Tag Archive | mig

Beskyttet: Indenfor

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Reklamer

Det første kvarter

Dansk

2016 Curie bad 140816 (3)

I dag fylder lille Frøken Curie tre måneder, og derfor var vi til lægen, hvor hun fik sin første vaccination. Hun blev slemt forskrækket og skreg op (især da hun fandt ud af, at hun skulle stikkes to gange), men hun blev også hurtigt glad igen. Sygeplejersken, som administrerede vaccinationen, fik endda et par smil bagefter. Den lille frøken var dog ikke så vild med at køre i bus, men det hjalp da moderen tog hende op af barnevognen og sad med hende, så hun kunne følge med – så var det ikke så slemt alligevel.

Her til aften har hun dog været lidt utidig, men det må man jo lade hende, når hun nu måtte gå så grueligt meget igennem på sin tre måneders fødselsdag.

Hun kan godt lide at plaske i badekarret sammen med sin far, men det er ikke altid at hun synes det er så sjovt bagefter, når hun skal op og det hele bliver ekstra koldt.

2016 Curie bad 130816 (18)

Jeg har ikke så mange billeder af mig selv med Frøken Curie, men det er også svært at tage en selfie med en baby på armen.

Den årvågne vil kunne finde den skjulte kat på et af indlæggets billeder.

2016 Curie 090816

Dronningepladsen

Dansk

2016 Autostol 240216 (5)

I går fik vi krydset endnu et element på indkøbslisten til babyen af, da vi fik købt autostolen. Vi købte en brugt til 850 kr, hvilket udover selve autostolen også inkluderer en “base”, som man sætter fast til bilens bagsæde, og så kan man ellers bare klikke autostolen i, uden at skulle bakse med seler og så videre. Betrækket er en smule slidt, men det gør ikke noget, og derudover ser autostolen ud til at være i fin stand.

Vi har efterhånden fået indkøbt alle de store ting til baby, og på et tidspunkt tager vi så en større indkøbstur for at købe alle småtingene, som bleer og klude og den slags, men det kan vente til april.

I tirsdags var vi til rundvisning på fødegangen, hvor man fik lidt praktisk at vide omkring hvad man skulle gøre, når man ankom, hvor man kom hen først, og hvad man skulle gøre, hvis man kom efter at hoveddøren var låst (hvilket den er mellem kl. 21 og kl. 6), og vi var også inde og kigge på en af fødestuerne, som var mindre end jeg egentlig havde regnet med. Det var meget rart lige at få set stedet an.

Jeg kan godt mærke, at tredje trimester begynder at trykke på. Det er blevet noget mere besværligt at bevæge sig, og det er næsten umuligt at falde i søvn om natten. Jeg kan ikke længere sove på maven, jeg får ondt i ryggen når jeg ligger på ryggen, og det snurrer og føles ubehageligt når jeg ligger på en hvilken som helst af siderne. Der går lang tid om aftenen med at vende og dreje sig, hvilket er meget frustrerende, når jeg sådan set er træt og gerne vil sove, og det betyder så, at jeg er endnu mere tung og træt næste dag. Maven er ikke helt så stor endnu, men den kan ses, selvom det nogle gange er lidt svært at glæde sig over at have en graviditetsmave, når man samtidig skal høre på kommentarer om hvor fed man er.

Det hele er pludselig begyndt at spænde og trykke, så jeg kan nemt forestille mig, hvor hårdt det bliver om én måned for slet ikke at tale om to. Om tre måneder burde det hele dog heldigvis være overstået.

Kattene er i det mindste rigtig dygtige til at hjælpe med at klargøre det hele til den nye baby, og de hjalp også til med at teste den nye autostol. De har vist godkendt den, i hvert fald til kattebrug.

Trængsel og lidt mindre alarm

Dansk

2016 Baby 270116 (2)

I går var vi til kontrolscanning på hospitalet, hvor babyen blev lyttet til, kigget efter og målt på, og selvom hovedet stadig er lille, så sagde de, at det hele så fint ud. Hjertet slog som det skulle, og babyen fulgte sin egen vækstkurve, hvilket er det vigtigste. Hun blev vurderet til at veje 730 g, hvilket er omkring 100 g mindre end gennemsnittet. Lægen mente også, at jeg har et lille hoved, så hun virkede ikke så bekymret. Nogle gange er det bare sådan man er konstrueret. Vi fik dog tilbudt en ny kontrolscanning om en måneds tid, bare for at holde øje med, at det hele fortsætter med at vokse, som det skal.

