Tag Archive | marcipan

Drømmekage i luksusudgave

Dansk

Luksus drømmekage

I sidste uge havde Ledsageren og jeg en tid på hospitalet til endnu en vækstscanning af babyen (hvilket gik helt fint, og hun har indhentet lidt af sin vækstkurve, så de vurderede hende til cirka 2800 gram), og i den forbindelse endte jeg med at tage med Ledsageren på arbejde, da det passede bedre med at vi kørte derud sammen i stedet for at han kom hjem og hentede mig eller at jeg tog bussen, hvilket ville resultere i en 40 minutters ventetid for mig, da bussen fra os og ud til hospitalet ikke kører særlig tit – og de dage, hvor jeg gladeligt gik hele vejen derind, er lagt lidt i dvale i øjeblikket grundet vraltende omstændigheder. Men så blev jeg selvfølgelig nødt til også at bage kage til Ledsageren og hans kolleger, da det ikke er til at sige, hvornår jeg ellers får overskud til det igen.

Kagen skulle dog helst ikke være alt for kompliceret, så jeg ledte efter en god skærekage at forsøge mig med. Det endte med opskriften på “Luksus-toscakage” fra Markus Grigos “Grigos hjemmebag – i tykke skiver og store mundfulde”. Den var god, men der er nogle ting, som jeg vil gøre anderledes en anden gang, og så synes jeg ikke det er en toscakage, når han kommer så meget kokosmel i. Det er i min optik altså en drømmekage, hvilket heller ikke er noget at kimse af.

Jeg fulgte opskriften ganske nøje, og jeg er altid stor modstander af, når en drømmekage kun har et skrabet lag fyld på toppen – så kan man lige så godt lade være med at bage den. Det værste er når man ligefrem kan se bunden igennem kokosfyldet – så bliver det snarere en pinagtighed. Men jeg synes måske alligevel i dette tilfælde, at mængden af fyld ikke helt passede til mængden af bund – jeg ville faktisk gerne have haft mere bund! Bunden er også god, da det ikke er en tør og kedelig sandkage men en mazarinkage, så der er god mening i også at lade den smage igennem.

Luksus drømmekage

Opskriften nedenfor er sådan som jeg vil lave kagen en anden gang. Jeg har skåret lidt ned i sukkermængden, forhøjet ingredienserne til bunden samt fjernet de nødder, der kommer i bunden, da jeg synes det er unødvendigt, når der allerede er så mange nødder i fyldet. Det kan også tilføjes, at de lidt syrlige, tørrede tranebær passede rigtig godt til, og det gør intet hvis man kommer til at tilføje lidt ekstra af dem. Det giver et godt modspil.

Drømmekage i luksusudgave

Ca. 8-10 store stykker

Mazarinbund:

  • 250 g marcipan
  • 150 g sukker
  • 2 citroner eller 3 lime
  • 200 g blødt smør
  • 3 æg
  • 50 g hvedemel

Kokosfyld:

  • 150 g mandler (kan erstattes med hasselnødder eller andre nødder)
  • 80 g kokosmel
  • 150 g brun farin (kan erstattes med sukker)
  • 100 g honning (kan erstattes med brun farin / sukker)
  • 2 dl mælk
  • 200 g smør
  • 70 g tørrede tranebær
  • 100 g hvedemel

Varm ovnen op til 200 grader og fór en rugbrøds- eller springform (cirka 26 cm i diameter) med bagepapir.

Kom marcipan og sukker i en skål og ælt det sammen med hænderne.

Riv citron/lime ned i skålen og tilføj det bløde smør samt æggene. Pisk det til en ensartet masse med en elpisker.

Luksus drømmekage

Tilsæt til sidst melet og vend det hele sammen.

Hæld dejen i bageformen og glat overfladen. Bag kagen i 20-25 minutter, indtil den er let gylden på toppen og en kødnål eller lignende er ren, efter du har stukket den i kagen. Sæt hefter kagen til side og lad den køle af, mens du laver fyldet.

Luksus drømmekage

Hæld kogende vand over mandlerne og smut dem. Hak dem groft eller fint efter behag.

Opvarm en gryde uden fedtstof. Hæld de hakkede mandler i og rist dem let. Tilsæt kokosmel og lad det riste kortvarigt med – pas på at kokosmelet ikke brænder på, da det godt kan gå stærkt.

Tilsæt de resterende ingredienser til fyldet og lad det koge over lav varme. Massen ser lidt tynd ud til at starte med, men når hvedemelet har fået lov til at koge op, tykner det. Lad massen koge igennem i nogle minutter, så melsmagen forsvinder. Fordel herefter fyldet på kagen og sæt kagen til afkøling i et par timer (eller natten over).

