bøtte jeg havde. Jeg brugte også lidt flere friske svampe end angivet, da jeg brugte en hel bakke, og jeg skiftede løg ud med porre, fordi det havde vi i køleskabet.

Spaghetti med dobbelt op på svampe

2 personer

  • 1 porre
  • ca. 400 g friske svampe (blandede svampe eller bare almindelige champignon)
  • Olie og smør/margarine til stegning
  • 2 fed hvidløg
  • Bouillonterninger eller fond til 1 liter
  • 30 g tørrede svampe
  • 100 g spaghetti (kan erstattes af anden pasta)
  • Salt og peber efter smag
  • Eventuelt sovsejævner

Start med at klargøre grøntsagerne. Porre renses og hakkes. Friske svampe klargøres, halveres eller kvarteres og sættes til side.

Kom olie og smør i en gryde. Lad smørret smelte og tilsæt herefter porre. Pres hvidløg ned i panden. Steg indtil porrerne er bløde. Tilsæt herefter 1 liter vand og bouillonterningerne (eller færdig fond) og lad det koge op. Tilsæt de tørrede svampe og lad det hele koge i cirka 5 minutter, indtil de tørrede svampe er blevet bløde igen.

2016 Spaghetti med svampe 040816 (2)

Find en stor gryde frem til at koge spaghettien i. Sæt en sigte / et dørslag ned i og hæld indholdet fra den første gryde ned i, således at væsken fra rehydrering af svampene bruges til at koge spaghettien i. Porre og svampe sættes til side til senere.

Kog spaghettien i bouillonvandet, indtil den er næsten færdig.

Tilsæt imens nyt fedtstof til den første gryde og steg de friske svampe gyldne heri over høj varme. Kom porre og de tørrede svampe tilbage i gryden og vent på at spaghettien er færdig.

2016 Spaghetti med svampe 040816 (4)

Si spaghettien fra vandet, således at du gemmer både pasta og vand. Hæld væsken ned i gryden med de friske svampe og lad sovsen koge godt ind, så den tykner. Smag til med krydderier og tilføj eventuelt sovsejævner, hvis du gerne vil have sovsen lidt tykkere.

Til sidst tilføjes den kogte spaghetti. Bland det hele sammen og kog det op, indtil pastaen er varm og kogt helt færdig.

Server eventuelt drysset med revet parmesan og friske, grønne krydderurter.

Paneret laks med ærte-kartoffelmos

Dansk

2016 Laksestænger med ærtekartoffelmos 160616 (2)

For noget tid siden fik vi en ret lækker ret med laks baseret på en opskrift fra “Den store familiekogebog“. Da det efterhånden er et stykke tid siden, kan jeg ikke helt gå i detaljer med den, men jeg tænkte at jeg ville lægge den på bloggen, så jeg husker den til en anden gang, for god var den i hvert fald. Det er ikke altid at paneringen fungerer (nogle gange bliver det meste siddende på panden), men her virkede det fint, og ærter i kartoffelmosen skal også gentages. Det giver både ekstra smag og en flot farve. Jeg serverde lidt dampede gulerødder og bønner til.

Paneret laks med ærte-kartoffelmos

2 personer

  • ca. 250 g laksefilet uden skind
  • Mel
  • Salt & peber
  • 1 æg
  • Rasp / blendede brødkrummer eller digestivekiks
  • 350 g kartofler
  • 100 g ærter fra frost
  • Mælk
  • Evt. smør / flydende margarine

Fjern eventuelt skind fra laksen og skær den ud i stænger.

Find 3 dybe tallerkener frem. Kom mel samt salt og peber i den ene tallerken (bland det sammen med en gaffel), ægget i en anden og raspen i en tredje. Pisk ægget let sammen med gaflen.

Skræl og skær kartoflerne i mindre stykker. Kog dem indtil de er møre (cirka 15-20 minutter). Tilsæt ærterne til gryden et par minutter inden du slukker for gryden og lad dem tø op i kogevandet. Hæld herefter vandet fra og mos kartofler og ærter sammen – der må gerne være lidt ærteklumper i. Personligt kan jeg godt lide, at der er lidt klumper i kartoffelmosen, men det er jo en smagssag. Tilsæt mælk indtil mosen har den ønskede konsistens og smag til med salt, peber og eventuelt smør.

