Arkiver

Odense Zoo den 7. juni 2020

I weekenden var vi en tur i zoo – det var en kærkommen oplevelse, og det meste var som det plejede. Nogle af de indendørs seværdigheder var lukkede, og der var sat håndsprit op hist og her, men ellers var den største forskel hvor mange mennesker der faktisk var. Ikke sådan at vi ikke godt kunne holde afstand til hinanden, men der var faktisk rigtig mange mennesker, og vi opgav at besøge den store legeplads, for der var så mange, at man ikke kunne komme til. Men det var nu rart alligevel at komme afsted og få set nogle dyr. Frøken Curie ville gerne have prøvet havens svævebane, men der var så lang kø, at det så helt håbløst ud. Heldigvis har vores egen børnehave også en svævebane, så vi tog en tur derhen om eftermiddagen i stedet. Det er godt at kende lokalområdets hemmeligheder.

Regnbuer

Nu er den dejlige Frøken Curie blevet 4 år, og hun var så vild med den regnbuekage, som jeg bagte til hende sidste år, at hun længe har snakket om, at hun også ville have en i år. Men jeg kan nu godt lide at lave nye kager, så jeg lavede en ny slags regnbue. Jeg forsøgte mig endnu engang med marengs, selvom det vist nogenlunde aldrig er lykkes mig at bage en marengs, som har fungeret som den skulle. Men denne gang fik monstrummet fire timer i ovnen ved 100 grader, og så måtte den stå i en kold ovn indtil vi skulle bruge den næste dag! Så kunne den lære det. Og så blev den også knastør, som den skulle.

Jeg fyldte den med chokolademousse og friske bær, og så serverede vi flødeskum til, fordi både chokolademoussen og ikke mindst marengsen kan være temmelig tørre. Men den blev faktisk rigtig flot, og den smagte også fint. Og nu har jeg mere mod på at prøve at lave marengs igen en anden gang, og det er også en god ting, for den er glutenfri. Vi har fået lovning på den sædvanlige sankt hans dessert, hvis vi ellers får lov til at fejre det hos mine bedsteforældre, som vi efterhånden har fået tradition for, og her er der også marengs, flødeskum, jordbærskum, is, og hvad desserten nu ellers fyldes med af lækre sager, så det håber jeg, at jeg kan begynde at glæde mig til.

Det sure med det sure

Ifølge min selvlavede liste over bryllupsdage, så er 7 års bryllupsdag citrusbryllup, og det passer vist meget godt, når man sådan kigger sig omkring i Danmark i øjeblikket.

Vi fejrede dagen med sushi fra BarSushi, hvor maden dog kun var okay. De havde lavet det hele glutenfrit, så det var jo hjælpsomt af dem, men der er gluten i ALLE deres sovse og dressinger, så det hele smagte temmelig tørt. Normalt laver BarSushi god sushi, men hvis det er sådan deres glutenfrie sushi smager, så bestiller jeg nok et andet sted fra næste gang. Det smagte ikke bedre end anonym supermarkedsushi, og det gider jeg egentlig ikke betale flere hundrede kroner for.

Til dessert lavede jeg en “lemon self-saucing pudding”, som minder rigtig meget om en soufflé. Jeg tror at den bliver bedre næste gang, for jeg var lidt i tvivl om opskriften og særligt bagetiden, men den smagte rigtig godt og mindede meget om en soufflé. Den var også meget nem at lave, så det er tænkeligt, at vi stifter bekendtskab med den igen.