Tag Archive | pasta

Ovnbagt tun og broccoli

Dansk

2016 Ovnbagt tun og broccoli 180816 (1)

I går fik jeg afprøvet endnu en ny opskrift. Vores aftener er meget uberegnelige i øjeblikket – det er aldrig rigtig til at forudsige hvad tid den lille frøken er træt nok til at komme i seng. Det afhænger meget af hendes humør og dagens lure. Derfor skal aftensmaden heller ikke være alt for kompliceret at stykke sammen, og hvis det er noget, der godt kan tåle at stå i ovnen en ekstra halv time, hvis nu putningen trækker lidt ud, så er det kun et plus. Jeg faldt derfor over en opskrift fra “Den store pastakogebog” af Hilaire Walden. Proteinet var dåsetun, og da jeg brugte broccoli fra frost gjorde det kun retten nemmere. Derudover skulle der også have været brugt grillede peberfrugter fra glas, men det havde jeg ikke – i stedet brugte jeg de to peberfrugter, der lå i køleskabet og gerne ville udnyttes, inden de blev helt rynkne. Jeg tilsatte også et hakket løg til retten. Når først det hele var gjort klart og samlet, så skulle det bare have en halv times tid i ovnen. Retten kan nemt laves dagen før og bare sættes ind, når man skal spise, hvis det skal gå lidt ekstra hurtigt en dag.

Jeg kunne godt lide retten, men den manglede lidt smag, så det vil jeg gøre lidt mere ud af næste gang. Vi snakkede om at tilføje lidt bacon i tern, måske lidt presset hvidløg også kunne fungere fint. Nem at gå til var den i hvert fald, og den smagte også godt, så vi er bestemt ikke blevet afskrækket fra at servere det igen.

Ovnbagt tun og broccoli

2 personer

  • Rasp (kan udelades)
  • 100 g pasta (fx penne, skruer e.l.)
  • 200 g broccoli (gerne fra frost)
  • 1 løg
  • 2 peberfrugter
  • 1 dåse tun i vand (cirka 140 g)
  • 3 dl mælk
  • 2 æg
  • Salt & peber samt krydderier efter smag
  • ca. 70 g parmesan

Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Smør et ovnfast fad og drys det med rasp. Ryst fadet så raspen dækker det meste af bunden.

Sæt en stor gryde over med vand og salt og få det til at koge. Tilsæt pastaen og kog den indtil den er næsten færdig. Tilsæt de frosne broccolibuketter, når pastaen begynder at blive blød. Broccolien skal være tøet op, og der skal fortsat være lidt bid i pastaen, da retten skal i ovnen bagefter. Dræn vandet fra gryden og fordel pasta og broccoli i det ovnfaste fad.

Hak løget groft. Rengør peberfrugterne, fjern kerner og skær peberfrugterne i tern. Rist løg og peberfrugt på en varm pande (eventuelt sammen med en pakke bacontern). Fordel herefter grøntsagerne oven på pasta og broccoli.

Hæld vandet fra dåsen med tun og fordel tun oven på.

Bland mælk og æg sammen med krydderier i en lille skål. Riv det meste af parmesanosten ned i og rør det hele sammen, hvorefter blandingen hældes over indholdet i fadet. Drys med resten af osten samt rasp og bag retten i cirka 25 minutter, indtil den er gylden på toppen.

2016 Ovnbagt tun og broccoli 180816 (2)

Reklamer

Spaghetti med dobbelt op på svampe

Dansk

2016 Spaghetti med svampe 040816 (7)

For lidt tid siden fik vi en meget lækker pastaret, som jeg faldt over ved et tilfælde. Opskriften er fra en australsk kok ved navn Shannon Bennett, som figurerer på den australske udgave (dvs. den “ægte”) af MasterChef. Jeg følger ikke med i den danske, for det er bare noget pladder, men den australske kan jeg godt lide at se – og det var god research, dengang vi skulle på ferie i Australien (det var blandt andet her jeg stiftede bekendtskab med Adriano Zumbo).

Umiddelbart så opskriften meget enkel ud, for der var ikke så mange ingredienser involveret, men da vi så skulle i gang med at lave maden, og jeg så hvor mange gryder, man skulle have gang i, så var den alligevel lidt mere kompliceret end den så ud til ved første øjekast. Det er ikke en vanskelig opskrift, det kræver bare en del udstyr og tålmodighed, og så skal det hele laves i den rigtige rækkefølge.

Opskriften havde egentlig bare svampe til, men jeg valgte også at servere dampede bønner samt pandestegt kyllingefilet, fordi Ledsageren gerne vil have sin daglige protein, men retten kan nemt serveres vegetarisk, hvis man har lyst til det. Resultatet var meget lækkert, så det er ikke utænkeligt, at retten skal laves igen. Opskriften gav mig også anledning til at få brugt de tørrede svampe, som jeg har haft liggende i skuffen i en uendelighed med en intention om på et eller andet tidspunkt at bruge dem i en risotto. Nu blev det så til en pastaret i stedet. Opskriften skulle til 2 personer egentlig bruge 20 g tørrede svampe, men der var 30 g i den bøtte jeg havde. Jeg brugte også lidt flere friske svampe end angivet, da jeg brugte en hel bakke, og jeg skiftede løg ud med porre, fordi det havde vi i køleskabet.

