Tag Archive | fam-bedsteforældre

Skyllet bort

Dansk

2016 Sankt Hans 230616 (1)

I sidste uge var vi inviteret til Sankt Hans-spisning hos mine bedsteforældre. Til forret var der små hapsere med rygeost samt en lidt større hapser med pølse, bacon og æg.

2016 Sankt Hans 230616 (4)

Hovedretten bestod blandt andet af mørstegt skinke, nye kartofler (nogle af dem fra egen avl), hjemmelavet rabarberkompot og sennepsgulerødder.

2016 Sankt Hans 230616 (14)

Desserten var den tilbagevendende og altid kærkomne marengsbund med is og jordbærskum. Marengsen var lidt til den seje side, så den var ikke helt nem at skære ud, til gengæld smagte den fantastisk. Marengs er bedst, når den er lidt sej i stedet for alt for smuldrende.

Selve Sankt Hans-delen gik dog lidt i vasken. Da vi var færdige med desserten, var klokken pludselig lidt i 8, og da bålet skulle tændes på pladsen klokken 8, var det lidt begrænset hvor meget vi kunne nå at se. Desuden kom der et ordentligt regnskyl ved 7-tiden, hvor det simpelthen stod ned i stænger, så der var givet mange Sankt Hans bål rundt omkring på Fyn, der ikke var helt tørre, da tændingstid nærmede sig. Vi havde jo også en lille en, der skulle hjem og i seng, så vi kørte afsted lidt tidligt. De fleste af gæsterne tog hjem, mens nogle enkelte gik op på pladsen, hvor de lige nåede at se bålets sidste gløder. Vi håber på bedre held – og samme dessert – næste år.

Reklamer

Hjemmestrikkerier

Dansk

Tidligere på ugen kom oldeforældrene på besøg, og de havde gaver med i form af hjemmestrikket babytøj, bestående af støvletter, handsker, hue, halstørklæde samt et lille tæppe. Vi sørgede for at sætte kaffe på bordet, og så havde de taget hjemmebagt kage med, hvilket var en “bedstefars skæg”-kage med marengs og æble, som jeg muligvis fik spist lidt for meget af, men jeg havde ikke fået frokost, fordi tiden lige pludselig var fløjet af sted.

2016 Babygaver 170516 (10)

De medbragte også en gave fra en af mine andre onkler. Chokoladen bliver forældrene dog nok nødt til at hjælpe baby med at spise.

2016 Babygaver 170516 (11)

Den anden dag fik jeg også en pakke med posten, som var kommet hele vejen fra Australien fra en veninde, der har syet en fin kjole og kyse, og hendes mor har hæklet støvletter til de små fødder. Jeg kan godt lide, at der er ventilation i kysen, for hvis der er noget, som Australien kender til, så er det varme. Kjolen er stadig lidt for stor, men det er det meste af det babytøj vi har liggende, så der går nok lidt tid, før jeg får et billede af den lille i hendes nye klæder.

2016 Babygaver 170516 (13)

Kattegodter

Dansk

2016 Kattegatcentret 160416 (66)

Sidste weekend var vi inviteret til fødselsdagsophold i Ebeltoft, da den yngste onkel fyldte 40 år et rundt beløb. Familien har haft mange gode udflugter til Ebeltoft, som er en rigtig fin lille by, så det var ikke så underligt, at det i dagens anledning skulle gå hertil. Vi endte med at være 14 afsted, så der var alligevel fyldt godt op i de tre lejligheder, der var lejet til formålet. To af lejlighederne lå lige ved siden af hinanden, så det gik nogenlunde med at flytte borde og stole rundt, så alle kunne være der.

Fredag eftermiddag var alle ankommet, og mine bedsteforældre stod for maden den første aften. Her fik vi først lækre mini-burgere med blandt andet syltede agurker, ristede løg og hjemmebagte boller. Det var ellers godt, så jeg endte også med at få spist et par stykker. Herefter var der suppe, og desserten bestod af hjemmebagte pandekager med is og syltetøj. Jeg fik muligvis også hevet en del pandekager til mig, men det har så også altid været en af mine favoritspiser.

Ledsageren og jeg boede i den øverste lejlighed sammen med mine forældre, så vi havde god udsigt til fregatten Jylland – til gengæld var der også en del trapper at klatre op af, nogle af os med en tung, 8 måneders gravid mave.

