Arkiver

Pandekagens Dag 2019

Dansk

Det er snart så længe siden at vi fejrede Pandekagens Dag at jeg ikke rigtig kan huske, hvad vi serverede. Vi havde et vennepar på besøg, som havde deres dreng på 4½ med, og Frøken Curie syntes han var helt fantastisk og skreg af grin over alt hvad de kunne finde på. Da der var børn med, følte jeg mig nødsaget til også at servere nogle sunde indslag, men de blev nu ikke rørt, for børn på 3 og 4½ ved godt, at pandekager med is smager langt bedre end pølsestykker og agurk.

Til alle der opgav at spise grøntsager var der de sædvanlige indslag med nutella, is, syltetøj, sirup og sukker, og så var der flødeskum, chokolademousse, friske jordbær og hindbærskum (hindbærkompot blandet med flødeskum). Jeg må dog indrømme, at min erinding om hvad der blev serveret er mest baseret på de billeder jeg tog, for min hukommelse er ikke den bedste! Der var også appelsinpandekager, og de blev ganske gode denne gang (sidste gang var det svært at smage appelsinen).

Jeg skriver mest dette indlæg for at dokumentere, at vi fastholder at fejre årets vigtigste dage, også selvom jeg er langt bagud og i øjeblikket ikke kan finde ro til at blogge om dem. Til gengæld har vi ikke de store planer for på lørdag, hvor vi har 6 års bryllupsdag, men da det er triflibryllup, så er desserten allerede besluttet. Herudover så holder børnehaven loppemarked og tombola med ponyridning og besøg af udrykningskøretøjer, så det skal nok blive en spændende dag, og så slutter vi af med noget takeaway et eller andet sted fra, hvis jeg kan beslutte mig for hvad det skal være, hvilket jeg er meget dårlig til.

Et blik på jul

Dansk

Juleaften blev holdt hos os i år, og der var travlhed i køkkenet hele dagen, så Frøken Curie kedede sig bravt. Sidst på eftermiddagen gav Ledsageren hende et bad, hvilket hun elsker, og så var hun optaget og glad i noget tid. Hun har ikke nået den alder endnu, hvor hun kan holde sig beskæftiget foran fjernsynet hele dagen, så hun synes nok at det meste af juleaftensdag var meget kedelig.

Til forret havde jeg lavet en lille trio bestående af et stykke ristet rugbrød med anderilette og en cornichon, en butterdejssnegl med smøreost samt en lille salat med nogle ristede grøntsager (rødkål og bladselleri) toppet med en syrlig dressing, appelsinstykker og hakkede valnødder. Hovedretten var med and, flæskesteg lavet i sous vide samt medister. Sværene stod mine forældre for, for vores ovn kører i øjeblikket på sidste vers (det skal siges, at det har den gjort længe), så det er kun varmluft, der virker, og så tror jeg ikke at den når op på den temperatur, som den påstår at den når op på.

Desserten var naturligvis risalamande. I løbet af årene er vi blevet flere og flere gæster, og derfor når antallet af mandelgaver også op på tre, og det er uanset hvor mange, som rent faktisk deltager i juleaften. Deres bare eksistens bestemmer antallet af mandler. Mine forældre havde suppleret den ene gave, københavnerne en anden, og en onkel sørgede for marcipangrisen, som jeg stod for at indkøbe, og det blev til en gris fra Krings chokolade i Middelfart. Det er svært at finde en RIGTIG marcipangris, for jeg synes at den skal være tre-dimensionel, og så skal den ikke være dækket af chokolade. Det kan smage fint, men det er ikke grundprincippet i en ægte marcipangris. Den fra Krings kostede 100 kr, men havde også en rigtig fin smag. Den var ikke alt for sød, så den blev også spist op, da den endelig blev slagtet.

Derudover var der også en hemmelig fjerde mandelgave. Jeg havde nemlig øst risalamande i små anretningsglas med numre på, hvorefter gæsterne hver trak et tal og så fik serveret det korresponderende glas. Heri var de tre første mandler blevet placeret, og den fjerde gemte sig i skålen, der kom ind efterfølgende. Københavnerne løb af med ekstragaven, som var noget after eight chokolade med appelsinsmag, som jeg egentlig gerne ville have smagt! De vandt også en af de andre gaver, mens Ledsageren fik københavnernes gave (to plader chokolade), og min mor vandt svinet.