Spaghetti med dobbelt op på svampe

2 personer

  • 1 porre
  • ca. 400 g friske svampe (blandede svampe eller bare almindelige champignon)
  • Olie og smør/margarine til stegning
  • 2 fed hvidløg
  • Bouillonterninger eller fond til 1 liter
  • 30 g tørrede svampe
  • 100 g spaghetti (kan erstattes af anden pasta)
  • Salt og peber efter smag
  • Eventuelt sovsejævner

Start med at klargøre grøntsagerne. Porre renses og hakkes. Friske svampe klargøres, halveres eller kvarteres og sættes til side.

Kom olie og smør i en gryde. Lad smørret smelte og tilsæt herefter porre. Pres hvidløg ned i panden. Steg indtil porrerne er bløde. Tilsæt herefter 1 liter vand og bouillonterningerne (eller færdig fond) og lad det koge op. Tilsæt de tørrede svampe og lad det hele koge i cirka 5 minutter, indtil de tørrede svampe er blevet bløde igen.

2016 Spaghetti med svampe 040816 (2)

Find en stor gryde frem til at koge spaghettien i. Sæt en sigte / et dørslag ned i og hæld indholdet fra den første gryde ned i, således at væsken fra rehydrering af svampene bruges til at koge spaghettien i. Porre og svampe sættes til side til senere.

Kog spaghettien i bouillonvandet, indtil den er næsten færdig.

Tilsæt imens nyt fedtstof til den første gryde og steg de friske svampe gyldne heri over høj varme. Kom porre og de tørrede svampe tilbage i gryden og vent på at spaghettien er færdig.

2016 Spaghetti med svampe 040816 (4)

Si spaghettien fra vandet, således at du gemmer både pasta og vand. Hæld væsken ned i gryden med de friske svampe og lad sovsen koge godt ind, så den tykner. Smag til med krydderier og tilføj eventuelt sovsejævner, hvis du gerne vil have sovsen lidt tykkere.

Til sidst tilføjes den kogte spaghetti. Bland det hele sammen og kog det op, indtil pastaen er varm og kogt helt færdig.

Server eventuelt drysset med revet parmesan og friske, grønne krydderurter.

Shopping og afslapning

Dansk

2015 Italien 9 190715 (10)

Hotel Relais Monaco har en meget imponerende morgenmadsbuffet, og de gør sig åbenbart rigtig meget i kage dernede – også til morgenmaden. Der var mindst fire eller fem forskellige slags kager, der varierede fra muffins til croissanter og noget, der mindede om skærekager. Også selvom klokken kun var 9 om morgenen, så skulle kagen da smages alligevel, og jeg må indrømme, at selvom kagen så MEGET tør ud, så smagte den sådan set udmærket. Jeg kan jo godt lide kage – men jeg tror nu alligevel ikke, at jeg gør det til en vane at få det til morgenmad.

2015 Italien 9 190715 (2)

Da morgenritualerne var overstået kørte vi hen til et stort udendørs shopping- og outletcenter, hvor de mængede sig i dyre mærkevarebutikker. Ledsageren og jeg er dog oftest for nærige til at købe mærkevarer – typisk er det stadig for dyrt efter det er sat ned – men jeg fik da købt lidt julepynt i Villeroy & Boch, for julepynt af god kvalitet til halv pris er svært at sige nej til!

Herfter tog vi tilbage til hotellet, hvor Ledsageren og jeg skjulte os på værelset i selskab med deres airconditionsanlæg, for det var som sædvanlig MEGET, MEGET VARMT udenfor. Hen under aften gik vi en lille tur på hotellets begrænsede grønne område, og selv dét var til at falde om med hedeslag af.

Hotellet set fra haven:

2015 Italien 9 190715 (8)

Grusstien ned gennem vinrankerne til den store vej:

2015 Italien 9 190715 (12)

Hyggestemning:

Aftensmaden indtog vi på hotellets restaurant, og de serverede rigitg dejlig mad. Til forret fik jeg røget laks med valnødder, hvilket vi muligvis alle gjorde den første aften. Som ret nummer to fik jeg en virkelig lækker pastaret, hvor spaghettien ligesom var knuget sammen til en lille kugle og herefter paneret og serveret på en portion kødsovs. Min mor afprøvede også denne ret næste gang vi spiste på restauranten, og det var nok vores favorit på menukortet. Ledsageren fik gnocchi i tomatsovs, som er en slags “melboller” lavet med kartoffelmos.

Til hovedret var der blandt andet oksekød, og når man bestiller mad i Italien, skal man være opmærksom på, at der kun LIGE NØJAGTIG er det på tallerkenen, som de skriver på menukortet. Mange steder skal man for eksempel bestille grøntsager ved siden af, hvis man har sådanne vegetariske tendenser. Jeg fik vist nok kylling med polenta den første aften, hvilket også var godt.

