Tag Archive | konfekt & slik & søde sager

Julestollen og julekløben

Dansk

2013 Julekløben 141213 (14)

Der findes et sødt julebrød, som hedder julestollen, der er fyldt med farvestrålende søde ting samt marcipan. Så vidt jeg har forstået, så er julestollen ét stort brød, hvor julekløben bruger samme opskrift men fremstår som små boller. Jeg kan tage fejl, men det er i hvert fald mit udlæg af opskriften. For nogle år siden lavede jeg julestollen, så i år forsøgte jeg mig med små julekløben i stedet.

Før jeg begyndte at bage det selv, så havde jeg kun smagt julestollen fra bageren, og det var virkelig noget af det mest kedelige jeg længe havde smagt. Jeg syntes faktisk slet ikke at det smagte godt. Derfor var jeg også lidt betænkelig da Ledsageren for år tilbage spurgte om jeg ikke skulle bage julestollen, men jeg gav det dog en chance, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg fandt en engelsk opskrift her, som jeg nedenfor gengiver på dansk samt med mine småjusteringer. Det er et meget kalorierigt brød, så man skal ikke tænke for meget over hvad man spiser, og det er fyldt med så mange gode sager at jeg faktisk også kategoriserer det under konfekt. Men lækkert er det helt bestemt. Det tager også lidt tid at lave, for der er mange hævninger, men resultatet er besværet værd, og laver man det i små varianter, så er det også en rigtig fin værtindegave at tage med i julemåneden. Ifølge originalopskriften bør brødet opbevares på et tørt, køligt sted i mindst en uge før spisning, hvilket jeg bestemt ikke synes er nødvendigt at vente på, men det må jo betyde at brødet har lang holdbarhed, så det er også værd at tage med.

Julekløben

Ca. 16 små brød

  • 50 g gær
  • 1 tsk sukker
  • 1 dl lunken mælk
  • 500 g hvedemel
  • 125 g sukker
  • 1 spsk vanillesukker (eventuelt 1 tsk vanillepulver eller vanille-essens)
  • revet skal af 1 citron
  • et godt strø salt
  • ca. ½ tsk muskatnød
  • ca. ½ tsk kanel
  • 100 g fintblendede nødder
  • 1 tsk mandelolie (kan sikkert erstattes med fx rapsolie, men jeg har ikke testet det)
  • 200 g smør
  • 1½ dl lunken mælk
  • 50 g tørrede abrikoser
  • 50 g tørrede tranebær (de tørrede frugter kan erstattes af fx rosiner eller anden ønsket frugt)
  • 100 g grofthakkede nødder
  • 100 g cocktailbær
  • 100 g sukat
  • 100 g kandiseret appelsinskal
  • ca. 3-400 g marcipan

Til pynt (kan udelades):

  • 100 g smeltet smør
  • Sukker
  • Flormelis

Varm 1 dl mælk langsomt op til den er lunken, men så du stadig kan stikke din lillefinger ned i uden at brænde dig. Hvis det gør ondt på dig, gør det også ondt på gæren.

Kom gær og 1 tsk sukker i en skål og hæld mælken over. Sæt skålen lunt og tildækket i 15-20 minutter, mens du klargør resten af ingredienserne.

2013 Julekløben 141213 (1)

Find en stor skål frem og kom heri mel, de 125 g sukker, vanillesukker, revet citronskal, salt, kanel og revet muskatnøt, de fintblendede nødder samt mandelolien. Hvis du føler du har tid og overskud til det, kan du riste nødderne let på en pande inden du blender dem for at få mere af smagen frem. Dette kan dog udelades. Rør det hele let sammen.

Varm resten af mælken (1½ dl) langsomt op sammen med smørret.

Hak de resterende 100 g nødder groft og sæt dem til side. Skær de tørrede abrikoser i mindre stykker og læg dem til side. Hak eller halver eventuelt også cocktailbærrene.

2013 Julekløben 141213 (4)

Tilføj nu gærmiksturen samt mælke-og-smørblandingen til skålen med de tørre ingredienser og ælt det hele godt sammen. Dæk skålen og sæt den til hævning et lunt sted i cirka 30 minutter.