Varm en pande op med rigeligt fedtstof. Vend laksestængerne først i mel, så i æg og til sidst i rasp, hvorefter de steges gyldenbrune på alle sider.

Når laksen er færdig, er retten klar til servering.

Sommerlaks og solskinskål

Dansk

2016 Laks og kål 060616 (2)

Når man har en lille baby, skal aftensmaden helst være nem at stykke sammen. Jeg er derfor ved at gå mine kogebøger igennem i søgen efter enkle opskrifter at mætte os med, og her faldt jeg blandt andet over en opskrift med varmrøget laks og hvidkål fra Louise Lorangs “Vild med hverdagen”. Opskriften er meget enkel og hurtig med få ingredienser, og jeg lavede den stort set som den stod i bogen. Jeg var lidt i tvivl om der nu kunne være nok i retten, for grøntsagsdelen består udelukkende af kål og æble, men det fungerede faktisk rigtig godt. Ledsageren havde købt et friskbagt rugbrød med hjem, så det var nærliggende at spise det til retten (hvilket også anbefales i opskriften), men ellers havde jeg overvejet tortillas.

Det var en overraskende lækker og let sommerret, og det skal da ikke fornægtes at den snildt kan komme på tale igen.

Sommerlaks og solskinskål

2 personer

  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 spsk flydende honning
  • 2 spsk æbleeddike (eller lignende)
  • 1 håndfuld purløg/dild/persille
  • 1/4 hvidkål (eller anden kål)
  • 1 æble
  • 200 g varmrøget laks
  • ca. 3 spsk cremefraiche/skyr
  • Salt & peber
  • Eventuelt revet peberrod eller wasabipulver
  • ca. 4 skiver friskt rugbrød

Start med at lave dressingen til salaten ved at blande sennep, honning og eddike i en stor skål. Skyl krydderurterne og klip eller hak dem. Bland dem i dressingen.

Skyl kål og æble og riv begge dele på et mandolinjern eller snit dem meget fint i tynde strimler. Kom det ned til dressingen og vend det hele rundt.

Fjern skind og eventuelt ben fra den varmrøgede laks og riv den fra hinanden ved hjælp af to gafler og kom det i en skål. Tilføj cremefraiche/skyr, salt, peber og peberrod/wasabi efter smag.

Skær rugbrød og retten er klar til servering. Enklere kan det næsten ikke gøres.

Drømmekage i luksusudgave

Dansk

Luksus drømmekage

I sidste uge havde Ledsageren og jeg en tid på hospitalet til endnu en vækstscanning af babyen (hvilket gik helt fint, og hun har indhentet lidt af sin vækstkurve, så de vurderede hende til cirka 2800 gram), og i den forbindelse endte jeg med at tage med Ledsageren på arbejde, da det passede bedre med at vi kørte derud sammen i stedet for at han kom hjem og hentede mig eller at jeg tog bussen, hvilket ville resultere i en 40 minutters ventetid for mig, da bussen fra os og ud til hospitalet ikke kører særlig tit – og de dage, hvor jeg gladeligt gik hele vejen derind, er lagt lidt i dvale i øjeblikket grundet vraltende omstændigheder. Men så blev jeg selvfølgelig nødt til også at bage kage til Ledsageren og hans kolleger, da det ikke er til at sige, hvornår jeg ellers får overskud til det igen.

Kagen skulle dog helst ikke være alt for kompliceret, så jeg ledte efter en god skærekage at forsøge mig med. Det endte med opskriften på “Luksus-toscakage” fra Markus Grigos “Grigos hjemmebag – i tykke skiver og store mundfulde”. Den var god, men der er nogle ting, som jeg vil gøre anderledes en anden gang, og så synes jeg ikke det er en toscakage, når han kommer så meget kokosmel i. Det er i min optik altså en drømmekage, hvilket heller ikke er noget at kimse af.