De var også så flinke at give os et par billeder af hende med hjem, og det var tydeligt at se på skærmen, at det begynder at knibe med pladsen. Hvis man sammenligner med scanningen fra starten af november, så kan man godt se, at hun efterhånden fylder det hele, så det er ikke så underligt, at hun ligger og skubber og sparker for at få plads.

Scanning S 031115

Vi fik også et 3D-billede, hvor hun ligger med hænderne op foran ansigtet. Jeg sagde, at det var der ikke noget underligt i, for sådan gør jeg også, når jeg skal fotograferes.

Jeg bliver dog nok ikke helt rolig, førend vi kan vurdere hende helt tæt på, så jeg ser frem til at blive beroliget igen ved næste scanning i marts.

2016 Baby 270116 (1)

Endeløse uger

Dansk

Mandag den 21. december var vi til misdannelses-scanning på hospitalet, hvor vi havde en tid kl. 16.30 og blev scannet af en sygeplejerske. Alt så rigtig fint ud. Babyen så fin ud og hoppede rundt inde i maven, og hjertet og alle de andre organer gjorde også hvad der blev forventet af dem. Vi fik også bekræftet at det var en lille pige. Det var først, da sygeplejersken var færdig med at scanne og tastede alle tallene ind i systemet, at hun sagde at hovedet var lidt lille, og at hun blev nødt til at scanne det igen. Herefter var det fortsat for lille – ikke meget for lille, men det faldt udenfor deres gennemsnit, så hun gik ud for at se om hun kunne få fat på en læge, for de skal altid reagere, når noget på fosteret falder udenfor gennemsnittet. På det tidspunkt var klokken dog omkring 17, så lægerne var gået hjem. Hun fandt en jordemoder, som også kom ind og scannede og sagde at hovedet var for lille. Vi fik derfor at vide, at vi skulle scannes igen en anden dag af en læge, men sygeplejersken kunne ikke bare give os en tid, fordi hun skulle have tilladelse til at overbooke, især nu hvor det var lige før jul. Vi blev derfor sendt hjem med besked om, at hun ville lægge besked til lægen, og at vi ville høre noget dagen efter. Både sygeplejersken og jordemoderen virkede ikke specielt bekymrede, men det klarede jeg naturligvis for dem, for det er da aldrig rart, at ens foster ikke ser ud, som eksperterne gerne vil have det til. Når de taster tal og mål ind i systemet, bør resultatet for hovedet ligge et sted mellem +2 og -2, og vores babys hoved lå på -2,4.

Omkring kl. 10.30 næste morgen blev vi ringet op af en lægesekretær eller lignende, som sagde at de havde en tid til os til en ekstra scanning omkring kl. 11.30. Her blev vi mødt af både en sygeplejerske og en læge. Sygeplejersken scannede os først, og bagefter scannede lægen de mere lægelige områder. Alt andet så stadig rigtig fint ud, men hovedet var selvfølgelig ikke vokset siden dagen i forvejen. Lægen forsøgte at scanne efter en lille bro i hjernen, der forbinder den ene hjernehalvdel med den anden, men den er meget svær at se, medmindre fosteret ligger helt 100 % korrekt i forhold til scanningen, og det gjorde vores baby ikke. Lægen hidkaldte derfor overlægen, som også scannede, men det blev resultatet ikke anderledes af. Jeg måtte også op og hoppe og ryste maven, men babyen syntes ikke, at der var nogen grund til at flytte på sig. Lægen sagde, at hun MENTE, at hjernebroen var der, men hun kunne ikke få et godt nok billede til at sige det med sikkerhed.

