Tag Archive | zoo

Beskyttet: Fra september til november

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Reklamer

Dyretider

Dansk

Vi var en tur i Odense ZOO i sommerferien – egentlig to gange. Første gang var vi der sammen med de gamle oldeforældre og anden gang var det bare mig og Lilleskatten, mens Ledsageren brugte tiden på at bygge kattevoliere.

Kattene er meeeget glade for deres kattebur – Galileo elsker at være i det, og Monty elsker at når Galileo er i kattevolieret, så er han ikke inde i huset for at genere Monty. Lige nu er vi dog i gang med at male og istandsætte gæsteværelset, og derfor har de ikke haft adgang til buret i en uges tid, hvilket de er meget utilfredse med. Heldigvis er vi (forhåbentlig) næsten færdige med at male, så vi kan snart returnere til status quo.

Pels, mad og fisk

Dansk

Jeg arbejder stadig på at nå til bunds i min mappe af billeder, og det nærmer sig da, men hver gang jeg er liiiige ved at være ved dato, så tager jeg nogle nye billeder, så det er ikke nemt. Det er jo også svært, når man har en lille størrelse tumlende rundt derhjemme, som altid tager sig lige så godt ud på fotografier som i virkeligheden.

Her er nogle af de sidste ikke-Curie-relaterede billeder, som jeg har liggende. Øverst fik jeg fotograferet en dobbelt regnbue – jeg ved ikke hvor sjældne dobbelte regnbuer er, men her er i hvert fald én.

Der er en fremmed kat, som er begyndt at gøre sig det mageligt i vores have. Han lægger sig til rette udenfor og driller især Oliver, der slet ikke kan tage det.

Oliver holder skarpt øje med hvornår den anden kat dukker op, og skaber sig gevaldigt når den gør.

Monty gemmer sig under paraplyen, for det er jo begyndt at blive regnvejr igen.

Vi spiste til Sankt Hans hos mine bedsteforældre, hvor vi som altid fik den gode marengs-dessert. Den kan man ikke få for tit.

Vi var en sidste tur i zoologisk have inden vores årskort udløber igen. Jeg har efterhånden fået fotograferet alle dyrene derinde mange gange, så det blev kun til zebramanguster, ænder og fisk denne gang.

Vi har spist flere gange hos mine forældre siden sidste madindlæg, men når billedmappen begynder at virke uoverskuelig, så skærer jeg ned på hvor mange nye billeder jeg tager, ellers bliver jeg aldrig færdig. De ovenstående billeder er kun tre måneder gamle, så jeg nåede det næsten inden sæsonen skiftede.

Sommerens dyr

Dansk

Vi fik udnyttet vores årskort til zoo henover sommeren, da vi besøgte den lokale zoo flere gange, og da vi var i sommerhus slog vi også vejen forbi Givskud Zoo. Der var laaaaang bilkø for at komme ind i Givskud, men heldigvis er parken så stor, at man stadig føler, at man har lidt luft omkring sig, når man først er kommet indenfor. Der er faktisk rigtig meget at se på, og de har også nogle gode legepladser, så når den lille frøken er blevet en smule større og selv kan underholde sig på en legeplads, så kan man godt få det meste af en dag til at gå i Givskud, især når man ikke kommer der oftere end vi gør.

Her er så sommerens bedste dyreskud:

Dyr og dyr imellem

Dansk

2016-odense-zoo-190916-11

Det er efterhånden længe siden, men i forbindelse med Frøken Curies navngivningsdag blev vi også gæstet af Ledsagerens tante fra Norge, og det var jo vældig hyggeligt, at hun havde lyst til at tage den lange vej for at deltage i vores festligheder. Hun blev hængende nogle ekstra dage, så dagen efter tog vi en tur i den lokale zoo, da det lå tæt på, og det er rimeligt nemt at transportere en baby med sig omkring. Vi pakkede en skovturskurv af rester fra festen, men heldigvis var der bagefter stadig nok gateau marcel tilbage til at Ledsageren og jeg kunne få det til dessert om aftenen også. Det er svært at finde en bedre kage / dessert end en gateau marcel, i hvert fald hvis man er lige så stor fan af chokolade, som jeg er. Lidt hindbærkompot samt flødeskum gør heller ingen skade!