Til dessert fik jeg mille feuille (“mil føj”, hvis man skal sige det på fransk), hvilket er små puffede butterdejspakker denne gang med lidt chokoladecreme imellem. Den var okay, men ikke så fantastisk som jeg synes at den burde have været. Der var ikke så meget creme i, så butterdejen blev en del tør til sidst. Ledsageren valgte restaurantens trio af is, hvor der vist var alkohol i den ene variant, mens min far fik tiramisú (en dessert man bliver nødt til at prøve, når man er i Italien, i hvert fald hvis man kan lide kaffe). Jeg kan ikke huske hvad min mor fik at slutte aftenen af med, men det var muligvis også tiramisú.

Alt i alt var det virkelig lækker mad, som det var værd at sætte tænderne i.

Højt oppe i Italien

Dansk

2015 Italien 4 140715 (1)

Den første mandag på vores sommerferie i Italien tog vi alle afsted til et kaotisk marked i en nærliggende by. Det tog næsten en time at finde en parkeringsplads, og der var så tætpakket med mennesker og boder, for slet ikke at tale om hedebølgen, at det var næsten ikke til at være der. Ledsageren og jeg endte med at tage tidligt tilbage til lejligheden i stedet, hvor vi udnyttede den tomme svømmepøl til at få en dukkert.

Der var faktisk så varmt i Italien på det tidspunkt, at nutellaen var som en sød suppe på morgenbordet (dette er ikke ment som noget negativt – nutella er lækker i alle sine former).

2015 Italien 3 140715 (1)

Frokosten blev lidt pasta-takeaway for mit vedkommende (en meget fyldig portion med røget laks, som min mor også fik lidt af – der ville have været nok til to personer, især i den varme), mens Ledsageren fik sig en udmærket sandwich.

Til aftensmad var der rejer og krebs til forret samt pizza en masse til hovedret (og is til dessert). Det var her jeg fik min imponerende indbagte pizza, hvor jeg prøvede noget nyt, nu hvor vi var afsted på ferie, i form af artiskokker. Som man kan se på billedet, så er det øverste lag dej supertyndt, hvilket er hvad der gør pizzaen til noget særligt (i hvert fald sammenlignet med danske indbagte pizzaer).

Dagen efter var vi et par biler, der kørte på tur til en gammel kirke gemt væk højt oppe i bjergene. Der var en vældig fin udsigt. Der er en lille bus, der kører i pendulfart op og ned af den snoede bjergvej, og de fleste af os besluttede os for at tage bussen, men min far tog trapperne i stedet, og det lykkedes ham alligevel at komme først (det er selvfølgelig også nemmere på vejen ned, og han tog bussen op sammen med os andre).

2015 Italien 4 140715 (20)

Vi mødte også et lille firben:

2015 Italien 4 140715 (26)

Da vi havde set hvad vi ville, var klokken cirka 13, så der var frokost-travlt på bussen, da vi skulle op igen, og stuvende fuldt. Det bør nævnes at de italienske buschauffører ikke lader sig gå på af de lange og bratte fald ned af klippesiden, når de skal dreje de der 180 grader, så der er ingen grund til at sætte farten ned af den grund. At frygte for sit ve og vel er turist-snak, det er ikke noget italienerne gør sig i.

2015 Italien 4 140715 (28)

Frokosten indtog vi hjemme i lejligheden, hvor Ledsageren og jeg lokaliserede en udmærket cheeseburger.

2015 Italien 4 140715 (29)

Fuglene har efterhånden fundet ud af, at der er gæster på besøg, som godt kan finde på at smide brødkrummer, så der gik ikke lang tid, før vi ikke længere kunne spise i fred på terrassen.

2015 Italien 4 140715 (32)

Til aftensmad var der kødboller i tomatsovs, oste-og-pølsebord og majskolber, og desserten bestod af tiramisú samt vandbakkelser i “chokoladesovs” (det var i virkeligheden kakaoglasur).

Efter aftensmaden gik Ledsageren og jeg vores sædvanlige tur. Et billede af havne- og promonadeområdet:

2015 Italien 4 140715 (40)

Vi var dog ved at blive overfaldet af insekter, for der var SÅ MANGE, at der var hele skyer af dem, og det var ikke sjovt uforvarende at gå ind i dem, for så sad de lige pludselig alle steder! Det var helt vildt, især omkring lamperne, som det forhåbentlig fremgår af billederne:

Fødselsdag i maj

Dansk

2015 Fødselsdag 020515 (1)

I weekenden var vi til tripel-familiefødselsdag, hvor min mor, en af mine onkler og en af mine niecer blev fejret. Sidstnævnte fyldte 6 runde år (de to andre fyldte “gammel”), så hun havde fået lov til at bestemme det meste af menuen. Derfor bestod forretten af pølsehorn – samt byg-selv-rejecocktail (med melon, salat, agurk, rejer, krebsehaler og cremefraichdressing), for dem der måske gerne ville have lidt mere end det.

2015 Fødselsdag 020515 (2)

Hovedretten var spaghetti med kødsovs, hvor min mors tilføjelse af bacon dog ikke faldt helt i fødselarens smag. Den røgede essens der blafrede om kødsovsen opstod dog af andre årsager end tilstedeværelsen af bacon, men det skal pointeres at retten på ingen måde smagte brændt. Der var både almindelig spaghetti samt en variant med spinat, og derudover var der også et fad med kylling, svampe-flødesovs, edamamebønner og broccoli.

