Tag Archive | hus

Mere end bare et hul i jorden

Dansk

Haven skrider hastigt fremad. Når man ved hvordan man gør, så går det hurtigt at få lagt nogle fliser, og det er utroligt en forvandling der er sket i haven bare fra søndag til mandag eftermiddag. Jeg ville dog have foretrukket, hvis gartnerne under processen havde undladt at klippe vores TV-kabel over.

Her er endnu et par sammenligningsbilleder, hvor de første billeder er fra weekenden efter den første arbejdsuge er gået på hæld, og de andre blev taget i går eftermiddag, den første dag i en ny uge.

Reklamer

Hvis bare det var så enkelt

Dansk

I weekenden fik vi endelig flyttet de sidste ting ud af det gamle kontor, og så blev det tid til nedrivning, da der i det gamle kontor – som snart burde blive børneværelse – var et grimt, gammelt indbygget skab samt en indbygget bordplade. Det hele skulle bare ned, ligesom de tidligere ejere havde gjort i det identiske værelse ved siden af, der i øjeblikket fungerer som gæsteværelse.

2015 Børneværelse 051215 (2)

Der var jo en del mindre arbejde i det, end da vi skulle rive kæmpeskabet i kælderen ned, så det handlede jo bare om at hive det fri fra væggen og så lappe og spartle de huller og smårevner, der skulle dukke op i processen.

Ja, hvis livet dog blot var så enkelt, for den smarte murermester, der i sin tid byggede huset, var enten gal på husejerne eller bare gal i al almindelighed. At fjerne skabet var ikke helt så slemt, men skrivebordsdelen? Nej, den sætter man da ikke fast til væggen, den sætter man fast på vindueskarmen, og DEN sætter man fast til væggen, så da skrivebordet røg, så røg vindueskarmen også!

2015 Børneværelse 051215 (6)

Hvad der blot skulle have krævet lidt spartelmasse, kræver pludselig en håndværker! Hele vindueskarmen er væk, hele vejen hen til væggen, og der er kæmpestore huller i væggen fra der, hvor det hele var monteret. Det er godt nok den åndssvagste måde jeg nogensinde har set at montere en bordplade på! Nu forstår jeg bedre, hvorfor de tidligere ejere opgav at fjerne skab og bordplade i det andet værelse også!

Fra kælder til kvist – men mest i kælderen

Dansk

Renoveringen af kælderen har efterhånden stået på i et par måneder, og der går desværre nok en del tid endnu, før vi er helt færdige, men her kommer lidt billeder af udviklingen indtil videre.

Første skridt bestod i at rive de gamle skabe ned, der løb langs endevæggen, samt fjerne det grimme, gamle gulvtæppe. Rummet inden vi kørte affaldet væk:

2015 Renovering af kælderen 251115 (1)

Rummet efter det er blevet tømt samt kældertrappen med det grimme, grønne linoleum:

Så går malerperioden ellers i gang:

Linoleum fjernes fra trappe til stor glæde i hele huset:

2015 Renovering af kælderen 251115 (18)

Endelig kommer der gulvtæppe på:

En elektriker hjalp med at trække ledninger og lave stik nede i kælderen, og Ledsageren har konstrueret et lille server-rum i vinkælderen. Alle stikkontakter over reolen er helt nye (jeg ved ikke helt hvor de alle ender henne, men jeg tror at de alle har et formål).

2015 Renovering af kælderen 251115 (34)

Til sidst kom det hele så vidt, at Ledsageren kunne flytte sit skrivebord og computer ned i kælderen, men som sagt går der rigtig lang tid, før vi er helt færdige med at flytte ind og gøre klar dernede, for de reoler fra Ikea, som vi tænkte at vi skulle have, får de først ny leverance af omkring februar/marts, så det har lange udsigter! Men rummet får ikke lov til at se så tomt ud særlig længe, for vi skal stadig have flyttet alt ud af det gamle kontor, så vi kan få revet det fasttømrede skrivebord samt skab ud og få malet og gjort klar til indretning af børneværelset i januar.

Kulde i varmen

Dansk

2014 Køleskab 290714

Vores køleskab gik sig en tur og er ikke rigtig kommet tilbage igen. Den danske sommer har åbenbart været så varm, at vores stakkels køleskab ikke kan holde temperaturen på det vi beder den om, og når et alternativt termometer siger at der er omkring 10 grader i køleskabet, så er det blevet tid til at købe nyt. Det gik egentlig ret hurtigt så snart beslutningen var taget. Vi kiggede i Elgiganten i søndags, i Punkt 1 og Skousen om mandagen, og om mandagen fik vi også bestilt det nye, som så ankom i dag omkring kl. 9.30. Ledsageren overtalte en hjælpsom medarbejder til at give en ryg med, så de kom forbi for et par timer siden sammen med en sækkevogn og fik det hevet indenfor og fjernet det gamle. Det hele gik sådan nogenlunde, med undtagelse af en skramme på køkkendøren, og højdemæssigt passede det lige perfekt … men dybden, ja, det er jo en anden sag. De fik bakset det store monstrum ind i hullet, men soklen var ikke lang nok, så hele skabet vipper forover, hvis man slipper. Så det er ikke bare lige sådan at få nyt køleskab åbenbart. Jeg tror det letteste er nok at få nyt køkken, nu vi er i gang.

