Arkiver

Ovnbagt tun og broccoli

Dansk

2016 Ovnbagt tun og broccoli 180816 (1)

I går fik jeg afprøvet endnu en ny opskrift. Vores aftener er meget uberegnelige i øjeblikket – det er aldrig rigtig til at forudsige hvad tid den lille frøken er træt nok til at komme i seng. Det afhænger meget af hendes humør og dagens lure. Derfor skal aftensmaden heller ikke være alt for kompliceret at stykke sammen, og hvis det er noget, der godt kan tåle at stå i ovnen en ekstra halv time, hvis nu putningen trækker lidt ud, så er det kun et plus. Jeg faldt derfor over en opskrift fra “Den store pastakogebog” af Hilaire Walden. Proteinet var dåsetun, og da jeg brugte broccoli fra frost gjorde det kun retten nemmere. Derudover skulle der også have været brugt grillede peberfrugter fra glas, men det havde jeg ikke – i stedet brugte jeg de to peberfrugter, der lå i køleskabet og gerne ville udnyttes, inden de blev helt rynkne. Jeg tilsatte også et hakket løg til retten. Når først det hele var gjort klart og samlet, så skulle det bare have en halv times tid i ovnen. Retten kan nemt laves dagen før og bare sættes ind, når man skal spise, hvis det skal gå lidt ekstra hurtigt en dag.

Jeg kunne godt lide retten, men den manglede lidt smag, så det vil jeg gøre lidt mere ud af næste gang. Vi snakkede om at tilføje lidt bacon i tern, måske lidt presset hvidløg også kunne fungere fint. Nem at gå til var den i hvert fald, og den smagte også godt, så vi er bestemt ikke blevet afskrækket fra at servere det igen.

Ovnbagt tun og broccoli

2 personer

  • Rasp (kan udelades)
  • 100 g pasta (fx penne, skruer e.l.)
  • 200 g broccoli (gerne fra frost)
  • 1 løg
  • 2 peberfrugter
  • 1 dåse tun i vand (cirka 140 g)
  • 3 dl mælk
  • 2 æg
  • Salt & peber samt krydderier efter smag
  • ca. 70 g parmesan

Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Smør et ovnfast fad og drys det med rasp. Ryst fadet så raspen dækker det meste af bunden.

Sæt en stor gryde over med vand og salt og få det til at koge. Tilsæt pastaen og kog den indtil den er næsten færdig. Tilsæt de frosne broccolibuketter, når pastaen begynder at blive blød. Broccolien skal være tøet op, og der skal fortsat være lidt bid i pastaen, da retten skal i ovnen bagefter. Dræn vandet fra gryden og fordel pasta og broccoli i det ovnfaste fad.

Hak løget groft. Rengør peberfrugterne, fjern kerner og skær peberfrugterne i tern. Rist løg og peberfrugt på en varm pande (eventuelt sammen med en pakke bacontern). Fordel herefter grøntsagerne oven på pasta og broccoli.

Hæld vandet fra dåsen med tun og fordel tun oven på.

Bland mælk og æg sammen med krydderier i en lille skål. Riv det meste af parmesanosten ned i og rør det hele sammen, hvorefter blandingen hældes over indholdet i fadet. Drys med resten af osten samt rasp og bag retten i cirka 25 minutter, indtil den er gylden på toppen.

2016 Ovnbagt tun og broccoli 180816 (2)

Reklamer

Kokosmakroner

Dansk

2015 Småkagebagning 281115 (9)

En af årets julesmåkager er kokosmakronen. Jeg nærstuderede internettets forslag til hvordan en sådan skal tilberedes og endte med at prøve en opskrift, der efter sigende skulle være afstedkommet fra Mette Blomsterberg. Jeg valgte dén, fordi jeg gerne ville have en opskrift, der inkluderede marcipan. Jeg er dog ikke specielt imponeret over resultatet. Jo, kokosmakronerne smager fint, men jeg kan på ingen måde smage marcipanen, og så synes jeg egentlig det er lidt spild at komme det i. Her nedenfor gengiver jeg opskriften, som jeg eventuelt vil lave den næste gang, det vil sige at marcipanmængden er fordoblet i forhold til hvad jeg kom i denne gang. Man kan også bare udelade den – eller tilføje en anden spændende smagsvariant eller julekrydderi, som man nu lyster.

Det er faktisk utrolig nemt at lave kokosmakroner – i hvert fald selve dejen, da man bare skal bruge sukker, æg og kokosmel, eventuelt marcipan og måske chokolade til at dyppe bundene i. Det svære er at forme dem til små toppe, som jeg jo selvfølgelig insisterede på at gøre. Det tog lang tid. Man kan jo også bare klemme massen sammen til små kugler, men juletræsformen er da noget mere dekorativ.