Til dessert var der en lækker jordbærkage, bestående af en god, svampet mazarinmasse med et lag chokolade, herpå kagecreme og toppet af med friske jordbær, samt lidt ekstra flødeskum ved siden af. Desserten blev serveret på lidt blandede tallerkener, hvor jeg fik den gode af dem, da der var et billede af en kat på min.

Til kaffen var der også kage, som niecen også havde udvalgt. Denne gang en chokoladekage formet som et hjerte med lys i og pyntet med glimmer, så vi alle endte med at få glimmer i hele ansigtet, mens vi spiste.

Mellem retterne lykkes det mig også at få et fint billede af min mors nyeste skud på stammen – en lille gruppe grønne asparges. De er fortsat meget små og ranglede, men vi må jo håbe at det bliver en del af aspargesmenuen til næste år.

2015 Fødselsdag 020515 (9)

Derudover havde en af mine andre onkler også taget en gave med til min mor bestående af en solcelledrevet ugle. Nu var den jo ikke ladet op i går, så det lykkes os ikke rigtig at se den i aktion, men efter sigende skulle den blinke med øjnene, når det bliver mørkt. Jeg håber at vi kan se dens evner ved selvsyn, næste gang vi er på besøg.

2015 Fødselsdag 020515 (22)

Spaghetti med løg og kylling

Dansk

2014 Aftensmad Løgpasta 301014 (4)

En fra arbejdet fortalte om en ret hun ofte spiser, og som lød meget lækker, så det måtte vi jo også teste ved lejlighed. Det kræver dog at man kan lide løg! Det er lidt en blanding af løgsuppe og en pastaret, men det fungerer rigtig godt. Kollegaen er vegetar, men jeg valgte at tilsætte nogle kyllingetern, og så serverede jeg dampet broccoli til også. Det er en meget enkel ret, men den kræver dog lidt tid, da der er en del løg, der skal hakkes og herefter steges blødt.

Jeg fik en overordnet opskrift, men mængden af pasta gættede vi os frem til, og en anden gang skal der ikke så meget i, som vi brugte. Spaghettien koges i bouillon sammen med resten af ingredienserne, og det gav en rigtig god smag til pastaen. Hvorfor det aldrig er faldet mig ind at koge pasta i bouillon ved jeg ikke, men det er i hvert fald et rigtig godt tip til en anden gang.

Retten er ikke så køn at se på, men man kan peppe den op med grøntsager, som man har lyst til, og kødet kan også erstattes med noget andet. I stedet for kyllingetern kan man servere kyllingefilet, hakkebøf eller noget helt tredje. Den er selvfølgelig også rigtig fin bare som et vegetarisk indslag (så skal man dog sørge for at koge pastaen i grøntsagsbouillon).

Spaghettien kan i teorien godt udskiftes med andre former for pasta, men det fungerer ikke rigtigt, hvis man bruger fx skruer eller pastahjul.

Spaghetti med løg og kylling

2 personer

  • 5-8 løg afhængig af størrelse
  • 70 g spaghetti
  • 100 g kyllinge- eller skinketern (kan udelades)
  • cirka ½ bouillonterning
  • eventuel sovsejævner
  • 3-500 g blandede grøntsager, dampet eller som salat

Fjern de yderste lag af løgene og hak dem groft. Kom lidt olie i en stor gryde, tilsæt løgene og lad dem stege bløde over middelvarme. Rør ikke i dem mere end højst nødvendigt.

Når løgene er klar tilsættes spaghetti, bouillin og 2-3 dl vand. Der skal kun lige være nok vand i til at spaghettien kan koges. Når den nederste del af spaghettien er blevet blød, skubbes resten af spaghettien ned i vandet med en gaffel, og der lægges låg på gryden.

2014 Aftensmad Løgpasta 301014 (3)

Kog indtil pastaen er næsten færdig og tilsæt så kyllingeternene. De er færdigtilberedte, så de skal bare varmes lidt op.

Når pastaen er færdig hældes det overskydende vand fra (pas på at alt løget ikke følger med). Jævn eventuel retten med en smule sovsejævner.

Hjemmelavet ravioli

Dansk

2012 ravioli (8)

Overført fra min tidligere blog Madelskernes Kogebog. Oprindelig udgivelsesdato: 06.03.2012.

Det blev nærmest en besættelse at få testet en opskrift på hjemmelavet ravioli. Pasta smager jo fantastisk, og så bliver man selvfølgelig nødt til at prøve at lave det selv. Det var ikke første gang jeg gjorde et forsøg, men første gang er så længe siden at den ikke længere tæller. Jeg testede opskriften på hjemmelavet pasta fra Den Store Pasta Kogebog – 365 hurtige og alsidige opskrifter af Hilaire Walden.

Jeg synes måske at opskriften komplicerede sagen unødvendigt ved at tilbyde en masse information til de mere øvede omkring typer af mel og hvilken indflydelse disse har på resultatet – jeg skulle jo bare lave en omgang pasta. Men det er sikkert interessant nok hvis man går mere op i hjemmelavet pasta end jeg gør.