2016 Ebeltoft 150416 (9)

Næste morgen sørgede min mor for brunch til alle, da det egentlig også var hendes fødselsdag. Sådan er det, når to søskende er født én dag og et par håndfulde år fra hinanden. Der var en større menu bestående af blandt andet frisk frugt og grønt, rundstykker en masse, diverse wienerbrød, røræg med pølser og bacon, forskelligt pålæg og oste, nutella og syltetøj, yoghurt med knas, små pandekager og sikkert andet, som jeg ikke lige kan huske.

Der skete desværre det uheldige, at lige som jeg sad og fotograferede brunchen, så gik mit kamera i stykker. Linsen satte sig simpelthen fast, og selvom Ledsageren efterfølgende har forsøgt at skrue på det og også godt ved, hvori problemet ligger, så er det ikke lykkedes ham at reparere det, hvilket er lidt træls. Det er en velkendt fejl ved dette type kamera, men det kan ikke rigtig betale sig at sende det ind til reparation, for garantien er selvfølgelig udløbet, så vi har i stedet bestilt et nyt, som vi håber snart ankommer. Jeg håber, at det nye kamera fungerer noget bedre, for det gamle var knapt 3½ år gammelt, og det synes jeg ikke er særlig lang holdbarhed, når man tager i betragtning, hvad det har kostet! Resten af billederne fra turen er derfor taget med Ledsagerens mobiltelefon, der også kan tage nogle pæne billeder, men ikke af samme kaliber som kameraet.

Efter fødselsdagsbrunchen tog Ledsageren og jeg i Kattegatcentret. Det var en forholdsvis grå og kølig dag, så det var rart at vandre rundt og kigge på farvestrålende fisk, også selvom det er ret pebret at komme ind. 160 kr per voksen synes jeg er rigtig mange penge – så stort er stedet heller ikke. Men jeg kan nu godt lide at kigge på fisk, selvom de er meget vanskelige at fotografere. Her er nogle af de bedre billeder:

Vi nåede også lige at ankomme tids nok til centret til at se det sidste af sælfodringen. Der var også en rigtig fræk måge, som, da fodringsdamen kastede de sidste par fisk til sælerne, kastede sig mod vandet og snuppede fisken, før sælen kunne nå at reagere.

Efter Kattegatcentret kørte vi tilbage til Ebeltoft, hvor vi lige kunne nå at gå en tur i gågaden, inden butikkerne lukkede, og herefter var der dømt afslapning i lejligheden.

Om aftenen var det min onkel, der stod for indkøb af aftensmaden, og her var der fiskeanretning til forret. Der var nogle lidt salte fiskefrikadeller, pil-selv-rejer, varmrøget laks var det vist samt en portionsanrettet tunmousse, der smagte udmærket, og jeg nåede at tage op til flere bider, før jeg huskede, at jeg egentlig ikke må spise tun, når jeg er gravid, og så fjernede Ledsageren fluks maden fra mig.

Til hovedret var der kød stegt til ordre, flødekartofler og pomfritter, ovnbagte rodfrugter samt sovs, og der var så rigeligt af det hele. Til dessert var der kakaomousse med flødeskum, og der blev også sat nogle søde, bittesmå chokolader på bordet bagefter, men da kunne jeg simpelthen ikke mere. Det fremgår måske ikke så tydeligt af billedet, men chokoladerne er nogenlunde på størrelse med en fingernegl, men de ser lige dekorative ud af den grund.

Næste morgen skulle vi være ude af lejlighederne inden kl. 10, men der var alligevel tid til fælles morgenmad, hvor jeg blandt andet tiltuskede mig en croissant, der blev fyldt med nutella. Det blæste en del, da vi satte kursen hjemad, og herefter blev der brugt et par dage på at slå mave, hvorefter vi om tirsdagen var inviteret til endnu mere spisning hos mine forældre, da min mor serverede aftensmad på hendes rigtige fødselsdag. Men de billeder dukker nok op i deres eget indlæg senere.

Fisk til frokost

Dansk

2016 Til frokost 100416 (10)

I weekenden havde vi mine bedsteforældre på frokostbesøg for at fremvise det nye børneværelse, der dog stadig lige mangler at få sat billeder op, før resultatet kan fremvises på bloggen. Menuen bestod af små rejegryder, filoruller med karrystegt porre og kål samt nogle med revet gulerod, spinat og fetaost, dertil en hvidløgsdressing, og så var der lidt brød, der kunne pyntes med forskellige oste, hjemmelavet hummus, røget makrelmousse (der mest af alt består af røget makrel samt creme fraiche blendet sammen, men jeg synes at det smagte meget godt, bortset fra at jeg kom lidt for meget creme fraiche i, så konsistensen blev lidt tynd), ærtepuré, prosciutto og bresaola.