Jeg fandt også opskrifter, der udelod æggene og i stedet kom kondenseret mælk i, hvilket sikkert også kan fungere rigtig godt. Jeg har dog ikke testet hypotesen, og så tænker jeg, at man nok skal udelade noget af sukkeret, hvis man bruger kondenseret mælk, for kondenseret mælk er meget sødt. Jeg udelod i forvejen 100 g sukker i min udgave af opskriften. Det bliver også en overraskende stor portion, for selvom 300 g kokosmel lyder af lidt, så fylder det meget.

Kokosmakroner

Ca. 50 stk.

  • 200 g marcipan
  • 200 g sukker
  • 300 g kokosmel
  • 3 æg
  • 200 g chokolade til at dyppe bundene i (kan udelades)

Læg marcipanen på frys i et stykke tid og riv den herefter groft. Alternativt kan du også bare skære den i små tern eller mase den sammen med resten af ingredienserne.

2015 Småkagebagning 281115 (7)

Kom sukker, kokosmel og æg i en skål, tilsæt marcipan og rør eller ælt det hele sammen til en sammenhængende masse. Sørg for at æggene er godt fordelt, da det er dette, der holder sammen på det hele. Sæt det på køl i et par timer.

Opvarm ovnen til 180 grader og kom bagepapir på en bageplade.

2015 Småkagebagning 281115 (8)

Form kokosmassen i den ønskede form og sæt de små kokostoppe på bagepladen. Jeg tog en klump op og maste den godt sammen til en oval masse, hvorefter jeg gentog processen indtil jeg havde en ti stykker, som jeg herefter formede til små juletræer. Samlebåndsarbejdet fik det til at føles som om, at hele processen tog knapt så lang tid, for det tager rigtig lang tid at forme 50 små juletræer! Dejen er meget skrøbelig, så det kræver lidt forsigtighed at arbejde med den.

Bag herefter kokosmakronerne i cirka 10-15 minutter, indtil de er gyldne.

Lad småkagerne køle helt af, og smelt herefter chokoladen og dyp bundene heri. Når chokoladen er størknet, kan de spises. Det er bedst at bruge lidt ekstra chokolade, så man ikke skal tørre de sidste kokosmakroner henover bunden i håbet om at få dem alle dækket, da det ikke giver et så pænt resultat (se Eksempel 1 yderst til højre på nedenstående billede). På den anden side bliver du jo nødt til selv at spise alle de kokosmakroner, som ikke lever op til standarden.

2015 Småkagebagning 281115 (13)

Lamingtons

Dansk

2015 Lamingtons 180215 (9)

Det blev min tur til at tage torsdagskage med på arbejde, og jeg var lidt i tvivl om hvad det skulle være denne gang, men efter lang tids debatteren endte jeg med at lave lamingtons, hvilket er en australsk kage. Opskriften er fra Woman’s Day’s “All-time Aussie Favourites” – en kogebog som jeg fik af min australske veninde, da vi besøgte hende i Australien, så opskriften er i hvert fald autentisk.

Nogle af målene er blevet konverteret til danske standarder, og så reducerede jeg sukkermængden, da jeg ikke syntes der var brug for helt så meget. Forholdet mellem smør og sukker er stadig 1:1, og det synes jeg er rigeligt (det kan sikkert også reduceres yderligere, uden at det gør noget). Jeg lavede en dobbeltportion, fordi jeg aldrig vil risikere at bage for lidt, og så ændrede jeg også overtrækket lidt.

Det er også muligt at dele hvert stykke i to inden de overtrækkes, og herefter smøre og lægge sammen med for eksempel en flødeostcreme eller en anden fast creme (ganache kan sikkert også bruges), men det havde jeg ikke lige tid til på det tidspunkt, så det blev en lidt mere neutral portion. Man kan også komme revet citron eller lime i dejen.

Selve kagen er meget god, og overtrækket holder den blød inden i. Samling af kagen er dog meget besværlig at have med at gøre, så man skal væbne sig med tålmodighed, inden man kaster sig over opskriften. Jeg var godt tildækket med kakaoglasur og kokos inden jeg blev færdig.

Mængderne til pynten er cirkamål, for det er meget individuelt hvor meget man ender med at få brug for – bare sørg for at have rigeligt af alle ingredienserne.

Lamingtons

1 bradepande med målene 33 x 23 cm

Til kagen:

  • 250 g smør
  • 4 æg
  • 250 g sukker
  • 3 tsk vanillepulver
  • 300 g hvedemel
  • 3 tsk bagepulver
  • 2½ dl mælk

Til pynten:

  • ca. 250 g kokosmel
  • ca. 250 g flormelis
  • ca. 100 g kakaopulver

Skær smørret i mindre stykker og kom det i en skål. Lad det stå indtil det er blevet blødt.

Kom bagepapir i en bradepande med cirkamålene 33 x 23 cm.

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

Slå æggene ud i en lille skål.

Pisk smørret blødt med en elpisker. Tilsæt sukkeret og pisk det indtil sukkeret er inkorporeret.

2015 Lamingtons 180215 (1)

Tilsæt æggene ét af gangen og pisk efter hver gang.

Ved sidste æg tilsættes også vanillepulver.