Grundopskriften til en portion pasta er:

  • 200 g mel
  • 2 æg

2012 ravioli (1)

Jeg endte med at bruge cirka 2/3 pizzamel (Tipo 00) og 1/3 durummel. Resultatet blev udmærket, smagen var fin og det var ikke vanskeligt at arbejde med. Til senere installationer vil jeg eksperimentere med lidt grovere meltyper for at få lidt ekstra bid i pastaen (man kan også blande forskellige krydderier i dejen). Desto grovere mel desto sværere er det at arbejde med, så vidt jeg har forstået. Til et første forsøg er det nok bedst at holde sig til de hvide meltyper. Almindeligt hvedemel kan også bruges. Hvis det fanger din interesse at lave din egen pasta, så kan du altid indkøbe de mere specielle meltyper senere hen.

2012 ravioli (2)

De eneste ingredienser i opskriften er mel og æg, så det er til at overskue. Jeg kom det hele i foodprocessoren og kørte indtil æggene var jævnt fordelt i melet og dejen var som krummer. Derefter blev det samlet på køkkenbordet og smidt i køleskabet for at køle lidt ned. Opskriften sagde at dejen skulle have stuetemperatur ved udrulning – det havde min nok ikke helt. Jeg brugte en pastamaskine, og dejen blev skåret i mindre stykker, trykket lidt flade og herefter rullet ud på maskinen. Den første udrulning eller to resulterede i dej, der faldt fra hinanden, så jeg måtte trykke det sammen og køre det igennem maskinen igen. Dette fordi dejen ikke var lun og blød nok. Man kan også se på dejen, når den er blevet varmet op og har den rette temperatur, så det er en god idé at væbne sig med tålmodighed – eller smide dejen igennem pastamaskinen en ekstra gang.

Sørg for at bruge små stykker dej, for dejen bliver rullet meget tyndt ud og kan være svær at holde styr på i for store bider. Det er også godt at være to til at bruge pastamaskinen (én til at styre dejen og én til at dreje), medmindre man er øvet, for hvis man starter og stopper hele tiden kommer der aftryk i dejen, som man muligvis helst vil undgå.

2012 ravioli (5)

Jeg rullede et stykke dej så tyndt ud som muligt og delte herefter stykket i to, skar det til og lagde en skefuld fyld på den ene halvdel (sørg for at bordpladen er let melet). Så penslede jeg dejen rundt omkring fyldet let med en smule vand og lagde den anden del dej oven på. Så trykkede jeg dejen ned omkring fyldet. Det er vigtigt at få trykket så meget luft som muligt ud mellem de to lag pasta, så det ligger helt tæt. Herefter stak jeg raviolierne ud med en rund udstiksform, men man kan også bare skære dem ud, hvis man ikke ligger inde med noget sådan. Sørg herefter for at gå kanterne efter for at sikre, at de er lukket helt til. Placer de færdige ravioli på bagepapir (ikke stablet), så er de lettere at håndtere, når de senere skal bruges (det lærte jeg af erfaring).

2012 ravioli (6)

Jeg vil mene at pastaen herefter let kan fryses, hvis man gerne vil gemme en portion til en anden dag. Vi lavede dog det hele med det samme, så det var bare tilbage at koge pastaen i saltet vand. De falder en lille smule sammen på midten, men det var ikke så galt.

Alt i alt var det en meget simpel opskrift. Det kræver en smule teknik at få det hele samlet, og selvfølgelig er det noget nemmere at lave spaghetti, fettuccine eller noget lignende i stedet for at gå i gang med et langsommeligt samlearbejde for at få ravioli. Resultatet var nu meget tilfredsstillende, men hvis man skal lave mange er det bedre at være et par stykker om det, ellers kan det godt blive lidt kedeligt og langsommeligt at stå med.

Svampelasagne med rejer

Dansk

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (14)

De sidste par dage har vi fået en udmærket vegetarlasagne fra Den Store Diabeteskogebog af Fiona Hunter og Heather Whinney. Bare rolig – jeg kom rejer i, så helt vegetarisk var den ikke! Kylling i tern og stegt på en pande inden tilsættelse i retten kan også bruges, og ellers kan man selvfølgelig bruge den rest kød man lige ligger inde med – eller bare lave den helt vegetarisk. Den var god, men jeg var ikke helt tilfreds med resultatet, så nedenstående opskrift repræsenterer opskriften som jeg vil lave den næste gang, ikke som jeg lavede den tidligere på ugen.

Den var for det første lidt for kedelig i smagen, så næste gang vil jeg tilføje lidt friskhakket chili. Her kan man også eksperimentere med andre krydderier, men der skal i hvert fald mere knald på smagsindtrykkene. Konsistensen var ellers god nok. Derudover vil jeg også komme mindre pasta i næste gang, for så meget sovs var der alligevel ikke. Den blev lidt for meget pasta og ikke helt nok fyld.

Den tager også en del tid at lave, hvis man kun er én person, for der er alligevel meget der skal snittes og hakkes, så det er ikke en hurtig ret. Til gengæld kan man lave en stor portion og så bare genopvarme den dagen efter, hvilket vi gjorde da fredag ikke er den dag hvor jeg har mest lyst til at stå i køkkenet. Fremgangsmåden ændrede jeg også lidt i, da jeg synes det er lidt for besværligt at skulle stå og rive champignoner.