Filodej er faktisk en rigtig god opfindelse, og den giver (næsten) samme sprødhed, som hvis man laver forårsruller. Vi brugte også dejen til desserten, der bestod af filoruller med banan og marcipan serveret med en fraiche-fløde-lime-creme samt hjemmelavet chokoladesovs. Det var sandelig også godt. Jeg har før lavet noget lignende bare med forårsrulledej og i frituregryden, men det her er da meget nemmere og hurtigere, så det bliver sikkert gentaget på et tidspunkt.

2016 Til frokost 100416 (8)

Kattene fik også lidt at spise, da min mormor havde taget en blomst med i værtindegave, og når vi kiggede væk, så sprang de op på bordet og gnaskede lystigt i bladene.

2016 Til frokost 100416 (11)

Grønne rejegryder

4 små ramekiner

  • ca. 150 g broccoli fra frost
  • 1 lille løg
  • 200 g optøede rejer
  • Smør
  • 1 skefuld mel
  • ca. 2 dl mælk
  • ca. 100 g spinat fra frost
  • Salt og peber samt krydderier efter smag
  • Rasp

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

Hæld kogende vand over broccolien og lad den tø op. Skær den herefter i mindre stykker.

Hak løget fint og hæld vandet fra rejerne.

Kom en klat smør i en lille gryde og smelt det langsomt. Tilsæt en skefuld mel og rør det sammen med et piskeris. Lad melet bage lidt ud og tilsæt herefter 1 dl mælk og pisk det til en ensartet masse. Tilsæt mere mælk indtil du har den ønskede tykkelse. Konsistensen bør være som en bechamelsovs.

Tilføj nu rejer, broccoli, løg samt den frosne spinat til gryden. Drys med salt og peber og lad det koge, indtil spinaten er helt optøet. Smag herefter til med krydderier efter smag.

Smør i mellemtiden små ramekiner og drys dem med rugmel eller rasp, så de er dækket hele vejen rundt.

Fordel rejeblandingen i de små skåle. Drys rasp på toppen og læg et par små smørklatter på. Bag dem i ovnen i cirka 20 minutter, indtil toppen er gylden.

Selve rejegryderne kan nemt laves dagen i forvejen og så bages umiddelbart inden gæsterne dukker op.

2016 Til frokost 100416 (2)

Fisk, rosenkål og appelsin

Dansk

2016 På besøg 180216 (4)

For en lille uges tid siden var vi inviteret til middag hos mine bedsteforældre, hvor der var blevet dækket op med et lillat tema.

2016 På besøg 180216 (1)

Forretten var lidt tun serveret med salat samt tempurarejer i sur/sød-sovs, hvilket er en af mine absolut favoritter. Ifølge de officielle anbefalinger til gravide må jeg egentlig ikke spise tun grundet de mængder af kviksølv, der er i så store rovfisk. Faktisk anbefaler de også at børn heller ikke spiser tun, i hvert fald ikke de store tunbøffer, men tun fra dåse er knapt så galt, fordi der her bruges mindre fisk. Ledsageren holder dog øje med mig hele tiden, så jeg kan ikke altid slippe afsted med at spise tun, så han byttede en af sine tempurarejer for min tunsalat. Det var så også i orden.

2016 På besøg 180216 (2)

Til hovedret var der kotelet i fad med blandt andet selleri og rosenkål. Sidstnævnte får jeg ikke så tit, men jeg kan faktisk godt lide det, og nu hvor man kan købe rosenkål på frost, så kan det godt være, at jeg burde involvere det i madlavningen noget oftere. Selve kødet var utroligt mørt, og man behøvede egentlig ikke en kniv for at skære det ud. Det havde også fået et par langsomme timer over nænsom varme.

Til dessert var der en lækker appelsinfromage serveret i chokoladeskal, og det kan man altså heller ikke gå helt galt i byen med. Fromage er godt nok en gammel traver, men det bliver den bestemt ikke ringere af. Den lette syrlige smag kombineret med den luftige konsistens og så lidt flødeskum til, det smager jo fantastisk.

2016 På besøg 180216 (7)

Vi var godt mætte bagefter, men da der blev tilbudt varm kakao med flødeskum (eller, som jeg plejer at indtage det, flødeskum med varm kakao), så måtte jeg lige have et halvt krus med.