2013 Julekløben 141213 (6)

Efter hævning tilføj da den tørrede og kandiserede frugt samt nødderne og bland det hele godt sammen. Dejen burde nu være klæbrig og fedtet men let at håndtere og arbejde med.

2013 Julekløben 141213 (8)

Opvarm ovnen til 250 grader, almindelig ovn ikke varmluft.

Jeg lavede små julekløben af min dej og bagte dem i små brødforme. De kan også bages bare på bagepladen, og man kan lave store brød (julestollen) af dem, hvis man ønsker det. Nedenfor beskriver jeg dagens fremgangsmåde, men du kan selvfølgelig gøre som du føler for. Jeg er også meget glad for marcipan, så jeg var rundhåndet hermed. Du kan sagtens komme mindre i uden at man bliver skuffet. Hvis du laver store brød bruger du også mindre marcipan. Jeg kom cirka 25 g marcipan i hvert af mine brød, og jeg kunne godt have nøjes med lidt mindre.

Skær ca. 16 tykke skiver af marcipanen eller vej den ønskede mængde af. Tag nu en god klump dej op, cirka en stor spiseskefuld, og hiv den ud så den bliver flad. Rul marcipanskiven til en pølse i passende længde (så den passer ned i bageformen) og læg den på dejen. Fold dejen rundt om marcipanen og rul den lidt mellem hænderne, således at sammenføjningen forsvinder og alt marcipanen er jævnt dækket. Gentag processen indtil du har brugt alt dejen.

2013 Julekløben 141213 (9)

Stil dine julekløben til efterhævning i 20-30 minutter.

Sæt herefter ovnens temperatur ned til 150 grader og bag brødene i 25-30 minutter. Sæt varmen over på varmluftovn de sidste 5 minutter, hvis brødene ikke er blevet gyldne på toppen.

Til pynt kan du eventuelt bare drysse dem med flormelis så snart de kommer ud af ovnen eller inden servering. Alternativt kan du smelte 100 g smør, så det er klart, når brødene er færdige, og smør med det samme brødene og drys med almindeligt sukker. Lad brødene køle et par minutter, pensel dem herefter med smør igen og strø flormelis ud over. Brødene er meget søde, så jeg synes ikke at den ekstra smør og sukker er nødvendig, men de ser bestemt dekorative ud i deres fine, hvide puds.

Brødene kan med fordel fryses (i så fald bør man nok undgå at komme smør og flormelis på), og de kan spises i skiver enten som de er eller med smør på. Det er lige en opskrift efter Brødrene Prices hoved.

2013 Julekløben 141213 (13)

Reklamer

Millionærsnitte med tørrede tranebær

Dansk

2013 Millionaires shortbread 021213 (20)

For snart mange år siden da vi var på besøg i England kom jeg hjem med den engelske kogebog “What’s cooking: baking” af Emma Patmore. Min udgave er fra 2002, så det er jo efterhånden længe siden. Jeg har nok ikke fået testet så mange opskrifter i bogen, som jeg burde, men én opskrift har jeg vendt tilbage til mange gange, og det er den, der hedder Millionaire’s Shortbread. Hvorvidt det er en småkage eller et stykke konfekt kan man diskutere, men indenfor de sidste par år har jeg set lignende opskrifter dukke op i danske kogebøger. Men her følger hvad jeg vil tillade mig at kalde den originale – med et par twists fra mig. Ledsageren forelskede sig i snitten den første gang han satte tænderne i den, og siden da har han altid bedt om at jeg bager den, når jeg laver julesmåkager.

Opskriften bruger kondenseret mælk, som man efterhånden kan få i alle supermarkeder. Det billigste jeg har set er i Rema1000, hvor en dåse koster 17 kr. normalt, men her i december har de haft det på tilbud til 12 kr., så hold øje med tilbudene. Kondenseret mælk kan holde længe, og det kan også bruges i søde tærter, til fudge, i isblandinger og bare som karamelsovs til en dessert.