Jeg fulgte opskriften ganske nøje, og jeg er altid stor modstander af, når en drømmekage kun har et skrabet lag fyld på toppen – så kan man lige så godt lade være med at bage den. Det værste er når man ligefrem kan se bunden igennem kokosfyldet – så bliver det snarere en pinagtighed. Men jeg synes måske alligevel i dette tilfælde, at mængden af fyld ikke helt passede til mængden af bund – jeg ville faktisk gerne have haft mere bund! Bunden er også god, da det ikke er en tør og kedelig sandkage men en mazarinkage, så der er god mening i også at lade den smage igennem.

Luksus drømmekage

Opskriften nedenfor er sådan som jeg vil lave kagen en anden gang. Jeg har skåret lidt ned i sukkermængden, forhøjet ingredienserne til bunden samt fjernet de nødder, der kommer i bunden, da jeg synes det er unødvendigt, når der allerede er så mange nødder i fyldet. Det kan også tilføjes, at de lidt syrlige, tørrede tranebær passede rigtig godt til, og det gør intet hvis man kommer til at tilføje lidt ekstra af dem. Det giver et godt modspil.

Drømmekage i luksusudgave

Ca. 8-10 store stykker

Mazarinbund:

  • 250 g marcipan
  • 150 g sukker
  • 2 citroner eller 3 lime
  • 200 g blødt smør
  • 3 æg
  • 50 g hvedemel

Kokosfyld:

  • 150 g mandler (kan erstattes med hasselnødder eller andre nødder)
  • 80 g kokosmel
  • 150 g brun farin (kan erstattes med sukker)
  • 100 g honning (kan erstattes med brun farin / sukker)
  • 2 dl mælk
  • 200 g smør
  • 70 g tørrede tranebær
  • 100 g hvedemel

Varm ovnen op til 200 grader og fór en rugbrøds- eller springform (cirka 26 cm i diameter) med bagepapir.

Kom marcipan og sukker i en skål og ælt det sammen med hænderne.

Riv citron/lime ned i skålen og tilføj det bløde smør samt æggene. Pisk det til en ensartet masse med en elpisker.

Luksus drømmekage

Tilsæt til sidst melet og vend det hele sammen.

Hæld dejen i bageformen og glat overfladen. Bag kagen i 20-25 minutter, indtil den er let gylden på toppen og en kødnål eller lignende er ren, efter du har stukket den i kagen. Sæt hefter kagen til side og lad den køle af, mens du laver fyldet.

Luksus drømmekage

Hæld kogende vand over mandlerne og smut dem. Hak dem groft eller fint efter behag.

Opvarm en gryde uden fedtstof. Hæld de hakkede mandler i og rist dem let. Tilsæt kokosmel og lad det riste kortvarigt med – pas på at kokosmelet ikke brænder på, da det godt kan gå stærkt.

Tilsæt de resterende ingredienser til fyldet og lad det koge over lav varme. Massen ser lidt tynd ud til at starte med, men når hvedemelet har fået lov til at koge op, tykner det. Lad massen koge igennem i nogle minutter, så melsmagen forsvinder. Fordel herefter fyldet på kagen og sæt kagen til afkøling i et par timer (eller natten over).

Kagen smager bedst, når den har stuetemperatur.

Fisk til frokost

Dansk

2016 Til frokost 100416 (10)

I weekenden havde vi mine bedsteforældre på frokostbesøg for at fremvise det nye børneværelse, der dog stadig lige mangler at få sat billeder op, før resultatet kan fremvises på bloggen. Menuen bestod af små rejegryder, filoruller med karrystegt porre og kål samt nogle med revet gulerod, spinat og fetaost, dertil en hvidløgsdressing, og så var der lidt brød, der kunne pyntes med forskellige oste, hjemmelavet hummus, røget makrelmousse (der mest af alt består af røget makrel samt creme fraiche blendet sammen, men jeg synes at det smagte meget godt, bortset fra at jeg kom lidt for meget creme fraiche i, så konsistensen blev lidt tynd), ærtepuré, prosciutto og bresaola.

Filodej er faktisk en rigtig god opfindelse, og den giver (næsten) samme sprødhed, som hvis man laver forårsruller. Vi brugte også dejen til desserten, der bestod af filoruller med banan og marcipan serveret med en fraiche-fløde-lime-creme samt hjemmelavet chokoladesovs. Det var sandelig også godt. Jeg har før lavet noget lignende bare med forårsrulledej og i frituregryden, men det her er da meget nemmere og hurtigere, så det bliver sikkert gentaget på et tidspunkt.