Hæld mel i en anden skål og bland det let sammen med bagepulver.

Tilsæt halvdelen af melblandingen til de våde ingredienser og vend det sammen. Fold så mælken i, og til sidst resten af melet.

2015 Lamingtons 180215 (2)

Kom dejen i bradepanden og bag kagen på nederste rille i cirka 30 minutter. Stik i kagen med en kødnål efter omkring 20-25 minutter – hvis der ikke hænger dej ved, er kagen færdig.

Lad herefter kagen køle helt af, og skær den så ud i kvadrater. Er du perfektionist, kan du kassere kanterne, da kager sjældent er hævet jævnt hele vejen rundt. Lav ikke kagestykkerne for store, da de så lettere falder fra hinanden, når du skal overtrække dem.

2015 Lamingtons 180215 (3)

Når du er klar til at overtrække kagerne, skal du (udover kokosmel, flormelis og kakaopulver) bruge en flad tallerken, en dyb tallerken, nogle gafler og skeer og en lille sigte.

Hæld kokosmel ud på den flade tallerken.

Sigt en god portion flormelis og kakaopulver ned i den dybe tallerken. Du behøver ikke nødvendigvis sigte dem, men det gør det meget nemmere at blande glasuren. Hvis flormelis ikke sigtes, så klumper det, når der kommer vand i, og det tager endnu længere tid at røre klumperne ud end at sigte det hele fra starten.

Tilsæt vand til flormelis og kakao og rør det til en ensartet glasur.

2015 Lamingtons 180215 (4)

Stik en gaffel i bunden af den første kagefirkant og hæld glasur hen over, så den er dækket på alle sider, også top og bund. Kagen er meget blød, så den er ikke egnet til at dyppe i glasuren! Utålmodigheden foreslår muligvis at dette er en god idé, men lyt ikke til den.

Erfaring lærte mig at det er bedre at stikke gaflen i bunden, for hvis du stikker den i siden på den, så kan kagen nemt flække (og så er du tvunget til at spise de ubrugelige rester …).

Vend herefter alle kagens sider i kokosmel og sæt den til tørre på en rist eller et stykke bagepapir. Gentag med de resterende kagestykker.

2015 Lamingtons 180215 (6)

Lad eventuelt kagerne tørre natten over. Kagerne er stadig bløde indvendig dagen efter, og selvom kagen er meget neutral i sig selv, så smager den godt sammen med kakaoglasuren og kokosmelet.

Jeg synes det er en vældig god kage, men den er godt nok besværlig at overtrække! Alternativt kan man bage kagen i 2-3 bunde og lægge dem sammen med creme eller syltetøj, og så overtrække det hele – det er nok noget nemmere, men er så ikke helt det samme som en lamington.

Bagt squash med ost og sprødt

Dansk

2014 Bagt squash med ost 271014 (2)

Det er lidt tid siden efterhånden, men vi fik på et tidspunkt et udmærket tilbehør til aftensmaden bestående af tre simple ingredienser. Jeg er egentlig lidt overrasket over hvor godt det fungerede, og så var det meget nemt. Det kan også bruges som frokost, i hvert fald hvis man har adgang til en ovn. Det egner sig dog ikke rigtig til madpakken, da jeg tror det bliver for smattet, når det bliver koldt.

Bagt squash med ost og sprødt

2 personer – som tilbehør til aftensmaden

  • 1 squash
  • Smøreost (philadelphia med krydderurter eller lignende)
  • 1 pakke røget filet (ca. 100 g)

Varm ovnen op til 200 grader varmluft.

Skyl og tør squashen og del den i to på den lange led. Læg squashen i et ovnfast fad eller på en bageplade med bagepapir.

Smør hver squash-halvdel med smøreost.

Fold den røgede filet sammen og fordel stykkerne oven på squashen.

Bag det hele i ovnen i cirka 20 minutter, indtil den røgede filet er blevet sprød. Giv den eventuelt en smule grill til sidst.

2014 Bagt squash med ost 271014 (1)

Grov tærte med broccoli og ricotta

Dansk

2014 Grov tærte med broccoli og ricotta 191014 (6)

Den anden dag fik vi tærte til aftensmad, baseret på endnu en sjusket, halv-gennemarbejdet, hurtigt-smidt-på-nettet opskrift fra Netslank.dk. Jeg udelod en del unødvendige elementer og tilføjede nogle af mine egne. Bortset fra det afsnit hvor opskriften siger at man skal “dyppe vand i fingrene undervejs, hvis dejen hænger fast”, så består det mest fjollede (eller fejlbehæftede?) i mængdeangivelsen på den broccoli, som opskriften siger at man skal bruge. Ingredienslisten står på sin vis to gange i opskriften på forskellige måder (den ene inkluderer også kalorieberegningen). Det ene sted står der at man skal bruge “1 broccoli”, hvilket inkluderer stokken, som man også skal hakke og komme i tærten. Et andet sted står der præciseret hvor meget broccoli man skal bruge, og åbenbart svarer 1 broccoli inklusive stokken til 100 g. Jeg ved ikke hvor forfatterne bor, men det må være det sted i verden, hvor de høster verdens mindste broccoli.

