Tag Archive | frokost

Påskefrokostfødselsdag 2017

Dansk

Når der er to i familien, som har fødselsdag i umiddelbar forlængelse af hinanden midt i april måned, så ender vi tit ud i at blive inviteret til familiepåskefrokost med fødselsdagstema, og i år var ingen undtagelse. Festen foregik hos mine forældre, hvor der blandt andet blev serveret hvide og grønne asparges, blinis med citronkaviar og æg med rejer, og der var et sødt foccaciabrød med abrikoser, friturestegte grøntsagschips (varianten med grønkål var dog nok ikke min favorit), og til dessert var der blandt andet chokoladefontæne, hvor chokoladen IKKE sprøjtede rundt til alle sider, hvilket jo altid er et plus (gæsterne kastede sig ellers til alle sider eller forskansede sig bag deres servietter, da maskinen blev sat i gang, i forventning om endnu en katastrofe, der til børnenes fortrydelse udeblev).

Min mor havde selvfølgelig også konstrueret en lagkage, der ved første øjekast ikke så ud af så meget, men når man først satte tænderne i et stykke, så var den meget lækker. Der var lemoncurd samt en fantastisk creme udelukkende baseret på hvid chokolade og flødeskum, og det eneste man gjorde var at lune fløden, hælde den over chokoladen og få den til at smelte, herefter sætte den flydende creme i køleskabet til næste dag og piske den op. Den var så god, at jeg brugte den i en af frøkenens fødselsdagskager (hun fik selvfølgelig tre, fordi hun er noget særligt, men mere om det en anden gang).

Reklamer

En fyldig julefrokost og en nobel nytårsmenu

Dansk

2016-julefrokost-fra-superbrugsen-081216-3

For en god del tid siden købte jeg nogle værdibeviser pålydende en omgang klassisk dansk julefrokost fra vores lokale SuperBrugs i Odense. Man skulle købe til mindst fire personer, og det kostede 84 kroner per person (normalprisen var eftersigende 140 kr). Der var også så rigeligt med, at vi spiste os mætte tre dage i træk, og det meste af maden var ganske udmærket. Fiskefileterne var mere panering end fisk, og risalamanden smagte som risifrutti (hvilket jeg ikke syntes var imponerende), men ellers så var det overraskende godt. Ikke en gourmetoplevelse men helt sikkert noget, der kan anbefales, hvis man står og skal planlægge en nem omgang julefrokost. Deres risalamande ville jeg dog ikke have noget imod at slippe for.

Til nytår havde vi også valgt at investere i SuperBrugsens takeaway-menu, som vist kostede omkring 260 kr eller deromkring for fire små retter per person. Det hele var såmænd også udmærket og nemt at gå til. Der var inkluderet en detaljeret vejledning til samling af aftenens menu, desværre tog vejledningen ikke forbehold for de ændringer, som de afterfølgende havde lavet til menuen! Til hovedretten var der fx en bøtte med et eller andet i, som vi efter noget gætværk fandt ud af var rasp, som kartoffelrullen skulle rulles i, hvilket ikke stod beskrevet nogen steder. Der var en begrænset mængde kød med til hver, og ikke helt nok til en stor, sulten herre, men fint nok til mig.

Desserten var dog den ret, som jeg var mindst imponeret af. Der var en rigtig lækker chokoladefondant og en lille og meget flad tærteskal, der blev fyldt med et meget tyndt lag lemoncurd. Tærten var til den jævne og kedelige side, og så føltes de to desserter fuldstændig adskilt fra hinanden, som to forskellige desserter. Det ville have været bedre med fx en lækker citroncreme eller -is til en gerne lidt større udgave af chokoladefondanten, og så klædte det helt bestemt den tunge chokolade med lidt fed fløde, som vi selv havde købt ved siden af, hellere end den syrlige skyr, som SuperBrugsen havde suppleret. Menuen var udmærket og til rimelige penge, men ikke uden sine fodfejl og muligheder for forbedringer.

2016-nytaar-311216-9

Vi havde også købt lidt kransekage fra SuperBrugsen, men den var så tør og kedelig og ikke engang lavet på rigtig marcipan (det var primært abrikoskerner), at vi endte med at smide det meste ud. Det synes jeg nok var det mest pinlige af deres ellers udmærkede nytårsmenu. Man kan ikke tillade sig at sælge dårlig kransekage til nytår! Det er efterhånden 6 år siden, og jeg har endnu ikke hverken glemt eller tilgivet Lagkagehuset for den meget dyre og meget, meget tørre kransekage, som vi engang kasserede nytårsaften!