Så så lægerne meget alvorlige ud og snakkede om hjerneskader og at man ikke kunne komme udenom at hovedet var for lille, og hvorvidt vi gerne ville vide mere, så vi eventuelt kunne forberede os. Jeg havde slet ikke lyst til at forberede mig på noget, bortset fra at Ledsageren og jeg er enige om, at hvis fosteret ikke kan blive født til et ordentligt liv, så vil vi have en abort. Jeg synes det er egoistisk at føde et barn til et liv i smerter eller et liv, der aldrig bliver til noget rigtigt. Abort kan man dog ikke få efter uge 22, og på det tidspunkt var jeg 20 uger og 1 dag. Lægerne talte bål og brand, og da jeg spurgte hvad sandsynligheden var for, at der var noget galt med fosteret, sagde lægen, at det kunne hun ikke lige sige. Så jeg synes jo allerede at babyen havde fået en dødsdom.

Vi fik tilbudt at få lavet en fostervandsprøve dagen efter kl. 8.35, og da lægerne ikke med 100 % sikkerhed kunne sige, at den der hjernebro var der, fordi fosteret ikke lå optimalt, bestilte hun en tid til en MR-scanning. Dette foregår dog på Århus Hospital. Lægen ringede derop, og hun fik at vide, at de regnede med, at de havde en tid den 28. december, men de skulle lige tjekke i systemet, og så ville de kontakte os enten i dag eller i morgen med en tid.

Jeg syntes på ingen måde, at den anden scanning havde ført noget positivt med sig, og jeg hørte ikke nogen læge sige noget som helst om, at der måske IKKE var noget galt med babyen.

Om aftenen havde vi en aftale hos mine forældre, da det var os, der skulle være vært juleaften, så vi ville gerne transportere julegaver og diverse andre ting hjem til os i god tid. Næste morgen måtte vi dog tidligt op, for vi skulle jo være på OUH igen til kl. 8.35. Selve indgrebet tog ikke særlig lang tid, men selvom vi havde en så tidlig tid, så var det hele stadig en time forsinket, da vi kom til.

Det var overlægen fra dagen før, der tog prøven. Hun sprittede mig af og scannede maven for at finde det rigtige sted at stikke nålen ned. Jeg havde heldigvis lukkede øjne og brillerne af, så jeg så ikke nålen, men den var lang og spids og man fik ingen bedøvelse! Det gjorde ondt, men ikke så ondt som jeg havde frygtet, og det var heldigvis hurtigt overstået. Heldigvis slap jeg for at hun skulle stikke igen. Overlægen sagde, at fostervandet var klart og fint, hvilket var et positivt tegn (det er skidt hvis det er grønt eller grumset). Det overraskede mig, at det var gult – jeg havde egentlig troet at fostervand var klart som postevand.

Herefter fik jeg plaster på og kom ud og ligge på en briks i cirka 20 minutter. Livmoderen er ikke helt tilfreds med, at man sådan lige stikker i den og stjæler dens fostervand, så den kan godt krampe lidt. Det føltes lidt underligt, men det gjorde ikke rigtig ondt. Det var mest såret, hvor jeg var blevet stukket, der gjorde ondt. Ubehaget efter selve indgrebet gik væk efter et par timer, men der gik et par dage, før det blå mærke ikke længere lod røre på sig. Det kunne godt gøre ondt, når noget stødte ind i det. Både Ledsageren og jeg fik også taget blodprøver. De tester fostervandet for at se, om de kan finde ud af, hvorfor hovedet er så lille, og hvis de finder en “forandring” / “noget anderledes”, som de ikke lige kan forklare, så sammenligner de med vores prøver, og hvis vi har samme variant og virker sunde og raske, så antager de, at babyen også er det.

Mens jeg lå på briksen, kom overlægen ud og sagde, at vi skulle huske på, at der var langt større sandsynlighed for, at der ikke var noget galt med babyen end at der var. Ledsageren mener, at hun havde tænkt lidt over, hvad det egentlig var, at de sagde til os dagen i forvejen, hvor der ifølge dem bestemt ikke var nogle forhåbninger om noget som helst.

Jeg var stadig lidt ør i kroppen efter de 20 minutter, men vi valgte at tage hjem. Jeg gik meget langsomt hen til bilen og bøjede mig meget forsigtigt, når jeg satte mig ind og kravlede ud. Lige da vi gik ud på parkeringspladsen ringede de fra Århus, og vi fik en tid til MR-scanning kl. 10.45 den 28. december.