Kagen smager bedst, når den har stuetemperatur.

Reklamer

Julesmåkagebagning 2015

Dansk

2015 Småkagebagning 281115 (10)

I år er det os, der står for at afholde juleaften, så derfor bager jeg ikke så mange småkager i starten af december – hvilket føles lidt mærkeligt og tomt i småkagedåserne! Lidt måtte det dog nødvendigvis blive til, for Ledsageren blev jo nødt til at få et par dåser med på arbejde, ellers kommer de andre bare efter ham.

2015 Småkagebagning 281115 (5)

Af de nye varianter i år lavede jeg havregrynssmåkager med sukat & hvid chokolade samt nogle med marcipan & nougat. Derudover blev det også til kokosmakroner, som på nogle punkter var meget enkle at tilberede og på andre meget tidskrævende.

2015 Småkagebagning 281115 (20)

Ledsagerens favoritsmåkage (selvom jeg egentlig synes det snarere er et stykke konfekt) er millionærsnitterne, som jeg i år også lavede med tørrede tranebær, og så forsøgte jeg mig i at tilsætte en smule salt til karamellen. Jeg ved ikke helt, om det gjorde den store forskel, men de smagte i hvert fald rigtig godt som sædvanlig. Det lykkedes mig at lade være med at brænde den kondenserede mælk på (hvilket sker meget nemt og i løbet af ganske få uopmærksomme sekunder), men jeg fik ikke kogt karamellen så længe som jeg plejer, så den blev lidt til den lyse side. Det gjorde dog ikke så meget.

2015 Småkagebagning 281115 (1)

For noget tid tilbage forsøgte jeg at lave en is med cookie dough, da den fra Ben & Jerry smager fantastisk, men det lykkes mig aldrig at finde den rigtige opskrift på rå småkagedej (den fra Ben & Jerry smager godt, hvilket jeg generelt IKKE synes at rå småkagedej gør, heller ikke de opskrifter jeg selv har fiflet med). Jeg tror det er fordi, at jeg kommer mindre sukker i mine småkager. Men derfor havde jeg altså en halv rulle småkagedej i fryseren, som jeg skar ud og dryssede med hakkede nødder og kanelsukker, så det blev nok til en slags jødekage.

2015 Småkagebagning 281115 (17)

Derudover havde jeg i fryseren også en lille pakke marcipan med chili og chokolade, som jeg blandede med lidt vanille galliano, rullede til kugler, dyppede i mørk chokolade og dryssede med blendede pistacienødder. De blev vældig dekorative, synes jeg, og blev også vel modtaget af Ledsagerens kolleger.

TIl juleaften bliver der sammensat lidt ekstra konfektstykker og småkager (vi har efterhånden også fået spist alt det, som jeg indtil nu har nået at bage), men der går i hvert fald en uge endnu, før jeg går i gang med de sidste forberedelser.

Dobbelte chokolade-småkager

Dansk

2015 Småkagebagning 281115 (4)

To af årets julesmåkager er baseret på en opskrift fra “Kokkens bog om cookies” af Hilaire Walden. Det eneste, som jeg rigtig ændrede på, var smagsgiverne. Jeg lavede to gange grundopskrift, og til den ene dej tilsatte jeg sukat samt hvid chokolade (og pyntede dem med smeltet mørk chokolade) og til den anden dej tilsatte jeg nougat og marcipan.

Jeg synes at sukat passede rigtig godt til – det gav et lidt sødt/syrligt/sejt islæt, så jeg vil helt sikkert prøve at få bagt nogle flere småkager med sukat på et tidspunkt. Varianten med nougat og marcipan blev også rigtig god, men begge ingredienser er ret bløde at arbejde med, så egentlig burde jeg have smidt dem lidt på frys, inden jeg skar dem i tern og så blandede dem i dejen. Som det nu var, så blev det hele snarere mast sammen, hvilket gav dejen en helt anden tekstur, så det nærmest blev en anden småkage. De smagte dog stadig meget godt, og jeg forsøgte så vidt muligt at bibeholde de forskellige farver i dejen, så man skal passe på med ikke at blande det alt for voldsomt sammen.

Twist din småkage

15-20 stk, afhængig af størrelse

  • 115 g smør
  • 115 g sukker
  • 1 tsk vanillepulver (kan udelades)
  • 1 æg
  • 150 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • Et strø salt
  • 75 g havregryn

Fyld 1:

  • 150 g grofthakket hvid chokolade
  • ca. 100 g sukat

Fyld 2:

  • 150 g marcipan, skåret i tern
  • 150 g nougat, skåret i tern

Fyld 3:

  • 150 g grofthakket hvid chokolade
  • 150 g grofthakket mørk chokolade

Fyld 4:

  • 150 g marcipan, skåret i tern eller 150 g grofthakket hvid chokolade
  • Revet skål af et par citroner eller lime

Opvarm ovnen til 180 grader varmluft. Læg bagepapir på to bageplader.