Jeg brugte 500 g svampe, da der var 250 g i en bakke. Opskriften skrev “6 tomater”, og jeg brugte 150 g cherrytomater jeg havde tilovers, men næste gang vil jeg nok komme flere i (jeg tænker også at 250 g svarer mere til 6 tomater, men jeg brugte bare det jeg havde).

Svampelasagne med rejer

3-4 personer

  • 200 g porrer
  • 3 fed hvidløg
  • 1-2 små friske chilier
  • 4-500 g svampe (enten bare champignoner eller en blanding af flere forskellige)
  • 100 g parmesanost
  • 300 g kogte rejer
  • 250 g tomater
  • 3 dl mælk
  • Salt & peber
  • ca. 1-2 spsk oregano
  • Eventuelt andre krydderier efter smag
  • Sovsejævner
  • 6 lasagneplader

Varm ovnen op til 200 grader varmluft. Find et ovnfast fad frem.

Skær top og bund af porren, rens den og skær den i ringe og hak dem groft.

Finthak hvidløg – hvidløgene kan også presses i stedet. Finthak chilien.

Rens svampene for jord og skær det nederste stykke med jord af. Hak halvdelen af svampene groft og den anden halvdel fint.

Riv parmesanosten.

Dræn rejerne for det værste vand.

Skyl tomaterne. Skær dem i kvarte og fjern de værste kerner. Bruger du de helt små tomater, burde det ikke være nødvendigt. Det kommer an på hvor meget tomaterne væsker. Skær tomaterne i tern og sæt dem til side for sig selv.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (2)

Kom lidt fedtstof i en gryde og svits porrerne. Tilsæt hvidløg, chili og alle svampene og rist det hele over høj varme indtil svampene er svundet lidt ind og meget af væsken er fordampet.

Tilsæt mælken og rør det hele jævnt. Tilsæt salt, peber, oregano og eventuelt andre krydderier efter smag. Jævn sovsen til den har tykkelse som en kødsovs.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (4)

Tilsæt cirka 3/4 af den revne parmesanost. Tilsæt rejer og tomater og rør det sammen.

Læg lasagnen sammen lagvis  i det ovnfaste fad. Start og slut med et lag sovs. Drys den resterende parmesanost på toppen og bag lasagnen i ovnen i cirka 30 minutter. Kig til den undervejs – hvis den begynder at blive for mørk på toppen, kan du dække den med sølvpapir.

Server den med en grøn salat og eventuelt et godt brød til.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (10)

Et madresumé VIII

Dansk

Nogle gange føler jeg mig ikke helt så blog-inspireret, og så er det at indlæggene hober sig op, hvilket gør det endnu mere uoverskueligt at skulle igennem så mange opskrifter. Derfor kommer der her et hurtigt madresumé af interessante retter vi har fået på det sidste.

2014 Tortilla Burger Kylling 140614 (3)

Vi holdt kombineret tortilla og burger aften (torger? burtilla?), hvor jeg lavede bøffer af hakket kylling blandet med pesto, hvilket fungerede rigtig godt. Det var et tip fra en veninde, og det kan bestemt godt anbefales. Hertil fik vi tortillas, diverse grøntsager og guacamole. Desværre var avocadoen ikke så god som jeg gerne ville have haft den, så den måtte blendes. Den anden avocado var blevet alt for moden og var dårlig, så det er svært at forstå sig på de dér firnurlige avocadoer. De smager ellers fantastisk, når det lykkes at fange dem på en god dag.

Så har vi fået kødsovs med pasta, hvor kødsovsen blev peppet op med en masse grøntsager, og pastaen blev pyntet med revet knoldselleri samt parmesanost. Måååske vil jeg hellere blande sellerien i kødsovsen en anden gang, men ellers er det en udmærket idé. Ledsageren var overbevist om at det var revet ost, da han så det første gang, og det visuelle spiller jo også en rolle, når man spiser. Ikke den største rolle, hvis man spørger mig, men en væsentlig del.

2014 Aftensmad Laks med sellerimos 190614

Vi har også fået laks, som nok er den fisk vi spiser oftest, hvilket der sikkert ikke er noget usædvanligt i. Ledsageren stegte den sprød på panden, som han er god til, og hev skindet af og formede det til en lille figur. Nogle gange sætter han skindet oven på laksen, så det bliver til en båd. Jeg ved ikke helt hvad det er denne gang – måske en bondepige med rottehaler. Til laksen fik vi lækker sellerimos og lidt blandede grøntsager strøet med revet parmesan og citronskal. Jeg er faktisk ret vild med sellerimos. Der er ikke god smag i, og så er det en super måde at få grøntsager på. Den næste dag lagde jeg skefulde af sellerimos på panden og stegte det lidt som frikadeller – mest for at lune det op igen, men en sprød stegeskorpe er heller ikke af vejen.