2016 På besøg 180216 (9)

Jeg fik også en lille gave til babyen i form af et par fine, små tæpper med hjerter på. Det skal der nok blive brug for på et tidspunkt.

2016 På besøg 180216 (10)

Julen 2015

Dansk

2015 Jul 241215 (7)

Julen 2015 blev holdt hjemme hos os, så vi havde travlt med de mange forberedelser, især i tiden mellem kl. 17 og kl. 18, hvor det hele altid begynder at brænde på. Dagen i forvejen lavede jeg risengrøden til risalamanden, som jeg altid plejer at tilberede under tæpperne, fordi det i modsætning til den risengrød, som vi spiser til aftensmad, ikke behøver være færdig på et bestemt tidspunkt. Så passer det sig selv uden at brænde på, og det bliver MEGET varmt under tæpperne. Jeg brændte mig næsten på gryden, da jeg på et tidspunkt lige skulle løfte låget for at tjekke hvordan det gik.

2015 Jul 241215 (1)

Mandelgaverne var der andre, der stod for, og vi har altid tre hele mandler i min familie.

2015 Jul 241215 (3)

Monty fandt noget i gavebjerget, som han mente måtte være til ham. Han lagde sig i hvert fald godt til rette inde i den.

2015 Jul 241215 (4)

Traditionen tro i min familie tog alle en flaske vin med, hvorefter der var afstemning via blindsmagning. Der var seks vine i år, og Ledsagerens vin endte på en 4. plads (mine forældre løb med sejren med deres amerikanske “Old Soul” fra 2012).

2015 Jul 241215 (6)

Til forret var der en treenighed bestående af en lille filotærte med karamelliserede rødløg drysset med revet parmesan, en parmesanchips serveret med en pesto-cremefraiche-dressing samt en skive ristet brød med hvidløg, ærtepuré og røget ørred. Parmesanchipsen var lige lidt for salt, men det kan være vanskeligt at justere, da man så skal ud i og lokalisere en mindre salt parmesanost. Ellers fungerede det hele fint.

2015 Jul 241215 (8)

Til hovedret var der medister, stegte andebryster og en rigtig lækker flæskesteg tilberedt i sous vide-maskinen, som Ledsageren stod for. Sværen havde vi skåret af og stegt i ovnen. Derudover medbragte min mor også langtidsstegte andelår, så kød manglede vi ikke noget af. Blandt tilbehøret var der brun sovs, brune kartofler, hjemmelavet rødkål, kartoffelchips, tyttebærsyltetøj, et grøntsagsfad med gulerodsstave og cherrytomater (mest fordi jeg selv gerne ville have det, men det er så også god nok grund til at gøre det) samt en salat med rødkål, fennikel, appelsin og valnødder.

Desserten var naturligvis risalamande med kirsebærsovs fra Selleberg, hvilket jeg dog glemte at få et billede af. Det lykkedes mig at finde den tredje mandel, så jeg vandt Peter Beier chokolade.

2015 Jul 241215 (27)

Herefter var der rundtesang om juletræet efterfulgt af et par timers gaveuddeling. Årets juletræ:

Vi fik en masse, masse gode gaver, og jeg kan sikkert ikke huske dem alle sammen lige nu, men jeg kan gøre et forsøg. Fra min veninde i Australien fik jeg en lille pynteske (kan også bruges i sukker- eller saltskålen) og den lille rødkælk, der hænger på et af billederne oven over. Ledsageren gav mig et “snug rug”, som er et meget blødt tæppe med ærmer og en lille lomme foran og et par bøger, der har muligvis været en anden ting også. Jeg var knapt så inspireret, så han fik et par skjorter og et par varme sutsko til når han forskanser sig i sit nye kontor nede i kælderen, hvor der godt kan blive lidt fodkoldt.