Frøken Curie fik som sædvanlig ingen lur den dag, men da hun fandt ud af, at der var pakker, som skulle pakkes op, så var hun ikke til at drive i seng, førend alle gæsterne var lusket af og de mange sække med gaver var tømt. Klokken var forbi 22 før hun endelig sov, men jeg tror at hun havde en rigtig god juleaften. Hun glæder sig i hvert fald til at få flere pakker!

Nytår 2018

Dansk

2018 sluttede vi hjemme hos os sammen med mine forældre. Aftensmaden skulle gerne opfylde kriterierne om at være både nemt og lækkert, så det blev til en takeaway nytårsmenu fra Goma. Prisen på 500 kr per kuvert og kvaliteten af de otte retter taler meget for at prøve det igen. Det smagte rigtig godt og så også meget flot ud, ikke bare i instruktionsvideon men også når min mor rettede det an. Der var kun én af retterne, som jeg ikke var så vild med, men det var et spørgsmål om smag og behag, da jeg bare ikke bryder mig særlig meget om meget salt mad, og her var der tale om en saltmarineret tun, og det var simpelthen for meget for mig. De andre i selskabet kunne godt lide den.

Jeg havde sørget for en lille appetizer til dronningens tale, hvor jeg havde bestræbt mig på at gøre det så nemt som muligt for mig selv, så jeg lavede små ostehapsere, der bestod af en tandstikker, en halv cherrytomat og en minimozzarella, samt ananas omviklet med bacon og bagt i ovnen. Både min far og jeg er ikke så vilde med ananas, men vi kunne begge godt lide denne anretning, da man mest bare kunne smage baconen. Ananassen tilføjede sikkert en smule sødme, men ikke så meget, at den var i vejen for den gode smag. Egentlig kan jeg godt lide ananassmagen, men når jeg spiser frisk ananas, så føles det altid som om, at ananassaften er ved at ætse min mund i stykker, så jeg kan aldrig spise særlig meget af gangen.

Frøken Curie var meget træt og spiste næsten ikke noget af sin aftensmad, heller ikke selvom vi havde sørget for nogle af hendes favoritter (grillpølser, pomfritter og avocado), og det var kun med nød og næppe, at vi fik holdt hende vågen længe nok til at være med til pakkeleg. Vi havde aftalt at sørge for to pakker per gæst, så man skulle mene, at der var rigeligt at fordele rundt om bordet, men alligevel endte mine forældre vist med kun at sidde tilbage med én pakke, da alarmen lød.

Kransekage skulle der naturligvis også til, og jeg har en kollega, som arbejder frivilligt samme sted som mig, der havde tilbudt at bage kransekage til os. Den var vældig dekorativ og smagte også rigtig godt. Jeg elsker marcipan og kransekage, men jeg synes at mange (måske især professionelle steder) ikke formår at bage en god kransekage. Jeg har fået alt for meget intetsmagende kransekage på restauranter, og så skal en kransekage være blød, sprød, sej og sød på én gang, og det kan være vanskeligt at opnå, åbenbart også for uddannede konditorer. Jeg tilgiver aldrig Lagkagehuset for det år, hvor de solgte os en TØR kransekage! Det kan man ikke tillade sig som konditor og da overhovedet ikke til nytår.

Men til nytåret 2018 fik vi en rigtig lækker kransekage, og selvom der var rigeligt af den, så blev det hele spist inden vi gik i seng.

I modsætning til sidste år så holdt Ledsageren og jeg os vågne helt ind til midnat, men herefter slæbte vi os hurtigt ind i sengen og faldt omkuld til næste morgen, hvor også Lilleskatten sov længe.

Der kommer også billeder fra julen, men nu tager jeg billederne som jeg lige når til dem.

Lidt om mad

Dansk

Om ikke særlig mange måneder starter Lilleskatten i børnehave, og vi har fået en plads ved vores foretrukne sted, så nu er jeg begyndt at tænke lidt i madpakke-baner, for i børnehaven skal hun selv have mad med. Frøken Curie er også glad for rugbrødsmadder, så det er ikke et problem, men hendes mor vil jo gerne gøre madpakken lidt mere spændende at kigge på, og efter lidt inspirationssøgning fik jeg blandt andet produceret en kat og en gris.

De blev okay, og især grisen var ikke så kompliceret at lave!