Julefrokost 2016

Dansk

2016-julefrokost-261216-6

2. juledag var vi som sædvanlig til julefrokost hos mine forældre, hvor der blev disket op med alverdens retter. Den lille frøken var så flink til at sidde med ved bordet, hvor hun snaskede i lidt røget laks og lidt reje samt sin mormors friske frikadeller. Citron kan hun også godt lide – det eneste problem er blot at hun har tendens til at gnide sig i øjnene, og det er ikke så smart med citronsaft på fingrene. Pakkelegen gik Ledsageren og jeg glip af, fordi det faldt sammen med Frøken Curies gå- og sovetur, men der var nu en pakke til os alligevel. Mine forældre prøvede en ny udgave, hvor alle startede med at have én pakke, og så skulle man bytte sin egen pakke med en andens, når man slog en 6’er, så der var ingen, der sad med alle pakkerne, og ingen, der blev snydt. Vi vandt en hvidløgshakker, nogle små æsker samt noget kaffe, så helt galt var det ikke, selvom vi ikke fik slået en eneste 6’er. Vi  nåede også at få frugtsalat til dessert, selvom der var stor efterspørgsel på skålen.

Fra top til bund

Dansk

2016-blaavandshuk-fyr-201016-2

Da vi var i Blåvand valgte vi også at vandre ud til Blåvandshuk Fyr, hvilket var en god, lang gåtur. Da vi nåede derud og så, hvor proppet der var af biler på parkeringspladsen, så var vi endnu gladere for at vi havde valgt at lade vores stå. Jeg tror ikke, at vi ville have fundet en plads! Det kostede 35 kr per person at komme op i fyrtårnet, men da jeg havde slæbt mig cirka 180 trin op og så, at det sidste stykke var en lille, smal stige, som man skulle bakke ned af, når man skulle tilbage igen, så valgte jeg at stoppe rejsen før tid – jeg hader små stiger. Jeg lod i stedet Ledsageren tage frøkenen med op for at nyde udsigten, og så kunne han aflevere hende og gå op igen for at tage billeder bagefter. Jeg fandt heldigvis en fin vindueskarm lige nedenfor, som jeg kunne vente i. Der var også lang kø til at komme både op og ned af den vakkelvorne stige, så jeg var glad ved at springe over. Det lykkedes dog Ledsageren at få taget nogle fine billeder, mens han var helt oppe øverst.

Nogle billeder jeg tog, da vi stod sikkert på grunden:

På vej hjem spiste vi en af verdens dyreste hotdogs ved den sidste pølsebod inden England (eller jeg gjorde, Ledsageren valgte fiskefilet). De ved nok, hvad de skal tage for det på de turistoverrendte steder, men vi var bange for, at det ville blive for sent, hvis vi ventede med frokosten indtil vi nåede tilbage til byen.

2016-blaavandshuk-fyr-201016-53

Til aftensmad fik vi en blandet landhandel fra Slagter Theilgaard. De havde mange gode ting at vælge imellem, så vi prøvede lidt forskelligt, hvilket inkluderede to slags kød, lakseroulade, fyldte svampe, kartoffeltårne omgivet af bacon samt broccolisalat.

Den sidste aften i Blåvand fik vi takeaway fra den lokale thailandske biks, Thaihuset. Vi havde tidligere på ugen prøvet deres wokbokse, hvor maden smagte fint, men som forventet blev boksene mest fyldt op af det billige materiale, det vil sige enten ris eller nudler, så helt spændende var det ikke. Til gengæld fejlede smagene ikke noget, og derfor ville vi gerne prøve deres Bangkok-menu inden vi tog hjem.

2016-restaurant-thaihuset-211016-1

Menuen kostede 138 kr per person, og man fik et stort udvalg af retter med. Første ret var en hønsekødssuppe med blandt andet citrongræs. Suppen smagte rigtig godt og var tilpas stærk. Citrongræs kan være svært at arbejde med, for det kan nemt blive alt for stærkt for de danske ganer, men her var det lykkedes dem at producere en suppe, der smagte af rigtig meget uden at ødelægge halsen.