Derudover inkluderede vores gaveregn også en ActiFryer, krus og tallerkerner til mit stjerneriflet jul stel, øreringe, bøger, små plastikbøtter (Ledsageren bruger dem til hverdag, når han får syltetøj med til morgenmaden), nogle meget flotte marmeladekrukker af italiensk fajance, hårbørste, halstørklæde og håndtaske, julepynt og sengetøj fra mine bedsteforældre. Sidstnævnte gav os også et blødt tæppe til babyen samt en lille bamse. Da jeg rykkede rundt på alle gaverne for at dokumentere dem, så forsvandt bamsen, og vi troede at katten var stukket af med den, for han havde udvist særlig interesse i den tidligere, og de har deres egne bamser, som de slæber frem og tilbage med hele tiden. Senere vaskede Ledsageren det tæppe han gav mig, og da han åbnede lågen til opvaskemaskinen igen, så klamrede bamsen sig desperat fast til glasset, så den må være blevet rullet sammen med tæppet på en eller anden måde. Det var også vældig uforsigtigt af den, men nu er den i hvert fald helt ren. Mine forældre havde også købt et par særlige nutella-glas til os, for da de tidligere på måneden var i London, kom de forbi en butik, hvor man kunne få påtrykt sit eget navn på etiketten, og det blev de jo nødt til at tage med hjem til os.

En sidste gave som jeg selv tog meget stolthed i var årets firmagave, som jeg selv samlede. Ledsageren er medejer af et firma, der består af ham, hans far samt to andre, og det plejer at være bogholderen, der står for at ordne firmajulegaven, men i år fik jeg lov. Så jeg synes jo at der var vældig mange gode sager i kassen i år! Alt fra summerbird chokolade til anderillette og kirsebærgløgg.

Alle andre strabadser til trods, så blev det efterfølgende en udmærket jul alligevel.

Årets første sne

Dansk

2015 Spisning 201115 (8)

For et par små uger siden var vi inviteret på weekendbesøg hos mine forældre. Ankomsten fredag blev modtaget med et oste- og pølsebord, hvilket Ledsageren og jeg aldrig siger nej tak til. Der var omkring otte forskellige slags pølse og cirka lige så mange oste, samt diverse brød og lidt syltede svampe og deslignende.

Desserten indtog vi til kaffen, og den bestod af en meget lækker brownie med karamel på toppen.

2015 Spisning 201115 (7)

Dagen efter var vi inviteret til mortens aften hos mine bedsteforældre, men jeg glemte selvfølgelig mit kamera på mine forældres spisebord, så desværre fik jeg ikke foreviget middagen. Til forret var der and efterfulgt af byg-selv-burger med ribbenssteg og virkelig luksusudgaven af hakkede bøffer (det var det dyreste kød, der blev kørt frisk gennem kødhakkeren hos slagteren). Dertil var der hjemmebagte boller og diverse fyld. Desserten var selvfølgelig risalamande, hvor jeg var så heldig at få den ene mandel og vinde en pose chokolade. Herefter var der pakkespil, hvor jeg vist slog to 6’ere i løbet af hele spillet og endte med ikke at vinde noget, men Ledsageren vandt et lille glas med låg og en anden ting, som jeg ikke helt kan huske hvad var, men han byttede den til det matchende lille glas med låg, så vi nu har to ens.

2015 Gaver 241115 (3)

Vi fik også et par souvenirs fra min onkel og tante, der atter engang havde været på besøg i udlandet – en lille figur og nogle kager, som vi ikke har nået til at teste endnu. For snart længe siden fik jeg også en lille pose hjemmetørrede (spiselige) blomster af min mormor, som jeg endelig fik taget et billede af. Farvemæssigt tænker jeg, at det passer godt som krymmel på en lagkage sammen med det havtornegelé jeg har på lageret, men nu må vi se, hvad det kan blive til.

2015 Gaver 241115 (2)

Da vi stod op søndag morgen, var Danmark pludseligt indhyldet i årets første sne, hvilket så vældig flot ud, når man kiggede indefra og ud men var knapt så fascinerende, når man lidt senere skulle snige sig langsomt hjem igen uden vinterdæk på bilen. Det gik dog ganske rimeligt, også selvom turen tog lidt længere tid end normalt.

Og hvad det ellers kunne blive til

Dansk

I håbet om at få indhentet de sidste billeder, der gemmer sig på lageret, kommer her en opsummering af lidt andre højdepunkter fra sensommeren.

2015 Under Uret Svendborg 280715 (1)

Jeg var blandt andet alene på besøg hos mine forældre, hvor jeg, min mor og min ældste niece tog på shoppingtur og spiste frokost på “Under Uret” i Svendborg. Jeg var dog stadig rimelig mæt fra morgenmaden på det tidspunkt, så jeg nøjedes med at bestille en after eight milkshake, som var ganske udmærket. Den kunne dog godt have klaret både lidt mere chokolade samt lidt mere pebermyntesmag, da ingen af delene var særlig kraftige. Bortset fra det fungerede det dog rigtig godt. Niecen bestilte en fin frokostplatte med burger, pomfritter, lidt frugt og grønt, og min mor bestilte vist nachos (det er svært at vurdere, hvad der gemmer sig under alt osten), som jeg også smugspiste lidt af.