Herefter kom jeg hjem og ligge lidt på sofaen, og efter et par timer havde jeg det sådan nogenlunde igen. Så gik vi i gang med alle forberedelserne til juleaften, for der skulle bages kransekagekonfekt og laves rødkål og hvad det ellers blev til, kan jeg ikke lige huske.

Det hele gik fint juleaften, lige bortset fra at det var den værste juleaften i mit liv. Det var jo meningen, at jeg skulle være gravid juleaften – ikke rende rundt og tænke på at om en uge fra nu, så er babyen måske væk. Jeg fik ikke taget særlig mange billeder, både fordi man har mere at se til, når man er vært, og fordi jeg i grunden ikke havde lyst til at mindes den juleaften overhovedet. Jeg tvang mig selv til at tage et par enkelte billeder alligevel, for jeg tænkte at jeg ville fortryde det, hvis nu babyen ikke fejlede noget. Også selvom jeg tænkte at der var større sandsynlighed for at der var.

1. juledag var jeg totalt udmattet efter alt aktiviteten i dagene op til, så jeg bevægede mig som en zombie hele dagen. Det hjalp lidt på energiniveauet dagen efter, hvor vi havde meldt afbud til familiejulefrokosten, for det kunne jeg ikke lige overskue at skulle være underholdende, når der i grunden ikke var noget som helst at glæde sig over.

Den 28. december kørte vi til hospitalet i Århus, hvor vi kom til næsten med det samme (faktisk et par minutter før vores tid). MR-scanneren er ikke særlig stor, så jeg kan godt forstå, at man kan få problemer, hvis man er klaustrofobisk. Det var heldigvis ikke et problem for mig. MR-scanneren stod og pulserede som et hjerteslag hele tiden. Jeg fik en hospitalsskjorte på, blev lagt på briksen og fik spændt noget hen over maven, hvor der skulle tages billeder. Jeg fik høretelefoner på, og de spillede noget afslappende musik for mig imens. Han kunne ellers streame alle radiokanaler, sagde radiografen, men det hjælper ikke så meget, når man som mig ikke lytter til musik. Så det blev noget yoga-lignende musik i sidste ende, hvilket også var OK. Maskinen larmede lidt, når der blev taget billeder. Den sagde BEEEEP, BEEEEEP, BEEEEEP og nogle gange DUUUUT, DUUUUT, DUUUUT. Jeg ved ikke hvilken betydning de forskellige lyde har. Da radiografen tog den sidste omgang billeder, var det også så hele briksen vibrerede, så det føltes lidt ligesom en meget, meget dyr massagestol. Bortset fra hyletonerne var det såmænd ganske behageligt.

Bagefter sagde radiografen, at kvaliteten af billederne var rigtig god, og at han regnede med, at lægen ville bedømme dem enten i dag (mandag) eller i morgen (tirsdag), og i hvert fald inden nytår, og det var jo rigtig gode nyheder, for jeg frygtede, at vi skulle vente en hel uge eller længere på svar. Det var virkelig også dårlig timing, at alt det her skulle ligge lige omkring jul og nytår, hvor det hele lukker ned så vidt det er muligt.

Babyen ville åbenbart gerne være med til at blive fotograferet, så efter 20 minutter var jeg færdig, og så kørte vi hjem og spiste frokost. Senere på eftermiddagen fik vi brev med de første resultater fra fostervandsprøven. I første omgang tester de for de tre mest kendte kromosomfejl, blandt andet downs syndrom, samt kønskromosonerne. Her fik vi endnu engang bekræftet, at det er en lille pige, og nu kan der efterhånden ikke stilles flere spørgsmålstegn ved kønnet. De andre resultater var helt normale.

Jeg ventede nervøst på resultatet fra MR-scanningen, men vi hørte ikke noget om tirsdagen. Det er lægerne i Århus, der bedømmer billederne og herefter sender resultaterne til vores henvisende læge i Odense, og det var så hende, der ringede onsdag morgen lidt i 9, hvor hun sagde, at hjernebroen var der, og at alle resultater indtil videre så rigtig fine ud. Hun regnede med, at det var et normalt barn, og at selvom der ville gå 1-2 uger endnu, før de havde resultaterne fra den udvidede fostervandsprøve, så troede hun ikke, at der ville dukke noget op, når billederne fra MR-scanningen og de andre resultater så ud som de gjorde. Jeg er dog ikke helt overbevist endnu. Jeg fik en tid til en kontrolscanning sidst i januar, og så må vi jo håbe, at fosteret ser rigtigt ud til den tid. Jeg synes nu der er længe til.

