Den 11. maj 2015

Dansk

Den 11. maj 2015 havde Ledsageren og jeg 2 års bryllupsdag, og vi fejrede dagen med en middag på Sortebro Kro. Sortebro Kro er en god restaurant, der ligger i gåafstand fra os, så efter at have proppet os med god mad, kan vi stadig lige overkomme at vakle hjem. For 500 kr. fik vi en menu med 8 små retter, og selvom retterne ikke var store, så var vi stadig meget mætte ved aftenens afslutning. Så mætte at vi ikke engang kunne klare en kop kaffe, så vi fik vores petit four med hjem i en lille pose.

Første ret var en petit (“petit” betyder “to mundfulde”) løgtærte med revet parmesanost på toppen, og herefter fik vi “skinke på en pind”, hvilket var en meget sjov lille ret, der bestod af en grissini-pind omviklet med lidt skinke og så lidt rygeost i bunden af tallerkenen. Det kunne jeg godt overveje at servere engang vi selv skal have gæster.

Der kom også en ung mand med kraftig fynsk accent hen med et enormt brødfad for at fortælle om dagens forskellige typer brød, hvorefter vi fik bragt en blandet kurv samt smør og olivenolie. Olivenolien, fik vi at vide, var lavet af nogle danskere bosat i Portugal, men Ledsageren var nu ikke så pjattet med det og syntes først at det smagte af noget efter han havde krydret det med salt og peber. Jeg bryder mig ikke selv om olie på brød, så jeg holdt mig til smørret. Der var tre forskellige slags brød, det ene bagt med surdej, det andet vist med øl, og det tredje var en art focaccia. Det smagte meget godt, men konsistensen var nærmest kageagtig, så som focaccia var det ikke helt 100% vellykket.

Den næste lille ret blev vist kaldt “sprængt gris” og bestod af en skive svineterrine med en æble-selleri-dressing på toppen, hvilket fungerede vældig fint. Herefter fik vi den ret, som nok imponerede mig mest. Der var en hel hvid asparges, stegt hurtigt og hårdt på panden, serveret med en lille “pølse” (hvad indpakningen bestod af har jeg glemt, men det mindede lidt om meget tynd pasta) med fyld af blandt andet kammusling og blåmusling. På toppen var der syltede stikkelsbær, og der blev serveret en “skilt sauce” til, der blandt andet var lavet med “muslingefløde” og en grøn krydderurt. Det gav et fint farvespil og så vældig flot ud på tallerkenen. Det hele smagte godt, men når man spiste det hele samlet, så var det lidt svært at smage kammuslingerne, så jeg ved ikke om det var lidt synd at servere dem på den måde. Men hvis man ikke bryder sig om muslinger, så er det en god ret at starte ud med.

Herefter var der en lille ganefrisker bestående af en meget lækker æblesorbet serveret på en klat ymer og med meget, meget finthakkede æbletern på toppen. Hovedretten var noget langtidsmodnet oksefilet serveret med blandt andet en grøn asparges, forårsløg og friske små gulerødder samt en sovs og tre (nøje afmålt efter IKEA-standarder) fynske kartofler.

Desserter var der to af, begge gange med fokus på rabarber. Den første dessert mindede mig om rødgrød med fløde og bestod af en rabarbergelé med en klat is (jeg ved ikke helt om det var vanilleis, den smagte meget neutralt) samt kanel-crumble og så lidt frisk fløde på toppen. Jeg synes nu godt at tjeneren kunne have efterladt fløden også – sovsen fra hovedretten lod de jo stå! Den næste dessert var med bagt rabarber, hjemmelavet, lækker flødekaramel og endnu en meget neutral is. På det tidspunkt syntes jeg efterhånden at jeg var blevet lidt træt af deres ovale isklatter – det ser meget fint ud på den måde, men det fik de to desserter til at se meget ens ud. Jeg ved ikke om det var samme is til begge portioner, men jeg kunne ikke smage forskel, og som sagt var smagen meget neutral. Jeg kunne ikke engang smage vanille. Sortebro Kro er bestemt en rigtig god restaurant, som vi gerne besøger igen, men det er muligt at forbedre en lille smule på retterne. Under alle omstændigheder smagte det hele lækkert, så det skal nok lykkes os at komme igen.

Vores petit fours bestod af to små småkager, to mini macaroons med citron, to stykker citrus-“flæsk” og to meget lækre stykker fyldte chokolader, hvor den mørke chokolade dog var meget overdøvende, men jeg tror fyldet var en solbærmousse samt en chokoladeganache. Vi var stopmætte da vi nåede hjem, så vores små snacks gemte vi til dagen efter.

Så må vi se, hvor vi ender med at spise næste år, hvor bryllupsdagen falder på en onsdag.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.