Nyt betræk til fødderne

Dansk

Jeg har længe ønsket mig nye tæpper til stuen, da jeg aldrig rigtig har været til de dér persiske varianter, og derfor har jeg efterhånden mange gange fået nævnt for Ledsageren at jeg ønskede mig nogle nye. I dag skulle vi køre et par ærinder, så vi endte med også at tage på besøg i Dahls Bolighus og Tæppeland, egentlig bare for lige at se hvad de havde. Vi fandt faktisk nogle flotte tæpper i Dahls, desværre havde de dem ikke i de nødvendige størrelser – jeg kunne ellers godt lide det mønster vi faldt over.

Så fandt vi ud af at Tæppeland lå ret tæt på os, så vi kørte et smut forbi på vej hjem og faldt faktisk over nogle, som heller ikke var for dyre, så vi drog hjemad med lidt færre penge på lommen og vores lille bil proppet med tæpper. Så brugte vi lidt tid på at nærstøvsuge de gamle tæpper for kattehår og lægge de nye på, og det var hårdt arbejde at skulle flytte på de tunge lædersofaer – først den ene vej og så den anden vej. Tæpperne giver dog et helt andet billede til stuen, og de passer især rigtig godt til de sandfarvede sofaer.

Her er et billede af sofaarrangementet med de gamle tæpper:

2013 Nye tæpper 281213 (1)

Og her er et med de nye tæpper. Jeg synes der er en markant forskel.

2013 Nye tæpper 281213 (4)

Jeg forsøgte at fremfinde et billede af spisebordsdelen med de gamle tæpper, men jeg har ikke rigtig kunnet finde noget (i skyndingen nåede jeg ikke at tage et “før” fotografi), så I må nøjes med det endelige resultat.

2013 Nye tæpper 281213 (8)

2013 Nye tæpper 281213 (7)

Både Monty og Oliver var meget spændte over at der kom nyt i stuen, og de indtog begge hurtigt deres nye legetøj. Alt i huset er jo deres, hvis man spørger dem i hvert fald.

2013 Nye tæpper 281213 (3)

De gamle tæpper bliver dog ikke smidt ud – i stedet kommer de ned i kælderen, når vi engang får malet det helt færdigt.

2013 Nye tæpper 281213 (6)

Stilhed efter stormen

Dansk

2013 Wallsticker 291013

I dag skulle jeg ned til en GLS Pakke Shop for at hente den nye wallsticker, jeg havde bestilt. Jeg havde selvfølgelig fundet en god deal på nettet, og så kom den i lilla farver, som passer til vores entré. Det er her vi skal bruge wallstickeren til at bringe lidt ekstra farve til de meget, meget hvide skabslåger. Nu håber jeg resultatet ender med at være godt.

På vej derhen kiggede jeg mig jo også omkring efter potentielle skader efter gårsdagens blæsevejr, og haven til et af husene ganske tæt på os så sådan her ud:

2013 Efter stormen 291013 (2)

2013 Efter stormen 291013 (1)

Jeg skulle have taget et billede fra den anden vinkel også, men træet går faktisk helt hen og banker mod huset – jeg ved ikke hvor tydeligt det er på billederne. Uvejrsbillederne er forresten taget med min telefon, da jeg ikke havde regnet med at skulle bruge mit kamera på den korte tur, så billedkvaliteten er ikke helt som den plejer at være.

Tæt på den bro, som jeg skulle passere for at komme over motorvejen, var to træer faldt omkuld og spærrede for fremgangen.

2013 Efter stormen 291013 (3)

2013 Efter stormen 291013 (8)

2013 Efter stormen 291013 (6)

Vi mærkede heldigvis ikke så meget til uvejret. Ledsageren cyklede endda hjem fra arbejde, i stærk modvind. Skraldespandene røg sig naturligvis en tur, og nogle tagsten flyttede på sig, men ellers var der ikke noget. Kattene var dog helt oppe at køre over uvejret og farede rundt. Der fløj jo så mange blade osv. rundt udenfor, og det kan de normalt godt lide at stirre på, men nu var der så mange flyvende objekter at de blev helt overgearede. De faldt til ro igen da det blev mørkt og de ikke længere kunne se så meget på den anden side af glasset.