Det var ikke alle dyrene, at den lille frøken kunne få øje på. Nogle af dem var for små, andre for store, nogle for tæt på eller langt væk eller for langsomme eller faldt for meget i ét med omgivelserne, men løverne og aberne fik hun da vist set. Ledsageren og jeg valgte at investere i et årskort, så vi må jo se, hvorvidt Frøken Curie opdager flere af dyrene i løbet af det næste års tid. Vi skal i hvert fald nok få tjent pengene ind igen.

Givskud Løvepark

Dansk

2014 Givskud ZOO 200914 (58)

Sidste weekend var vi en tur i Givskud Løvepark. Vi har jo stadigvæk årskort til ZOO og med det får vi ét årligt besøg til nogle enkelte andre zoologiske haver rundt omkring, deriblandt Givskud ZOO, og det skulle naturligvis udnyttes. Jeg kan ikke mindes at jeg har været der før, men vi kom frem til at det var en ganske udmærket park, som vi nok brugte cirka fire timer i. Vi kom en lørdag, hvor der er fodringer det meste af dagen, men vi deltog kun i den første af dem, hvilket var kamelerne. Her fik alle – inklusive undertegnede – lov til at fodre en kamel med en gulerod, mens Ledsageren forevigede øjeblikket. Herefter så vi nogle af de andre dyr i området og vandrede bagefter over til elefanterne, der var de næste på fodringslisten, men da var der fyldt godt op med mennesker omkring indhegningen, så vi egentlig ikke kunne se noget, så vi valgte bare at gå rundt og kigge resten af tiden vi var der.

Jeg synes parken er bygget godt op, og der er både områder kun for gående og områder kun for dem i bil, og det er da lidt hyggeligt at køre rundt ude blandt dyrene. Der var også et pænt udvalg af dyr, og vi fik set alt fra gravide geder og kæmpeoddere til næsehorn og giraffer. Vi var selvfølgelig også inde i løveburet. Her skal man sluses igennem to låger for at komme ind, men det er jo nok heller ikke det bedste hvis der slipper en løve ud. Vi så to løvinder i løvesafarien. Den ene var i gang med at spise et kadaver, mens den anden bare lå og kiggede sig omkring. Der er selvfølgelig altid nogen der mener de er verdens centrum og derfor skal parkere i 10 minutter lige foran løven, så alle andre bagved ikke kan se noget som helst, men Ledsageren kunne heldigvis liste bilen rundt om, og så parkerede han foran verdens navle, så vi også kunne kigge med.

Der var også en stor abepark, hvor vi kunne gå frit omkring, ligesom aberne. Jeg er normalt ikke så interesseret i aber, men de her var sådan set sjove nok at se tæt på. Der var også helt små abeunger, der tumlede ned af de bakkerne og slog kolbøtter.

Frokosten besod af nogle medbragte sandwich, der faktisk var blevet ganske gode. Der var røget laks, roastbeef, hjemmelavet pickles med kødboller (en rest fra aftenen før) samt den klassiske med ost. Senere tillod vi os også en vaffelis. En med 3 kugler, guf og flødebolle kostede 40 kr, så det er ikke sådan skyhøje priser, hvilket jeg nok havde forventet. Egentlig stod der på skiltet at syltetøj også fulgte med, men dét fik vi ikke noget af. Derudover var guffet også det ringeste guf jeg nogensinde har smagt. Det var grynet og tørt og ubehaligt i munden og smagte generelt bare virkelig dårligt. Hvis der havde været lidt syltetøj på, ville det nok have hjulpet lidt på den tørre fornemmelse, men som det var måtte jeg kæmpe mig igennem det for at nå ned til isen. Isen var heldigvis udmærket. Der var faktisk en ganske fin pistacieis med lidt pistacienødder i, nok en af de bedre pistacieise vi har smagt. De havde dog kun et meget begrænset udvalg af is, så hvis man vælger den store vaffel med 5 kugler, som Ledsageren gik efter, så er det faktisk svært at finde 5 forskellige der er værd at prøve.

