Tag Archive | fam-forældre

Beskyttet: Rødt tog, gule blomster

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Reklamer

Æg, konfekt, asparges og trifli

Vi havde naboerne på besøg til frokost i påskeferien, så der blev serveret æg en masse. Der var brødreder med æg i midten (det er meget drænende at skulle pille de blødkogte æg, som skal ind i midten af brødet inden bagning, men heldigvis blev resultatet tilfredsstillende, og der var ikke særlig mange af dem, som gik i stykker. Til gengæld gør jeg det aldrig igen! Lige foreløbig), hjemmebagt leverpostej med champignon, fyldte æg, salat med appelsin og blåbær, lam samt en spinatroulade med røget laks og små citronkugler. Muligvis der var andet til, men jeg erindrer det ikke længere. Desserten var en påskelagkage. Jeg tror det var med en citroncreme af en art og så abrikossyltetøj. Den smagte godt.

Fars Dag kom og gik, og min egen far skulle jo også have en lille ting, så jeg byggede en bil af lakridskonfekt, som er en af hans yndlingsspise. Jeg sigtede i første omgang efter en åben sportsvogn, men det var lidt for kompliceret at konstruere ud af de store klodser, så det blev til en lastbil i stedet.

Vi blev også inviteret til aspargesfrokost hos mine forældre, hvilket altid er en succes. Vi fik den altid efterspurgte hvide asparges med smørsovs, rasp og æg, samt en masse andre lækkerier. Hovedmåltidet blev afsluttet med en aspargeshotdog, selvom vi ikke var så mange med mod på at smage den. Jeg tror det er synd at kalde det en hotdog, for det fører folks forventninger i en forkert retning, og så vil de hellere have et almindeligt brød med en helt almindelig pølse. Den smagte nu meget godt!

Og sidst men ikke mindst passerede vi endnu en bryllupsdag, og da 6. år er trifliår, så biksede jeg også en hurtig trifli sammen. Det blev ikke til det helt store, for vi havde lidt travlt med et arrangement i børnehaven den dag, men simpel trifli er også godt, og så må vi se hvad jeg gør næste år, når det er citrusår.

Nytår 2018

Dansk

2018 sluttede vi hjemme hos os sammen med mine forældre. Aftensmaden skulle gerne opfylde kriterierne om at være både nemt og lækkert, så det blev til en takeaway nytårsmenu fra Goma. Prisen på 500 kr per kuvert og kvaliteten af de otte retter taler meget for at prøve det igen. Det smagte rigtig godt og så også meget flot ud, ikke bare i instruktionsvideon men også når min mor rettede det an. Der var kun én af retterne, som jeg ikke var så vild med, men det var et spørgsmål om smag og behag, da jeg bare ikke bryder mig særlig meget om meget salt mad, og her var der tale om en saltmarineret tun, og det var simpelthen for meget for mig. De andre i selskabet kunne godt lide den.

Jeg havde sørget for en lille appetizer til dronningens tale, hvor jeg havde bestræbt mig på at gøre det så nemt som muligt for mig selv, så jeg lavede små ostehapsere, der bestod af en tandstikker, en halv cherrytomat og en minimozzarella, samt ananas omviklet med bacon og bagt i ovnen. Både min far og jeg er ikke så vilde med ananas, men vi kunne begge godt lide denne anretning, da man mest bare kunne smage baconen. Ananassen tilføjede sikkert en smule sødme, men ikke så meget, at den var i vejen for den gode smag. Egentlig kan jeg godt lide ananassmagen, men når jeg spiser frisk ananas, så føles det altid som om, at ananassaften er ved at ætse min mund i stykker, så jeg kan aldrig spise særlig meget af gangen.

Frøken Curie var meget træt og spiste næsten ikke noget af sin aftensmad, heller ikke selvom vi havde sørget for nogle af hendes favoritter (grillpølser, pomfritter og avocado), og det var kun med nød og næppe, at vi fik holdt hende vågen længe nok til at være med til pakkeleg. Vi havde aftalt at sørge for to pakker per gæst, så man skulle mene, at der var rigeligt at fordele rundt om bordet, men alligevel endte mine forældre vist med kun at sidde tilbage med én pakke, da alarmen lød.