2016 Til frokost 100416 (8)

Kattene fik også lidt at spise, da min mormor havde taget en blomst med i værtindegave, og når vi kiggede væk, så sprang de op på bordet og gnaskede lystigt i bladene.

2016 Til frokost 100416 (11)

Grønne rejegryder

4 små ramekiner

  • ca. 150 g broccoli fra frost
  • 1 lille løg
  • 200 g optøede rejer
  • Smør
  • 1 skefuld mel
  • ca. 2 dl mælk
  • ca. 100 g spinat fra frost
  • Salt og peber samt krydderier efter smag
  • Rasp

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

Hæld kogende vand over broccolien og lad den tø op. Skær den herefter i mindre stykker.

Hak løget fint og hæld vandet fra rejerne.

Kom en klat smør i en lille gryde og smelt det langsomt. Tilsæt en skefuld mel og rør det sammen med et piskeris. Lad melet bage lidt ud og tilsæt herefter 1 dl mælk og pisk det til en ensartet masse. Tilsæt mere mælk indtil du har den ønskede tykkelse. Konsistensen bør være som en bechamelsovs.

Tilføj nu rejer, broccoli, løg samt den frosne spinat til gryden. Drys med salt og peber og lad det koge, indtil spinaten er helt optøet. Smag herefter til med krydderier efter smag.

Smør i mellemtiden små ramekiner og drys dem med rugmel eller rasp, så de er dækket hele vejen rundt.

Fordel rejeblandingen i de små skåle. Drys rasp på toppen og læg et par små smørklatter på. Bag dem i ovnen i cirka 20 minutter, indtil toppen er gylden.

Selve rejegryderne kan nemt laves dagen i forvejen og så bages umiddelbart inden gæsterne dukker op.

2016 Til frokost 100416 (2)

And og selleri i syrlig dressing

Dansk

2016 And og selleri i syrlig dressing 040416

For lidt tid siden fik jeg jo erhvervet mig selv en ny kogebog i form af “Den store salatbog” fra Karolines Køkken, og vi har også fået testet en af opskrifterne. Jeg lavede dog et par enkelte justeringer i opskriften som sædvanlig, men resultatet var rigtig fint og fremgangsmåden enkel, så det er ikke udelukket at vi returnerer til opskrften en anden gang.

And og selleri i syrlig dressing

2 personer

  • 1½ dl milda / cremefine / madlavningsfløde
  • 1 tsk æbleeddike, sherryeddike eller anden eddike efter smag
  • Salt og peber
  • ca. 300 g knoldselleri
  • 1 stor pære
  • 2 stilke bladselleri
  • ca. 300 g andebryst

Start med at blande dressingen, så den kan stå og trække smag. Bland milda med den valgte eddike og smag til med lidt salt og peber.

Skræl knoldsellerien (skær eventuelt skrællen af med en kniv) og skær den herefter i små tern og kom selleriternene i en skål. Kog en kedel vand og hæld over ternene. Lad det stå, mens du ordner resten.

Rens bladselleri og pære og skær begge dele i mindre stykker.

Steg andebrystet på en pande og drys godt med salt og peber.

Hæld vandet fra knoldsellerien og bland de to slags selleri samt pæren sammen i en skål. Hæld dressingen over og bland igen.

Skær til sidst andebrystet i mindre stykker og fordel på toppen af salaten, hvorefter retten er klar til servering.

I den sorte gryde

Dansk

2016 Frituredag 230316 (5)

Den anden dag havde vi fritureaften, hvilket den stakkels frituregryde ikke var helt så tilfreds med, og den så meget medtaget ud, da aftenen gik på hæld. Dagen oprandt mest af alt fordi jeg forsøger at tømme ud i alle de rester vi har i fryseren, og her havde vi blandt andet også en pakke forårsrulledej, som jeg gerne ville have brugt inden maj. Vi lavede to slags forårsruller – en variant med hakket oksekød og en med rejer. Derudover havde vi også et par andre opskrifter, som vi gerne ville teste, nu hvor vi var i gang.