Millionærsnitte med tørrede tranebær

Producerer en lille bradepande

Til bunden:

  • 100 g ristede, blandede nødder (det kan være én type eller en blanding)
  • 70 g hvedemel
  • 125 g smør
  • 50 g brun farin

Til fyldet:

  • En pose tranebær eller hvad du hellers føler for (kan udelades)

Til karamellaget:

  • 50 g smør
  • 50 g brun farin
  • 1 dåse (ca. 400 g) kondenseret mælk

Til chokoladelaget:

  • 200 g lys chokolade
  • 2 spsk fløde
  • 100 g mørk chokolade

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

2013 Millionaires shortbread 021213 (1)

Smør en bageform der er cirka 22 x 22 cm. Hæld lidt sukker i og ryst sukkeret rundt indtil hele bunden er dækket. Hæld eventuelt overskydende sukker fra. Du kan også bruge en lidt større form, så bliver lagene bare lidt tyndere.

2013 Millionaires shortbread 021213 (4)

Kom de ristede nødder i en foodprocessor og blend det fint. Du kan eventuelt udelade at riste nødderne, hvis du ikke lige gider, men dette fremhæver smagen af dem. Tilsæt herefter mel, smør og brun farin og blend det til en sammenhængende masse. Kom dejen i formen og tryk massen ud, så hele bunden er dækket i et forholdsvist jævnt lag. Sæt herefter formen på køl i køleskabet i en halv times tid.

2013 Millionaires shortbread 021213 (5)

Stik herefter huller i dejen med en gaffel og bag den i ovnen i cirka 20 minutter indtil den er gylden over det hele. Tjek at den også har fået nok i midten. Der er ingen skade sket, hvis bunden ikke er bagt ligeligt over hele pladen, men bunden smager af mere når den er bagt helt sprød.

2013 Millionaires shortbread 021213 (8)

Lad bunden køle ned mens du forbereder karamellaget. Kom smør, brun farin og kondenseret mælk i en gryde over lav varme. Blandingen kan meget hurtigt brænde på, så det gælder om at have tålmodighed. Hold temperaturen lav og rør jævnligt i gryden. Hvis du er tålmodig nok til at stå og røre i gryden hele tiden, kan du godt skrue lidt op for varmen, men ellers så lad det passe sig selv, hold blusset lavt og tjek miksturen tit. Det kan godt tage lang tid, men lad det tage den tid, det tager. Karamellen er færdig når den er tyk og hænger ved skeen.

2013 Millionaires shortbread 021213 (12)

Når karamellen er ved at være færdig fordeler du de tørrede tranebær ud over nøddebunden. Du kan bruge enhver anden form for tørret frugt, hele nødder, små stykker marcipan eller hvad du nu er i humør til. Du kan også helt udelade at komme ekstra fyld i, men jeg synes at tranebærene giver et lille syrligt modspil til den søde karamel.

2013 Millionaires shortbread 021213 (10)

Hæld så karamelmassen udover bund og fyld og fordel det i et jævnt lag. Sæt nu formen på køl i køleskabet indtil karamellen er størknet.

2013 Millionaires shortbread 021213 (13)

Smelt de 200 g lys chokolade sammen med 2 spsk fløde og fordel massen ud over karamellaget. Lad også dette størkne inden du arbejder videre.

2013 Millionaires shortbread 021213 (14)

Smelt de 100 g mørk chokolade og stry det ud som det øverste lag.

2013 Millionaires shortbread 021213 (15)

I den originale opskrift var der kun ét lag chokolade, som var helt fast. Dette betød at stykkerne var meget svære at skære ud uden at karamellen eksploderede ud til alle sider. Ved at have et lag blød chokolade efterfulgt af et tyndt og fast, så får man det bedste af begge verdener. Den faste chokolade på toppen gør at stykkerne er nemmere at holde på og have med at gøre, og jeg synes også at den giver et kønnere slutresultat og et godt knas, når man spiser.