Kransekage skulle der naturligvis også til, og jeg har en kollega, som arbejder frivilligt samme sted som mig, der havde tilbudt at bage kransekage til os. Den var vældig dekorativ og smagte også rigtig godt. Jeg elsker marcipan og kransekage, men jeg synes at mange (måske især professionelle steder) ikke formår at bage en god kransekage. Jeg har fået alt for meget intetsmagende kransekage på restauranter, og så skal en kransekage være blød, sprød, sej og sød på én gang, og det kan være vanskeligt at opnå, åbenbart også for uddannede konditorer. Jeg tilgiver aldrig Lagkagehuset for det år, hvor de solgte os en TØR kransekage! Det kan man ikke tillade sig som konditor og da overhovedet ikke til nytår.

Men til nytåret 2018 fik vi en rigtig lækker kransekage, og selvom der var rigeligt af den, så blev det hele spist inden vi gik i seng.

I modsætning til sidste år så holdt Ledsageren og jeg os vågne helt ind til midnat, men herefter slæbte vi os hurtigt ind i sengen og faldt omkuld til næste morgen, hvor også Lilleskatten sov længe.

Der kommer også billeder fra julen, men nu tager jeg billederne som jeg lige når til dem.

Sommer i sommerhuset, Del 1a

Dansk

Vi havde lejet et sommerhus i det jyske den første uge af vores sommerferie, og det var et vældigt flot hus med masser af plads til både os tre, kattene og mine forældre, der var på besøg nogle af dagene. Desværre var terrassen inficeret af svaler under taget, så det var ikke det bedste sted at spise udenfor! I det mindste var vejret også lidt til det blæsende, og noget koldere end hvor vi kom fra, så vi havde ikke det store imod at spise i stuen. Mine forældre sørgede for aftensmaden den første aften, så ingen fik lov til at gå sultne i seng.

Der var en lille gåtur ned til vandet, men der var ikke langt, så det var en fin aftentur at tage med. Det blæste som sagt en del, så der var en del kitesurfere, mens vi var der.

Næste dag tog vi til Hvide Sande, hvor vi spiste brunch på Café Marina. Det var et mindre sted, hvor man skulle kigge lidt efter indgangen, men vi fandt den da til sidst. Det var et meget populært sted, så vi var glade for, at vi havde bestilt bord. Deres weekendbrunch koster 140 kr, eksklusive drikkevarer, hvilket er en okay pris. Vi var glade ved de mange forskellige fiskeretter, og de havde taget sig tid til at forsøge at få maden til at se indbydende ud. Det mest negative var dog at en del af maden smagte meget af, at det var lavet dagen før eller dagene op til, hvilket jeg ved mange af retterne ikke synes burde være nødvendigt. Der var vist baconomviklede rosenkål, som man nemt kunne anrette i fad dagen før, og så smide det i ovnen om morgenen, så det stadig var frisklavet (daggammelt bacon er sjældent særligt spændende). De serverede også en køberoulade skåret i halve og toppet med lidt friske bær, hvilket tog sig pænt ud, men den var meget tør, og de fyldte croissanter havde stået så længe, at de var våde og klaskede og egentlig ikke mindede om croissanter mere.

Alt i alt var det helt okay og så pænt ud, men der var nogle steder hvor de sprang over, hvor gærdet var lavest, og det trækker ned, så helt godt kan jeg ikke klassificere det, men bestemt pænt nok til at jeg godt kunne finde på at komme igen.

Efter brunchen slog vi et smut forbi havet, og der var lang vej derud, men Lilleskatten elsker at kaste sten i vandet, så vi traskede troligt helt ud til kanten.

Aftensmaden:

Og kattene tog sig en slapper sidst på dagen:

Om mandagen besøgte vi blandt andet en stor legeplads, der ligger i nærheden af Varde, kaldet Ballonparken (jeg ved ikke helt hvorfor – vi så ikke nogen balloner). Den er helt klart et besøg værd, hvis man har børn med – måske mest lidt større børn end vores Frøken Curie. Der var endda toiletter, samt et overdækket spisested. Det er et stort grønt område, hvor man vist også kan gå på opdagelse i skoven, men så langt nåede vi ikke den dag.

Til frokost delte vi en trio af mini sliders fra en lokal slagter.

Herefter havde de gamle mennesker brug for hvile, og da Ledsageren var borte i anden anledning, tog jeg Lilleskatten med ned til den vindomsuste havn, hvor vi kastede lidt sten i vandet og kiggede på kitesurferne. Vi tog også et smut forbi den legeplads, der ligger på havnen. Den var fin men ikke så stor, så man skulle være om sig, så snart sansegyngen blev ledig. Rutsjebanen og det tilhørende klatretårn var lidt for stort for en på Lilleskattens størrelse, så vi holdt os til gyngesættet.

Aftensmaden bestod af nem takeaway fra slagteren:

Kattene fik øje på deres egne lækkerbiskner udenfor: