Endnu en regnbue

jun24

For tredje år i træk bestilte fødselsdagsbarnet regnbuer til sin fødselsdag. Jeg kan godt lide at lave noget forskelligt, så det er ikke den samme regnbue hver gang. I år bagte jeg en “citronsol”, som blev halveret og holdt sammen ved hjælp af ruby chokolademousse, og så pyntet med chokoladeknapper. Der var dog ingen lilla M&Ms, så vi måtte nøjes med de farver vi havde.

Derudover prøvede jeg også at fremstille en moussekage, som skulle overtrækkes med noget glimmerglaze, men det her glaze-stads og jeg er altså ikke de bedste venner. Men vi er efterhånden også kommet frem til at man ikke skal lytte for meget til hvad der står på pakken men i stedet gå efter gefühl. Brugsanvisningen har altså ikke styr på hvor varm eller kold glazen er, når man luner den som de foreskriver, så det bedste er at mærke efter manuelt. Så udseendemæssigt blev den ikke særlig køn.

Bunden af kagen var en konfektbund, som smagte godt men var helt umulig at skære over. Den passede fint til kagen, men desværre måtte vi spise den ved siden af, for den var simpelthen ikke til at skære igennem. Måske jeg også lavede den tykkere end opskriften foreslog, men hvordan kan “mere chokolade” være en dårlig ting? Bunden bestod primært af chokolade, hakkede karamelliserede valnødder samt glutenfri rice krispies.

Indeni var der også små moussebomber, som dog godt kunne have været noget kraftigere i farven (og smagen), og så ville jeg nok bruge en anden opskrift en anden gang, for moussebomberne var meget fed i smagen. Der var en orange ferskenmousse (Frøken Curie sagde, “Den smager bare af flødeskum”), en jordbær/hindbær-mousse, en blåbærmousse og en kiwimousse. Det var stadig regnbuetema vi havde gang i. Overordnet set fungerede det hele udmærket, og de fede moussebomber var også ok, når de blev spist sammen med den lidt syrlige og hvide yoghurtmousse, som det hele blev dækket af. Jeg kunne godt have kommet mere bærkompot i mousserne, men jeg var ikke i humør til at slå forholdet mellem væske og husblas ude af trit og så ende med en kage, der var ved at rende bort fra gæsterne.

Der var flere ting ved kagen, som jeg ikke var tilfreds med, men de forskellige dele fungerede i det mindste. Bortset fra den mislykkede glaze på toppen.

Til børnehaven bagte jeg regnbuemarengs. Jeg forsøgte at gøre dem små, men når man skal lave seks farver, så vokser de sig hurtigt store, så der var en del sammensmeltninger.

Selve fødselsdagen holdt vi i sommerhuset, hvor vi faktisk lykkedes med at finde plads til alle. Jeg havde indkøbt servietter i mange farver, og til hovedret var der grillpølser med diverse tilbehør. Resten af stuen blev overrendt med gaver og indpakningspapir.

Så bliver det spændende at se om der står regnbue på menuen igen næste gang.

Loke og Sherlock

jun23

Det er virkelig ikke blevet til meget bloggeri på det sidste, og jeg er efterhånden håbløst bagud med min billedmappe, men når der sker noget helt exceptionelt, så bliver jeg nødt til at blogge om det.

Vi mistede jo vores stakkels Galileo, og vores hjem blev meget stille, da han forsvandt. Så der gik heller ikke lang tid, før jeg gik på jagt efter nogle nye bedste venner, så der kunne komme nyt liv i vores tyste hus. Vi besluttede os hurtigt for at vi skulle have ikke bare én men to kattekillinger. Monty tog rigtig fint imod Galileo i sin tid, men vi sagde mange gange til os selv, at Galileo (og Monty og os andre) ville have haft gavn af en ekstra killing, for Galileo var noget af en vildbasse. Nu er Monty også blevet tre år ældre siden sidste killing, og vi synes det ville være synd, hvis han skulle starte forfra med at opdrage en ny.

Der er dog rigtig mange, som køber kattekillinger for tiden, så priserne er også røget kraftigt i vejret. Vi samler på maine coon katte, og uden at sige et præcist tal så har vi betalt mere end tre gange så meget for Loke og Sherlock, som vi gjorde for de andre. Prisen på katte solgt uden stamtavle (fra private) er nu den samme som katte solgt med stamtavle, og så kunne vi jo lige så godt købe en “gennemtestet” kat. Der er dog nu engang kun de kattekillinger, som der er, så selv med en bred søgning, måtte vi stadig til Falster for at finde en – eller rettere to.

Vi var dog meget heldige med at finde en supersød opdrætter (SmokenDiamonds), og den 8. maj brugte vi 2½ timer på at køre (og sejle) hen for at besøge kattene. Det gik så fint, så fint at vi måtte udskyde vores hjemtur, da vi ikke kunne nå den første færge. Det gjorde dog ikke noget, da vi så fik længere tid sammen med kattene. På det tidspunkt var kattene 6 uger gamle.

Den stribede kat hedder Sherlock, og den anden hedder Loke. I opdrætterregí hedder Lokes pelsfarve blå, men os normale dødelige kan bare kalde ham grå eller sort. Sherlock er en såkaldt poly-kat, det vil sige polydaktyl, og det betyder at han har ekstra tæer på sine små poter. Han har syv kløer på hver af sine forpoter (og vist kun seks på bagpoterne).

Frøken Curie syntes at der var meget længe til den 20. juni, hvor vi skulle hente killingerne, men vi måtte nøjes med de glimt, som opdrætteren sendte os af kattene indtil da.

Her var de cirka 8 uger.

Cirka 10 uger.

Og så var det lige pludselig tid til at hente dem hjem. Opdrætteren havde så mange katte, der skulle afsted mod Fyn og Jylland, så hun transporterede dem med færgen til Spodsbjerg, og så var der jo ikke så langt hjem til Odense. Vi forsøgte at holde killingerne adskilt fra Monty, men den gamle kat kunne godt fornemme at der var noget lusket i gære. Han har altid været mistænksom hvad angår lukkede døre. Jeg tog transportboksen, som killingerne havde været i, ind i stuen, så Monty kunne lugte til den, og han syntes ikke at den lugtede, som den burde.

Til sidst slap Monty dog ind i gangen og fandt vej til killingerne, og det kan nok være at han fortalte dem, hvordan landet det lå. Han gjorde dem ikke noget, og killingerne tog det hele ganske roligt, men Monty knurrede og gjorde ved. Nu er der gået nogle dage, og han kan godt lige knurre lidt engang imellem, men han tager det hele fint. Nu er der jo også to killinger denne gang, så de søger hinanden meget og lader Monty være i fred. Galileo opsøgte jo Monty HELE tiden, for han elskede simpelthen Monty, men Loke og Sherlock er slet ikke interesseret i Monty. Ikke endnu i hvert fald.

Loke er den mest sky af de to katte. De er begge to svære at indfange, men opdrætteren har sat dem på en hård 14-dages intensiv nussekur. Der har jo ikke været mange mennesker på besøg hos opdrætteren i disse coronatider, og det er begrænset hvor meget opdrætteren selv kan nå at nusse med dem, når hun kun er én person og har 15 killinger plus omkring syv voksne katte. Og en lille hund. Så vi har fået besked på at fange dem og nusse dem, også selvom de gemmer sig under sengen.

Den første dag gemte de sig meget under sengen, men nu ligger de for det meste oven på sengen. De er også blevet nemmere at indfange, men nogle gange skal vi alligevel jagte dem lidt før det lykkes. Når først vi får fat på dem, så synes de nu alligevel at det her nusseri er meget godt.

De søger som sagt hinanden rigtig meget og kalder på hinanden, når den ene har været for længe væk, og de sover tæt op af hinanden, og de ser bare så nusselige ud hele tiden. De er bløde og dunede som ællinger og frække som katte. De er allerede blevet nogle elskede medlemmer af vores familie, og jeg glæder mig til at kramme dem og nusse dem i mange år fremover.