Katten ud af skabet

Dansk

Ledsageren er gået i gang med et nyt byggeprojekt hjemme hos os. Vi bor jo i et lidt ældre hus, og det er de originale skabe, som stadig pryder væggene. Nogle indbyggede og egentlig – når man nu skal sige det – grimme nogle. Vi har snakket flere gange om at skifte dem, men vi har holdt tilbage, fordi skabene i soveværelset under alle omstændigheder skal udskiftes når / hvis vi kommer i gang med det projekt, der hedder “Forvandl gæstetoilettet til et ekstra badeværelse”, da det vil betyde at et af skabene i entréen og et i soveværelset skal inddrages for at gøre plads til bruseren. Men nu er det sådan at den ene kat, mere præcist Oliver, har lært at åbne skabene. Han sætter en lille klo imellem væg og skabslåge og så hiiiiiiver han – nogle gange så hans lille røde kattenumse glider hen af gulvet. Men åbne skabet, dét kan han. Og han kan åbne alle skabene, også dem på kontoret og nede i kælderen, som jo ikke har været åbnet og lukket så mange gange som dem i soveværelset. Og det her ser muligvis meget sødt og nusseligt ud:

2013 Katten ud af skabet 230813 (1)

Men det gør det her ved mit tøj:

2013 Katten ud af skabet 230813 (5)

Han kravler ind og lægger sig mageligt tilrette oven på mit tøj. Jeg forsøgte selvfølgelig at lægge et håndklæde hen over mine bukser, så det ikke blev behåret så hurtigt, men jeg tror at han opfattede det som min stiltiende accept af hans foretagende. Og nu er jeg til sidst blevet træt af det. Jeg kan jo smide rent tøj til vask førend jeg har haft det på, fordi det allerede er fuldstændig dækket af kattehår.

Derfor er Ledsageren gået i gang med at renovere skabslågerne. Han har pillet dem alle ned (i hvert fald i entréen, soveværelset og gangen), og så skal det hele spartles og pudses og males og have nye greb og låse på. Det er en længerevarende proces, så det ser lidt åbent ud hjemme hos os for tiden. Til gengæld er døren til soveværelset lukket for katte indtil de nye skabslåger kommer op. Jeg er spændt på at se resultatet, når vi når dertil.

2013 Katten ud af skabet 230813 (2)

2013 Katten ud af skabet 230813 (6)

Og her er et billede af Monty i silhuet, så han ikke føler sig tilsidesat på grund af Olivers opmærksomhed.

2013 Katten ud af skabet 230813 (3)

Kan skuffer skabe sig?

Dansk

2013 Rumdeler 040613 (3)

For ikke så længe siden fik vi igen indkøbt nogle nye spændende ting til huset. Den ene ting var et sæt rumdelere, som vi købte via et IKEA gavekort, vi fik i bryllupsgave. Det er kommet op i kælderen, hvor vi gerne vil inddele de cirka 70 km2 i tre, så vi har en gæsteværelsesdel, en motionsdel og en opholdsdel. Vi skal nok have en til af de store på et tidspunkt for at separere det sidste, men det kommer senere. Der er også et gammelt skab dernede (de tidligere ejere efterlod det), som skal tømmes og smides ud, og lamperne skal også udskiftes, for de der “offentlig institutionslamper” er ikke specielt hyggelige og giver et kedeligt gult lys. Men det skal nok blive godt, når vi er færdige.

2013 Rumdeler 170613

I sidste uge var vi så også en tur i Idémøbler, hvor vi fandt nogle hynder på tilbud (45 kr. stykket). Vi valgte en sandfarve, da Ledsageren påpegede at de så nok ikke bliver varme når solen står på, som sorte hynder vil blive, hvilket er et godt argument.

Vi har i længere tid ledt højt og lavt efter en tilhørende hyndeboks, og vi har været i alt fra IKEA og Idémøbler til Bilka, Jysk og Ilva, og vi var lige ved at give op, for alle steder havde de kun den samme dyre slags til 1000 + kr., og det gider vi ikke betale. Desuden havde de næsten ingen valgmuligheder – Idémøbler havde een hyndeboks, og Ilva havde slet ingen. I lørdags valgte vi at tage hele vejen ud til Ilva for at kigge, og jeg var ret skuffet over at der ingenting var. Ved siden af ligger Bauhaus og vi besluttede os for lige at kigge ind, for så kunne vi sige at vi havde været hele vejen rundt, men vi havde nu ikke nogen forventninger om at finde noget. Derfor blev vi også meget overraskede, da Bauhaus faktisk havde et stort udvalg af hyndebokse, nok omkring 6 forskellige i flere forskellige prisklasser, inklusive nogle billige til kun 400 kr. Den vi tog hjem med er rigtig fin – billig plast, men den kan det som den skal, og så har vi ikke behov for de der fjedre osv., der er i de dyre af dem. Den ligner lidt en trækiste – bare af plastik, så helt grim er den ikke.