Apropos mad, for et par måneder siden kørte Skagen Food med et tilbud (det er dog et tilbagevendende tilbud, så det kan være at de har det igen), hvor man kunne få en af deres måltidskasser til halv pris, så jeg valgte at slå til for at teste det. Kvaliteten var såmænd fin nok, og der var tilpas med fisk og kød, men efter at have regnet på det, så ville sådan en måltidskasse til normal pris koste mere end tre gange så meget, som hvis vi laver maden selv, og det er da fint at slippe for en del besvær, men det er jeg altså alligevel ikke villig til at betale! Jeg kan da godt mærke, at i weekender og ferier så er der lidt mere stress og jag over familien, og så kan det være lidt vanskeligere at producere den ønskede mad i den ønskede variation med de ønskede grøntsager, men så har jeg heldigvis hverdagene til at fokusere lidt mere på det, og så kan vi tage den hurtige mad i weekenden.

Jeg var heller ikke så vild med, at de leverede den ferske kylling i samme pakke som den ferske fisk, og den ovnbagte risotto var god, men der var ris nok til at mætte dobbelt så mange mennesker og knapt så mange grøntsager til. Risene er jo selvfølgelig billige. Men ellers var det fint, og skulle de engang vælge at sælge deres produkter til en pris, der matcher normale menneskers daglige forbrug (vi holder ikke vejret), så ville vi gerne overveje at bestille derfra igen.

Derudover har vi også været lidt ude at spise. Odense har efterhånden etableret to “street food”-steder, hvor der er mange forskellige små madboder, hvilket jo er lige noget for mig. Det ene er Storms Pakhus, som jeg gæstede sammen med Lilleskatten og mine forældre, og hvor vi delte en smageplatte fra en kinesisk bod. Maden var spændende og god, men jeg synes måske ikke at det helt levede op til min vurdering af “street food”. For mig er “street food” noget, man kan spise med fingrene UDEN at have brug for en våd klud bagefter, og det var altså ikke muligt med denne smageplatte.

Vi har også besøgt Arkaden, som er det andet “street food”-marked, og her har vi endda været to gange. Første gang tog jeg ikke billeder, men det lykkedes mig anden gang. Jeg kan godt lide at smage en masse forskelligt, så vi bestilte fra to forskellige boder. Den ene hed Ottos, og dér fik vi noget bulgurhalløj med tre slags dressing, en lille salat og nogle kødpinde. Det smagte fint og så flot ud, men var ikke sådan vildt imponerende eller anderledes end hvad jeg selv kan præstere derhjemme. Til gengæld var maden fra den brasilianske meget spændende. Vi fik nogle rigtig gode polenta-fritter og en stor samosa-lignende ting (sidstnævnte kunne dog godt bruge noget krydderi, men den var lækker sprød og friskbagt og havde en god størrelse til en frokost) samt nogle helt fantastiske mini-donuts med et karamelindre og rullet i kanelsukker.

Efter sigende skulle der være et børnehjørne i Storms Pakhus også, men det lykkedes os ikke at lokalisere det. Arkaden har et fint børneområde udstyret med alt det bedste fra Ikea. Jeg bryder mig ikke rigtig om Storms rustikke design, og det føles mest af alt som en stor lagerhal (hvilket det teknisk set også er), så det føltes ikke specielt hyggeligt at være der. Og så er jeg heller ikke til det dér alternative pjat med at sidde på gamle ølkasser og sådan noget. Så er Arkaden lidt mere moderne, og personligt synes jeg den er væsentligt hyggeligere, men det kommer også lidt an på, om man er til det rustikke eller ej. Jeg er i hvert fald ikke, så jeg er ikke så sikker på, at jeg kommer i Storms Pakhus igen, men det er bestemt ikke madens skyld.

En negativ ting ved Arkaden (og muligvis Storms Pakhus – vi fik ikke lejlighed til at teste det) var at de ikke har nogen pusleplads, og det er altså rigtig svært at skifte en ble med barnet stående på toilettet, for der er ikke engang plads til at hun kan ligge ned. Og så ved jeg ikke hvad folk med helt små babyer gør. Så det synes jeg er en kraftig mangel – især når de fremhæver deres børneområde.

Sommer i sommerhuset, Del 2a

Dansk

Der er gået lidt længere tid siden sidste indlæg end jeg havde håbet på, men nu når vi til billederne, trods alt.