Kom smør i en skål og pisk det lyst og blødt. Tilsæt sukker og vanillepulver og pisk det godt sammen. Tilsæt æg og pisk det igen til en ensartet masse.

Bland hvedemel sammen med bagepulver og salt i en anden skål og rør det i smørblandingen.

Klargør det fyld du gerne vil bruge. Vælg 1 udgave fyld til 1 portion af småkagedejen.

Tilsæt havregryn samt det valgte fyld til dejen og bland det sammen.

2015 Småkagebagning 281115 (3)

Brug et par skeer eller dine fingre til at sætte småkageklatter på bagepladerne. Tryk dem lidt flade.

Bag én plade af gangen i cirka 10-15 minutter, indtil de er gyldne.

Lad småkagerne afkøle og pynt dem eventuelt til sidst med smeltet chokolade.

2015 Småkagebagning 281115 (11)

Kokosmakroner

Dansk

2015 Småkagebagning 281115 (9)

En af årets julesmåkager er kokosmakronen. Jeg nærstuderede internettets forslag til hvordan en sådan skal tilberedes og endte med at prøve en opskrift, der efter sigende skulle være afstedkommet fra Mette Blomsterberg. Jeg valgte dén, fordi jeg gerne ville have en opskrift, der inkluderede marcipan. Jeg er dog ikke specielt imponeret over resultatet. Jo, kokosmakronerne smager fint, men jeg kan på ingen måde smage marcipanen, og så synes jeg egentlig det er lidt spild at komme det i. Her nedenfor gengiver jeg opskriften, som jeg eventuelt vil lave den næste gang, det vil sige at marcipanmængden er fordoblet i forhold til hvad jeg kom i denne gang. Man kan også bare udelade den – eller tilføje en anden spændende smagsvariant eller julekrydderi, som man nu lyster.

Det er faktisk utrolig nemt at lave kokosmakroner – i hvert fald selve dejen, da man bare skal bruge sukker, æg og kokosmel, eventuelt marcipan og måske chokolade til at dyppe bundene i. Det svære er at forme dem til små toppe, som jeg jo selvfølgelig insisterede på at gøre. Det tog lang tid. Man kan jo også bare klemme massen sammen til små kugler, men juletræsformen er da noget mere dekorativ.

Jeg fandt også opskrifter, der udelod æggene og i stedet kom kondenseret mælk i, hvilket sikkert også kan fungere rigtig godt. Jeg har dog ikke testet hypotesen, og så tænker jeg, at man nok skal udelade noget af sukkeret, hvis man bruger kondenseret mælk, for kondenseret mælk er meget sødt. Jeg udelod i forvejen 100 g sukker i min udgave af opskriften. Det bliver også en overraskende stor portion, for selvom 300 g kokosmel lyder af lidt, så fylder det meget.

Kokosmakroner

Ca. 50 stk.

  • 200 g marcipan
  • 200 g sukker
  • 300 g kokosmel
  • 3 æg
  • 200 g chokolade til at dyppe bundene i (kan udelades)

Læg marcipanen på frys i et stykke tid og riv den herefter groft. Alternativt kan du også bare skære den i små tern eller mase den sammen med resten af ingredienserne.

2015 Småkagebagning 281115 (7)

Kom sukker, kokosmel og æg i en skål, tilsæt marcipan og rør eller ælt det hele sammen til en sammenhængende masse. Sørg for at æggene er godt fordelt, da det er dette, der holder sammen på det hele. Sæt det på køl i et par timer.

Opvarm ovnen til 180 grader og kom bagepapir på en bageplade.

2015 Småkagebagning 281115 (8)

Form kokosmassen i den ønskede form og sæt de små kokostoppe på bagepladen. Jeg tog en klump op og maste den godt sammen til en oval masse, hvorefter jeg gentog processen indtil jeg havde en ti stykker, som jeg herefter formede til små juletræer. Samlebåndsarbejdet fik det til at føles som om, at hele processen tog knapt så lang tid, for det tager rigtig lang tid at forme 50 små juletræer! Dejen er meget skrøbelig, så det kræver lidt forsigtighed at arbejde med den.

Bag herefter kokosmakronerne i cirka 10-15 minutter, indtil de er gyldne.