Opskriften brugte 150 g squash og 100 g broccoli, og jeg brugte også begge dele, men næste gang vil jeg udelade squashen og nøjes med broccoli, for der var så lidt squash i, og det smagte ikke af noget, at jeg synes det var lidt lige meget. Derudover tilføjede jeg også en rest skinkestrimler. Der var cirka 200 g, men jeg synes at tærten blev en anelse overfyldt, så jeg holder nok lidt tilbage næste gang.

Overordnet set var det dog en udmærket tærte. Jeg kunne godt lide ricottaen, selvom der måske ikke var så meget smag i. Det gav en fin tekstur, og det passede fint sammen med broccolien. Man kan servere lidt grøn salat til tærten eller udelade skinkestrimlerne og servere den som tilbehør til noget kød. Den kan for den sags skyld også stå fint alene.

Grov tærte med broccoli og ricotta

1 tærte / 4 personer

  • 120 g rugmel
  • 6 æg
  • 200 g skyr
  • Salt & peber
  • Paprika, chili eller krydderi efter smag
  • 250 g broccoli (gerne fra frost)
  • 150 g skinkestrimler
  • 150 g ricotta

Varm ovnen op til 180 grader varmluft. Smør en tærteform på cirka 25 cm i diameter let eller brug en tærteform med slip-let-bund.

2014 Grov tærte med broccoli og ricotta 191014 (1)

Kom rugmel i en skål og tilsæt 1 æg, skyr, salt, peber og eventuelt andre krydderier efter smag. Rør det hele sammen. Skrab dejen ud i tærtebunden og spred dejen ud ved hjælp af en ske eller dejskraber. Dyp skeen i vand for at undgå at dejen hænger fast.

2014 Grov tærte med broccoli og ricotta 191014 (2)

Bag bunden i ovnen i 20 minutter.

Tag broccolien op af fryseren og hæld kogende vand over. Det behøver ikke være tøet helt op. Lad det dryppe af. Bruger du frisk broccoli, skal den skæres i små buketter.

Kom de sidste 5 æg i en skål, tilsæt krydderier efter smag og pisk det sammen.

2014 Grov tærte med broccoli og ricotta 191014 (4)

Når tærtebunden er bagt gylden tages den ud og broccoli fordeles i bunden. Fordel skinkestrimlerne oven på og sæt ricotta i klatter. Hæld til sidst æggemassen ud over og ryst formen let for at fordele æggemassen.

Sæt tærten tilbage i ovnen og bag den i 45-60 minutter, indtil æggene har sat sig.

Hjemmelavet ravioli

Dansk

2012 ravioli (8)

Overført fra min tidligere blog Madelskernes Kogebog. Oprindelig udgivelsesdato: 06.03.2012.

Det blev nærmest en besættelse at få testet en opskrift på hjemmelavet ravioli. Pasta smager jo fantastisk, og så bliver man selvfølgelig nødt til at prøve at lave det selv. Det var ikke første gang jeg gjorde et forsøg, men første gang er så længe siden at den ikke længere tæller. Jeg testede opskriften på hjemmelavet pasta fra Den Store Pasta Kogebog – 365 hurtige og alsidige opskrifter af Hilaire Walden.

Jeg synes måske at opskriften komplicerede sagen unødvendigt ved at tilbyde en masse information til de mere øvede omkring typer af mel og hvilken indflydelse disse har på resultatet – jeg skulle jo bare lave en omgang pasta. Men det er sikkert interessant nok hvis man går mere op i hjemmelavet pasta end jeg gør.

Grundopskriften til en portion pasta er:

  • 200 g mel
  • 2 æg

2012 ravioli (1)

Jeg endte med at bruge cirka 2/3 pizzamel (Tipo 00) og 1/3 durummel. Resultatet blev udmærket, smagen var fin og det var ikke vanskeligt at arbejde med. Til senere installationer vil jeg eksperimentere med lidt grovere meltyper for at få lidt ekstra bid i pastaen (man kan også blande forskellige krydderier i dejen). Desto grovere mel desto sværere er det at arbejde med, så vidt jeg har forstået. Til et første forsøg er det nok bedst at holde sig til de hvide meltyper. Almindeligt hvedemel kan også bruges. Hvis det fanger din interesse at lave din egen pasta, så kan du altid indkøbe de mere specielle meltyper senere hen.

2012 ravioli (2)

De eneste ingredienser i opskriften er mel og æg, så det er til at overskue. Jeg kom det hele i foodprocessoren og kørte indtil æggene var jævnt fordelt i melet og dejen var som krummer. Derefter blev det samlet på køkkenbordet og smidt i køleskabet for at køle lidt ned. Opskriften sagde at dejen skulle have stuetemperatur ved udrulning – det havde min nok ikke helt. Jeg brugte en pastamaskine, og dejen blev skåret i mindre stykker, trykket lidt flade og herefter rullet ud på maskinen. Den første udrulning eller to resulterede i dej, der faldt fra hinanden, så jeg måtte trykke det sammen og køre det igennem maskinen igen. Dette fordi dejen ikke var lun og blød nok. Man kan også se på dejen, når den er blevet varmet op og har den rette temperatur, så det er en god idé at væbne sig med tålmodighed – eller smide dejen igennem pastamaskinen en ekstra gang.