2016-restaurant-thaihuset-211016-2

Til hovedret var der ét lille kyllingespyd per person (og der var ikke meget kylling på, men det smagte OK), indbagt kylling med sursødsovs samt to lune retter, en med kylling og en med oksekød. Vi havde smagt deres indbagte kylling og indbagte reje, da vi købte wokbokse, og jeg var især imponeret over rejerne, da der var en god portion reje i. Normalt forsvinder indholdet totalt i dejen, men det var ikke tilfældet her. Den indbagte kylling var også god, men rejerne var klart mere spændende. Det mest negative ved deres Bangkok-menu er helt klart også deres sammensætning, da man får kylling på ikke mindre end fire måder, og selvom hovedretten med kylling var mindst lige så god som suppen (hvilket nok mest kom af, at sovsen og suppen kom fra nøjagtig samme gryde!), så ville det have klædt menuen at have noget mere variation. Der gik lidt for meget fjerkræ i det – også selvom det hele smagte godt. Det var tydeligt, at der var brugt gode, friske råvarer, og smagene var i fokus.

Der var nok ris med til cirka fire personer, og selvom de andre retter så lidt små ud, så mættede det hele alligevel som det skulle. Til dessert var der is, men det var knapt nok værd at nævne på menukortet. Der var ikke noget særligt over selve isen, og så var der én iskugle per person, så det var snarere en smagsprøve end en dessert. Jeg foretrækker at et sted udelader desserten, hvis de alligevel ikke vil gøre en reel indsats, og så vil det nok ikke sætte gang i en konkurs, hvis de flottede sig med at give TO kugler til hver, hvilket i det mindste ville føles som en portion. Som det var så det ret fesent ud.

2016-restaurant-thaihuset-211016-7

Overordnet set var maden rigtig god, og vi vil bestemt ikke tøve med at købe derfra igen (dog nok ikke deres wokbokse). Jeg var meget imponeret over deres fokus på smage og ingredienser, og restauranten er så autentisk, at deres hjemmeside er fyldt med stavefejl, blandt andet er overskriften på deres hjemmeside “Restautant Thai Huset i Blåvand” – så man ved i hvert fald at fokus ikke ligger på retskrivning. For en gangs skyld er fokus endt i gryderne i stedet.

Fra favn til navn

Dansk

2016-navngivningsfest-180916-37

For et par uger siden blev det tid til at fejre den lille Frøken Curies navnedag, og det meste forløb ganske udmærket, også selvom nogle af gæsterne mødte op en halv time før festen, hvor vi render rundt for at nå det hele og har allermest travlt. Heldigvis havde vi mine forældre til hjælps, og den ældste niece var taget med dem om formiddagen, så hun blev også sat i sving med at rette an på fadene, hvilket var en stor hjælp. Vi kunne stadig godt lige at have brugt et ekstra kvarter til lige at tænde lysene, brygge kaffen og sætte det store flag frem ved hoveddøren, men det gik nu også med det!

2016-navngivningsfest-180916-33

Menuen bestod af to slags kødboller (en med hakket bacon og en med hakket soltørret tomat) serveret med creme fraiche dressing, peberfrugt samt tomat, hvilket var en af Ledsagerens anretninger. Der var også små mozzarellakugler omviklet med frisk basilikum og serranoskinke, hvilket også var et hit, og små butterdejsskaller fyldt med anderillette. Ledsageren ordnede også de fyldte æg, hvoraf de gule var med sennep og de røde med tomatpuré, tabasco og hakket rødløg. Min mor bidrog med tre slags sandwich (agurk, røget laks samt æg), for vi kørte med “Afternoon Tea” tema. Derudover havde hun også sammensat to slags salater – en med brombær og rødt spidskål (var det vist) og en anden med blandt andet edamamebønner og minitomater.

Mine forældre gav os også en gave i form af de franske makroner, som vi serverede. De var fra Odense Chokoladehus. Vi har smagt dem nogle gange, når vi har deltaget i Kulinarisk Sydfyn i Svendborg, og deres gule lime/citron macarons er rigtig gode. Vi havde også bestilt en grøn variant med karamel og en anelse smag af lime, samt nogle lyserøde med hindbær/jasmin. Deres macarons smager rigtig godt, men de er ikke altid så gode til det med at få smagene frem. De laver en god chokoladeganache, men den smager aldrig af andet end chokolade, uanset hvilke essenser de påstår at de kommer i. De smager stadig godt og har en lækker sprødhed, men en del mere tilsmagning kunne de godt trænge til ved nogle af dem. Deres lime/citron smager til gengæld fantastisk af citrus, og den med karamel har karamel i, hvorimod den lyserøde udelukkende smagte af chokoladeganache. Jeg ville dog aldrig sige nej tak til at spise én til, også selvom de er en lidt dyr fornøjelse!

