Arkiver

Glædelig forsinket nutelladag

Dansk

2017-curie-ballonen-250217-1

Den 5. februar er international nutelladag, og vi fejrede dagen på behørig vis på det rette tidspunkt, det er bare først nu, at jeg lige når til at fortælle bloggen om det. Og findes der nogen bedre måde at gøre det på end at inkludere nogle andre nutella-relaterede historier, som jeg også har liggende?

Når man har en baby i huset, så er der ikke altid overskud til de store gastronomiske udfoldelser, så jeg genbrugte en nutellaopskrift fra tidligere år, der dog ikke var blevet ringere i mellemtiden.

For noget tid siden havde vi også en lille nutellatest herhjemme, hvor vi testede tre forskellige chokolade-smørepålæg: Den oprindelige nutella, Rema1000s egen “nøddecreme” og EasIs’ “sundere” udgave.

2016-nutellatest-100916-2

Vi var generelt ikke så vilde med den fra EasIs. Den smagte ikke rigtig af noget, hverken af hasselnødder eller kakao, og så syntes vi at den var alt for olieret og flydende. Hvis man gerne vil have FORNEMMELSEN af at spise nutella, så kan man måske godt bruge den, men smagsmæssigt gav den ikke rigtig noget retur, og egentlig konsistensen var også problematisk. Den er vist mest til dem, der gør en stor indsats for at spise sundere.

Rema1000s nøddecreme var væsentligt bedre, men stadigvæk ikke lige så god som originalen. Konsistensen var lidt grynet og ikke så glat og homogen, som den rigtige nutella, men smagen var okay. Den kom tæt nok på nutellasmagen til at man godt kan servere den til rundstykkerne, hvis man samtidig gerne vil betale lidt mindre for det. Vi prøvede også senere at komme produktet på is, og her fungerede det bare slet ikke, men på rundstykker er Rema1000s nøddecreme OK.

2017-nutella-cheesecake-260217-1

Den rigtige nutella var dog stadig favoritten, og vi oplevede endnu en af dens gode egenskaber, da vi besøgte mine forældre i weekenden. Min mor serverede cheesecake til dessert, men ikke en hvilken som helst cheesecake – nej, det var en nutella-cheesecake. Meget simpel i sin konstruktion bestående af en kiksebund og så ellers bare nutella rørt sammen med philadelphia/flødeost og serveret flødeskum, men det gjorde bestemt ikke skade på nogen. Den var meget mættende, men den smagte til gengæld fantastisk. Det lykkedes mig at tiltuske mig retten til at få resterne med hjem, så man kan være sikker på, at kagen gik til et godt formål.

Da vi besøgte mine forældre, gæstede vi også en lille livsstilsmesse, som mine forældre havde fået gratis billetter til. Der var nu heller ikke særlig mange smagsprøver, men den lille frøken fik sig en gratis svæveballon, som hun var meget fascineret af. Hun synes generelt at balloner er sjove, men vi er altid lidt nervøse omkring dem, for hun har tendens til at forsøge at spise dem, og når den første ballon sprænger, så har vi balladen.

2017-curie-ballonen-250217-4

Reklamer

Men de vil så gerne have at vi køber lidt mere

Dansk

2016 Babystartpakke 180416

Hvis man kan få fingrene i småbørnsfamilierne allerede fra starten, så kan man potentielt sikre sig faste kunder i mange år fremover. Det har diverse butikskæder luret for længst, og der er derfor flere steder, hvor man kan få en gratis babystartpakke – eller “gratis” er måske lidt at strække den, for nogle steder skal man give dem både adresse, email-adresse samt telefonnummer, så man kan kontaktes, og lader man sig lokke af Babysam, så skal man også give tilladelse til at alle mulige andre end Babysam må kontakte én. Man skal ALTID læse det med småt, inden man bestiller noget på nettet, der er “gratis”, og det er uanset om det er babystartpakker eller noget andet.

Vi har fået slæbt 4 babystartpakker med hjem. Fra Rema1000, Fakta, Babysam og Føtex. Lidl har også en, men der ligger ikke en Lidl tæt på os, så den har vi ikke fået fat på. Hvis vi når omkring det, så sætter jeg den på listen her.

Rema1000: Der var ingen problemer med at hente den i butikken. Man skulle godt nok opgive diverse oplysninger ved bestilling, men ved afhentning spurgte vi bare efter den, og så var det dét. Indholdet var også rigtig fint, og man følte virkelig, at man fik noget brugbart. Der var for eksempel en hel pakke (cirka 25 stk) bleer til nyfødte, en hel pakke skumvaskeklude (50 stk), en fin lille bamse og en hel flaske babyshampoo. Det var en rigtig fin pakke, der gav lyst til at komme igen i butikken.