Sørg for at bruge små stykker dej, for dejen bliver rullet meget tyndt ud og kan være svær at holde styr på i for store bider. Det er også godt at være to til at bruge pastamaskinen (én til at styre dejen og én til at dreje), medmindre man er øvet, for hvis man starter og stopper hele tiden kommer der aftryk i dejen, som man muligvis helst vil undgå.

2012 ravioli (5)

Jeg rullede et stykke dej så tyndt ud som muligt og delte herefter stykket i to, skar det til og lagde en skefuld fyld på den ene halvdel (sørg for at bordpladen er let melet). Så penslede jeg dejen rundt omkring fyldet let med en smule vand og lagde den anden del dej oven på. Så trykkede jeg dejen ned omkring fyldet. Det er vigtigt at få trykket så meget luft som muligt ud mellem de to lag pasta, så det ligger helt tæt. Herefter stak jeg raviolierne ud med en rund udstiksform, men man kan også bare skære dem ud, hvis man ikke ligger inde med noget sådan. Sørg herefter for at gå kanterne efter for at sikre, at de er lukket helt til. Placer de færdige ravioli på bagepapir (ikke stablet), så er de lettere at håndtere, når de senere skal bruges (det lærte jeg af erfaring).

2012 ravioli (6)

Jeg vil mene at pastaen herefter let kan fryses, hvis man gerne vil gemme en portion til en anden dag. Vi lavede dog det hele med det samme, så det var bare tilbage at koge pastaen i saltet vand. De falder en lille smule sammen på midten, men det var ikke så galt.

Alt i alt var det en meget simpel opskrift. Det kræver en smule teknik at få det hele samlet, og selvfølgelig er det noget nemmere at lave spaghetti, fettuccine eller noget lignende i stedet for at gå i gang med et langsommeligt samlearbejde for at få ravioli. Resultatet var nu meget tilfredsstillende, men hvis man skal lave mange er det bedre at være et par stykker om det, ellers kan det godt blive lidt kedeligt og langsommeligt at stå med.

Brownie med hindbær og cheesecaketopping

Dansk

2014 Brownie med hindbær og cheesecake 140914 (15)

Til Ledsagerens fødselsdagsbrunch brugte jeg en ny opskrift på brownie, baseret på en opskrift jeg fandt på den engelske side Sally’s Baking Addiction. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Portionen var meget lille i forhold til den brownieopskrift jeg normalt bruger, så min bageform passede ikke, derfor blev det hele lidt rodet. Så betød de ekstra hindbær jeg kom i også at kagen ikke bagte ordentligt igennem, selvom den nogle stadig var færdigbagt efter 20 minutter. Jeg endte derfor med at komme den i ovnen af to omgange, for da jeg skar i den første gang, efter at den havde kølet ned, var den stadig en del flydende inde i midten. Så måtte jeg jo smide den i ovnen igen, hvilket betød at den endte med at stå under pladen med min bread’n’butter pudding, hvorfor den ikke fik så meget topvarme. Den var lidt besværlig at have med at gøre! Hvis den herefter havde fået lov til at køle helt ned, så ville den have sat sig fint (det gjorde den del af brownien, som vi ikke fik spist til brunchen), men det var der ikke tid til. Derfor blev den skåret i stykker og stukket i små glas med en klat flødeskum på toppen. Jeg synes nu ikke det gjorde noget, og jeg tror heller ikke at man kunne se at det ikke var meningen at det var sådan at den skulle serveres. Hvis man samtidig er lige så vild med chokolade og chokoladefondanter som jeg er, så gør det bestemt ikke noget at den er lidt blød i midten. Brownien var min topfavorit på dagens bord. Jeg kunne egentlig godt spise mere af den lige nu, men resten er frosset ned.

2014 Brownie med hindbær og cheesecake 140914 (3)

Smagen endte med ikke at fejle noget, men opskriften i sig selv er jeg ikke så glad for. Jeg har forsøgt at justere i opskriften her nedenfor, så jeg føler at jeg bedre kan stå inde for den. Noget af det er dog også min fejl – jeg fyldte for eksempel min brownie GODT op med friske hindbær, og det tilføjer selvfølgelig en del ekstra væske til brownien, der så er længere om at sætte sig (jeg bruger en mindre portion i opskriften). Jeg kan godt lide en brownie der er lidt klæg og blød i midten, så jeg prøver forsøgsvis også at sætte ovnvarmen lidt ned, så den får lavere topvarme og længere tid til at blive fast i midten, men præcis hvor længe den skal have kan jeg ikke helt sige. Jeg kom vanillepulver i min cheesecaketopping, men jeg tænker at revet lime eller citron heller ikke vil være af vejen for at give et lidt mere syrligt bidrag. Derudover har jeg også ændret i opskriften så sukker blandes med smør og chokolade under smeltning og ikke bagefter, da man ellers ender med sukkerknas i dejen, og det synes jeg ikke at der skal være.