2016 Frituredag 230316 (7)

Jeg ville for eksempel gerne prøve friturestegte kyllingelår, hvilket faktisk fungerede rigtig fint. Lårene blev først dyppet i æg, herefter i majsgryn blandet med krydderi, så æg igen og endelig i hjemmelavet rasp. Det vanskelige lå i at give dem længe nok i olien, så de første måtte en tur i gryden igen, fordi de stadig var lidt for røde inden i, da vi skar i dem. De smagte dog meget godt, og paneringen var vellykket.

Ledsageren ville gerne prøve “friturestegte ostechilikugler”, og de blev også rigtig fine, selvom vi vil justere en smule i opskriften eller rettere fremgangsmåden næste gang. De er faktisk meget nemme at lave, det vanskelige ligger i at få dækket osten rigtigt, for ellers går der hul under friturestegningen. En af dem fik så stort et hul, at osten helt forsvandt i oliens tåger og nok havde en del at sige om frituregrydens endelige udseende.

Friturestegte ostechilikugler

10-15 store kugler

  • 200 g cheddar
  • 1 af de helt små chilier – eller chili efter smag
  • Hvedemel
  • 1-2 æg
  • Rasp
  • Olie til friturestegning

Riv cheddarosten og hak chilien meget fint med kerner og det hele. Vi brugte en enkelt af de helt små chilier, og det gav en fin chilismag uden at blive overdøvende. Har man en stor chilitærskel, kan man forsøge sig med at komme mere i.

Bland cheddar og chili sammen og tryk dem til tætpakkede kugler.

Find tre tallerkener frem og kom hvedemel i den ene, æg i den anden og rasp i den tredje. Pisk ægget let sammen med en gaffel for at blande blomme med hvide.

Rul kuglerne først i mel, så i æg og så i rasp. Sæt dem herefter i fryseren i et par timer, hvorefter du dypper dem endnu engang i æg og så i rasp og frituresteger dem af flere omgange i olie, der er cirka 170 grader varmt.

Vi har ikke selv fået testet frysningen, men jeg tror, at det vil hjælpe det næste lag panering til at sidde bedre fast og derfor også slutte mere tæt om osten. Forhåbentlig vil det sikre, at osten ikke forsvinder under friturestegningen, så det er planen næste gang, vi skal have ostechilikugler, for smagsmæssigt var de rigtig fine.

2016 Frituredag 230316 (3)

Derudover skulle vi selvfølgelig også forsøge at lave en dessert i frituren og valget faldt på churros, som jeg ikke har givet mig i kast med før. Jeg var derfor også en del usikker på dejens konsistens, hvilket resulterede i, at dejen blev for tyk, så posen sprak, da vi forsøgte at sprøjte de tynde churros ned i den varme olie. Jeg tog det dog ikke så tungt og brugte i stedet et par skeer til at forme små ujævne churros-kugler i stedet, hvilket smagte mindst lige så godt. Gør man det på denne måde, skal kuglerne helst ikke være for tykke, da de ellers kan være for længe om at blive gennembagt.

De var sådan set enkle og hurtige at lave, og dejen kan forberedes i god tid i forvejen. Gider man ikke stå og sprøjte i stænger, så kan jeg stå inde for at andre former ikke gør noget negativt ved smagen. Traditionelt (i hvert fald de begrænsede traditioner, som jeg selv har observeret) serveres de drysset med kanelsukker samt chokoladesovs til dyppelse, men vi valgte i stedet at tage en bøtte hjemmelavet is op fra fryseren, da det var lidt nemmere at gå til. Kanelsukkeret passede dog også fint til, og det fik churros-kuglerne til at minde lidt om klatkager.

Churros

Dessert til 2-3 personer

  • 2 dl vand
  • 30 g sukker
  • Et strø salt
  • 40 g smør
  • 1 tsk vanillesukker
  • 125 g hvedemel
  • 1-2 æg
  • Olie til friturestegning

Kom vand, sukker, salt, smør og vanillesukker i en stor gryde og kog det op, indtil sukker og smør er smeltet og massen koger.

