Arkiver

Hvid fisk i spinatgratin

Dansk

2016 Hvid fisk i spinatgratin 160216 (6)

Vi prøvede en ny fiskeret i går, inspireret af en opskrift fra “Den Store Diabeteskogebog” af Fiona Hunter og Heather Whinney. Jeg justerede dog i den, især i mængden af fisk, da jeg personligt synes at 350 g fisk til deling mellem fire personer er lige lidt nok.

Ved første øjekast så opskriften lettere omstændelig ud, men egentlig er den ret hurtig at lave. Jeg serverede en lille, hurtig salat til bestående af iceberg, tomat og bladselleri, og jeg tænker at pasta også vil passe godt. Her kan man eventuelt koge pastaen og blande den i sovsen, inden fadet ryger i ovnen. Opskriften kaldte på kuller, jeg brugte rødspætte og enhver anden hvid fisk kan også bruges. Det er en meget blød ret, derfor synes jeg også at det er vigtigt, at rugbrødsraspen på toppen er helt sprød, da det hele ellers bliver lidt for blødt-i-blødt.

Hvid fisk i spinatgratin

2 personer

  • 2 skiver rugbrød (kan erstattes af groft brød eller færdigkøbt rasp)
  • 2 forårsløg
  • ca. 300 g rødspættefilet eller anden hvid fisk
  • 3 dl mælk
  • Smør/margarine
  • 1 spsk hvedemel
  • 150 g frossen spinat
  • ca. 20 g blandet ost, gerne parmesan blandet med en mere smeltevenlig ost som fx mozzarella
  • Salt, peber, paprika, chiliflager og andre krydderier efter smag

Hjemmelavet rasp

Hvis du bruger færdigkøbt rasp, kan du springe punktet over.

Varm ovnen op til 200 grader.

Blend rugbrødet, hæld krummerne i et lille fad og sæt det i ovnen i cirka 10 minutter, indtil det er ristet tørt. Rør eventuelt lidt i fadet undervejs. Sæt det til side indtil du skal lave resten. Det kan nemt laves lang tid i forvejen og opbevares i en tætsluttende dåse.

Spinatgratin

Varm ovnen op til 200 grader.

Hak forårsløgene.

2016 Hvid fisk i spinatgratin 160216 (2)

Læg fiskefileterne i en gryde og hæld mælken over. Drys godt med salt og peber. Kog fisken i mælken ved svag varme i cirka 5 minutter, eller indtil du kan rive fisken i stykker med en gaffel. Tag fisken op og læg den i et fad. Riv den ud i lidt mindre stykker. Hæld mælken op i en kande.

Kom en klump smør/margarine i den nu tomme gryde og smelt det. Tilsæt melet og pisk det, indtil det bruser lidt op, og opbagningen bliver gylden. Tilsæt herefter mælken lidt efter lidt og rør rundt, indtil det bliver til en jævn sovs. Smag til med salt, peber, paprika og eventuelt andre krydderier efter smag.

2016 Hvid fisk i spinatgratin 160216 (3)

Kom forårsløg og den frosne spinat i sovsen. Rør rundt indtil spinaten er helt optøet og smag til igen.

Kom rugbrødsraspen tilbage i blenderen sammen med ost i mindre stykker samt chiliflager og blend igen, indtil osten er blendet.

2016 Hvid fisk i spinatgratin 160216 (1)

Hæld sovsen over fisken og fordel den jævnt, så den dækker fisken hele vejen rundt.

2016 Hvid fisk i spinatgratin 160216 (4)

Strø til sidst oste- og chiliraspen henover og bag gratinen i ovnen i cirka 10 minutter, indtil det begynder at boble i kanten.

Server med en grøn salat og eventuelt frisk pasta.

2016 Hvid fisk i spinatgratin 160216 (5)

Reklamer

Pandekagens Dag 2016

Dansk

2016 Pandekagens Dag 090216 (14)

En af årets vigtigste begivenheder kom og gik, da vi i går havde et par venner samt deres cirka 1½ år gamle søn på besøg til at fejre Pandekagens Dag 2016. Vi observerede drengens færden rundt i huset for at lokalisere områder med manglende børnesikring, så det var relevant erfaring vi gjorde os. Kattene var ikke helt afvisende, og især Oliver snakkede lystigt med drengen i starten, men blev dog lidt træt til sidst og flygtede ind i soveværelset. Vi har aldrig før hørt Oliver snakke på den måde, så vi ved ikke helt, hvad det betød. Han var hverken bange eller sur og virkede nysgerrig. Det var mest, når drengen stak en ivrig finger i kattens ansigt, at han stak af.

Gæsterne havde summerbird flødeboller med i værtindegave, for de kender efterhånden vores smag godt.

2016 Pandekagens Dag 090216 (23)

Jeg lavede tre forskellige slags pandekager igen i år. Jeg bagte almindelige vanillepandekager (med ægte vanille skrabet direkte fra stangen) samt pandekager bagt med mørkt hvidtøl. Belysningen i køkkenet var desværre ikke god nok til at fange farveforskellen og efter bagning var det vanskeligt at se forskel, men øl-dejen blev meget brun i forhold til den klassiske, meget mere end jeg havde forventet.