Brownie med hindbær og cheesecaketoppping

1 lille bradepande, cirka 20 x 20 cm

  • 120 g smør
  • 200 g mørk chokolade
  • 1 dl sukker
  • 1 strø salt
  • 3 æg
  • 95 g mel
  • 125 g friske hindbær (kan udelades eller erstattes med andre bær)
  • ca. 200 g neutral flødeost (en pakke)
  • 50 g flormelis
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 æg

Opvarm ovnen til 170 grader.

Kom bagepapir i en bageform.

2014 Brownie med hindbær og cheesecake 140914 (1)

Kom smør, chokolade og sukker i en gryde og smelt det over langsom varme. Tag gryden af varmen og lad det køle lidt ned.

Når chokolademassen er tyknet lidt, tilsættes et strø salt og æggene tilsættes et af gangen og piskes sammen.

Afvej melet og sigt det ned i dejen. Vend det forsigtigt sammen.

2014 Brownie med hindbær og cheesecake 140914 (9)

Skyl og tør hindbærene. Fordel dem i bunden af bageformen og hæld det meste af browniemassen udover – hold 2-3 skefulde tilbage. Fordel dejen i et jævnt lag.

Kom flødeost i en skål og pisk det blødt. Tilsæt flormelis, vanillepulver og ægget og pisk det sammen. Fordel cheesecakemassen på toppen af brownien i store klatter. Brug en gaffel, en kødnål eller lignende til at fordele cheesecakemassen i et mønster. Tilføj den sidste browniedej i klatter og lav ligeledes et mønster.

2014 Brownie med hindbær og cheesecake 140914 (5)

Bag brownien i ovnen i cirka 30 minutter indtil der ikke hænger dej fast i en kødnål, når den stikkes i kagen. Skru eventuelt op for varmen de sidste 5 minutter for at gøre kagen mere sprød på toppen.

Lad kagen køle af, inden du skærer den ud.

Af hjertet tak

Dansk

2014 Barselssmåkager 060914 (14)

Bare fordi jeg kun har arbejdet et sted en måned, betyder det ikke at jeg siger nej til en undskyldning for at bage til nogen, så da en i mit team på arbejdet gik fra på barsel tidligere på ugen, så bagte jeg selvfølgelig en omgang småkager til hende. Jeg ville lave lidt visuelt også, så jeg lavede fire forskellige deje baseret på den samme grunddej, og så udstak jeg et stort hjerte og et lille hjerte inde i det store og samlede dem herefter igen, så der var to forskellige småkager i én.

Jeg lavede en portion med peanutbutter og hakket mørk chokolade, en med kokosmel, kokosolie samt grøn frugtfarve, en mørk med kakao, og en med frysetørret hindbær samt hakket lyserød chokolade. Grunddejen var helt enkel, men den kan selvfølgelig varieres på uanede måder. Jeg kan egentlig godt lide småkager – man kan bare smide en rest nødder og lidt hakket chokolade i, og så er man rimeligt sikker på at det fungerer alligevel.

2014 Barselssmåkager 060914 (7)

Dejen var lidt blød at have med at gøre, så det handlede om at arbejde hurtigt, da småkagerne ellers blev for bløde. Især den med kakao var svær at arbejde med. Jeg ville egentlig gerne have haft småkagerne i køleskabet igen efter samling, men det droppede jeg, da jeg på daværende tidspunkt allerede havde lagt dem klar på bagepladen, og der var ikke plads i køleskabet til bagepladen og jeg ville ikke flytte på dem igen, da de ellers ville falde fra hinanden eller i hvert fald miste det meste af deres hjertefacon.

Jeg var lidt ked af at dejen ikke rigtig smeltede sammen under bagning, da jeg gerne ville have haft en helt ensartet småkage, men det måtte blive som det blev. Et godt tip er derfor at udglatte småkagerne inden bagning, men det er selvfølgelig ikke vigtigt hvis man ikke har noget imod det lettere rustikke udseende.

2014 Barselssmåkager 060914 (16)

Min favoritsmag (og Ledsagerens) var den lyserøde. Det var nok også den sødeste af dem. Der var et eller andet med den søde lyserøde chokolade og det lidt syrlige hindbær. Det virkede godt. Kakaosmåkagen var dog også god kraftig, den med peanutbutter smagte fint af peanutbutter, og den med kokos smagte udmærket af kokos, men var nok den mindst spændende i gruppen.