Når hele massen har sat sig og er kølet ned vender du den på hovedet ud på bordet, således at nøddebunden ligger nederst. Skær klumpen ud i en passende størrelse med en skarp brødkniv. Det er en meget lækker men også meget kompakt blanding, så det kan betale sig at skære i små stykker. Så kan man til gengæld også spise flere af dem!

Opskriften er lidt tidskrævende, men jeg synes helt sikkert at den er det hele værd.

2013 Millionaires shortbread 021213 (17)

Næsten juletur til Tyskland

Dansk

2013 Tyskland 041113 (2)

I går var vi en tur til Tyskland, og det var den helt store indkøbstur! Jeg er jo lidt af en planlægger, så jeg havde nøje undersøgt hvad vi skulle have og hvor de ting var billigst og planlagt en rute herefter. Heldigvis ligger de fleste af butikkerne tæt op af hinanden, så selvom vi rent faktisk var 5 (!) forskellige steder, så var der egentlig kun begrænset transport mellem stederne.

Vi startede i Citti Markt. De har egentlig ikke  mange slagtilbud, men vi fik da købt en masse nutella, som de altid er glade for at sælge ud af! Citti Markts stærke side er deres udvalg. De har rigtig mange spændende ting – og da de sælger til engros, så er det også et godt sted at købe chokolade, hvis man bruger lige så meget til bagning, konfekt o.l. som jeg gør. Her kunne man få 1,5 kg hvid, lys eller 60 % mørk chokolade til under 50 kr. pr. kilo! Vi brugte rigtig lang tid i Citti Markt og endte også med at spise frokost. Jeg var egentlig ikke vildt sulten, men det var rart at sidde lidt ned. Mad giver jo også velvære og omsorgsfølelser i kroppen, derfor kan det være godt at spise hvis man er syg eller trist.

Ledsageren og jeg valgte begge at få en jägerschnitzel med pomfritter til frokost. Så vidt vi kunne bedømme så var det en friturestegt wienerschnitzel serveret med svampesovs. Det smagte sådan set udmærket. Egentlig ville jeg gerne have haft en burger, ligesom jeg mener at jeg fik sidst, men det har de fjernet fra menuen.

2013 Tyskland 041113 (1)

I Citti Markt fik jeg også købt et lille styk julepynt. De havde mange fine ting, og jeg kunne ikke helt stå for at købe en figur med hjem. Jeg er ganske tilfreds med den, da den er meget detaljeret. Det er en julemand, som holder en kringle, og julemanden har striktrøje på. Det er nok ikke så tydeligt på det lidt mørke billede, men trøjen på figuren er fnulret ligesom en striktrøje ville være, så jeg synes den er fin.

2013 Tyskland 041113 (4)

Derudover overtalte Ledsageren mig også til at købe en udstiksform. Den var måske lidt i den dyre ende, men det er jo et poteaftryk, så det blev vi jo nødt til, sagde Ledsageren. Udstiksformen har kanter i to højder: Den yderste kant, som selvfølgelig går hele vejen igennem, og så de indre kanter, der stopper lidt før. Derfor laver den et poteaftryk i dejen, når du trykker den ned. Jeg glæder mig til at teste den.

2013 Tyskland 041113 (7)

Herefter fløj vi rundt til de andre butikker. Nogle steder skulle vi ikke have så meget, og det var selvfølgelig lidt begrænset hvor mange besøgende der var på en almindelig mandag, så jeg synes det gik fint fremad. Jeg følte ikke at vi stod unødigt i kø, og i Calle var der næsten mennesketomt.

Da vi endelig nåede hjem til Odense igen, var vi stadig godt mætte efter den lidt store frokost, så vi droppede den planlagte aftensmad, der bestod af lasagne fra fryseren (det tager vi i aften i stedet), og så lunede vi i stedet lidt boller og tog dem med pålæg. Eller Ledsageren fik boller, jeg var for mæt til hvidt brød, så jeg tog et knækbrød med ost, en klidkiks med philadelphia og en stor gulerod. Det er nu også rart engang imellem at det hele ikke skal være så kompliceret.

