Tag Archive | indisk

Et madresumé I

Dansk

Ja, der har ikke været så meget på bloggen på det sidste, så her kommer en opdatering om hvad vi har spist på det seneste. Vi har jo forsøgt at spise lidt sundere end normalt for at komme oven på efter sommerferien, men det betyder jo ikke at man spiser dårligt!

2013 Aftensmad Chicken Curry 260713 (2)

Hjemmelavet chicken curry med masser af grøntsager og speltotto.

2013 Aftensmad Frikadeller med stuvet hvidkål 010813

Frikadeller med stuvet hvidkål.

2013 Aftensmad Grillpølser med coleslaw 020813 (2)

Hjemmelavet coleslaw med hytteost og dertil grillpølser. Okay, grillpølserne er måske ikke så sunde, men tilbehøret var til gengæld, så det udjævner sig.

2013 Aftensmad Lammegryde 310713

Lammegryde.

2013 Aftensmad Svinemørbrad med svampe og asparges 030813 (1)

Svinemørbrad med svampe og asparges. En meget attraktiv ret, derfor måtte jeg også lige have to billeder med af den.

2013 Aftensmad Svinemørbrad med svampe og asparges 030813 (2)

2013 Laksetærte 280713 (1)

Laksetærte. Jeg synes nu ikke der var så meget tærte over den, men den var udmærket.

2013 Svampe og squash sovs 300713 (1)

Svampe og squashsovs med dampet blomkål og lidt tilfældigt kød fra fryseren.

Reklamer

Aften på indisk

Dansk

2013 Indisk aften 110613 (2)

For et par uger siden havde Ledsageren og jeg inviteret mine forældre til indisk aftensmad. Vi havde et par værdibeviser liggende på 4 hovedretter fra Ammi Jee’s nye butik på Rugårdsvej, og det var efterhånden ved at være så vidt at de skulle bruges. Vi havde inviteret dem til onsdagsspisning, men de måtte melde afbud, da de havde inviteret nogle andre gæster den dag – men da min mor erfarede hvad menuen ville have bestået af, så blev der hurtigt lavet aftale om at ændre onsdagsspisning til tirsdagsspisning.

Vi kunne vælge frit blandt menukortets hovedretter, så vi valgte lidt forskelligt. Det blev til oksekødboller i spinat, kylling saslik (sprød kylling vendt i kikærtemel), kylling tikka masala og smørlam.

2013 Indisk aften 110613 (17)

Retterne så meget indbydende ud, de fleste af dem i skarpe røde og orange farver. Selvom vi havde bestilt fire retter til fire, så serverede vi det dog som buffet alligevel, så vi kunne smage det hele. Retterne var ikke helt så store, men havde en passende størrelse til én person. Til gengæld var der – som sædvanlig fra indiske restauranter – enorme mængder ris. Vi delte to portioner ris blandt os fire voksne mennesker, så der var mere end rigeligt.

2013 Indisk aften 110613 (16)

Alle retterne smagte godt, og der var god smag i dem uden at være for stærke for os sarte danskere. Kødet var godt tilberedt og mørt uden at være tørt. Dog synes jeg ikke der var noget sprødt over den sprøde kylling, så det skal ikke være derfor at man vælger den hovedret. Jeg synes måske der var lidt rigeligt spinatsauce til spinatretten, og jeg tror kun vi spiste omtrent 2/3 af saucen førend vi løb tør for kødboller.

Til retterne blev der også serveret to små bægre meget flydende mynteyoghurt, som jeg ikke var så imponeret over. Den var meget tynd.

Risen skal dog også have en smule ros, for det var ikke bare kedelig basmati ris klumpet sammen i en klæbrig masse, der var rent faktisk kommet lidt friske grøntsager i, så det var mere end blot et tilbehør til retten.

2013 Indisk aften 110613 (14)

Derudover lavede jeg også selv en slags raita af noget græsk yoghurt, lidt basilikum og diverse grøntsager, og jeg bagte nogle roti brød, som blev ganske vellykkede. Det er dog vigtigt at panden er meget varm og godt dækket af olie, inden man lægger roti’en på, da den ellers ikke bobler op. Vi afprøvede brødresterne dagen efter, og de var kedelige kolde, men kan hurtigt lunes og så er de fine igen.

Desserten havde jeg også selv stået for og her havde jeg jo kigget mine indiske (og lignende) kogebøger igennem for at finde en brugbar dessert. En indisk aften skal afsluttes med en indisk dessert, var mit mantra. Det er dog begrænset hvad der var af forslag – jeg antager at indere normalt spiser noget andet efter hovedretten (uden at jeg ved noget særligt om indiske madvaner). Til sidst besluttede jeg mig for en usædvanlig (efter danske standarder) ret i min pakistanske kogebog. Retten minder meget om risalamande, den laves bare på glasnudler i stedet.

2013 Indisk aften 110613 (7)

Jeg havde dog lidt problemer med den, da opskriften blot specificerede at man skulle bruge “en pakke glasnudler” – det gjorde jeg så, og det viste sig så at være alt for lidt. Der er konkrete grunde til at jeg hader opskrifter, som ikke kan give præcise mål på ingredienserne. Der er fx en kæmpe forskel på mængden af “et blomkålshoved” afhængig af om du køber det i juni eller i oktober. Opskrifter uden reelle mål kan resultere i elendige resultater, og hvorfor skal man så gå tilbage til opskriften igen? Den fejlede jo sidste gang.

Nå, men fyldet blev derfor ALT for tyndt, og jeg måtte tykne det med 6-7 blade husblas, hvilket viste sig at være en passende mængde. Retten satte sig flot. Derudover kom der også skoldede og halverede mandler i (de kogte med i mælke-og-flødeblandingen), og jeg tilsatte selv noget vanille og noget reven appelsinskal. I bunden af fadet kom et lag kokosmel, og før servering dryssede jeg kokosmel og blendede karamelliserede hasselnødder på toppen. Dertil serverede vi hindbærmarmelade.

2013 Indisk aften 110613 (1)

Gæsterne var ikke imponerede over retten og var ikke helt venlige i deres omtale af den, men jeg synes nu selv at den er OK. Eller i det mindste er der potentiale i den. Retten som den står i kogebogen er kedelig – men tilføjelsen af karamelliserede nødder, så der er noget knas, og det lidt syrlige hindbærsyltetøj, gjorde meget for helhedsoplevelsen. Den ville være god med nogle flere forskellige nødder, måske nogle rosiner og nogle friske bær, eller en syrlig bærkompot. Pistacienødder vil være et passende indisk islæt, tror jeg. Jeg er ikke modstander af at lave den igen, men der vil ske en del ændringer, hvis jeg gør. Basisen er der, man skal bare selv tilføje smag.

2013 Indisk aften 110613 (24)

2013 Indisk aften 110613 (22)