Jeg lavede som sagt fire deje, og til den med kakao brugte jeg cirka 30 g kakao og 80 g hvedemel. Samme forhold til den med kokos. I kakaosmåkagen skiftede jeg også almindeligt hvidt sukker ud med brun farin, og den lyserøde småkage fik rørsukker. Om det gjorde nogen som helst forskel aner jeg ikke. Opskriften nedenfor er til den store portion, som jeg så delte op i fire mindre portioner. Hvad angår æggene, så brugte jeg ét æg af gangen, og når det var rørt sammen var det let nok at hælde “cirka halvdelen” i hver småkagedej.

2014 Barselssmåkager 060914 (18)

Grunddej til hjertesmåkager

20-25 store småkager

  • 2 hele æg
  • 450 g hvedemel
  • 1 strø salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 300 g smør ved stuetemperatur
  • 180 g sukker

Slå æggene ud i et glas og rør det let sammen med en gaffel, så blommen går i stykker og bliver blandet med æggehviden.

Bland mel, salt og bagepulver sammen i en skål.

Kom smør og sukker i en skål og rør det sammen. Tilsæt melblandingen og rør det til en ensartet dej. Tilsæt til sidst æggene og bland det hele sammen.

Del dejen i fire portioner, tryk dem flade, pak dem ind i husholdningsfilm og læg dem i køleskabet i en times tid, indtil dejen er blevet hård.

2014 Barselssmåkager 060914 (4)

Opvarm ovnen til 200 grader varmluft. Læg bagepapir på tre bageplader.

Rul dejen ud og udstik i de ønskede forme. Sæt eventuelt småkagerne på køl igen inden bagning.

Bag småkagerne i cirka 10 minutter indtil de er let gyldne.

2014 Barselssmåkager 060914 (32)

Svampelasagne med rejer

Dansk

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (14)

De sidste par dage har vi fået en udmærket vegetarlasagne fra Den Store Diabeteskogebog af Fiona Hunter og Heather Whinney. Bare rolig – jeg kom rejer i, så helt vegetarisk var den ikke! Kylling i tern og stegt på en pande inden tilsættelse i retten kan også bruges, og ellers kan man selvfølgelig bruge den rest kød man lige ligger inde med – eller bare lave den helt vegetarisk. Den var god, men jeg var ikke helt tilfreds med resultatet, så nedenstående opskrift repræsenterer opskriften som jeg vil lave den næste gang, ikke som jeg lavede den tidligere på ugen.

Den var for det første lidt for kedelig i smagen, så næste gang vil jeg tilføje lidt friskhakket chili. Her kan man også eksperimentere med andre krydderier, men der skal i hvert fald mere knald på smagsindtrykkene. Konsistensen var ellers god nok. Derudover vil jeg også komme mindre pasta i næste gang, for så meget sovs var der alligevel ikke. Den blev lidt for meget pasta og ikke helt nok fyld.

Den tager også en del tid at lave, hvis man kun er én person, for der er alligevel meget der skal snittes og hakkes, så det er ikke en hurtig ret. Til gengæld kan man lave en stor portion og så bare genopvarme den dagen efter, hvilket vi gjorde da fredag ikke er den dag hvor jeg har mest lyst til at stå i køkkenet. Fremgangsmåden ændrede jeg også lidt i, da jeg synes det er lidt for besværligt at skulle stå og rive champignoner.

Jeg brugte 500 g svampe, da der var 250 g i en bakke. Opskriften skrev “6 tomater”, og jeg brugte 150 g cherrytomater jeg havde tilovers, men næste gang vil jeg nok komme flere i (jeg tænker også at 250 g svarer mere til 6 tomater, men jeg brugte bare det jeg havde).

Svampelasagne med rejer

3-4 personer

  • 200 g porrer
  • 3 fed hvidløg
  • 1-2 små friske chilier
  • 4-500 g svampe (enten bare champignoner eller en blanding af flere forskellige)
  • 100 g parmesanost
  • 300 g kogte rejer
  • 250 g tomater
  • 3 dl mælk
  • Salt & peber
  • ca. 1-2 spsk oregano
  • Eventuelt andre krydderier efter smag
  • Sovsejævner
  • 6 lasagneplader

Varm ovnen op til 200 grader varmluft. Find et ovnfast fad frem.

Skær top og bund af porren, rens den og skær den i ringe og hak dem groft.

Finthak hvidløg – hvidløgene kan også presses i stedet. Finthak chilien.

Rens svampene for jord og skær det nederste stykke med jord af. Hak halvdelen af svampene groft og den anden halvdel fint.

Riv parmesanosten.

Dræn rejerne for det værste vand.

Skyl tomaterne. Skær dem i kvarte og fjern de værste kerner. Bruger du de helt små tomater, burde det ikke være nødvendigt. Det kommer an på hvor meget tomaterne væsker. Skær tomaterne i tern og sæt dem til side for sig selv.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (2)

Kom lidt fedtstof i en gryde og svits porrerne. Tilsæt hvidløg, chili og alle svampene og rist det hele over høj varme indtil svampene er svundet lidt ind og meget af væsken er fordampet.