I det mindste vil det forhåbentlig lykkes os at få en nogenlunde hyggelig nytårsaften, som vi holder hjemme hos os selv – bare os og kattene. Egentlig skulle vi have været til København, men jeg trænger til lidt hjemmeafslapning efter de mange bekymringer, så vi har bestilt sushi og laver et lille tapasbord med oste, pølser, anderillette og røget laks, og til dessert er der en trio af chokolademousse. Jeg håber at 2016 starter bedre end det forgangne år sluttede.

Og så videre

Dansk

Scanning S 031115

Nu er det efterhånden nået dertil, hvor alle, som vi ville sige det til, har fået det at vide, så nu kan ovenstående billede også offentliggøres på bloggen.

Vi var til nakkefoldsscanning i sidste uge, hvor vi fik et rigtig fint tal, og jeg blev sat til at have termin i maj. Vi kender endnu ikke kønnet, men det skulle der gerne komme information om meget snart, da både Ledsageren og jeg er meget nysgerrige efter at få det at vide.

Bloggen har været ret stille de sidste par måneder, fordi jeg har lidt frygteligt af kvalme, som heldigvis efterhånden er ved at være så svag, at det er til at overkomme. Jeg havde 2-3 uger, hvor jeg virkelig ikke kunne hverken lave eller spise noget. Selv det at drikke vand var en kamp, for alt gjorde kvalmen værre. Energi har der heller ikke været i overflod, og jeg er stadig frygtelig træt, især hen af eftermiddagen og om aftenen, hvor jeg tit ender med at gå meget tidligt i seng. I det mindste kan jeg dog atter spise forholdsvist normalt, selvom jeg stadig har svært ved at finde på noget, som jeg føler at jeg kan finde plads til – det gælder mest til morgenmad og også lidt til frokost. Aftensmaden går i det mindste udmærket, og jeg får ikke længere opkastningsfornemmelse, når jeg ser Ledsageren spise is. Den stakkels Ledsager har jo i et par måneder måtte stå for planlægning, indkøb og tilberedning af den ugentlige madplan, og det er ikke helt nemt, når man er spontant anlagt som ham. Der var en overgang, hvor jeg frygtede at jeg skulle være en af de uheldige, der måtte lide med kvalme alle ni måneder, men det ser det heldigvis ikke ud til. De siger dog, at kvalmen kan komme igen, når babyen bliver så stor at den trykker på det hele, men den tid den sorg.

I sidste måned var jeg med mine forældre en tur til Blåvand for at shoppe tilbud, hvor jeg ikke fandt så meget spontant, men jeg fik købt den dragkiste (Ledsageren forbyder mig blot at kalde den en “kiste”), som jeg kom efter. Forklaringen dengang var at den skulle pynte i stuen, men nu kan det vist godt løftes, at den skal stå på børneværelset.

2015 Indkøb 051015 (2)

Vi er i gang med en større renovering herhjemme, da vi besluttede at det skulle være nu, at vi indretter kælderkontor til Ledsageren, og så bliver hans gamle kontor til det nye børneværelse. Her skal der dog også gøres noget, da vi skal have fjernet det gamle fasttømrede skrivebord samt det indbyggede skab, og så skal der selvfølgelig udbedres og males bagefter. Det har også været en længere omgang i kælderen, men det kommer der noget mere om senere. Vi får lagt nyt gulvtæppe på på fredag, hvorefter indretningen så småt kan gå i gang, så det kan være at der kommer et kælder-indlæg i næste uge.

Hvad angår børneværelse er vi jo også så heldige, at vi får januarudsalget med, så dér regner vi med at købe det meste og indrette og dekorere.

Da vi var i Blåvand, gav mine forældre mig også en lille souvenir i form af en Rosina Wachtmeister-nøglering, som jeg er meget glad for, og den var også tiltrængt, da min gamle nøglering gik i stykker for cirka tre år siden, jeg har bare aldrig rigtig taget mig sammen til at anskaffe mig en ny.