Sommerferien fortsatte med en tur til panser- og brandbilsmuseet i Oksbøl. Stedet var noget mindre end vi havde regnet med, men kan man lide brandbiler og panservogne kan man nok godt få en lille time til at gå. Der var også et større legeområde, hvor Lilleskatten var helt vild med legehuset. Det lille legeområde var sådan set OK, og det var også tilladt at spise medbragt mad, så det var en okay udflugt, også selvom Lilleskatten og jeg hurtigt fik kigget nok på de store biler. Frøken Curie var heller ikke så vild med, når bilerne larmede for meget.

Dagen efter tog vi alle tre på en laaaang gåtur i det grønne, hvor vi næsten blev spist af spidstandede fluer. Lilleskatten tog udflugten meget pænt, men begyndte dog at blive utålmodig til sidst. Da vi vendte næsen den anden vej, måtte vi love hende en is for at få hende op i klapvognen igen, hvorefter hun snakkede meget utålmodigt om den de næste 45 minutter. Vi var MEGET varme og besværede, da vi endelig brød igennem buskadset igen til den fluefrie frihed, og heldigvis var der ikke langt til det nærmeste ishus, så vi alle kunne blive kølet hurtigt ned igen.

Ishuset lå ved havnen, og derfra var der ikke langt til havnens legeplads, hvor vi også tog et smut forbi. Der var blandt andet en hoppepude, som Lilleskatten tog sin far med op på. Der var også en del større børn, men hun syntes det var sjovt, når det hele gyngede.

Ved siden af var der også et slags akvarium, hvor man kunne kigge ind på de svømmende fisk, selvom sigtbarheden var lidt dårlig. Der var dog en ål, som vist gerne ville i medierne, samt nogle andre fisk, der holdt lidt bedre afstand.

Næste dag syntes vi at vi var ved at løbe tør for udflugter i nærområdet, så vi endte med at besøge Tirpitz-museet i Blåvand. Det var et anderledes museum og spændende nok, men IKKE for hele familien “fra børnehavealderen og opefter”, som de ellers påstår. Børn skal altså være noget større end 3 år for at kunne benytte de små høretelefoner, man får udleveret. På Tirpitz er der ingen skiltning med hvad man kigger på, i stedet skal man rende rundt med sin telefon – undskyld, fjernbetjening og bippe fortællingen i gang. Jeg må indrømme, at det har jeg ikke rigtig tålmodighed til. Jeg er hurtig til at scanne en tekst, og hvis den virker spændende, så læser jeg den. Det kan man ikke på Tirpitz – så scanner man de første 5 sekunder af en eller andens snak, og så bipper man sig videre, hvis man ikke bliver fanget med det samme. Jeg synes der er meget potentielt interessant information, der kan gå tabt på den måde. Når man bliver slæbt af sted med af en 2-årig, så er det også noget nemmere at skimme en tekst end at skulle lytte færdig til en kedsommelig tale.

Derudover ser det også meget moderne ud, når alle render rundt i deres små bobler med en mobil presset til øret, men måske knapt så inkluderende. De havde nogle spændende ting, men jeg synes man skal overveje om ens personlighed er et match med museets udformning inden man tager afsted, for jeg synes ikke det er et sted, der henvender sig eller passer til alle.

Det mest interessante var deres ravudstilling, hvor de blandt andet fremviste en mindre udgave af Operahuset i Sydney lavet af omtrent 250 kg rav, hvis jeg husker korrekt.

Om aftenen så vi en hare ude i haven, hvilket naturligvis også skulle foreviges.

En sidste ting der bør nævnes i denne fremlæggelse af årets sommerferie er Hanses Bageri, som vi endte med at købe fra flere gange. De har en stor butik i Varde og i hvert fald én mindre butik lidt udenfor Varde, som vi dog ikke besøgte. De havde et rigtig flot udvalg, både af brød og kager, og det hele smagte lækkert og friskt, hvilket ikke kan siges om alle “rigtige” bagere. Vores egen bager har i hvert fald præsteret at sælge os en meget tør jordbærtærte, der smagte som om at den havde boet i butikken i en uges tid. Hansens Bageri havde til gengæld lutter lækre kager, og de var ikke engang synderligt dyre. De kostede faktisk en lille smule mindre end de Odense-priser, som vi er vant til. Den ene gang købte vi en håndfuld forskellige små kager, blandt andet en banankage, som var den mindst tilfredsstillende af alle de kager, som vi stiftede bekendtskab med, da den smagte meget kemisk. Den var frisk, men det var den gule farve, der gjorde den bananagtig, ikke smagen. Men ellers køber vi meget gerne noget med, næste gang vi kommer forbi Hansens Bageri i Varde.