Tilsæt mælken og rør det hele jævnt. Tilsæt salt, peber, oregano og eventuelt andre krydderier efter smag. Jævn sovsen til den har tykkelse som en kødsovs.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (4)

Tilsæt cirka 3/4 af den revne parmesanost. Tilsæt rejer og tomater og rør det sammen.

Læg lasagnen sammen lagvis  i det ovnfaste fad. Start og slut med et lag sovs. Drys den resterende parmesanost på toppen og bag lasagnen i ovnen i cirka 30 minutter. Kig til den undervejs – hvis den begynder at blive for mørk på toppen, kan du dække den med sølvpapir.

Server den med en grøn salat og eventuelt et godt brød til.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (10)

Porretærte med kylling

Dansk

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (13)

I går fik vi en sund(ere) tærteudgave med porre og kylling (opskrift fra Netslank.dk), som rent faktisk smagte godt. De dér sunde tærtebunde kan være lidt kedelige nogle gange, men denne her fungerede sådan set udmærket. Jeg havde været lidt i tvivl, da det eneste fyld i tærten var kylling og porre (samt lidt æggetopping), og det lød næsten for enkelt til at være spændende, men slutresultatet virkede fint. Det skal dog siges at vi serverede tærten med wasabidressing, hvilket løftede retten gevaldigt, og så blev noget af kyllingen erstattet af en rest lam vi havde i fryseren. Jeg overvejede også at bruge rejer, hvilket ville gøre retten lidt nemmere at lave, da rejerne ikke behøver at forsteges.

Det mest negative ved retten er at den tager en del tid at lave. Tærtebunden skal forbages, kyllingen skal forsteges, og så skal det hele have cirka 50 minutter i ovnen, så rundt regnet tager aftensmaden cirka 1½ time at sætte på bordet. Det er dog primært bagetid og ikke arbejdstid der er tale om, og hvis man bruger en rest kød eller de nævnte rejer, så kan det godt klares lidt hurtigere. Bagetiden kommer man dog ikke udenom.

I opskriften anbefales det at bruge et tærtefad med en diameter på 25 cm. Mit valgte fad var et par centimeter mindre end det, og jeg kan derfor konstatere at det altid er bedre at tage et tærtefad der er et nummer større end et der er et nummer mindre. Det var meget svært at få plads til alt fyldet. Dette resulterede i sidste ende med nogle lidt brankede porrestykker på toppen, da jeg først kom kød og porre i bunden og herefter æggemassen for at se hvor meget der kunne være i, for så at slutte af med resten af kødet og porren på toppen. Porren stak så op under bagningen og blev lidt mørk, men det gjorde ikke den store skade. Mit tip er derfor at bruge et tærtefad der er mindst 25 cm i diameter, komme alt fyldet i først og slutte af med æggemassen for at undgå branket porre.

Sund porretærte med kylling

3-4 personer

Tærtebund:

  • 50 g hasselnødder (kan erstattes af mandler eller andre nødder)
  • 60 g rugmel
  • 1 tsk tørret basilikum, rosmarin, oregano e.l.
  • Et strø salt
  • 200 g skyr eller kvark
  • 1 æg

Fyld:

  • 400 g kylling (kan erstattes af fx rejer)
  • 300 g porre
  • 2 æg
  • 1 bæger pasteuriserede æggehvider (cirka 1 æggehvide)
  • 200 g hytteost
  • 30 g pesto
  • Et strø stødt muskat
  • 1 tsk karry
  • Salt & peber

Tærtebunden

Varm ovnen op til 180 grader varmluft. Smør et tærtefad på minimum 25 cm i diameter let.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (1)

Blend hasselnødderne fint og kom nøddemelet i en lille skål. Tilsæt rugmel, krydderier, skyr og æg og rør det hele sammen til en ensartet masse.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (3)

Brug en ske til at smøre dejen ud i tærtefadet. Det behøver ikke gå hele vejen op af kanterne, hvis dit tærtefad er lidt større end angivet. Dejen er meget våd, så du kan eventuelt dyppe skeen i vand, så dejen ikke hænger så godt fast.

Bag tærtebunden i ovnen i 20 minutter.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (6)

Fyldet

Skær kylling i mindre stykker og steg det på en pande over høj varme.

Rens og skyl porrerne og skær dem i ringe og mindre stykker efter ønske.

Fordel færdigstegt kylling samt porre i tærtebunden.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (9)

Kom æg, æggehvide, hytteost, pesto samt krydderier i en lille skål og rør det hele godt sammen. Fordel æggemassen jævnt over tærten. Der er ikke så meget æggemasse som i en mere traditionel tærte, så det skal spredes lidt ud. Vrik eventuelt lidt rundt i fyldet med en gaffel for at få æggemasse ned i nogle af lufthullerne.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (8)

Bag herefter tærten i ovnen i 40-50 minutter, afhængig af hvor stort tærtefadet er. En 25 cm tærte skal have 50 minutter.

Server med lidt dressing til eller eventuelt en grøn salat.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (11)