Tag gryden af varmen og tilsæt melet. Pisk med en elpisker indtil melet er inkorporeret og du har slået dampen ud af dejen. Det er vigtigt, at dejen ikke er for varm, når ægget tilsættes.

Når det ikke længere ryger og damper fra dejen, piskes det første æg i, indtil dejen samler sig. Tilsæt mere æg hvis nødvendigt. Dejen skal være fast men stadig løs nok til at den kan sprøjtes.

2016 Churros kugler 240316 (3)

Kom herefter dejen i en sprøjtepose med stjernetyl.

Varm olie op til 180 grader. Klem churros i gryden og klip eventuelt stængerne fri med en saks. Steg dem indtil de er pænt brune på alle sider – de skal eventuelt vendes undervejs. Det er vigtigt at olien ikke bliver for varm, da de så ellers bliver sorte, inden dejen er færdigbagt. Lad dem først dryppe lidt af på køkkenrulle, inden de serveres friskstegte og lune på et serveringsfad.

2016 Churros kugler 240316 (4)

Salat med perlespelt, squash, tomat og mynte

Dansk

2016 Perlespelt, squash, tomat og mynte 180316 (1)

For noget tid siden havde jeg investeret i en pakke sous vide tilberedt svineskank fra mærket “Meal quick”, som jeg havde købt i Netto til 29 kr for cirka 500 g. Nu skulle det så endelig afprøves, og jeg valgte at supplere måltidet med en salat med blandt andet perlespelt. For nu at komme hele vejen omkring kødet først, så var jeg meget usikker på mængden af kød, men benene optog faktisk ikke så meget af pladsen, som jeg havde forventet. Portionen så meget lille ud i fadet, men da det kom til stykket var der faktisk rigtig meget kød – så meget at jeg delte noget af mit med Ledsageren.

Ifølge pakningen skulle kødet have 20-25 minutter ved 180 grader, men det synes jeg slet ikke er nok. Vi gav det nok 30 minutter og næste gang får det nok snarere 45. Kødet er færdigtilberedt og meget mørt og lækkert, men det kan slet ikke nå at blive gennemvarmet på den angivne tid. Ledsageren var glad for krydringen på kødet, mens jeg syntes, at det var lige lovlig salt og pebret. Ledsageren har dog også en højere salt-tærskel end jeg har. Jeg var glad for, at vi serverede en let fraiche-dressing til, da det fjernede den overvældende del af salt-mængden.

I samme mærke kan man også få svinekæber, pulled pork og spareribs, hvor vi dog ikke har afprøvet nogle af de andre varianter endnu. Netto har dog tilbud på dem igen i denne uge, så vi købte et par ekstra svineskanke og en pulled pork til at fylde op i fryseren sammen med de svinekæber, som jeg købte tidligere. Deres spareribs så dog ikke anbefalingsværdige ud. Det var en meget lille portion til pengene og bestemt ikke nok til at mætte to personer, så vil man gerne have spareribs er der langt bedre alternativer at købe ind af.

Tilbehøret blev en overraskende vellykket salat med ovnbagte (egentlig tilberedte vi dem i Actifry’eren) grøntsager, perlespelt og mynte. Mynten gav lige den smule ekstra, der løftede retten.

Salat med perlespelt, squash, tomat og mynte

2 personer

  • 1 dl perlespelt (kan erstattes med perlebyg, brune ris e.l.)
  • ca. 250 g cherrytomater
  • 1 mindre squash eller ½ stor (ca. 200 g)
  • Salt & peber
  • En smule olie
  • 3 forårsløg
  • 1 lille håndfuld mynteblade

Opvarm ovnen til 200 grader.

Kog perlespelt sammen med cirka 1½ dl vand og tag det af varmen, når det er færdigt. Hæld eventuelt overskydende vand fra.

Mens perlespelten koger skylles og halveres cherrytomaterne og squashen skæres i tern. Vend grøntsagerne i en smule olie, hæld dem i et fad og bag i ovnen i cirka 25 minutter, indtil de er blevet bløde.

Strø en smule salt og peber i den færdigkogte perlespelt og rør rundt. Hak forårsløg og mynteblade fint og bland det sammen med perlespelten. Når grøntsagerne er færdige, blandes de ligeledes med perlespelten, hvorefter retten er klar til servering.