Shopping og afslapning

Dansk

2015 Italien 9 190715 (10)

Hotel Relais Monaco har en meget imponerende morgenmadsbuffet, og de gør sig åbenbart rigtig meget i kage dernede – også til morgenmaden. Der var mindst fire eller fem forskellige slags kager, der varierede fra muffins til croissanter og noget, der mindede om skærekager. Også selvom klokken kun var 9 om morgenen, så skulle kagen da smages alligevel, og jeg må indrømme, at selvom kagen så MEGET tør ud, så smagte den sådan set udmærket. Jeg kan jo godt lide kage – men jeg tror nu alligevel ikke, at jeg gør det til en vane at få det til morgenmad.

2015 Italien 9 190715 (2)

Da morgenritualerne var overstået kørte vi hen til et stort udendørs shopping- og outletcenter, hvor de mængede sig i dyre mærkevarebutikker. Ledsageren og jeg er dog oftest for nærige til at købe mærkevarer – typisk er det stadig for dyrt efter det er sat ned – men jeg fik da købt lidt julepynt i Villeroy & Boch, for julepynt af god kvalitet til halv pris er svært at sige nej til!

Herfter tog vi tilbage til hotellet, hvor Ledsageren og jeg skjulte os på værelset i selskab med deres airconditionsanlæg, for det var som sædvanlig MEGET, MEGET VARMT udenfor. Hen under aften gik vi en lille tur på hotellets begrænsede grønne område, og selv dét var til at falde om med hedeslag af.

Hotellet set fra haven:

2015 Italien 9 190715 (8)

Grusstien ned gennem vinrankerne til den store vej:

2015 Italien 9 190715 (12)

Hyggestemning:

Aftensmaden indtog vi på hotellets restaurant, og de serverede rigitg dejlig mad. Til forret fik jeg røget laks med valnødder, hvilket vi muligvis alle gjorde den første aften. Som ret nummer to fik jeg en virkelig lækker pastaret, hvor spaghettien ligesom var knuget sammen til en lille kugle og herefter paneret og serveret på en portion kødsovs. Min mor afprøvede også denne ret næste gang vi spiste på restauranten, og det var nok vores favorit på menukortet. Ledsageren fik gnocchi i tomatsovs, som er en slags “melboller” lavet med kartoffelmos.

Til hovedret var der blandt andet oksekød, og når man bestiller mad i Italien, skal man være opmærksom på, at der kun LIGE NØJAGTIG er det på tallerkenen, som de skriver på menukortet. Mange steder skal man for eksempel bestille grøntsager ved siden af, hvis man har sådanne vegetariske tendenser. Jeg fik vist nok kylling med polenta den første aften, hvilket også var godt.

Til dessert fik jeg mille feuille (“mil føj”, hvis man skal sige det på fransk), hvilket er små puffede butterdejspakker denne gang med lidt chokoladecreme imellem. Den var okay, men ikke så fantastisk som jeg synes at den burde have været. Der var ikke så meget creme i, så butterdejen blev en del tør til sidst. Ledsageren valgte restaurantens trio af is, hvor der vist var alkohol i den ene variant, mens min far fik tiramisú (en dessert man bliver nødt til at prøve, når man er i Italien, i hvert fald hvis man kan lide kaffe). Jeg kan ikke huske hvad min mor fik at slutte aftenen af med, men det var muligvis også tiramisú.

Alt i alt var det virkelig lækker mad, som det var værd at sætte tænderne i.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.