Tag Archive | vegetarisk

Svampelasagne med rejer

Dansk

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (14)

De sidste par dage har vi fået en udmærket vegetarlasagne fra Den Store Diabeteskogebog af Fiona Hunter og Heather Whinney. Bare rolig – jeg kom rejer i, så helt vegetarisk var den ikke! Kylling i tern og stegt på en pande inden tilsættelse i retten kan også bruges, og ellers kan man selvfølgelig bruge den rest kød man lige ligger inde med – eller bare lave den helt vegetarisk. Den var god, men jeg var ikke helt tilfreds med resultatet, så nedenstående opskrift repræsenterer opskriften som jeg vil lave den næste gang, ikke som jeg lavede den tidligere på ugen.

Den var for det første lidt for kedelig i smagen, så næste gang vil jeg tilføje lidt friskhakket chili. Her kan man også eksperimentere med andre krydderier, men der skal i hvert fald mere knald på smagsindtrykkene. Konsistensen var ellers god nok. Derudover vil jeg også komme mindre pasta i næste gang, for så meget sovs var der alligevel ikke. Den blev lidt for meget pasta og ikke helt nok fyld.

Den tager også en del tid at lave, hvis man kun er én person, for der er alligevel meget der skal snittes og hakkes, så det er ikke en hurtig ret. Til gengæld kan man lave en stor portion og så bare genopvarme den dagen efter, hvilket vi gjorde da fredag ikke er den dag hvor jeg har mest lyst til at stå i køkkenet. Fremgangsmåden ændrede jeg også lidt i, da jeg synes det er lidt for besværligt at skulle stå og rive champignoner.

Jeg brugte 500 g svampe, da der var 250 g i en bakke. Opskriften skrev “6 tomater”, og jeg brugte 150 g cherrytomater jeg havde tilovers, men næste gang vil jeg nok komme flere i (jeg tænker også at 250 g svarer mere til 6 tomater, men jeg brugte bare det jeg havde).

Svampelasagne med rejer

3-4 personer

  • 200 g porrer
  • 3 fed hvidløg
  • 1-2 små friske chilier
  • 4-500 g svampe (enten bare champignoner eller en blanding af flere forskellige)
  • 100 g parmesanost
  • 300 g kogte rejer
  • 250 g tomater
  • 3 dl mælk
  • Salt & peber
  • ca. 1-2 spsk oregano
  • Eventuelt andre krydderier efter smag
  • Sovsejævner
  • 6 lasagneplader

Varm ovnen op til 200 grader varmluft. Find et ovnfast fad frem.

Skær top og bund af porren, rens den og skær den i ringe og hak dem groft.

Finthak hvidløg – hvidløgene kan også presses i stedet. Finthak chilien.

Rens svampene for jord og skær det nederste stykke med jord af. Hak halvdelen af svampene groft og den anden halvdel fint.

Riv parmesanosten.

Dræn rejerne for det værste vand.

Skyl tomaterne. Skær dem i kvarte og fjern de værste kerner. Bruger du de helt små tomater, burde det ikke være nødvendigt. Det kommer an på hvor meget tomaterne væsker. Skær tomaterne i tern og sæt dem til side for sig selv.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (2)

Kom lidt fedtstof i en gryde og svits porrerne. Tilsæt hvidløg, chili og alle svampene og rist det hele over høj varme indtil svampene er svundet lidt ind og meget af væsken er fordampet.

Tilsæt mælken og rør det hele jævnt. Tilsæt salt, peber, oregano og eventuelt andre krydderier efter smag. Jævn sovsen til den har tykkelse som en kødsovs.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (4)

Tilsæt cirka 3/4 af den revne parmesanost. Tilsæt rejer og tomater og rør det sammen.

Læg lasagnen sammen lagvis  i det ovnfaste fad. Start og slut med et lag sovs. Drys den resterende parmesanost på toppen og bag lasagnen i ovnen i cirka 30 minutter. Kig til den undervejs – hvis den begynder at blive for mørk på toppen, kan du dække den med sølvpapir.

Server den med en grøn salat og eventuelt et godt brød til.

2014 Aftensmad Svampe og rejelasagne 210814 (10)

Reklamer

Opskrifterne der ikke var verdens bedste

Dansk

Her det sidste stykke tid har vi fået testet en del opskrifter fra kogebogen “Verdens bedste kur” af Christian Bitz. Nogle har været gode, andre har været udmærket, og så har der været nogen, som jeg ikke var så vild med af den ene eller anden grund. Andre vil måske synes bedre om dem end jeg gør, så her nedenfor følger derfor lidt opskrifter fra den nævnte kategori.

Salat af fennikel, kikærter og lime

Frokost til 2 personer

  • 1 lime
  • 1 spsk honning
  • Salt & peber
  • 1 fennikel
  • 1 dl kogte kikærter (fås på dåse i lage)
  • 2 fuldkornstoastbrød

2014 Frokost Salat med fennikel og kikærter 280414 (1)

Lav en dressing af lime, honning og salt og peber. Snit fennikel meget fint og bland fennikel og kikærter sammen med dressingen. Rist brødene og fordel salaten oven på.

Det er en forholdsvis hurtig salat at lave, og der er en overkommelig mængde ingredienser i. Personligt er jeg ikke så vild med fennikel, men den variant vi fik købt var ikke så kraftig i smagen, så det gjorde ikke noget. Hvis man ikke kan lide fennikel, bør man dog ikke gå i kast med retten (men det siger jo nok sig selv). Den var også lidt kedelig, men den var OK som variation. Jeg lavede en portion til to, så jeg fik det to dage i træk, og på andendagen var der røget endnu mere smag af fenniklen. Den holder derfor ikke smagen så længe.

Essentielt ikke en dårlig ret, men lidt kedelig.

2014 Frokost Salat med fennikel og kikærter 280414 (4)

Fuldkornsfiskefilet med rødbedesalat

Aftensmad til 2 personer

  • 250 g blandede rodfrugter
  • ½ citron, saft og skal
  • 1 spsk revet peberrod – eller efter smag
  • 1 spsk akaciehonning
  • 1 dl skyr
  • 1 fed hvidløg
  • Salt & peber
  • 1 håndfuld persille
  • 4 rødspættefileter
  • 50 g fuldkornshvedemel

2014 Aftensmad Fuldkornsfiskefilet 290414 (3)

Der var egentlig ikke så meget ved denne opskrift, som jeg var vild med. Jeg synes opskriften var overkompliceret og upræcis, salaten passede ikke til (efter min mening), og jeg kunne ikke se pointen i at bruge forskellige beder, for så snart man kommer RØDbede i, så bliver det hele rødt, og så er det altså lige meget hvad farve resten har.

Jeg vil derfor først og fremmest sige at man skal bruge en blandet omgang rodfrugter og skære dem meget fint. Bland dressingen af citronsaft og -skal, revet peberrod og akaciehonning, og vend dressingen sammen med de fintskårne rodfrugter. Jeg brugte rødbede, jordskok og gulerod, og så kom jeg en rest salat i, da jeg synes portionen så meget lille ud. Jeg har derfor sat mængden af rodfrugter op fra 200 til 250 g.

Kom skyr, salt og peber i en skål og pres hvidløget ned i.

Hak persillen og rør cirka halvdelen sammen med skyr.

Hak resten af persillen meget, meget fint eller kom det i en minihakker sammen med melet og blend det sammen, ellers vil det ikke hænge på fisken. Rør lidt salt og peber i. Vend fiskefileterne i paneringen og steg dem på panden, indtil de er færdige.

Peberrod kan eventuelt erstattes med mere persille.

2014 Aftensmad Fuldkornsfiskefilet 290414 (4)

Okseragout med bagte rødbeder og jordskokker

Aftensmad til 2 personer

  • 250 g rødbeder
  • 250 g jordskokker
  • En smule olie
  • 1 håndfuld rosmarin
  • 250 g gullaschkød
  • ca. 80 g chorizopølse – kan erstattes med bacon
  • 1 stor porre eller 2 små
  • 2 løg
  • 1 oksebouillontern
  • 150 g skyr
  • Salt & peber
  • 2 forårsløg

2014 Aftensmad Okseragout med bagte rødbeder og jordskokker 240414 (1)

Jeg fulgte ikke rigtig opskriften på denne her, men den er også meget enkel i sin konstruktion. Jeg har ikke noget imod smagen, men selve opskriften var lidt kedelig. Jeg opdagede også at grøntsagerne skulle have meget længere tid i ovnen end angivet.

Skræl grøntsagerne og skær dem i store tern. Vend dem med lidt olie og rosmarin. Kom dem i et ildfast fad og bag dem i ovnen i cirka en time ved 170 grader.

Kødet lavede jeg i vores trykkoger. Start med at skære chorizoen i skiver og svits det i gryden. Tag det så fra og svits kødet. Skær porre og løg i mindre stykker og svits det med. Når kødet er blevet brunet hældes der vand over så det går cirka halvvejs op af kødet, men ikke mere – kom mindre i end du tror er nødvendigt. I en trykkoger holdes alt vandet inde, så det fordamper ikke under tilberedningen ligesom i en almindelig gryde. Sæt låg på trykkogeren og kog det i cirka en halv time. Du kan herefter eventuelt tykne sovsen, men kødet bliver meget mørt efter kogning, og hvis du rører for meget i gryden, så falder det fra hinanden. Chorizo drysses på toppen til sidst.

2014 Aftensmad Okseragout med bagte rødbeder og jordskokker 240414 (2)

Rør skyr op med salt, peber og fintskåret forårsløg.

Portionsmæssigt synes vi ikke at der var særlig meget fyld til to personer. Vi lavede hele den originale opskrift, hvilket vil sige til 4 personer, plus lidt ekstra kød, da der var omkring 650 g kød i den pakke vi købte, og vi fik nok spist lidt mere end var tiltænkt os. Udover rodfrugterne (som skulle have længere end angivet) så fulgte jeg ikke opskriften, så på den måde synes jeg ikke den var særlig anvendelig. Chorizoen passede rigtig godt til, men det var så også min egen tilføjelse da jeg ikke havde så små mængder bacon liggende (i opskriften blev der brugt 100 g bacon til 500 g oksetyksteg). Du må endelig ikke koge chorizoen med i trykkogeren, da den vil koge fuldstændig ud. Bacon er OK.