2013 Tyskland 041113 (8)

Læsset medbragt fra Tyskland bestod af:

  • Julefigur
  • Kattepoteudstiksform
  • Små træpinde (tænkes brugt som ispinde, hvilke vi ikke kunne finde i Citti Markt)
  • Finish opvasketabs
  • Et blomkål
  • 3 peberfrugt til 6 kr. i Fleggaard
  • Bittesmå chilier
  • En bøtte bagepulver fordi jeg var ved at løbe tør
  • To slags senseo kaffe
  • 1 kg sort peberkorn
  • En wasabi dressing
  • Hønse-, ande- og svinefond
  • 1,5 kg hasselnødder
  • 3 poser ovnbagte chips
  • 2,4 kg marcipan
  • 2,25 kg nutella
  • 600 g nougat
  • 600 g dadler
  • 1 kg marabou (2 x Daim, 1 x Appelsinkrokant, 1 x Lakrids)
  • 6 kg mørk chokolade 60 %
  • 3 kg hvid chokolade
  • 3 kg lys chokolade
  • 800 g toblerone
  • 45 kæmpe romskildpadder
  • 7 kilo slik af blandet art
  • 3 x 24 dåser pepsi og 7up

Altså, man skal jo hamstre. Det er det eneste fornuftige her i livet.

Chokoladefestival 2013

Dansk

2013 Chokoladefestival 030313 (17)

I søndags var vi til Chokoladefestival i København sammen med mine forældre, som venligst sponsorerede vores entré. Med hver indgangsbillet medfulgte 6 smagspoletter, som kunne benyttes i de forskellige boder. Der var okay med gratis smagsprøver, helt klart flere end jeg husker fra sidste år. Frellsens var med igen i år og uddelte ligesom sidst 1 flødebolle per polet. Her kom vi så lidt til kort, da de havde solgt ud af så mange flødeboller dagen før, at de kun havde fire forskellige tilbage, og ingen af de hvide! Vi tog fire med hjem alligevel: en klassisk, en mocca, en marcipan og en med nødder.

Den med marcipan var nu lidt skuffende. Nu er Frellsens flødeboller ikke ligefrem gourmetflødeboller, men de er udmærket. Men problemet er at marcipanflødebollen består af en marcipanbund, og så er flødebollen væsentligt mindre end de andre. Dette kunne så være OK, hvis det ikke var fordi at nøddebollen, som er dækket med hakkede nødder, også har en marcipanbund, og derudover har normal størrelse og nødder på. Hvad betaler man så lige “ekstra” for til den med marcipan? Så skal det da være fordi man ikke kan fordrage nødder.

Summerbird havde så lært noget af Frellsens, så de solgte også flødeboller for 1 polet, så her fik vi fem forskellige med hjem. Min favorit var den sædvanlige hvide med passionsfrugt – den er altid god. Så var der en ny med lakrids, som ikke helt levede op til forventningerne. Summerbird er gourmetflødeboller, og deres er både dyrere og mindre end alle andre, og så skal der altså også kræses om smage. Lakridssmagen var alt for svag og nåede aldrig rigtig at smage igennem. Derudover var der en champagne-og-solbær, hvor jeg hverken kunne smage champagne eller solbær. Dertil en med kirsebær, som faktisk var udmærket og smagte fint af kirsebær. Jeg har lige glemt hvad den sidste var, men det var muligvis bare en “almindelig”.

Summerbird havde også rigtig fine smagsprøver i form af deres mandler, som altså også er rigtig gode, især er jeg glad for deres hindbærmandler.

Dagens højdepunkt var nok en bod, hvor der var en chokolademager, som demonstrerede hvordan man laver fyldte chokolader og påskeæg. Her fik jeg skrabet en påskeægsform til mig, så jeg håber at få den brugt i år! Jeg har længe tænkt på at jeg gerne ville lave påskeæg, og nu har jeg ingen undskyldning for ikke at gøre det. Det var super godt at høre hans tips, og jeg fik bestemt lært noget nyt.