2016-navngivningsfest-180916-21

På dessertbordet havde vi også hjemmebagte scones serveret med solbærsyltetøj samt flødeskum (den traditionelle anretning i henhold til vores britiske Afternoon Tea tema), et blandet chokoladefad, små marengsreder med stracciatellacreme og brombær samt gateau marcel med hindbærkompot. Marengsrederne smagte rigtig godt, men desværre blev de meget bløde meget hurtigt, så de skulle have haft noget længere tid i ovnen, hvilket var ærgerligt. Heldigvis nåede jeg at smage en, inden de gik helt til, fordi jeg snuppede en i første runde. Der var også småkager på bordene i form af bamsehoveder, som ingen dog turde spise af. De smagte ellers også godt og mindede om jul, da jeg havde brugt honningkagekrydderi i dejen.

2016-smaakager-bamser-paa-pind-160916-13

Det sidste store nummer var kagen, som vi havde bestilt udefra ved Konditor Andersens. Vi har humor i vores familie, så dekorationen bestod af en baby, der havde et godt tag i en grå kat, samt en rød kat, der gemte sig bag nogle blomster, hvilket konditoren nok aldrig havde fået en ordre på før. Fyldet bestod af en mørk og en hvid chokolademousse med et rigtig godt lag passionsfrugtgelé imellem. Bunden var vist en art mazarinbund med lidt hakkede nødder, men den var jeg måske en smule skuffet over. Vi var til prøvesmagning tidligere på året, hvor teststykkerne havde noget tykkere bunde, hvor man virkelig kunne smage marcipanen i kagen, og bundene var svampede og lækre. Her var bunden så tynd, at jeg ikke rigtig synes at jeg kunne smage den, så det var knapt så spændende. Overordnet set var vi dog vældig tilfredse med kagen, og den havde et rigtig flot snit. Vi havde naturligvis bestilt rigeligt, og der er heldigvis også røget nogle stykker i fryseren, som jeg glæder mig til at spise på et senere tidspunkt.

Mine forældre supplerede også velkomstdrinken, der bestod af en kæmpe flaske champagne, og så havde Ledsageren lavet en rigtig lækker myntedrik, bestående af noget limesaft fra flaske (et mærke kaldet “Rose”), danskvand, mynteblade knust med sukker, friske limestykker som pynt samt sirup og sukker for at søde den. Den endte med at være dejligt frisk og læskende. Udover kaffe og te så havde vi købt en masse forskellige safte fra Citti Markt i Tyskland, og de viste sig at være rigtig gode, så vi skal nok have købt nogle flere med hjem næste gang vi er i udlandet. Jeg synes det var rart, at det hele for en gang skyld ikke gik op i vin og sodavand!

Den lille frøken blev fotograferet i sit flotte australske antræk, og vi var så heldige, at hun sov fra det meste, for hun blev lidt træt af de mange fremmede mennesker til sidst! Det er dog svært at undgå med så lille en baby, så generelt tog hun det rigtig pænt. Gaver var der masser af (billederne nedenfor viser kun et udsnit af dem), og det blev til alt fra juniordyner, penge, smykker og smykkeskrin, tøj og legetøj, og mine forældre gav os en tripp trapp stol, som Frøken Curie snart er parat til at sidde i.

Det har taget en rum tid at planlægge det hele, for vi startede allerede inden babyen blev født, netop fordi vi forudså hvor travle vi ville være, når hun først var dukket op, og det hele var rimeligt stressende den sidste halve time inden festen startede, men heldigvis gik det godt i sidste ende, og det hele smagte godt – også marengsrederne selvom de smeltede på fadet til sidst.

Sommerens kortvarige sol

Dansk

2016 Curie 230716

Det er ikke blevet til så mange sommerferieture i år, men det er alligevel lykkes os at komme udenfor hjemmets døre og få afprøvet nogle forskellige issteder på Fyn.

Vi besøgte atter engang Lauses Grill på Nyborg Havn, hvor man efterhånden godt kan gå sig en udmærket tur, og hvor man får en stor, flot is for pengene. De har også et stort udvalg af is, så selvom stedet måske – i hvert fakd for udefrakommende – mest af alt ligner en tilfældig grillbar, så er det faktisk en af vores favorit-ishuse.