Lad småkagerne køle helt af, og smelt herefter chokoladen og dyp bundene heri. Når chokoladen er størknet, kan de spises. Det er bedst at bruge lidt ekstra chokolade, så man ikke skal tørre de sidste kokosmakroner henover bunden i håbet om at få dem alle dækket, da det ikke giver et så pænt resultat (se Eksempel 1 yderst til højre på nedenstående billede). På den anden side bliver du jo nødt til selv at spise alle de kokosmakroner, som ikke lever op til standarden.

2015 Småkagebagning 281115 (13)

Det store påskebord

Dansk

2015 Påskefrokost 030415 (44)

I anledning af påsken havde mine forældre inviteret til en mindre påskefrokost. Når jeg siger “mindre”, så mener jeg at der kun var omkring 10 serveringer, plus det løse. Menuen behøver jeg ikke gå så meget i dybden med, da der blev udleveret menukort, som kan ses her:

2015 Påskefrokost 030415 (7)

Mine favoritter var nok – udover de søde indslag, selvfølgelig – æggeretterne (selvom vagtelæg smager præcis som almindelige hønseæg, så er de da noget mere festlige at se på, og så får de rejerne til at se enorme ud), majsklatkagerne med røget laks (og den røgede laks var vitterligt så rød, som den ser ud til at være på billedet, så der florerede rygter om at det i virkeligheden var røget ørred, hvilket dog muligvis udelukkende var grundløse beskyldninger) og kyllingelårene, men der var naturligvis ikke nogle dårlige retter på bordet. Tærten havde også en god smagssammensætning, den lidt “unge” tærtebund til trods.

Desserten var en dejlig smuldrekage, hvilket man vist heller aldrig kan gå helt galt i byen med (og det er underordnet at hver gang man forsøger at fotografere en smuldrekage, så ligner det mest en klat et-eller-andet på tallerkenen – køn er smuldrekagerne ikke, men frugt, knas og fløde går op i en højere enhed smagsmæssigt), og til kaffen var der intet mindre end tre kager. Den ene var en meget lækker hjerteformet mandel-appelsinkage, den anden en god nougatlagkage (jeg var tidligere på dagen blevet erhvervet til at lave små påskekyllinger af marcipan, hvilket var mit bidrag til årets påskefrokost, mens Ledsageren fik lov til at skære laks i skiver), og den sidste kage var en hjemmelavet citronmåne. Jeg var lidt i tvivl omkring citronmånen for den var en anelse klæg i midten, og jeg kunne ikke helt vurdere om det var meningen, da vi jo ikke havde smagt kagen før, og der var meget marcipan i den. Næste morgen satte min far lidt kagerester på bordet, og her havde citronmånen sat sig helt perfekt, så det var i virkeligheden bare et spørgsmål om tid.

Der var nok mad til at brødføde en mindre hær, så 6 voksne og 4 børn gjorde ikke de helt store indhug. Vi har i øjeblikket lidt kagerester i fryseren til en anden god dag, hvor vi synes at vi skal mindes påsken 2015.

Det var en rigtig god frokost med mange spændende retter, og jeg tror nok at jeg nåede hele vejen rundt, også selvom jeg var meget mæt bagefter, og der var overraskende nok ingen af os, der skulle have aftensmad senere.

Nytår 2014

Dansk

2014 Nytår 311214 (1)

Med en del forsinkelse kommer her 2014s sidste middag, som blev indtaget hos mine forældre. Vi lavede lidt sammenskudsgilde, hvor vi hver sørgede for nogle retter, og mine forældre sig af drikkevarerne. Jeg tog mig selvfølgelig kærligt af desserten, og så sørgede vi for fondue til hovedret, da det ville Ledsageren og jeg gerne have. Vi tog velkomstdrinken med, og så lavede vi også lidt sushi til forret. Vi havde planlagt det hele meget nøje med lister over hvad der skulle laves og så videre – og alligevel opdagede vi først ved ankomst at vi havde glemt to af ingredienserne til velkomstdrinken og ikke mindst olien til fonduen! Heldigvis lå mine forældre inde med supplementer, så det hele gik fint i sidste ende, men der kan man så lære at uanset hvor meget man har forberedt sig, betyder det ikke at man ikke alligevel glemmer det hele på køkkenbordet.

Velkomstdrinken var alkoholfri, da jeg jo ikke drikker alkohol. Sidst vi var i Tyskland havde vi købt nogle spændende sirupper, blandt andet en passionsfrugtsirup, og bagpå flaskerne står der forslag til drinksservering, både med og uden alkohol. Vi prøvede så én, hvori der skulle citronsaft, æblesaft, passionsfrugtsirup og sprite. Den smagte meget godt, så det kan tænkes at det bliver gentaget en anden gang.