Fakta: Her var man tvunget til at skrive sig op til deres nyhedsbrev, og man skulle give dem sit mobilnummer, hvorefter man modtog en kode på sin mobil (som skal være en smartphone), hvorefter man skulle vise koden på mobilen i butikken. Ret omstændeligt, især hvis man ikke har en smartphone eller programmet af en eller anden grund ikke virker, når man står nede i butikken, ligesom det skete for os. Så kan man bare gå igen. Heldigvis kom vi forbi en anden Fakta i løbet af dagen, hvor det virkede, og så fik vi babypakken med hjem. Selve indholdet var OK, men bestemt ikke noget særligt. Der var en knapt så tiltrækkende plyselefant i samt en masse bittesmå vareprøver, blandt andet vaskemiddel til én vask, samt en pakke med fem bleer. Ja ja, så har man lidt småtterier at komme i pusletasken, men jeg følte ikke, at vi fik noget af værdi eller noget som vi sådan rigtig kunne bruge til noget. Vi kunne jo ikke lade være med at sammenligne med pakken fra Rema1000, og så syntes vi egentlig ikke, at der var så meget i. Fakta påstår, at deres startpakke har en væsentlig større værdi end den fra Rema1000 (125 kr versus cirka 80), men vi synes nu at det var omvendt, uanset hvad Fakta påstår.

2016 Gratis plysdyr 190416

Babysam: Startpakken fra Babysam var rent til grin, når det nu skal siges rent ud, især i betragtning af hvor mange rettigheder man skulle fraskrive sig for at modtage den. Der var mest af alt reklamer i, inklusive et “værdibevis” der skal bruges inden årets udgang, hvor man kan få 100 kr i rabat ved køb af ikke-nedsatte varer til minimum 400 kr (hvilket jeg ikke synes er noget særligt, når Babysam samtidig er den babybutik, der typisk sælger samme vare som andre steder til den dyreste pris). Derudover var der en sut og en pakke med fem vådservietter, og så et enormt monstrum af en specialbygget blespand, men ingen medfølgende (specialdesignede) bleposer, så vi kan ikke engang teste om spanden virker bedre end den pedalspand vi købte for 100 kr i Biltema. Det skal siges, at de dér specialdesignede bleposer er MEGET dyre, så hvis de ikke engang vil overtale os ved at lade os teste dem gratis, så ryger deres dyre blespand direkte i skraldespanden (det var muligvis tænkt, at der skulle følge et par bleposer med, men vi fik i hvert fald ikke nogen). Jeg kan virkelig ikke påpege nok gange, hvor dybt latterlig en babystartpakke det var. Der var INTET i andet end Babysams varme luft.

Føtex: Føtex’ babystartpakke fik vi hentet i går, og den var også rigtig fin. Det er den hvis indhold figurerer i toppen af indlægget. De kører med et koncept, som de kalder “føtex for de små”. Når man melder sig ind, får man en velkomstgave, og er man gravid kan man også få en startpakke. Velkomstgaven var rigtig fin, og vi fik valget mellem en lille båd til badekaret, en vandkande eller en mariehøne fra BRIO. Førstnævnte har vi allerede købt i IKEA, så jeg valgte sidstnævnte. I selve startpakken var der en stor pakke bleer til nyfødte (38 stykker), vådservietter, en lille bodystocking og nogle andre små ting. Her føler man også, at man får noget ud af at dukke op, og jeg synes at velkomstgaven var af rigtig fin kvalitet.

Babystartpakkerne fra Rema1000 og Føtex var klart de bedste. Den fra Fakta kan man tage med, hvis man gerne vil fylde sin pusletaske op med vareprøver til farten. Man får mere ud af at lade den fra Babysam blive stående i butikken – man sparer mere ved at springe bilturen over. Sammenligning har også vist, at Bilkas “Levevis”-mærke produceres af nøjagtig samme virksomhed, der producerer Faktas “Minirisk”, så går man op i at købe et af de produkter, kan man lige så vel købe det dér, hvor det er billigst.