2016 Iskuglen Terrassen Faaborg 230716

Vi var også en tur til Faaborg, hvor vi prøvede en ny isbod kaldet Iskuglen, som Restaurant Terrassen har åbnet her til sommer. De lovede flydende nutella som topping, så det måtte vi naturligvis teste! Man kunne godt mærke, at isbutikken var ny – personalet måtte i hvert fald lige konferere skiltet, da jeg bad om to Nutella Special, og hun lød egentlig lidt tvivlsom til at starte med, som om hun var usikker på, om de overhovedet solgte sådan noget. Til 49 kroner er det ikke den billigste isvaffel, og det var i hvert fald den mest grissende is, jeg kan erindre at have fået serveret. Den medfølgende softice var meget kedelig og smeltede ned af hånden på mig 10 sekunder efter jeg havde fået den udleveret. Den opvarmede nutella var såmænd udmærket og havde en lidt “brændt” smag, men ikke på en dårlig måde. Vi var glade for, at vi havde pakket en våd klud i pusletasken, selvom det var os snarere end babyen, der fik brug for den. Jeg synes, at når man laver en “Nutella Special”, så bør man gøre mere ud af nutellaen i stedet for bare at komme lidt på toppen. Det var da en udmærket is, men jeg tror nu ikke at vi kommer igen. Så er Lauses Grill alligevel bedre – også selvom de ikke kommer nutella på.

I Rudkøbing besøgte vi Vaffelhuset, hvor Ledsageren fik sig en “Rudkøbing Special” til 52 kr, som inkluderede 3 kugler, softice, guf, chokoladeovertræk samt flødebolle, så han var godt dækket ind ismæssigt! Desuden har de et rigtig flot udvalg af is, og man får en god portion kugler for prisen også, samt hjemmelavede vafler. Jeg synes måske at vaflen var en anelse blød, men det var tydeligt at smage, at den var hjemmebagt. Jeg fik en half & half, der bestod af både is samt softice og drys, og jeg synes det er rigtig fint, at de nu også tilbyder half & half med to kugler, for jeg kan aldrig beslutte mig for hvilken slags is jeg skal have, hvis jeg kun må vælge én slags. Half & half med to kugler kostede 45 kr, og med en enkelt kostede det vist 39 kr. Der lå også en anden isbutik lidt længere nede af gaden, som vi kiggede lidt på, men selvom de havde skilte udenfor, hvor man kunne se hvilke issammensætninger de solgte, så stod der ikke pris nogen steder, hvilket jeg synes er meget underligt. Jeg må antage at de er så dyre, at hvis man skal spørge efter prisen, så har man ikke råd. Desuden havde de også skrevet på et skilt, at de var løbet tør for hjemmebagte vafler, så der var sådan set ingen tvivl om, at det var Vaffelhusets is vi ville undersøge. Vi fortrød heller aldrig vores valg.

2016 Faaborg RøgeriCafé 230716 (1)

Blandt de mere frokostegnede retter købte vi i Rudkøbing en fransk hotdog til 25 kr fra Slagterpigerne, og selvom jeg synes at brødet og den tilhørende pølse var en smule spinkle i det, så var der rigtig god smag i pølsen, hvilket nok også bare manglede nu hvor vi købte den fra en slagterbutik. De havde også andre former for frokostretter, der også lød lovende, men det var en fransk hotdog vi var mest i humør til.

I Faaborg købte vi frokost fra Faaborg Røgeri Café, men det er nok sidste gang, at jeg gør det. Jeg følte mig egentlig temmelig snydt, men nu havde vi besluttet os, før vi tog afsted hjemmefra, at det var dét vi ville, ellers ville jeg hellere have taget frokosten med selv. Et lille stykke røget hellefisk, hvor jeg selv skulle pille benene fra, serveret med en tynd omgang kartoffelsalat, der nok er hevet op fra en stor spand i baglokalet, kostede 82(!) kr. Jeg synes det er en vanvittig pris for så lidt. Ledsageren købte sig en fiskefrikadelle med samme vandede kartoffelsalat til 45 kr. Det er lidt for meget turistpriser og lidt for lidt indhold til at jeg vil gøre det igen. Der lå en anden røgeri-biks lidt længere nede af vejen, hvor de solgte frokostbuffet til 79 kr, men dér kan man selvfølgelig ikke tage sine egne drikkevarer med som vi gjorde her. Da vi vidste, at vi skulle hen og have en stor is bagefter og i grunden ikke var så voldsomt sultne, så valgte vi den nemme frokost, men en anden gang vil jeg da gerne teste det andet spisesteds buffet for at se, hvad de har at byde på, Faaborg Røgeri Cafés retter var i hvert fald ikke noget der imponerende mig synderligt. Så hellere tage brødet med selv og købe lidt fiskevarer til at komme oven på.