2016 Pandekagens Dag 090216 (9)

Derudover bagte jeg også små pandekager med moset banan samt peanutbutter, og de blev også vældig gode. Det var ikke amerikanske pandekager, da jeg brugte samme basis som de klassiske, men udover smagsingredienserne, så tilføjede jeg også en god teskefuld bagepulver, bare så de hævede en lille smule. Til to æg blev der tilsat cirka 5 store spiseskefulde peanutbutter samt cirka 2 bananer. Når jeg har bananer i overskud, som er ved at blive brune, skræller og skærer jeg dem i mindre stykker og fryser dem ned. Så kan de altid tøes op og bruges i fx bananbrød en anden gang eller som denne gang i pandekager. Pandekagerne fungerede i hvert fald rigtig godt, og bedre end de kokospandekager, jeg tidligere har forsøgt mig med.

2016 Pandekagens Dag 090216 (13)

Af tilbehør var der:

  • Mangosauce (se opskrift nederst)
  • Syltetøj
  • Sukker
  • Sirup
  • Nutella
  • Hakket lys og hvid chokolade
  • Hakkede, ristede mandler
  • Flødeskum
  • Vanilleis
  • Hjemmelavet nutellais
  • Friske bananskiver i appelsinsaft
  • Lun jordbærkompot
  • Tiramisú-creme

Tiramisú-cremen fik Ledsageren lov til at stå for, og den består i alt sin enkelthed af flødeskum blandet med mascarpone og smagt til med kold kaffe og likør (som egentlig burde være marsala, men af mangel på samme blev det til vanille galliano). Derefter dryssede Ledsageren det med kakao, så det så vældig dekorativt ud.

Den nævnte mangosauce blev også positivt modtaget. Her havde jeg igen brugt frugt fra frost, fordi jeg på et tidspunkt havde en halv, frisk mango i overskud, der blev skåret i tern og frosset ned. Vi smider sjældent noget ud hjemme hos os. Frisk mango kan bestemt også benyttes. Saucen blev en anelse til den tykke side, så den var mere gaffelvenlig end kandevenlig. Den smagte ikke så meget af mango, som jeg havde regnet med, men den smagte bestemt godt. Jeg brugte nok cirka en halv mango men en hel kan nemt bruges også, det vil blot gøre den mere mango-agtig, hvilket ikke er problematisk, og mængden af sukker og appelsin behøver man ikke justerer, bare fordi man kommer ekstra mango i.

Karamelliseret mangosauce

  • 1 mango
  • Sukker
  • 1 appelsin
  • 1 dl fløde

Start med at skrælle og skære mangoen i tern. Sæt til side.

2016 Pandekagens Dag 090216 (1)

Sæt en pande over middel varme og hæld nok sukker på panden til at dække bunden. Smelt sukkeret indtil det hele er opløst. Ryst panden et par gange undervejs men undlad at røre i sukkeret. Hvis du IKKE bruger en slip-let-pande skal du sætte panden på lidt lavere varme og holde godt øje med det, da det så kan gå meget stærkt! Sukkeret skal brunes og karamelliseres, men må ikke brænde på og blive sort.

2016 Pandekagens Dag 090216 (3)

Når alt sukkeret er smeltet halveres og presses appelsinen. Hæld appelsinsaften på panden, skru op for varmen og rør rundt, indtil væsken er inkorporeret. Det er tydeligt at se, hvornår det er sket, som det fremgår af nedenstående billeder.

Tilsæt mangoternene og lad det hele koge, indtil mangoen er blevet blød og dækket af appelsinkaramel. Sluk og hæld det hele i en skål. Blend det godt og sæt det i køleskabet i cirka et kvarter. Det må ikke være kogende, når fløden tilsættes.

2016 Pandekagens Dag 090216 (6)

Når massen er kølet lidt ned, tilsættes fløden og det hele blendes igen til den ønskede konsistens. Mangosaucen kan herefter serveres lun eller kold. Det kan sagtens laves dagen i forvejen, og man kan tilsætte lidt ekstra appelsinsaft (eller vand/fløde), hvis man synes at saucen er blevet for tyk.

2016 Pandekagens Dag 090216 (18)

Nutellablondie eller “Glædelig Nutelladag 2016”

Dansk

2016 Nutellablondie 040216 (1)

Den 5. februar er jo, som alle sikkert ved, international nutelladag, og naturligvis skal det fejres hjemme hos os. I dagens anledning lavede jeg en nutellablondie-kage baseret på en opskrift jeg fandt på nettet. Egentlig prøvesmagte vi kagen i går, da jeg skulle en tur forbi Ledsagerens arbejde og derfor nødvendigvis måtte have kage med. Der var dog rester, som vi efterlod derude, så måske Ledsageren fejrer dagen på behørig vis alligevel.