2015 Indkøb 051015 (1)

Og så var vi også en tur i Tyskland sidste weekend, hvor der desværre ikke var nogle tilbud på Rosina Wachtmeister katte i Karstadt overhovedet, hvilket der ellers altid plejer at være, så det var i grunden heldigt, at jeg købte to figurer sidste gang vi var der. Til gengæld fandt jeg nogle små julefigurer i Citti Markt, som kan sætte lidt skub i juledekorationerne. Der går jo heller ikke så lang tid, så skal det hele frem igen.

2015 Indkøb 071115

Højt oppe i Italien

Dansk

2015 Italien 4 140715 (1)

Den første mandag på vores sommerferie i Italien tog vi alle afsted til et kaotisk marked i en nærliggende by. Det tog næsten en time at finde en parkeringsplads, og der var så tætpakket med mennesker og boder, for slet ikke at tale om hedebølgen, at det var næsten ikke til at være der. Ledsageren og jeg endte med at tage tidligt tilbage til lejligheden i stedet, hvor vi udnyttede den tomme svømmepøl til at få en dukkert.

Der var faktisk så varmt i Italien på det tidspunkt, at nutellaen var som en sød suppe på morgenbordet (dette er ikke ment som noget negativt – nutella er lækker i alle sine former).

2015 Italien 3 140715 (1)

Frokosten blev lidt pasta-takeaway for mit vedkommende (en meget fyldig portion med røget laks, som min mor også fik lidt af – der ville have været nok til to personer, især i den varme), mens Ledsageren fik sig en udmærket sandwich.

Til aftensmad var der rejer og krebs til forret samt pizza en masse til hovedret (og is til dessert). Det var her jeg fik min imponerende indbagte pizza, hvor jeg prøvede noget nyt, nu hvor vi var afsted på ferie, i form af artiskokker. Som man kan se på billedet, så er det øverste lag dej supertyndt, hvilket er hvad der gør pizzaen til noget særligt (i hvert fald sammenlignet med danske indbagte pizzaer).

Dagen efter var vi et par biler, der kørte på tur til en gammel kirke gemt væk højt oppe i bjergene. Der var en vældig fin udsigt. Der er en lille bus, der kører i pendulfart op og ned af den snoede bjergvej, og de fleste af os besluttede os for at tage bussen, men min far tog trapperne i stedet, og det lykkedes ham alligevel at komme først (det er selvfølgelig også nemmere på vejen ned, og han tog bussen op sammen med os andre).

2015 Italien 4 140715 (20)

Vi mødte også et lille firben:

2015 Italien 4 140715 (26)

Da vi havde set hvad vi ville, var klokken cirka 13, så der var frokost-travlt på bussen, da vi skulle op igen, og stuvende fuldt. Det bør nævnes at de italienske buschauffører ikke lader sig gå på af de lange og bratte fald ned af klippesiden, når de skal dreje de der 180 grader, så der er ingen grund til at sætte farten ned af den grund. At frygte for sit ve og vel er turist-snak, det er ikke noget italienerne gør sig i.

2015 Italien 4 140715 (28)

Frokosten indtog vi hjemme i lejligheden, hvor Ledsageren og jeg lokaliserede en udmærket cheeseburger.

2015 Italien 4 140715 (29)

Fuglene har efterhånden fundet ud af, at der er gæster på besøg, som godt kan finde på at smide brødkrummer, så der gik ikke lang tid, før vi ikke længere kunne spise i fred på terrassen.

2015 Italien 4 140715 (32)

Til aftensmad var der kødboller i tomatsovs, oste-og-pølsebord og majskolber, og desserten bestod af tiramisú samt vandbakkelser i “chokoladesovs” (det var i virkeligheden kakaoglasur).

Efter aftensmaden gik Ledsageren og jeg vores sædvanlige tur. Et billede af havne- og promonadeområdet:

2015 Italien 4 140715 (40)

Vi var dog ved at blive overfaldet af insekter, for der var SÅ MANGE, at der var hele skyer af dem, og det var ikke sjovt uforvarende at gå ind i dem, for så sad de lige pludselig alle steder! Det var helt vildt, især omkring lamperne, som det forhåbentlig fremgår af billederne: