Tag Archive | fødselsdag

Regnbuer

Nu er den dejlige Frøken Curie blevet 4 år, og hun var så vild med den regnbuekage, som jeg bagte til hende sidste år, at hun længe har snakket om, at hun også ville have en i år. Men jeg kan nu godt lide at lave nye kager, så jeg lavede en ny slags regnbue. Jeg forsøgte mig endnu engang med marengs, selvom det vist nogenlunde aldrig er lykkes mig at bage en marengs, som har fungeret som den skulle. Men denne gang fik monstrummet fire timer i ovnen ved 100 grader, og så måtte den stå i en kold ovn indtil vi skulle bruge den næste dag! Så kunne den lære det. Og så blev den også knastør, som den skulle.

Jeg fyldte den med chokolademousse og friske bær, og så serverede vi flødeskum til, fordi både chokolademoussen og ikke mindst marengsen kan være temmelig tørre. Men den blev faktisk rigtig flot, og den smagte også fint. Og nu har jeg mere mod på at prøve at lave marengs igen en anden gang, og det er også en god ting, for den er glutenfri. Vi har fået lovning på den sædvanlige sankt hans dessert, hvis vi ellers får lov til at fejre det hos mine bedsteforældre, som vi efterhånden har fået tradition for, og her er der også marengs, flødeskum, jordbærskum, is, og hvad desserten nu ellers fyldes med af lækre sager, så det håber jeg, at jeg kan begynde at glæde mig til.

Der var engang en fødselsdag

Ja, ja, for det meste når jeg til det i sidste ende alligevel, også selvom det tager mig et halvt år. Det er meget uoverskueligt at have 2000 billeder liggende i en mappe, mens de bare venter på at blive sorteret og komme på bloggen. Men så må jeg jo prøve at ordne et par stykker i ny og næ, og så kan det være at jeg når til bunds i det engang. Eller også starter jeg forfra igen, når vi rammer det nye år. Vi får se.

Men her er i hvert fald Lilleskattens fødselsdag. Ak ja. Det er jo snart længe siden, at den store mus blev 3 år. Vi havde et travlt program på selve dagen. Det var fridag, og jeg tog Frøken Curie med i zoo, mens Ledsageren blev hjemme for at samle gaven.

Vi så de små nye kapivarunger. Og også nogle kyllinger.

Da vi kom hjem var Ledsageren NÆSTEN færdig med sin del af overraskelsen, mens vi andre var våde, fordi det havde regnet. Der er jo nok andre, som også har fødselsdag den dag.

I samarbejde med Mormor og Morfar gav vi den lille frøken en STOR storpigeseng, som hun var – og er – meget glad for. Galileo lagde også hurtigt beslag på sengen, og der er stadig lidt kampe engang imellem om hvem der ejer den – Frøken Curie eller Galileo.

Jeg havde også lovet Lilleskatten en regnbuekage til sin fødselsdag, hvortil jeg naturligvis mente til hendes fødselsdagsfest, men det var hun ikke helt enig i, så jeg måtte jo arrangere lidt med noget regnbuekrymmel. Vi havde en travl weekend, så vi fik lidt hurtig kage på selve dagen i form af en køberoulade pyntet med flødeskum, bær og en masse krymmel.

I weekenden kom min familie på besøg, og SÅ var der regnbuelagkage. Bundene blev rigtig fine, og de blev lagt sammen med en cheesecakecreme og pyntet med chokolademousse og friske bær. Den blev vældig fin, når jeg nu selv skal sige det, og havde et rigtig flot snit. Den var meget tung i det, men den smagte dejligt. Og den er egentlig heller ikke så svær at lave, når bare man har skåle nok.

Dragebrøl

Dansk

Familien kom forbi for at fejre Frøken Curies fødselsdag. Vi havde valgt at starte dagen med brunch, så der eventuelt også kunne være plads til en lur bagefter, hvis Lilleskatten var i humør til det. Brunchbordet bestod af diverse oste og pølsepålæg, græsk yoghurt med blåbær og sirup, lyst brød og rugbrød, grøntsagsstave, pølser og spejlæg på grillen, leverpostej med sky og agurk, kaffe, te og juice, og til dessert var der lagkage med citronfromage og chokolademousse.

Et af Lilleskattens første ord var “drage”, og hun har været ret glad for “Lille Røgmand”, der figurerer i hendes store bog om Rasmus Klump, så jeg forsøgte at lave en lilla drage til toppen af kagen. Han hang lidt med vingerne, men da jeg introducerede ham for Lilleskatten, så kunne hun med det samme se, at det var en drage, så jeg synes at det var mission fuldført. Vi må se, hvor hendes interesser tager os hen næste år.

Fire kager og en frøkens fødselsdag

Dansk

Så er jeg endelig nået til billederne af den lille frøkens fødselsdag. Hun fik lov til at smage lagkage for første gang, selvom hun nu stadig var mest begejstret for de brombær, som kagen var pyntet med.

Jeg havde bagt tre kager, da min familie kom forbi, men jeg var nu ikke helt tilfreds med dem. Der var en nutellacheesecake med hindbær, som smagte rigtig godt (kan man forvente andet af nutella?), men den smeltede, inden vi nåede at spise den, så køn endte den med ikke at være. Der var en citronkage, som var OK men egentlig ikke smagte af så meget, selvom jeg havde overhældt den med en masse citronsirup (til gengæld så den flot og skinnende ud), og jeg syntes, at lagkagen også var lidt til den bløde side, så jeg frygtede hele tiden at den ville smatte sammen. Den blev dog stående, i hvert fald indtil vi havde fået skåret det første stykke.

Ledsageren fik også en kage med på arbejde tidligere på ugen, der bestod af en chokoladekage med hakkede hasselnødder bagt i en særlig bageform, der havde form som en pakke. Sløjfen på pakken var lavet med appelsin-mazarinmasse, som var blevet frosset natten over, for at sikre at det hele ikke bare flød sammen, når jeg hældte chokolademassen i. Det gik egentlig OK med at få kagen ud af formen, i hvert fald efter at Ledsageren havde sendt os andre ud af køkkenet, så han kunne hamre formen i bordet i fred. Det var vist første gang, at jeg eksperimentede med at bage i sådan en smart form, og da det gik bedre end forventet, har jeg ikke noget imod at forsøge igen en anden gang. Jeg har andre smarte bageforme i skabet, som jeg endnu ikke har fået brugt.

Men tilbage til frøkenens fødselsdag. Bordet var pyntet med det fødselsdags-“tog”, som mine forældre havde givet hende, da hun blev født, og drikkeglassene var ombundet med røde og sorte sliksnørrebånd, hvilket jeg synes fungerede fint. Lysene var sorte, så det hele ikke blev rødt i rødt, og servietterne var selvfølgelig også sorte og røde med billeder af bær, da vi kørte med bær- og frugttema, fordi det er en af frøkenens favoritter.

Før kagerne var der frokost, hvor vi havde investeret i en pålægsmand og en pålægsdame fra Bilka. De er lidt til den dyre side, men de smagte godt, holdt sig fine i flere dage efter (bunden er en blød brøddej, ikke rugbrød, men brødet holdt sig blødt og friskt både mandag og tirsdag, hvor Ledsageren fik det til frokost på arbejdet), og så er det naturligvis et plus, at vi ikke behøvede at stå med det selv.

Der var naturligvis også gaver til den lille frøken, blandt andet et stort legekøkken fra mine forældre, sommertøj, en pose med 100 bolde, som hun blev vældig begejstret for, lidt legetøj til haven (hun er meget glad for spanden, som hun kan lægge boldene ned i), samt penge til det første sæt sko, som vi tænker nok snart bliver relevant.

Kagerne til trods, så endte det med at blive en vellykket dag, og den lille frøken havde også en god dag, hvilket er det vigtigste.