2016 Faaborg RøgeriCafé 230716 (2)

Nu går sommerferien efterhånden på hæld for os, så vi er glade for at vi trods alt har fået testet årets sommer-is. Vaffelhuset i Rudkøbing var vores favorit ud af de tre besøgte steder, for selvom Lauses Grill altid har en god is, så vandt Vaffelhusets mere spændende kombinationer alligevel.

Tærte uden fad

Dansk

2016 Frokost 180616 (4)

I går var vi så heldige, at mine forældre havde tilbudt at komme forbi og hjælpe lidt til, hvilket vi er meget taknemmelige for. Min far hjalp Ledsageren med at klippe hæk, mens min mor passede den lille frøken, hvilket gav mig tid nok til at lave frokost. Egentlig havde jeg valgt nogle frokostretter, som jeg mente var rimeligt enkle og forholdsvist hurtige at tilberede, men alligevel nåede jeg ikke at lave andet hele dagen, også selvom jeg havde regnet med at få styr på jordbærbedet igen. Hvis min mor ikke havde været der, var der nok ikke engang kommet en frokost ud af dagens anstrengelser, så det var jo meget heldigt!

2016 Frokost 180616 (2)

Måltidet bestod af en tærte med fennikel, asparges og røget laks samt en salat med kikærter, mango, spinat og en spansk pølse i skiver ristet på panden. Salaten har jeg lavet før, og den tæller egentlig blandt favoritterne herhjemme. Normalt serverer jeg den dog lun til aftensmad og bruger chorizopølse, hvilket passer bedre til end denne “fuet”-pølse, men de havde ikke chorizo i supermarkedet, så jeg måtte nøjes. Tærten var udmærket, selvom jeg ikke var helt tilfreds med smagen af bunden, skønt bagningen var lige efter bogen.

Det er svært hvor lidt man egentlig når at få fra hånden, når man samtidig skal passe på sådan en lille størrelse, men jeg håber at mine bagetider endnu ikke er talte. Forhåbentlig kommer de igen.

2016 Frokost 180616 (3)

Fisk til frokost

Dansk

2016 Til frokost 100416 (10)

I weekenden havde vi mine bedsteforældre på frokostbesøg for at fremvise det nye børneværelse, der dog stadig lige mangler at få sat billeder op, før resultatet kan fremvises på bloggen. Menuen bestod af små rejegryder, filoruller med karrystegt porre og kål samt nogle med revet gulerod, spinat og fetaost, dertil en hvidløgsdressing, og så var der lidt brød, der kunne pyntes med forskellige oste, hjemmelavet hummus, røget makrelmousse (der mest af alt består af røget makrel samt creme fraiche blendet sammen, men jeg synes at det smagte meget godt, bortset fra at jeg kom lidt for meget creme fraiche i, så konsistensen blev lidt tynd), ærtepuré, prosciutto og bresaola.

Filodej er faktisk en rigtig god opfindelse, og den giver (næsten) samme sprødhed, som hvis man laver forårsruller. Vi brugte også dejen til desserten, der bestod af filoruller med banan og marcipan serveret med en fraiche-fløde-lime-creme samt hjemmelavet chokoladesovs. Det var sandelig også godt. Jeg har før lavet noget lignende bare med forårsrulledej og i frituregryden, men det her er da meget nemmere og hurtigere, så det bliver sikkert gentaget på et tidspunkt.

2016 Til frokost 100416 (8)

Kattene fik også lidt at spise, da min mormor havde taget en blomst med i værtindegave, og når vi kiggede væk, så sprang de op på bordet og gnaskede lystigt i bladene.

2016 Til frokost 100416 (11)

Grønne rejegryder

4 små ramekiner

  • ca. 150 g broccoli fra frost
  • 1 lille løg
  • 200 g optøede rejer
  • Smør
  • 1 skefuld mel
  • ca. 2 dl mælk
  • ca. 100 g spinat fra frost
  • Salt og peber samt krydderier efter smag
  • Rasp

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

Hæld kogende vand over broccolien og lad den tø op. Skær den herefter i mindre stykker.