Velkomstdrinken blev indtaget til dronningens nytårstale, hvor min mor også havde forberedt nogle små snacks. Der var tre små varianter: Den ene var kamelkød med æble og så var det vist en figenkompot af en art. Der var små stykker brød med mynte-/ærtepuré og rejer, og den sidste snack var små stykker brød med svampehalløj, chorizopølse og blåbær. De smagte alle tre godt og så vældig festlige ud. Det er nok ikke så tit at man får kamelkød!

Herefter var første servering vores sushianretning, der dog ikke blev helt så vellykket som jeg gerne ville have den. Rullerne hang ikke helt så godt sammen, og jeg synes ikke at der endte med at være nok smag i. Det var okay, men jeg var ikke tilfreds med det. Jeg synes det er svært at få sushi til at smage lige så godt som på de gode sushirestauranter, men det er så nok også derfor at det tager mange år at uddanne sig som sushikok. Det er vist en hel videnskab bare at koge risene.

2014 Nytår 311214 (16)

Næste ret stod mine forældre for, da de gerne ville have kronhjort til nytår, her serveret med en lækker grøntsagsmos, blomkål, stegt rosenkål, blåbær og en alkoholfri sovs baseret på kirsebær i stedet for rødvin. Det var også rigtig godt – og selvom kødet var lækkert, var min favorit nu nok alligevel grøntsagsmosen. Det kan jeg egentlig spise meget af.

Derefter blev der sat fondue på bordet, og vi havde klargjort et væld af muligheder. Der var cocktailpølser, kalkun og oksekød, bacon man selv kunne vikle om det man havde lyst til, brune champignoner (de er lidt mere festlige end de hvide), peberfrugt, minimajs, løg, asparges, og måske mere end det, men jeg husker ikke så langt tilbage i tiden. Der var også en blandet grøn salat som tilbehør samt fire dressinger i form af tzatziki, salsadressing, løgdressing og en almindelig creme fraiche dressing. Efter at vi havde spist os mætte i det meste, blandede jeg en tempuradej sammen, og så kom der lidt tempuragrøntsager i gryden. Vi havde også lavet en slags arancini-riskugler (vores var bare firkantede, da vi har en dims, der kan gøre det!) med ost inde i midten. Risfirkanterne blev dyppet i æg og herefter i rasp for til slut at frituresteges i fonduegryden. De blev også ganske fine, synes jeg. Min mor eksperimenterede med at gøre det samme med en champignon, hvilket hun også sagde fungerede fint, men jeg var på daværende tidspunkt for mæt til at gøre eksperimentet efter, så det må blive en anden gang. Umiddelbart lyder det dog meget lækkert.

2014 Nytår 311214 (29)

Efter vores fondue-eventyr holdt vi pause inden desserten blev sat på bordet. Desserten var naturligvis aftenens vigtigste måltid! Jeg havde lavet en treenighed af lækre desserter, for skal der være fest, så skal der være fest i stor stil. Jeg lavede minipavlovaer, der blev fyldt med flødeskum, mango, blåbær og kiwi, créme brûlée med marcipan og den mest fantastiske chokoladekage, der går under navnet gateau marcel. Dén kommer der måske en opskrift på en af de følgende dage. Jeg synes desserten blev meget god i år, og jeg synes ikke den var alt for stor – året før havde jeg brugt for store glas til at servere i, og så ender det hele altid med at fylde lidt mere end intentionen var. Denne gang synes jeg det var meget passende – men det var alligevel godt at vi alle ventede med at spise gateau marcel til sidst, da den var MEGET chokolade (og derfor også helt fantastisk), så vi var alle sammen fyldt helt til randen, da den sidste bid blev klemt ned. Jeg kunne nu godt spise lidt mere af den lige nu …

2014 Nytår 311214 (35)

På det tidspunkt var klokken over 10, så vi havde efterhånden spist i fire timer! Vi satte os forsigtigt i sofaen for at slå mave, og omkring midnat blev der fundet kransekage samt fyldte chokolader frem, som mine forældre også supplerede. Normalt bager jeg nytårskransekagen selv, men jeg har stadig kransekage fra året før i fryseren, så jeg syntes ikke at jeg ville bage nyt førend det gamle var spist (det ligger der forresten stadig).

Kransekagen blev nydt til midnat sammen med champagne, hvorefter vi gik udenfor for at se på fyrværkeriet. Der var mange flotte raketter, også selvom vi holdt nytår langt ude på landet.

2014 Nytår 311214 (36)

Næste morgen stod vi ikke alt for tidligt op og klemte morgenmaden ned, selvom det ikke var fordi at vi gik rundt og sultede. Det er utroligt hvor meget mad man egentlig kan spise på en enkelt aften.