Der var også et sted, hvor man for en polet kunne få lov til at dyppe en skumfidus i en chokoladefontæne. De var også med sidste år, hvor jeg ikke gad stå i kø, men i år prøvede jeg det så. Jeg må indrømme at jeg ikke kan anbefale det. Både skumfidusen og chokoladen var kold og kedelig, og det hele bliver serveret på en serviet, så man kan ikke engang lade den stå og størkne, for så får man papir med ind i munden. Ikke noget jeg vil spilde tid eller poletter på igen, men så er det afprøvet.

Ved en anden bod fik jeg købt nogle transfer sheets – det er sådan noget fint, spiseligt pynt, som man kan trykke fast på sine fyldte chokolader, og så ser de forhåbentlig pæne og dekorative ud. Jeg fik fem A4 ark for 60 kr., så det var OK. De kan jo holde sig længe, så jeg skal nok få dem brugt – håber jeg. Jeg har aldrig prøvet dem før.

2013 Chokoladefestival 030313 (19)

Jeg brugte de sidste to poletter på et par fyldte chokolader, hvoraf den ene skulle have en marcipanbund blandet med pistacie. Jeg kan godt lide pistacie, men det er en meget svær smag at få til at trænge igennem, og det var heller ikke lykkes her. Chokoladen smagte udmærket, men på ingen måde af pistacie – den var bare grøn.

Svaneke Is var også med, men de har ikke helt forstået konceptet eller publikum endnu. Nogle steder vil de have 2 poletter for en smagsprøve – i så fald skal det også være RIGTIG godt. Vi får 6 smagspoletter, og det siger da sig selv at vi gerne vil smage så meget forskelligt som muligt, derfor vil vi også hellere bruge EN smagspolet af gangen. Jeg brugte ikke to smagspoletter på noget, og jeg synes også at der var færre med i år, som udleverede smagsprøver for to poletter. Men pointen er (jeg kommer til den nu) er at Svaneke Is udleverede “1 lille kugle is” for en smagspolet. Jeg synes det er en rigtig god idé at sælge is til chokolademessen, for man kan godt køre lidt træt i alle de der fyldte chokolader, som ser ens ud og smager ens og alle koster det samme, så jeg vil sådan set rigtig gerne bruge en smagspolet på en kugle is. Men jeg gider simpelthen ikke bruge en smagspolet på det, som specifikt står på skiltet er en LILLE kugle is. Jeg aner ikke hvad jeg får, og jeg gider da ikke købe en miniportion – er der så overhovedet noget at smage? I den situation vil jeg faktisk hellere betale to smagspoletter og så få en rigtig portion – men igen! Vi vil alle sammen hellere kun betale én smagspolet.

Jeg synes faktisk festivalen var bedre end sidst, så det er jo et positivt træk. Og nu er vi løbet tør for flødeboller. Så er det godt, at det er Pie Day i næste uge.

Julen kommer før vi ved

Dansk

Der sker ikke så meget på bloggen i øjeblikket. Jeg har rimeligt travlt med eksamensopgaver, så det er begrænset hvor tit jeg når at få opdateret.

I dag var vi dog på tur til Tyskland, også kort i Flensborg for at kigge i Karstadt. Her fik jeg købt en smart julekalender, som jeg vil bruge til chokolade i december. Den kostede 20 euro og er genanvendelig, så jeg håber vi får god gavn af den mange år endnu. Der er 24 små skuffer, som for det meste godt kan rumme to stykker chokolade. Der er dog nogle af chokoladerne, som der kun var plads til én af – så jeg har lavet en lille bøtte ved siden af (en kagedåse) til at opbevare partnere i, indtil der er brug for dem.