2014 Aftensmad Dampet dim sum 220614 (1)

I går fik vi så en helt særlig søndagsmenu, da Ledsageren jo i forbindelse med indkøb af vores dampkoger efterspurgte dampede dim sum. I sidste uge var jeg så en tur inde i byen, hvor jeg slog vejen forbi en asiatisk butik og købte fire forskellige slags dim sum, som vi så fik i går. De blev alle dampet i dampmaskinen. De store runde boller var med noget svampefyld, men de var nok de mest skuffende. Der var ikke nok fyld i forhold til dej og ikke nok smag i – der kan jeg meget bedre lide de ande dim sum jeg selv lavede på et tidspunkt. Min favorit var de små brune dimser, hvori der vist var en hel reje samt lidt grøntsager viklet ind i wonton-dej. Der var god smag i, og den hele reje fungerede rigtig godt. Så var der små fiskeboller, der også var fine, og de små helt hvide dimser havde også noget rejefyld. Det var dog vist hakket reje eller lignende. De smagte ganske udmærket, og det hele fik 15 minutter i dampkogeren direkte fra frost. De store boller var gennemvarme, men de kunne godt lide have haft et par minutter længere.

Jeg havde jo set mig nødsaget til at købe fire forskellige slags, så der var noget at vælge imellem, så det hele er nu pakket om, og så har vi til to omgange til i fryseren. Vi supplerede vores dim sum med ris og lidt pandestegte grøntsager (squash, løg, hvidkål og gulerod). Risen tilberedte vi også i dampkogeren, for det skulle jo også prøves. Jeg kan måske ikke sige at risen blev bedre af den grund, men den blev i hvert fald ikke ringere, og det er jo nemt at kunne tilberede det hele i én dampkoger. Grøntsagerne kunne man også have dampet, men jeg havde mere lyst til noget stegt.

2014 Aftensmad Dampet dim sum 220614 (2)

Italiensk aften på skibet

Tidsstempel: 5. april 2014

2014 AUS 050414 På havet (28)

Lørdag var den første dag af to i streg, hvor vi skulle være på havet, så vi startede naturligvis med at sove længe – ligesom alle de andre gæster om bord. Der var proppet i buffetrestauranten da vi endelig nåede til morgenmaden, og det var meget svært at finde et ledigt bord. Jeg fik en lidt blandet morgenmad bestående af et pocheret æg, en hashbrown kartoffel, lidt stegte svampe, lidt bacon og et rigtig lækkert brød med tørret frugt. Derudover lykkedes det mig også at fotografere meget af morgenmadsbuffetens udvalg.

Omkring kl. 10.30 var der endnu en spændende demonstration i Centrum, som vi tog hen og kiggede på. Denne gang var det rengøringspersonalet, der viste hvordan de laver de fine håndklædedyr. De udvalgte to frivillige, som hver blev assisteret af en ansat efter behov, mens en tredje ansat demonstrerede i midten. Jeg optog det meste af demonstrationen og har siden også øvet mig på de viste dyr. Det kræver øvelse at få dem helt rigtige, men af første forsøg synes jeg mine dyr ser udmærket ud.

Et blik på Centrum:

2014 AUS 050414 På havet (18)

Lidt senere igen holdt kokkene endnu engang grillparty ved poolen, og denne gang syntes vi at vi måtte prøvesmage varerne. Der var dog fyldt rigtig godt op ved bordene, så vi måtte helt ind i buffetrestauranten for at finde en plads. Kokkene stod og grillede ét sted, og et andet var der stillet borde op med diverse kød og tilbehør, som jeg dog ikke nåede at få et billede af, da man stod i kø ned langs bordene og måtte tage hvad man havde lyst til, når man nåede til det, og så var der ikke tid til at vente på nogen, der gerne ville fotografere maden.

Ledsageren samlede sig en burger og en hotdog samt et godt stykke kød, mens jeg prøvede deres hakkebøffer, marinerede kyllingelår og barbecue ribs. Sidstnævnte var nok min favorit. Dertil fik jeg en art coleslaw, som var udmærket, samt kartoffelsalat, stegte kartofler, bløde løg til bøfferne og diverse grønt. Tomaterne er nu ikke så gode om bord – de er meget vandede i smagen. Herefter delte vi en mindre kagetallerken.

Solnedgang på skibet:

2014 AUS 050414 På havet (26)

Om aftenen spiste vi på skibets tredje specialitetsrestaurant Giovanni’s Table, hvilket, som navnet nok antyder, er en italiensk restaurant. Der var en meget dunkel belysning, så billederne blev ikke så gode. Indretningen er lidt mørk og gammeldags, og desserten er allerede sat frem på små rulleborde, hvilket ser meget hyggeligt ud (jeg måtte også lige hen og tage et par billeder), men jeg havde måske nok foretrukket at min dessert blev opbevaret på køl indtil umiddelbart før jeg skulle have den, hellere end at den står ved stuetemperatur i hvem ved hvor mange timer.

2014 AUS 050414 På havet (27)

Til at starte med fik vi serveret et brød med oliven og hvidløg, hvor jeg dog ikke kunne smage hvidløg men hvor oliven til gengæld var meget tydelige. Det var nok ikke mit favoritbrød, men det var heldigvis muligt også at lokalisere brødskiver uden oliven.