Salat med perlespelt, squash, tomat og mynte

Dansk

2016 Perlespelt, squash, tomat og mynte 180316 (1)

For noget tid siden havde jeg investeret i en pakke sous vide tilberedt svineskank fra mærket “Meal quick”, som jeg havde købt i Netto til 29 kr for cirka 500 g. Nu skulle det så endelig afprøves, og jeg valgte at supplere måltidet med en salat med blandt andet perlespelt. For nu at komme hele vejen omkring kødet først, så var jeg meget usikker på mængden af kød, men benene optog faktisk ikke så meget af pladsen, som jeg havde forventet. Portionen så meget lille ud i fadet, men da det kom til stykket var der faktisk rigtig meget kød – så meget at jeg delte noget af mit med Ledsageren.

Ifølge pakningen skulle kødet have 20-25 minutter ved 180 grader, men det synes jeg slet ikke er nok. Vi gav det nok 30 minutter og næste gang får det nok snarere 45. Kødet er færdigtilberedt og meget mørt og lækkert, men det kan slet ikke nå at blive gennemvarmet på den angivne tid. Ledsageren var glad for krydringen på kødet, mens jeg syntes, at det var lige lovlig salt og pebret. Ledsageren har dog også en højere salt-tærskel end jeg har. Jeg var glad for, at vi serverede en let fraiche-dressing til, da det fjernede den overvældende del af salt-mængden.

I samme mærke kan man også få svinekæber, pulled pork og spareribs, hvor vi dog ikke har afprøvet nogle af de andre varianter endnu. Netto har dog tilbud på dem igen i denne uge, så vi købte et par ekstra svineskanke og en pulled pork til at fylde op i fryseren sammen med de svinekæber, som jeg købte tidligere. Deres spareribs så dog ikke anbefalingsværdige ud. Det var en meget lille portion til pengene og bestemt ikke nok til at mætte to personer, så vil man gerne have spareribs er der langt bedre alternativer at købe ind af.

Tilbehøret blev en overraskende vellykket salat med ovnbagte (egentlig tilberedte vi dem i Actifry’eren) grøntsager, perlespelt og mynte. Mynten gav lige den smule ekstra, der løftede retten.

Salat med perlespelt, squash, tomat og mynte

2 personer

  • 1 dl perlespelt (kan erstattes med perlebyg, brune ris e.l.)
  • ca. 250 g cherrytomater
  • 1 mindre squash eller ½ stor (ca. 200 g)
  • Salt & peber
  • En smule olie
  • 3 forårsløg
  • 1 lille håndfuld mynteblade

Opvarm ovnen til 200 grader.

Kog perlespelt sammen med cirka 1½ dl vand og tag det af varmen, når det er færdigt. Hæld eventuelt overskydende vand fra.

Mens perlespelten koger skylles og halveres cherrytomaterne og squashen skæres i tern. Vend grøntsagerne i en smule olie, hæld dem i et fad og bag i ovnen i cirka 25 minutter, indtil de er blevet bløde.

Strø en smule salt og peber i den færdigkogte perlespelt og rør rundt. Hak forårsløg og mynteblade fint og bland det sammen med perlespelten. Når grøntsagerne er færdige, blandes de ligeledes med perlespelten, hvorefter retten er klar til servering.

Den store smørtest 2014

Dansk

2014 Smørtest 061214 (1)

Der er nogle der går gennem livet og mener at mærkevarer er bedst. Det gør jeg ikke. Jeg kunne aldrig drømme om at købe mærketøj, med mindre det er stærkt nedsat, og slet ikke hvis designet er således at jeg skal gå rundt som en omvandrende reklamesøjle for deres produkt. Firmaer betaler for reklameplads, det er ikke noget forbrugeren skal betale for.

De samme principper gør sig gældende indenfor madvarer. Jeg køber ikke den dyre vare, med mindre jeg rent faktisk VED at den smager bedre (det er bestemt ikke alle varetyper der er ens, uanset pris og mærke, så nogle gange er den højere pris acceptabel). I sidste uge var Lurpak-smør på tilbud til 9 kr., så vi købte lidt ind af det. Jeg havde stadig en halv pakke Budget-smør (fra Bilka) tilbage i køleskabet, så jeg besluttede mig for at vi skulle teste hvorvidt Lurpak-smør rent faktisk ER bedre. Derudover havde vi også en pakke Tusindfryd smørbar samt en fra Bakkedal, så der blev gjort klar til den store smørtest.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at man kan smage forskel på smør og smørbar, så vi testede de to muligheder i hver kategori. Jeg smurte til Ledsageren, og Ledsageren smurte til mig, så vinderen blev fundet ved blindsmagning. Hver deltager fik en karakter fra 1 til 5, og vi valgte hver en vinder af hver kategori.