Noget tid senere inviterede min far på hjemmelavede hindbærsnitter – en favorit af hans og også en af mine. Jeg måtte selvfølgelig love at forevige hans hjemmebagerier.

2015 Fars hindbærsnitter 280815 (2)

Mine bedsteforældre inviterede også hele familien til middag. Det er jo noget tid siden efterhånden, så jeg kan ikke præcis huske menuen. Til forret var der vist små “bruschetta” med tomat og feta samt peberrodscreme og rødbede. Til hovedret var der blandt andet hjemmelavet rabarberkompot, små fyldte butterdejsting, salat og kartofler. Til dessert var der den altid gode marengs med is og jordbærskum. Jeg glæder mig til næste år, når den forhåbentlig kommer på bordet igen.

Når danskere mødes

Dansk

2015 Italien 6 160715 (4)

Jeg har ikke så mange billeder af vores første onsdag i Italien, for dagen brugte vi mest i shoppingcentre, og de er ikke så spændende at tage billeder af. Desuden er det ulovligt at fotografere inde i butikkerne, og da vi ville ind i supermarkedet for at handle, skulle vores andre varer forsegles i en plastikpose, før vi måtte gå ind. De har vagter og en stor forseglingsmaskine til at tage sig af den slags.

I de italienske supermarkeder kan man selvfølgelig købe frisk pizzadej, og de sælger også små bøtter med surdej/gær – ikke som de dér tørrede pakker vi får, men levende gær, der bobler og syder.

Frokosten bestod af frisklavet fyldt pasta fra en restaurant i indkøbscentret. Et af mine punkter over hvad jeg skulle nå, mens vi var i Italien, var at smage på så meget ægte, italiensk pasta som muligt, hvilket også lykkedes.

Den næste dag tog de fleste af os til Garda, hvor vi mødtes med nogle venner af familien, som også var på ferie i området. De havde en lejlighed lige i Garda centrum, så der var smuk udsigt og smukke omgivelser (men meget varmt og meget larm om natten). De spiste os af med en større frokost, og vi bestræbte os på at tømme alle tallerkenerne, men i sidste ende måtte vi give fortabt.

2015 Italien 6 160715 (14)

Lidt billeder fra Garda-søen:

Der var også rigtig mange ænder med ællinger ved søen, og jeg elsker ællinger. De er noget af det mest nuttede, man kan forestille sig – og så smager deres forældre også godt.

Om aftenen var det mine bedsteforældre, der stod for aftensmaden, hvor vi fik en ret med kartofler og kylling, var det vist, og til dessert var der luksusudgave i form af friskbagte pandekager med is og nutella og syltetøj. Det kræver en vis viljestyrke at stå og bage pandekager i 40 graders varme! Og jeg spiser dem gerne igen. Man kan kun kortvarigt få for mange pandekager – når sulten atter melder sig, kan man snildt spise endnu flere.

Sankt Hans 2015

Dansk

2015 Sankt Hans 230615 (4)

Igen i år blev vi inviteret til Sankt Hans hos mine bedsteforældre, hvor vi fik serveret god mad i godt selskab med hekseafbrænding til følge. Alle ved middagsselskabet overlevede dog. Vi lagde godt ud med en lækker fiske-forret.

2015 Sankt Hans 230615 (1)

Til hovedret var der blandt andet dejlige nye kartofler, vandmelon med feta, pasta, båndsalat af grøntsager og velstegt kød. Nogle enkelte om bordet sukkede over den manglende sovs, men vi andre klarede os uden.

2015 Sankt Hans 230615 (2)

Til dessert fik vi den fantastiske marengsbund-med-jordbærskum-og-is-kombination, som jeg næsten ikke kan spise for meget af (men helt sandt kan det ikke være, for vi levnede på fadet trods ihærdige forsøg på at tømme det).

2015 Sankt Hans 230615 (5)

Herefter begav vi os hen til sportspladsen for den årlige bålfest, og vejret var rigtig flot til dagens anledning. Der er noget fascinerende ved at fotografere ild, synes jeg, så jeg snuppede også nogle billeder, hvor jeg kun bibeholdt den gule farve og resten blev taget i sort/hvid.

Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi forhåbentlig igen får godt vejr, nye kartofler og marengsbund-med-jordbærskum-og-is!