2014 Aftensmad Okseragout med bagte rødbeder og jordskokker 240414 (3)

Fuldkornspita med tun og spirer

Frokost til 1 person

  • 1 dåse tun, hakket let med en gaffel for at findele det
  • 2 spsk skyr
  • 1 lille håndfuld friskhakket dild
  • 3-4 spsk små spirer (fx bønnespirer eller spæde spirer)
  • 1 tomat, skåret i tern, de værste kerner fjernet
  • 50 g bønner skåret i mindre stykker (frosne bønner kan også bruges, så skal de selvfølgelig bare tøes op først)
  • 2 spsk revet parmesan
  • saften fra ½ citron
  • Salt & peber efter smag
  • 1 fuldkornspita

2014 Frokost Fuldkornspita med tun og spirer 300414 (1)

Jeg lavede dobbeltportion af denne opskrift på et tidspunkt, og så fik både Ledsageren og jeg det til frokost. Det kan dog konstateres at ingen af os brød os særligt om retten. Opskriften kaldte på bønnespirer, men det havde de ikke i supermarkedet, så det blev en lille bakke spæde spirer. Spirerne er så altdominerende en del af retten, at det ikke var en særlig behagelig oplevelse, og så synes jeg generelt at retten er for tør. Det er en meget stor portion, og man kan ikke proppe det hele ned i pitabrødet, hvorfor jeg spiste brødet ved siden af. Hvis man fik det serveret i brødet, tror jeg retten ville have føltes mindre tør. Skulle jeg lave retten igen en anden gang ville jeg nok kun bruge en halv dåse tun til én person, lidt mere skyr, skære ned på spirerne, og så inkludere lidt flere grøntsager i form af fx tomat, agurk, squash eller salat. Lidt løg ville heller ikke gøre skade.

Fremgangsmåden består i at blande alle ingredienser undtagen pitabrødet sammen til en tunsalat, og så lune brødet inden servering. Pitabrød til frokost er sådan set en udmærket idé, men ikke nyskabende, og smagsmæssigt var jeg ikke så imponeret, så det er ikke en ret vi vil få igen i denne form.

2014 Frokost Fuldkornspita med tun og spirer 300414 (6)

Falafelfrokost

Dansk

2013 Falafler 131013 (4)

Den anden dag fik jeg falafler til frokost, og jeg synes egentlig at de blev ret vellykkede. Jeg behøver ikke en hel hånd for at tælle det antal gange i mit liv, hvor jeg har lavet falafler, så jeg kan egentlig ikke udtale mig om hvorvidt nedenstående opskrift er bedre end alle andre. De er nok i princippet temmelig ens, og de kan også eksperimenteres med som man lyster. Det vigtige er at tilføje en masse krydderier og krydderurter for at sikre sig så meget smag som muligt. Derudover er der ingen reelle begrænsninger.

Opskriften er fra Den Store Diabeteskogebog af Fiona Hunter og Heather Whinney.

Falafler

Som frokost til 2-4 personer, serveret med grøn salat til

  • ca. 225 g kikærter (de kan købes i lage, og i så fald skal de ikke stå i blød natten over)
  • 1 spsk tahin (sesampaste – fås i de fleste supermarkeder)
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 tsk stødt koriander
  • ½ tsk cayennepeber
  • en stor håndfuld frisk persille, hakket let
  • saft fra 1 lille citron

Kikærterne afdryppes, hvorefter det hele kommes i en blender og blendes til det hele er finthakket, men før det bliver til puré. Jeg lå ikke inde med de mange forskellige krydderier, så jeg brugte i stedet et færdigt “gyros” krydderi, som jeg tænkte passede godt til, samt lidt chilipulver.

2013 Falafler 131013 (1)

Massen sættes på køl i køleskabet i minimum en halv time, gerne mere, og eventuelt til dagen efter. Herefter formes dejen til 12 små pølser. Gør eventuelt dine hænder våde først, så dejen ikke hænger så godt ved.

2013 Falafler 131013 (2)

Falaflerne steges i rigeligt fedtstof på en pande. De er meget skrøbelige, så vær forsigtig. Jeg brugte en del fedtstof for at sikre at de ikke hang fast i panden og for at få skorpen sprød hele vejen rundt. Det sværeste ved falafler er at stege dem.

Server dem med en grøn salat og lidt fedtfattig dressing til, fx hvidløgsdressing. Én portion består af 3 falafler, som var passende for mig, men mænd har nok brug for mere end det, måske dobbelt så mange. Falaflerne er ikke særligt store, så lav hellere lidt for meget end lidt for lidt første gang du bruger opskriften for at se hvad der er en passende mængde for dig. De smagte udmærket og jeg havde fået en god, sprød kant på dem. Uden den sprøde kant bliver de lidt for smattede, synes jeg, så de er også bedst frisklavede. De er også rigtig gode at komme i pitabrød.

2013 Falafler 131013 (3)