Vi kunne konstatere, at de to typer smør smagte meget ens, og at det var marginalerne der afgjorde, hvorvidt den ene eller den anden blev vinder. Interessant nok foretrak vi begge to Budget-smørret fra Bilka. Vi foretrak også begge to Bakkedal, selvom Bakkedal og Tusindfryd igen mindede rigtig meget om hinanden. Vi kan dog sige at i længden er Bakkedal bedre, da der er mere smør i dette produkt, hvorfor det forbliver fast i længere tid. Tusindfryd bliver lidt mere “flydende”, når det har stået ude et stykke tid, hvilket også forringer smagen en smule. Derudover smager de to produkter ens.

Vi var dog også begge enige om, at rigtigt smør smager bedre, men i dagligdagen foretrækker vi smørbar grundet den smørbare konsistens direkte fra køleskabet.

Vores lille test beviser derfor at der ikke er nogen grund til at spendere penge på de dyre mærker, for man kan alligevel ikke i nogen væsentlig grad smage forskel.

2014 Smørtest 061214 (2)

Jordbærkoldskål

Dansk

2014 Koldskål 220514 (2)

I sidste uge stod der også jordbærkoldskål på menuen. Jeg har aldrig været så vild med den almindelige koldskål, men jordbærkoldskål smager fantastisk. Koldskål er egentlig ikke som sådan specielt usundt – det usunde består i de mange sukkerfyldte kammerjunkere man smider ned i. Nogle gange kommer vi også frisk, skivet jordbær i, men det havde vi ikke denne gang. Det kan jo også bruges til at mindske behovet for kammerjunkere. Næste gang vi skal have jordbærkoldskål overvejer jeg at bage mine egne kammerjunkere, hvis jeg kan finde en bedre opskrift end sidst. Jeg tænker at bruge mandelmel til det for at få lidt ekstra smag i. Jeg synes det er svært at finde den helt rigtige kammerjunk. Denne gang brugte vi kammerjunkere fra Tylstrup, og da jeg havde en rest koldskål tilovers i dagene efter men løb tør for kammerjunkere, så investerede jeg i en pose mini kammerjunkere fra Karen Volf, hvilket var udmærket, da jeg så kan lave en sammenligning.

Jeg synes dem fra Tylstrup smagte af mere, hvilket dog måske kan komme fra sukkeret. Dem fra Karen Volf havde cirka dobbelt så meget salt i som de andre, og det kunne også smages. Det var ikke en ubehagelig saltsmag, men det var egentlig det eneste, som kammerjunkerne smagte af. Her havde Tylstrup lidt mere gods i sig, uden at de dog hellere smagte af så meget. Vi har også prøvet dem med fuldkorn fra Tylstrup, men ærligt så synes vi ikke de er det værd. De har en underlig eftersmag, smager generelt ikke godt og konsistensen er også mærkelig. Det var faktisk så galt at vi smed resten af posen ud, og jeg er normalt typen, der hellere vil tvinge mig selv til at spise noget mindre attraktivt færdigt end smide det ud, men her gad vi altså ikke byde os selv det. Jeg synes der er noget meget dominerende i fuldkornsmelet, som går ind og ændrer hele koldskålsoplevelsen på en for mig dårlig facon. Men jeg savner lidt mere smag i kammerjunkerne, så derfor tror jeg at jeg skal gøre et nyt kammerjunkeforsøg næste gang, og jeg synes at nøddemel må kunne bidrage væsentligt til smagen.

2014 Koldskål 220514 (3)

Jeg her efterhånden eksperimenteret lidt med min jordbærkoldskål og her nedenfor følger den udgave, som jeg nok efterhånden kan betegne som “den endelige udgave”.

Jordbærkoldskål

3-4 personer

  • 1 liter kærnemælk
  • 1 liter vanilleyoghurt (jeg bruger cheasy med lavt fedt- og sukkerindhold)
  • ca. 800 g frosne jordbær
  • 1 banan
  • eventuelt sukker efter smag

Lad de frosne jordbær tø lidt op og blend alle ingredienserne sammen. Jeg blender dem typisk af flere omgange, da der ikke er plads til det hele i én blender. Bananen giver ekstra sødme til retten uden brug af sukker. Man kan godt smage at der er en anderledes smagsnuance i, men banansmagen er ikke dominerende, og jeg synes ikke at man kan smage det er banan, med mindre man virkelig smager efter.