2014 Givskud ZOO 200914 (150)

Vejret holdt rigtig fin, og den lette tåge i starten lagde blot nogle spændende undertoner på mine billeder. Vi havde en rigtig fin tur, så det kan godt anbefales som en udflugt, men vi var nu glade for at vi kom udenfor sæson, for der var faktisk stadig en del mennesker, så der er nok frygteligt, hvis man kommer om sommeren. Til trods for at det er en løvepark, så var jeg nu nok alligevel mest fan af kæmpeodderne (der snakkede konstant) og de gulerodsspisende kameler.

Rigeligt Plads i Ree Park

Dansk

2014 Ree Park 210714 (93)

Som nævnt i sidste indlæg nåede vi også i Ree Park mens vi var i sommerhus i Djursland. Ledsageren og jeg har jo pt. årskort til den lokale zoologiske have, og her får man også ét årligt besøg i nogle andre parker, blandt andet Ree Park. Ree Park er en pænt stor zoologisk have, og det ser ud til at dyrene har god plads at vandre rundt på. ZOO’en forsøger også at sælge såkaldte safariture, hvor man bliver kørt rundt i sammenhængende landrovere mens en dyrepasser fortæller om dyrene. Man kommer også ind i safariområdet, som normalt er lukket af. Vi ankom nok omkring kl. 11, og vi blev også straks spurgt om vi gerne ville købe en tur, men det kunne tidligst blive kl. 15, og så længe vidste vi altså ikke om vi ville være der, så vi sprang det over. Da vi så vandrede rundt i parken fandt vi ud af, at man faktisk ikke går glip af noget særligt ved ikke at tage på den tur, bortset fra en sludder for en sladder eller hvad dyrepasseren nu lirrer af sig. Det lukkede område er ikke så stort igen (set i forhold til at man skal betale ekstra for at køre en tur igennem det), og man kan se de fleste af dyrene helt tæt på alligevel, så jeg er i sidste ende glad for at vi ikke brugte penge på det.

De har også kamelture, som jeg lurede lidt på, når nu safarituren ikke blev til noget, men der var meget lang kø, det var en kort tur, og der var kun én kamel på arbejde af gangen. Mine forældre stod i kø i en time sammen med niecerne for at komme til. Det ville sikkert stadig have været sjov, men vores tålmodighed var ikke til det.

Vi fik en rigtig god tur ud af det, og vi var der faktisk i mere end fire timer, inklusive en kort frokostpause, så jeg synes det er en udmærket park. Der var også nogle af dyrene der gik mere eller mindre frit omkring, blandt andet nogle røde lemurer, hvor vi var så heldige at en af dem kravlede ud af sin lille luge og op på en hylde, hvor den kiggede undrende på os mærkelige væsener med kameraer.

I nærheden af safariområdet var der også strudse, både voksne, børn og babyer! Det var lidt sjovt at se. Tror aldrig jeg har set et “levende” strudseæg før, ej heller små strudseunger.

Vi var også forbi leoparderne lige efter de var blevet fodret, så de lå og gnaskede i døde fugle af en eller anden art. Nogle gange løftede de byttet op, så man kunne se vingen, eller hvad der var tilbage af den.

2014 Ree Park 210714 (82)

Løverne så vi ikke helt så meget til, da de mest holdt sig i skyggerne, og vi kunne se på løven at han syntes det var meget varmt. Det er sjovt som selv de store katte ligger på den måde.

2014 Ree Park 210714 (118)

Et andet hit var bjørnene, som vi var lige ved at gå glip af. De var ikke synlige i deres område, da vi kom forbi første gang, så vi gik en tur forbi igen senere, og da var vi så heldige at se dem ude at svømme. Det var en bjørnemor med tre unger, og de så helt vildt nuttede ud når de legede sammen i vandet.

2014 Ree Park 210714 (103)

Vi gjorde også holdt for at se parkens fugleshow, hvilket var udmærket, selvom vi sad lidt langt væk og det var meget varmt. Vi kunne egentlig ikke se så meget, og vinden var heller ikke helt optimal, så det var ikke alle fuglene, der havde lyst til at lege med. På et tidspunkt kom der en grib på scenen, som gerne skulle vise hvordan den fløj, men på grund af vejrforholdene fløj den ikke helt som ønsket, så den landede faktisk lige ved siden af Ledsageren! Ledsageren var også helt faldet sammen grundet varmen, men han var altså ikke helt død endnu. Det hele gik meget hurtigt, så jeg fik desværre ikke noget godt billede af fuglen, men her er den nede ved scenen (den sorte plet til venstre):

2014 Ree Park 210714 (68)

Her kan den lige ses bag Ledsagerens ryg for at give et billede af hvor tæt på den var (damehovedet tilhører en af dyrepasserne):

2014 Ree Park 210714 (70)

Og det her er det bedste billede jeg nåede at snuppe af den (kameraet var zoomet helt ind på scenen, så jeg kunne ikke nå at fokusere med kameraet før fuglen var væk igen):

2014 Ree Park 210714 (69)

Til frokost fik Ledsageren og jeg en sandwich hver (min var med laks og Ledsageren fik vist med pulled pork). De var såmænd udmærkede, men der er laaaang kø når man kommer om sommeren, så det kan være en god idé at tage sin egen frokost med.

2014 Ree Park 210714 (72)

Og de resterende billeder fra vores besøg:

Om aftenen havde niecerne fået lov til at bestemme aftensmaden, så den ældste ville gerne have lasagne, og den yngste ville gerne have risengrød. Nogle af os er ligeglade med at det er 30 grader varmt, risengrød er stadig godt! Min mor truede dog med først at bruge sådan noget færdiglavet risengrød, men overraskende nok sælger de ikke det om sommeren, og derefter truede hun med minutris – men i sidste ende blev det til rigtig risengrød, og så havde jeg ikke noget imod også at hive en portion ombord. Lasagnen var også god. Jeg kunne egentlig godt spise lidt risengrød nu …

Lidt billeder af sommerhusområdet taget fra de to terrasser, inklusive vedligehold af golfbanerne:

Næste dag kørte Ledsageren og jeg hjemad efter morgenmaden. Vi forsøgte at gøre holdt undervejs for at få så meget ud af turen som muligt, men det var så varmt, at jeg egentlig ikke havde lyst til at vandre rundt udenfor, så vi hentede kattene lidt tidligere end vi havde regnet med. Oliver har altid hadet at køre i bil, jeg ved ikke rigtig hvorfor, men erfaring har vist at det muligvis har noget med kørebevægelserne at gøre. Han siger knapt så meget når bilen kører helt langsomt fordi vi holder i kø. Ellers vræler han næsten konstant. Denne gang var ingen undtagelse, især ikke da vi havde sat begge kattene ind i samme transportboks for at have plads til den nye ismaskine.

2014 Oliver 220714

Dette års nyerhvervelser (udover den ofte nævnt ismaskine) består af den porcelænsfigur jeg købte i Tyskland, to dåser til Ledsagerens kaffepoder (de kostede vist hele 1 euro stykket, så jeg synes han har fået så rigeligt!), tre glas farvet sukker og to små poser salt, som Ledsageren havde købt med hjem til mig, da han var på ferie uden mig, og af mine forældre fik jeg et par øreringe og et rigtig flot fad med jordbær på, importeret fra deres ferie i Italien.

2014 Sommerindkøb 230714 (4)

Monty mente vist det var til ham.

2014 Sommerindkøb 230714 (3)