 

På hjemturen stoppede vi selvfølgelig ved grænsen, hvor vi først var i Otto Duborg og bagefter i Calle. Jeg lærte at Otto Duborg generelt er dyrere med det hele, med undtagelse af netop de ting, som de har på tilbud den gældende uge – så kan det godt betale sig, men ellers ikke. Vi købte derfor kun tilbudene og så videre til Calle. Der var laaaaaang kø i Calle, hele vejen ned for enden af butikken. Det værste var dog at de var totalt udgået af Marabou Daim – det var ellers på tilbud med 2 x 250 g til 30 kr., hvilket er superbilligt, så jeg var parat til at købe en hel palle hvis det skulle være. Jeg elsker Marabou Daim. Men jeg måtte så gå slukøret hjem og håbe på at være mere heldig næste gang. Næste gang håber jeg at vi kommer på en hverdag, så er der nok knapt så mange mennesker.

Vi fik købt:

  • 400 g toblerone – den nye med “knasende mandel”
  • 6 x 400 g marcipan til 100 kr.
  • 400 g nutella (der var desværre intet nutella på tilbud, ellers vi have købt meget mere)
  • 2 kg hasselnødder
  • 2 kg mandler
  • 250 g paranødder
  • 2 x 250 g marabou (frugt & mandel og appelsinkrokant)
  • 600 g nougat
  • 800 g hvid chokolade
  • 800 g lys chokolade
  • 800 g mørk chokolade
  • 4 kg matador mix
  • 1,6 kg snebolde
  • 375 g ferrero rocher (30 stk)
  • 4 bøtter slik med lakrids og vingummi
  • 1 kg assorteret Anthon Berg chokolade (diplomatæske)
  • 4 poser chips
  • 3 x 24 dåser pepsi

Og så gik det rask hjemad med læs på bilen. Dog ikke lige så belæsset som nogle af de andre kunder, som fyldte hele bilen med sodavand, så vi holdt sandelig med måde i vores vogn. Det er ganske vist.

 

Svaneke, Rønne og Gudhjem

Dansk

Det blev den første morgen på Bornholm. Vi er mange af sted denne gang – tre par og to børn – så der var fyldt godt op omkring bordet. Morgenmaden bestod af rundstykker med diverse tilbehør, og min mor gjorde sig den ulejlighed at bage amerikanske pandekager til os. Til trods for min tilstoppede næse, smagte det stadig godt.

Som lovet har vi havudsigt fra lejlighedens terrasse. Det er desuden nogle meget fine og moderne lejligheder, og vejret holder endnu. Vi havde en smule regn om eftermiddagen, men det var til at overkomme.

Efter morgenmaden tog mine forældre, Ledsageren og jeg til Svaneke, hvor vi besøgte glaspusteriet Pernille Bülow (dokumenteret i et tidligere indlæg), Svaneke Bolcher (hvor vi oplevede en live performance af bolcherulning) og Svaneke Chokoladeri, hvor vi købte et par små fyldte chokolader, som vi indtog efter frokost. Efter Svaneke tog vi til Rønne, hvor de havde torvedag. Der var også gang i et eller andet komplot, tænker vi – i hvert fald var der en større gruppe mennesker i folkedragter, der rendte rundt med et kæmpe svensk flag. Jeg ved ikke helt hvad komplottet omhandler, men de dansede i hvert fald. Det er rigeligt mistænkeligt i sig selv.

Efter frokost gik vi en tur rundt i Gudhjem (det tager ikke særlig lang tid), hvor vi besøgte Karamel Kompagniet. Her lå der en kæmpe klat karamel til afkølning. Vi fik en enkelt smagsprøve og købte lidt, som vi dog ikke nåede at få smagt i dag. Det må blive i morgen i stedet. En tilbagevendende begivenhed ved familieudflugterne er det konstante indkøb af mad og godter, så der ender altid med at være et eller andet som vi ikke når at få spist alligevel.

Vi gik en flot tur hjem fra Gudhjem Havn til ferielejlighederne, hen over klipperne. Man skal holde øje med hvor man går, da nogle af stenene godt kan være glatte, men der er nogle flotte udsigter hvis man har tid til at se dem og ikke er for travlt beskæftiget med at holde øje med hvor man sætter fødderne. Jeg faldt jo selvfølgelig i dag. Ikke på klippevandringen – det skete selvfølgelig i stedet da vi kom hjem efter den første tur, og lige på stenene foran hoveddøren til lejligheden. Der var en uventet kant, og så lå jeg pludselig på brostenene. Jeg har fået en kæmpe bule på låret, hvor jeg ramte stenene. Det er helt hævet og har nogle flotte farver, men det er i det mindste ikke så slemt. Det kunne sagtens have været meget værre.