Galileo 29/10/17 – 11/04/21

apr30

Tidligere på måneden døde vores søde og meget frække kat Galileo. Han blev kun tre år, og det er ingen alder for en kat. Bare et par uger tidligere var han til sit årlige sundhedstjek ved dyrlægen, og da var der intet at sætte en pote på. Aftenen før han døde var han også helt som han plejede. Han var med Ledsageren og Monty i sommerhuset for at ordne nogle praktiske ting, mens Frøken Curie og jeg var på besøg hos mine forældre. Og Galileo var glad og snakkesalig. Men da Ledsageren stod op næste morgen, lå Galileo død på gulvet. Han så ud som om at han bare var faldet om og var død med det samme. Vi kommer aldrig til at vide med sikkerhed hvad der skete, men dyrlægen mener, at det kunne have været en blodprop.

Galileo var en meget fræk kat. Han bed og gnaskede i alt. Jeg har ikke tal på hvor mange ledninger han har bidt over. Han hoppede op på skabe, væltede dyre vaser og var meget modig, så længe at alle fremmede var på den anden side af vinduet. Men åbnede vi døren, så flygtede han ved fuglenes første pip. Han var også altid bare så glad, og han elskede Monty, og han elskede Lilleskatten endnu mere. De havde et helt særligt bånd. Galileo var hendes kat. Han elskede at ligge i sengen sammen med hende om aftenen, når hun skulle puttes. Huset er meget tomt og stille uden ham.

Det var meningen, at vi skulle have haft ham hos os i mange, mange år endnu, men det kunne ikke lade sig gøre, og så må vi i stedet sætte pris på de minder vi endte med at få.

Nytår 2020

apr23

Det forgangne nytår holdt vi hjemme hos os selv. Jeg var lidt bekymret for, om vi kunne få tiden til at gå, når vi nu bare var os selv, men det gik sådan set fint. Vi gik en tur inden desserten for at kigge på fyrværkeri, vi så “Godt Nytår, Mr Bean” (som er en af mine nytårstraditioner), og så spillede vi pakkespil, hvor jeg havde pakket en masse små chokoladestykker ind, og så måtte man selvfølgelig spise de stykker, som man vandt.

Maden fik vi fra Kitzchen i Middelfart. Det var udmærket mad, og man fik god valuta for pengene. For 360 kr fik man en lille appetizer, en forret bestående af tre småretter, hovedret, dessert og et lille stykke kransekage. Børn under 12 år kunne få en halv portion til 160 kr.

Maden var bestemt okay, men det var ikke noget, som var vildt imponerende. Jeg kunne godt finde på at bestille derfra en anden gang, men det er heller ikke sådan, at jeg ligger søvnløs og glæder mig til at se hvad de finder på næste gang. Især desserten var meget lille, og vi endte faktisk med at supplere med lidt is til, for det var simpelthen så småt at se på. Derudover var det dog en fin menu for rimelige penge, men vi bestiller nok et andet sted fra næste gang.

Det eneste negative jeg kan sige om menuen går faktisk på børnemenuen. Jeg synes at det er rigtig dejligt, at de tilbyder en menu i mindre størrelse til børn, i stedet for at børn får tilbudt røde pølser med ketchup eller noget tilsvarende uinspirerende. Men det er lidt forfejlet hvor de vælger at skære ned. De kunne sagtens have gjort både forret og hovedret mindre uden at det havde resulteret i sultne børnemaver, men en 11-årig (eller min 4-årige) er altså ikke så dumme, at de ikke godt kan se, at deres dessert er mindre end de voksnes – og så får de et halvt stykke kransekage? Var det virkelig dér hvor det hele ellers ville blive for dyrt for restauranten? Jeg ved ikke, om det er fordi, at de ikke selv har børn, ikke kender nogen med børn og aldrig har mødt nogle børn, men børn kan altså godt spise en hel dessert (især når den er så lille, som vi fik serveret, og de bytter altså gladeligt hele forretten bort, hvis de bare får dessert i stedet), og de kan også godt spise et helt stykke kransekage. Så spar dog på kødet i stedet, eller de marinerede rejer fra forretten, som mange børn sikkert alligevel hopper over. Jeg synes at deres børnemenu var meget misforstået i sin sammensætning. Det er en fin idé, men det skal gerne eksekveres uden at efterlade sure miner, når kage og dessert kommer på bordet.