2014 Nytår 311214 (37)

Mine forældre havde været på udsalg i dagene mellem jul og nytår, og her havde de købt en lille gave til os, som man jo ikke kan undvære når man elsker nutella så meget som jeg gør. Der findes nemlig en helt særlig nutella-kniv, med navn og det hele på skaftet. Knivens krumning skal eftersigende være sådan, at man kan få selv den sidste nutellarest op af glasset.

2014 Nytår 311214 (30)

Kattene var også kommet med til nytår, og de tog det ganske pænt. De klarede sådan set nytårsaften meget bedre end dagene op til, hvor især stakkels Monty blev forskrækket flere gange, når der pludselig farede en raket i vejret. Jeg tror at de bliver mere forskrækket når det er en enkeltstående høj lyd, end når det er noget der står på hele aftenen – så bliver det nok til baggrundsstøj. Oliver var selvfølgelig lidt genert, som han altid plejer at være, og gemte sig inde i soveværelset meget af tiden, men han sneg sig dog også ind i stuen for at være med engang imellem. Monty tog aftenen ganske roligt og overtog vores pladser så snart vi rejste os, for det måtte jo betyde at det var hans tur.

2014 Nytår 311214 (19)

Kirsebærmazariner

Dansk

2014 Kirsebærmazariner 301114 (25)

En af de større småkager fra denne sæson er baseret på en opskrift fra “Kager, desserter og konfekt: Stjernestunder og gæster” af Inge Skovdal, Peter Kofod og Gitte Heidi Rasmussen fra Odense Marcipan. Jeg lavede en del ændringer af forskellige årsager. I anledning af julen blev jordbærrene udskiftet med dessertkirsebær og den foreslåede bund blev udskiftet med en nøddemørdej. Til bunden brugte jeg min mørdejsopskrift fra min opskrift på millionærsnitter. Jeg havde desværre nogle småproblemer med mørdejen, fordi jeg ved en fejl ikke fulgte opskriften, så mørdejen blev meget smuldrende. Heldigvis lader jeg mig ikke slå ud af små ting, så resultatet blev at jeg vendte mazarinerne på hovedet og kom chokoladeovertræk på mørdejen i stedet for på mazarintoppen – det holdt bedre sammen på det hele, og selvom resultatet blev noget anderledes, så smagte de stadig godt.

Jeg forsøgte at lave dem så små som muligt, men det er lidt svært at finde forme små nok, og de skal jo stadig være store nok til at det hele kan være i. Der er både mørdejsskal, kirsebær og mazarinmasse, så der var ikke meget plads at give af. De kan derfor også nemt bruges som eftermiddagssnitter – bare i en ny og anderledes form. Det blev til en lidt stor mundfuld – men det er okay, når de også smager godt.

Kirsebærmazariner

ca. 30 store småkager

  • 1 lille portion mørdej
  • 1 lille glas dessertkirsebær
  • 100 g blødt smør
  • 100 g sukker
  • 125 g marcipan
  • 2 æg
  • 50 g mel
  • ca. 300 g chokolade til overtræk

Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Smør eller fór formene – fx linseforme eller minimuffinforme. De kan eventuelt også bages i en bradepande og skæres ud efter bagning.

Kom smør, sukker og marcipan i en skål og pisk det blødt og cremet. Pisk æggene i ét af gangen og pisk til slut melet i.

2014 Kirsebærmazariner 301114 (6)

Rul mørdejen ud og stik den ud med en udstikker eller et glas, der er lidt større end formene. Kom dejstykkerne i formene.

Dræn kirsebærrene og fordel kirsebærrene på mørdejen.

2014 Kirsebærmazariner 301114 (13)

Kom mazarinmassen i en sprøjte- eller frysepose og fordel det på toppen af kirsebærrene i et jævnt lag. Glat det ud med en kniv.

2014 Kirsebærmazariner 301114 (15)

Bag kagerne i ovnen i cirka 20 minutter, eller indtil mazarinmassen og mørdejen er blevet gylden.

Lad kagerne køle helt af, hvorefter chokoladen smeltes og fordeles på toppen af mazarinkagerne.

Årets julesmåkagehøst 2014

Dansk

2014 Årets julebagning 301114 (1)

Årets julesmåkagebagning er overstået, og det blev til en lang weekend! Forrige weekend stod jeg i køkkenet næsten hele dagen – fra jeg blev færdig med morgenmaden til aftensmaden stod på bordet. Men der kom en stor portion småkager ud af det, så det var det hele værd! Forhåbentlig får jeg lagt nogle af opskrifterne på bloggen i løbet af måneden, men der var også et par gengangere iblandt, så de må nøjes med at blive nævnt her.

Jeg lavede selvfølgelig Ledsagerens favoritsmåkage millionærsnitten med tørrede tranebær. Bunden var igen en mørdejsbund med nødder.

Så lavede jeg juleflødeboller, hvor vandet i siruppen blev udskiftet med appelsinsaft, og i marcipanbundene blev der blandet lidt kanel. Bundene blev overtrukket med mørk chokolade, skummet dækket af lys chokolade, og til sidst blev der drysset lidt finthakket pistacie på toppen. De så vældig festlige ud og smagte også godt.

Jeg gentog også succesen med Grigos kanelsmåkager med nødder, og de var også vældig populære på arbejdet, hvor flere faktisk spurgte efter opskriften. Der kommer godt nok også rigeligt med kanel i! 60 g lyder måske ikke af så meget, men det er næsten en hel pose!

Den sidste jeg vil nævne her er nok nærmere konfekt end småkage. Den var egentlig ikke planlagt, men jeg havde nogle rester marcipan fra nogle af de andre ting jeg havde bagt, så det blev til en hurtig resteløsning. Det fungerede nu udmærket, især da jeg pyntede det færdige resultat som små gaver. De blev også vældig festlige.

I bunden er der marcipan blandet med kirsebærsaft (en rest fra et glas dessertkirsebær). Bundene blev bagt let i ovnen. Herefter blev der pålagt dessertkirsebær (som jeg også havde tilovers fra noget andet), og dænget til med mazarinmasse fra en anden opskrift. Til sidst blev det hele bagt indtil mazarinmassen var let gylden, og efter afkøling blev konfektstykkerne pyntet.

Hjemmelavede flødeboller

Dansk

2011 Flødeboller 130511 (17)

Overført fra min tidligere blog Madelskernes Kogebog. Oprindelig udgivelsesdato: 25.03.2012.

Flødeboller er en fantastisk opfindelse, især når det er rigtig god kvalitet. Men flødeboller af rigtig god kvalitet er meget dyre – så hvorfor ikke lave dem selv? Det er faktisk meget nemmere end man måske tror. Jeg har selv lavet flødeboller en del gange efterhånden, og de er altid forsvundet temmelig hurtigt.

2011 Flødeboller 130511 (8)

Man kan købe de der tynde, langtidsholdbare vaffelbunde i diverse specialbutikker på nettet, Kop & Kande og Panduro, men jeg synes det letteste er at tage en rulle marcipan og skære den ud i skiver af en passende tykkelse. Det smager meget bedre end en tynd vaffelbund. Jeg har også prøvet at bage marcipanbundene i ovnen først for at give dem en smule knas, og jeg bruger også nogle gange småkager som bunde. Her kan man jo også snyde lidt og købe nogle færdige småkager, hvis det var. Hvis man vil have lidt ekstra fyld, kan man smøre nutella, nougat eller noget andet på bunden før flødebolleskummet kommer på. Der er faktisk utallige måder at variere det på.

2011 Flødeboller 130511 (9)

Opskrift på flødebolleskum

  • ½ dl vand
  • 150 g sukker
  • ½ dl sirup
  • ½ stang vanille
  • 2 bægre pasteuriserede æggehvider
  • 1 spsk sukker

Vand, de 150 g sukker og sirup kommes i en gryde og koges op til temperaturen 120 grader.

2011 Flødeboller 130511 (2)

Vanillestangen flækkes og vanillekornene skrabes ud. Vanillekornene skrabes sammen med det sidste sukker.

Æggehviderne piskes stive, hvorefter vanillesukkeret kommes i og der piskes igen indtil sukkeret er inkorporeret.

2011 Flødeboller 130511 (5)

Når siruppen har den rigtige temperatur, hældes den i æggehviderne mens man pisker. Man skal herefter piske æggehvidemassen konstant indtil massen er kølet ned. Den opskrift jeg fandt sagde 10 minutter og indtil massen er kold, men jeg plejer at stoppe når det har den rigtige, tykke konsistens og det er kølet pænt ned. Massen må ikke være varm når det påføres bundene.

2011 Flødeboller 130511 (7)

På dette step kan man tilføje andre smagsvarianter hvis man har lyst. Man kan vende fintrevet chokolade i (sørg for massen er helt kold hvis du vil have chokolade i, da den ellers bare smelter) eller tilsætte finthakkede nødder, revet citron, lakridspulver, frysetørrede jordbær eller hindbær – eller hvad man nu har lyst til. Det eneste man skal passe på med er at tilføje væske (fx citronsaft), da dette kan gøre flødebolleskummet alt for flydende, hvilket resulterer i flade flødeboller (hvilket dog også kan smage godt).

2011 Flødeboller 130511 (10)

Herefter kommes flødebolleskummet i en sprøjtepose (eller frysepose) og sprøjtes i toppe på de valgte bunde. Det kræver en smule øvelse at finde den rette mængde, men man lærer det undervejs. Bundene sættes på en bageplade og kommes i en forvarmet ovn, ca. 200 grader, og får lige et par minutter. De skal ikke blive gyldne, de skal blot sætte sig en lille smule. Hold øje med dem – de skal ikke have særlig lang tid.

2011 Flødeboller 130511 (12)

Chokoladen smeltes og tempereres hvis man har tid og tålmodighed. Mørk chokolade virker bedst, da det størkner hurtigere, men jeg har lavet flødeboller med alt fra hvid, til lys, til mørk chokolade, så der er ikke krav om noget. Flødebollerne kan godt dyppes i den smeltede chokolade (hold fat i bunden og dyp dem med hovedet nedad) – 95% af tiden ryger skummet ikke af! Jeg har oplevet det en enkelt gang – men så må man jo bare prøvesmage de ubrugelige rester. Det er nemmest hvis man laver en stor portion – desto større skål man har med smeltet chokolade, desto nemmere og hurtigere er det at dyppe dem. Det er også muligt at sætte flødebollerne på bagepapir og så med et par skeer dække dem med chokolade – det har jeg også prøvet. Man finder selv den måde der virker bedst for én.

Hvis man ønsker kokos eller andet på flødebollen, skal man ikke vente for længe med at komme det på, da chokoladen størkner hurtigt.

Og herefter er flødebollerne klar til spisning.

2011 Flødeboller 130511 (15)

Gammeldags æblelagkage

Dansk

2014 Gammeldags æblelagkage 090914 (11)

Den anden dag var det Ledsagerens fødselsdag, og det betød selvfølgelig at han skulle have kage med på arbejde. Da han elsker gammeldags æblekage og vi har kælderen fyldt med hjemmelavet æblemos, så lå det lige til hvad der skulle serveres. Fødselsdagslagkagen bestod af makronbund, hjemmelavet jordbær/ribssyltetøj, æblemos, chokolademousse, almindelig lagkagebund, syltetøj, æblemos, mousse, bund, og så mousse på toppen og pyntet med tørrede æbleringe. Den blev vældig lækker, skønt moussen var en smule tynd, men det gik.

2014 Gammeldags æblelagkage 090914 (9)

Toppen af kagen pyntede jeg med en ny sprøjteteknik jeg havde set andetsteds og tænkte at jeg måtte prøve, og det var egentlig ikke så svært, som jeg måske havde frygtet. Udseendet blev ikke helt perfekt, men for et første forsøg synes jeg at resultatet var udmærket.

2014 Gammeldags æblelagkage 090914 (6)

Makronbunden var baseret på en ny opskrift på makronbund jeg var faldet over, og den smagte også rigtig godt, men næste gang skal den nok have ved lavere varme i længere tid, for den nåede ikke rigtig at blive sprød før den blev brun på toppen, og en makronbund skal jo helst være lidt sprød. Jeg har efterhånden i mange år ledt efter den helt perfekte opskrift på makronbund uden endnu at have fundet den.

Overordnet set blev lagkagen dog rigtig god, og bedømmelsen lød på at man godt kunne smage at det var gammeldags æblekage i lagkageform, og så er det jo svært at bede om mere.

2014 Gammeldags æblelagkage 090914 (12)

Makronbund

1 bund

  • 100 g mandelmel / fintblendede mandler (med eller uden skal)
  • 200 g marcipan
  • 3-4 æggehvider
  • 100 g sukker

Varm ovnen op til 180 grader. Smør en form let.

Blend mandlerne fint, hvis du laver mandelmelet selv.

Skær marcipanen i små tern. Alternativt kan du rive den.

Pisk æggehviderne stive nok til, at du kan vende skålen på hovedet uden at fyldet falder ud. Jeg brugte 3 bægre pasteuriserede æggehvider, hvilket løb op i 3 3/4 æggehvide, da jeg med 2 bægre kun ville få 2½.

2014 Gammeldags æblelagkage 090914 (2)

Tilsæt sukkeret til æggehviderne og pisk æggehviderne til en tyk marengs.

Tilsæt marcipan og mandelmel og fold det hele forsigtigt sammen.

Fordel marengsmassen i bageformen og bag bunden i cirka 25 minutter indtil den er gyldenbrun.

2014 Gammeldags æblelagkage 090914 (5)