Efter aftensmaden tog vi ind til Gudhjem Havn igen og fik en is fra den lokale isbutik, som har et meget imponerende udvalg. Vi debaterer at komme igen, men i dag fik jeg en “Gudhjem Special”, som består af en kugle is (jeg valgte rabarberdrøm), syltetøj, softice og drys (jeg fik min med miniskimfiduser!).

Tysklandstur på skæringsdag

Dansk

Vi havde snakket lidt om hvorvidt vi ikke på et tidspunkt skulle tage en tur over den tyske grænse for at købe en masse billig marcipan (og supplere vores slunkne lager af nutella), så da vi alligevel var i Haderslev i påskeugen, besluttede vi os for at tage et stykke videre og smutte over grænsen.

Vi kom hjem med en pose sallos lakridsbolcher, 2,5 kg marcipan, 800 g smeltechokolade, 11 rittersport, 3 kg haribo, 1,6 kg nutella, 3 x 24 dåser sodavand og 1,5 kg marabou daim. Derudover også 3 gratis flasker vin. Vi har bestilt et ophold ved Comwell Middelfart til senere på året (vi fik et gavekort af mine forældre i julegave), og ved bestilling fik man også tilsendt et værdibevis lydende på 3 flasker gratis vin ved indkøb i Fleggaard. Vi købte for 50 kr i Fleggaard, de resterende penge blev brugt ved Calle og Sonja & Wolfgang. De kan ikke lokke os til med gratis vin! Vi tager den gratis vin og køber så hvad vi vil have i de butikker, hvor det er billigst!

Fleggaard var proppet med mennesker da vi var der, til gengæld var der også mange kasser åbne, så det tog ikke så lang tid at komme igennem, som vi havde frygtet. Det ville have taget meget lang tid at skulle kæmpe sig vej gennem menneskemængderne for at finde de tilbud vi ville have. Sonja & Wolfgang var til gengæld ikke særlig fyldt, her kunne vi frit vandre omkring. De havde tilbud på marabou plader, 3 x 250 g for 40 kr., men alle de gode plader (= marabou daim) var udsolgt da vi kom. Heldigvis fandt jeg dem i Calle bagefter, selvom de så kostede 2 x 250 g for 30, så de var lidt dyrere. Men stadig meget billigere end i Danmark. Der var ikke så mange mennesker i Calle … til gengæld var det en lille butik og der var ikke særlig mange til at ekspediere. Men der var masser af marcipan til kun 23 kr. stykket!

I Sonja & Wolfgang så vi også et kæmpenutellaglas på 5 kg. Kiloprisen på kæmpeglasset var dog dobbelt så høj som på de andre glas, så der var ikke nogen grund til at købe det. Så skulle man jo også købe en kæmpekniv eller -ske for at kunne skrabe det sidste op fra bunden. Plus det passer ikke så nemt ind i køkkenskabet.

Vi måtte nøjes med de små nutellaglas på sølle 400 g, men nu er vi så også lige dækket ind de næste par måneder.

Påskemiddag 2012

Dansk

I forbindelse med påsken inviterede mine forældre familien til middag, og vi fik serveret et overdådigt påskebord. Der var en italiensk inspireret forret med blandt andet svampe, hønsesalat, små spegepølser, skinkepakket mozzarella (meget lækkert!) og melon med skinke. Derefter fik vi en anrettet hovedret med (så vidt jeg husker) lam, krondyr, svinemørbrad og kylling med dertilhørende grøntsager. Det var meget lækkert og meget spændende med så mange forskellige slags (lige noget for mig). Desserten bestod af en hjemmelavet is af frossen frugt blendet med græsk yoghurt og honning serveret med brownie. Til kaffen var der et slikfad.