Hak løget fint og hæld vandet fra rejerne.

Kom en klat smør i en lille gryde og smelt det langsomt. Tilsæt en skefuld mel og rør det sammen med et piskeris. Lad melet bage lidt ud og tilsæt herefter 1 dl mælk og pisk det til en ensartet masse. Tilsæt mere mælk indtil du har den ønskede tykkelse. Konsistensen bør være som en bechamelsovs.

Tilføj nu rejer, broccoli, løg samt den frosne spinat til gryden. Drys med salt og peber og lad det koge, indtil spinaten er helt optøet. Smag herefter til med krydderier efter smag.

Smør i mellemtiden små ramekiner og drys dem med rugmel eller rasp, så de er dækket hele vejen rundt.

Fordel rejeblandingen i de små skåle. Drys rasp på toppen og læg et par små smørklatter på. Bag dem i ovnen i cirka 20 minutter, indtil toppen er gylden.

Selve rejegryderne kan nemt laves dagen i forvejen og så bages umiddelbart inden gæsterne dukker op.

2016 Til frokost 100416 (2)

Påskefrokost 2016

Dansk

2016 Påskefrokost 270316 (2)

I weekenden var vi inviteret til påskefrokost hos mine forældre, hvor der blev serveret en længere menu af forskellige småretter. Retterne blev serveret én af gangen, hvilket var meget rart, da min mave så kunne nå at følge med til at smage det hele. Babyen trænger sig efterhånden på alle steder, så det er svært at spise et større hovedmåltid uden at føle mig fuldstændig proppet bagefter.

Bordet blev også pyntet med små, fine påskelys, og i modsætning til andre år blev der denne gang sat ild til dem. Jeg kan godt lide dekorative lys som disse, desværre brænder de sjældent særligt længe, så der gik ikke lang tid, før hønens hoved var smeltet bort.

Dagens første ret var sild, der blev serveret med en forfriskende æblesalat. Herefter var der hjemmelavede blinis med fiskerogn, efterfulgt af små sprøde hapsere med røget laks.

Fiskeretterne blev fulgt af små butterdejsskåle med hønsesalat samt rejesalat, tempurarejer med sød chilisovs samt nogle andre små butterdejstingester, hvor der var et lille stykke snegl i bunden, men ellers var det mest grønt fyld. Sneglen kunne ikke smages. Det kan så diskuteres hvorvidt dette er positivt eller negativt.

Herefter var der paté med små, sure agurker samt en salat med æg, tomat og bacon.

Dette blev fulgt af to slags pølser i form af oksepølser og lammepølser, samt to slags pastaret. Den ene var en kold pastasalat og den anden var fyldt, paneret pasta stegt i frituregryden, hvilket fungerede udmærket.

Til slut nåede vi til ostefadet, der blev suppleret med friske jordbær, som sæsonen til trods smagte fint. De var ikke helt så kraftige i smagen som rigtige sommerjordbær, men de var forbavsende gode. Derudover blev der også serveret små ishapsere samt lidt forskellig chokolade.

Herefter var vi også godt mætte, og så var der dømt siesta på sofaen. Klokken var forbi 19, før der blev sat rester på bordet til aftensmad, og det lykkedes mig at klemme en lille rejemad ned, men derefter var der heller ikke plads til andet før desserten, som bestod af fersken-is. Det var en enkel opskrift, som jeg havde set på MasterChef Australia og fortalt min mor om, og den måtte jo prøves. Der skulle kun bruges to ingredienser: 1 dåse kondenseret mælk og 1 dåse ferskner. Begge dele hældes i en skål og fryses, hvorefter det blendes og serveres. Det var dog lidt vanskeligt at få det blendet ordentligt, hvilket nok skyldes at de på MasterChef Australia bruger maskiner, der kan præstere en del mere kraft end vore simple køkkenmaskiner. Det lykkedes dog i sidste ende, og desserten smagte også meget godt. Der var en rigtig god ferskensmag.

2016 Påskefrokost 270316 (31)

I påskeferien havde mine forældre også været i Berlin, hvor de blandt andet besøgte Rittersport-butikken og købte lidt souvenirs med hjem. Udover forskelligt chokolade fik vi også en rigtig fin rittersport pose, som jeg næsten synes er for fantastisk til bare at gemme væk i skabet. Nogle af de store chokoladeplader fik vi med hjem, andre smagte vi mens vi var der. Der var blandt andet en helt ny variant med knuste tortilla chips, hvilket lyder meget mærkeligt, men faktisk smagte godt. Chokolader med for eksempel saltmandler smager sødt med lidt salt i, mens tortilla chipsene gjorde at chokoladen snarere smagte salt med lidt sødt i (uden som sagt at smage grimt). Tyskland har altid lidt flere rittersport-varianter i butikkerne end vi har i Danmark, så det kan godt betale sig at kigge sig lidt omkring, når man er der. Vi må se, hvad vi ender med at få med hjem, når vi selv tager en tur forbi den tyske grænse i weekenden.

2016 Påskefrokost 270316 (32)

Til fødselsdag i marts

Dansk

2016 Fødselsdag 120316 (1)

For en uges tid siden var vi endnu engang inviteret til fødselsdag i familien, da en onkel og en tante gjorde fælles bord. Vi var inviteret til frokost-tapas-bord, hvor der blev serveret et større udvalg af gode retter. Der var blandt andet frikadeller og lun leverpostej, diverse kødpålæg og oste, små ricottaruller omviklet med skinke, postejer, syltet tilbehør, lidt salater, pesto og små tørre kiks til dyppelse, byg-selv-bruschetta med hvidløgsolie og finthakket tomat, og sikkert nogle andre ting, som jeg lige har glemt.

Blandt de søde elementer var der blandt andet en velbagt citroncheesecake. Jeg er egentlig aldrig nået til at få afprøvet selv at bage en cheesecake – hver gang jeg har lavet cheesecake, har det været den ubagte slags, der bliver sat med husblas, men jeg burde snart gøre et forsøg. Nu er jeg selvfølgelig også stor tilhænger af flødeskum og andre cremede indslag, og de bagte cheesecakes er lidt mere faste og tørre i det, hvilket måske også er en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over projektet. De bagte smager dog også godt.

2016 Fødselsdag 120316 (21)

Derudover var der også tre købte kager fra Wendorff-bageren i Svendborg. Jeg bød selvfølgelig til, da kagerne skulle sættes på bordet, og kunne derfor placere dem strategisk, således at jeg var så heldig at få tiltusket mig marcipanpæren fra den ene af kagerne. Det skal jo også have nogle fordele at være hjælpsom.

Den kage, som i hvert fald Ledsageren og jeg bedst kunne lide, var Wendorffs Lise Nørgaard kage. Den består af en sprød, knasende nøddebund, som giver god kontrast til den hvide chokolademousse, hvor der også er vendt pærestykker i. Chokoladekagen er dog helt sikkert også en favorit – chokolademoussen er fantastisk lækker, blød og cremet og minder meget om en gateau marcel. Chokoladekagen kan dog have lidt svært ved at stå alene, for der er ikke andet i den end chokolade, hvor Lise Nørgaard kagen er afbalanceret med flere forskellige teksturer og smage. Chokoladekagen er mest cremet mousse, også selvom der er en smule chokoladekage i bunden – dette skal dog ikke forstås som noget negativt, for den smager fortsat fantastisk.

2016 Fødselsdag 120316 (28)

Den tredje kage kaldte de en “praline tærte”, og det var den eneste af de tre kager, som vi ikke før havde smagt. Den mindede meget om chokoladekagen, forstået på den måde at kagen mest af alt bestod af creme. Der var lidt kage rundt i kanten for at holde sammen på det hele, men det forsvandt hurtigt i cremen, når man først havde taget et stykke. Selve cremen var god og smagte som karamelliseret kondenseret mælk. Den var meget sød og kunne have haft gavn af en lidt sprød nøddebund eller lignende. Kagens største problem var dog at cremen var alt, alt for flydende. Så snart det første stykke var skåret, så faldt det hele sammen og flød ud på serveringsfadet. Når man betaler i omegnen af 100 kr for en kage, så skal den altså også levere nogle flotte snit, og selvom chokoladekagen også mest af alt består af mousse, så blev stykkerne stadig fint stående på tallerkenen. Smagsmæssigt var pralinetærten fin, men den var ikke velafbalanceret som pærekagen, og selve udførelsen af kagen var ikke god nok til prisen.

2016 Fødselsdag 120316 (25)