2014 AUS 050414 På havet (30)

Til brødet blev der ikke serveret smør men i stedet olivenolie, som tjeneren hældte op i en lille tallerken. Herpå tilføjede han en smule balsamico, muligvis baseret på portvin, og til sidst et drys friskrevet parmesan (de river den friskt henover tallerkenen). Der er mange der godt kan lide at få olie på deres brød, men personligt synes jeg det smager grimt. Jeg bryder mig ikke om konsistensen, og jeg synes ikke det gør noget for smagen. Jeg prøvede, men jeg synes det smagte dårligt.

2014 AUS 050414 På havet (29)

På restauranten kan man få to former for servering. Individuelt på egne tallerkener eller ”family style”, hvor retterne placeres i midten af bordet, og så kan man tage selv og dele som man har lyst. Ledsageren og jeg valgte at dele de fire første retter (vi bestilte to hver).

I første omgang havde Ledsageren bestilt carpaccio, som var meget fint og tyndtskåret, og jeg havde bestilt en ret med varm mozzarella. Jeg tænker at brødet blev ristet, mozzarellaen omviklet med prosciutto og herefter bagt lidt i ovnen. Det var meget enkelt og smagte rigtig godt, så det skal vi nok have afprøvet når vi engang kommer hjem.

I anden omgang havde Ledsageren bestilt risotto med svampe og asparges. Den var godt lavet og smagte rigtig godt, men den var lidt kedelig i sig selv. Der var ikke andre svampe i retten end dem man ser strøet på toppen, og to asparges rækker ikke så langt. Hvis vi ikke havde fået andet, ville det have været meget kedeligt. Heldigvis havde jeg bestilt nogle pandekager fyldt med ricotta og spinat serveret på lidt bolognese, og det var også ret lækkert, så som en samlet pakke fungerede det fint.

Til hovedretten fik vi hver vores ret, da vi her havde meget forskellige ønsker og egentlig ikke var så interesseret i det den anden fik serveret. Ledsageren fik en god bøf serveret med pomfritter, sovs og broccoli, mens jeg fik en pastaret med en cremet radicchio- og pancettasovs. Retten smagte rigtig godt, men det var begrænset hvor meget jeg kunne smage pancettaen, og radicchio lagde jeg slet ikke mærke til. Jeg ville nok gerne have haft lidt store stykker pancetta i, så man rent faktisk kunne se ingredienserne, i stedet for at det hele forsvandt i én stor sovs.

2014 AUS 050414 På havet (41)

Når vi spiser i hovedrestauranten får vi selvfølgelig udleveret menukort, og da de sparer på papiret om bord, så kan man hver anden dag vende menukortet rundt og se hvad der serveres dagen efter. De resterende dage er der gårsdagens menu, hvis nogen skulle være i tvivl. Dagen før vores besøg på Giovanni’s Table havde jeg derfor til min rædsel observeret at hovedrestauranten ville servere pavlova – og så lige den aften, hvor vi ikke var der! Det lamenterede jeg lidt over foran vores tjener, som sagde at hvis jeg spurgte tjeneren i Giovanni’s Table, så ville de hente pavlova til mig. Det gjorde jeg så, og selvom han først skulle tjekke med sin manager om det var i orden, så hentede de faktisk to gange pavlova til os, så det var jo super service. Han vendte tilbage til mig og sagde, ”It can be done”.

2014 AUS 050414 På havet (40)

Vores hoveddessert denne aften var derfor pavlova med kiwi og jordbær. Den smagte godt, og marengsmassen var meget blød og cremet, i modsætning til de marengs med creme og frugt, som vi serverer herhjemme. Begge udgaver smager dog godt, så jeg ved ikke om jeg foretrækker den ene frem for den anden.

Men vi skulle naturligvis også smage restaurantens egne desserter, og her havde de blandt andet cannoli på menukortet, og dét skulle jeg jo også prøve. Jeg har efterhånden set Cake Boss lave rigtig mange cannolis, så nu måtte jeg jo se hvad det var for noget. De smagte nu ikke som jeg havde regnet med. De var meget smuldrende og ikke sprøde som for eksempel florentinere eller anden friturestegt dej, så jeg blev egentlig lidt skuffet. Jeg troede de ville have været sødere og sprødere. Mon ikke jeg alligevel får prøvet at lave mine egne engang.

Ledsageren fik en art trifli med amarena kirsebær, hvor han gav udtryk for at han var overrasket over hvor lidt smag der var i desserten. Derudover blev han også nødt til at smage deres tiramisú, som han sagde smagte lige så godt som den han tidligere havde fået serveret i hovedrestauranten, men at han var lidt skuffet fordi han havde forventet lidt mere, når nu den blev serveret i den italienske restaurant. Det er jo nok i grunden den samme person der har lavet begge desserter.

Efter maden tog vi ned i teatret for at se den sene udgave af aftenens underholdning. For en gangs skyld var der masser af frie pladser, så alle kunne komme til at sidde ned – alle andre gange har vi stået nede ved indgangen og kigget henover folk. Underholdningen var et komedieshow, som var udmærket. Han jonglerede også lidt og kom med lidt selvironisk humor. Det var det første show på skibet vi har set i fuld længde (første visning starter normalt kl. 19, og vi er typisk først færdige med at spise omkring kl. 19.20), så det er jo også værd at skrive hjem om.

2014 AUS 050414 På havet (45)