En blondie er en variant af en brownie – den primære forskel er, at der i en blondie ikke er tilsat smeltet chokolade eller kakao. Jeg fulgte opskriften rimeligt, men jeg reducerede kraftigt mængden af brun farin, da jeg synes at 400 g (!) til denne ene portion var lige rigeligt nok – og jeg synes bestemt ikke, at kagen manglede sødme af den grund. Derudover tilsatte jeg også nogle hasselnødder, hvilket gav kagen lidt ekstra “nutella”-kick og lidt ekstra at tygge på. Jeg synes, at den ville have været lidt for ensformig uden et brud i konsistensen.

Der var lidt forberedelse involveret i kagen, men ikke noget kompliceret, der tager lang tid, og selve dejen var hurtigt mikset sammen. Derudover smagte den også godt, så den ryger helt sikkert på min liste over favoritopskrifter. Det siger nok sig selv, at hvis man ikke er så vild med nutella, så er dette her ikke kagen for dig.

Nutellablondie

En bradepande på cirka 21 x 28 cm

  • 60 g hasselnødder
  • 1 glas nutella (250-400 g, afhængig af hvor glad du er for nutella!)
  • 150 g smør
  • 250 g brun farin
  • 150 g neutral flødeost, fx philadelphia
  • 2 æg
  • 220 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 strø salt

Dagen før

Dette skridt kan også laves i god tid på selve dagen, men det er vigtigt, at nutellaen får længe nok i fryseren til at blive fast.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft og kom hasselnødderne i et lille ovnfast fad. Bag dem i ovnen indtil skallen bliver mørk (det tager cirka 15-20 minutter). Ryst eventuelt fadet et par gange undervejs. Tag dem ud og nulr nødderne i et viskestykke, så skallen falder af. Sæt nødderne til side, indtil kagen skal bages.

2016 Nutellablondie 040216 (2)

Læg et stykke bagepapir på et skærebræt, en store tallerken, i en bradepande eller hvad du nu har, der kan gå i fryseren. Brug eventuelt den bageform, eller en lignende, som du senere vil bage kagen i. Sæt 10-12 store klatter nutella på bagepapiret ved hjælp af to spiseskeer. Hvis du bruger bageformen, kan du lettere vurdere, hvor mange klatter du har brug for for at fylde kagen ud (jeg brugte en bradepande, der var lidt større end angivet i opskriften, så jeg fik plads til 12, men du kan måske nøjes med lidt færre). Sæt nutellaklatterne på frys, indtil de er faste nok til at du kan pille dem af bagepapiret med fingrene.

Bagningen

Opvarm ovnen til 180 grader og fór en bradepande på cirka 21 x 28 cm med bagepapir.

Smelt smørret i en lille gryde. Det må gerne brunes, men skal selvfølgelig ikke brænde på.

Hæld det smeltede smør i en stor skål. Tilsæt den brune farin og pisk med en elpisker. Tilsæt herefter flødeosten og pisk igen, indtil det hele er inkorporeret, og gør herefter det samme med æggene.

2016 Nutellablondie 040216 (7)

Hæld melet i skålen og drys bagepulver og salt oven på. Vend herefter dejen sammen med en dejskraber, indtil dejen er helt ensartet. Der må ikke være mellommer i dejen.

Hæld de afskallede hasselnødder i dejen og tilsæt 3 store spiseskefulde nutella – nutellamængde kan justeres efter behov! Rør massen sammen – der må gerne være nutellastriber i dejen, så den skal ikke mikses for længe.

2016 Nutellablondie 040216 (11)

Hæld dejen i bradepanden og fordel den jævnt.

Tag de frosne nutellaklatter op af fryseren og tryk dem ned i dejen. Stryg med dejskraberen lidt dej henover klatterne – det behøver ikke dække helt. Da jeg sammensatte min kage, glemte jeg at blande hasselnødderne i dejen samtidig med nutellaen, fordi de ikke stod i den oprindelige opskrift, så jeg strøede dem i stedet på hér, hvilket man også kan gøre, så man sikrer sig en mere jævn fordeling af dem. Tryk i så fald hasselnødderne lidt ned i dejen.

2016 Nutellablondie 040216 (12)

Bag kagen i ovnen i cirka 30 minutter. Bagetiden afhænger af tykkelsen på kagen og den individuelle ovn. Tjek et par gange ved at ryste bradepanden. Den skal stadig være lidt blød inde i midten, men hvis halvdelen af kagen blævrer som en budding, skal den have 5 minutter til.

Lad kagen køle lidt af, så nutellaen ikke er helt flydende, når den spises. Bør serveres for sande nutella-elskere med fx flødeskum, vanilleis eller vanille cremefraiche.

2016 Nutellablondie 040216 (14)

Dobbelte chokolade-småkager

Dansk

2015 Småkagebagning 281115 (4)

To af årets julesmåkager er baseret på en opskrift fra “Kokkens bog om cookies” af Hilaire Walden. Det eneste, som jeg rigtig ændrede på, var smagsgiverne. Jeg lavede to gange grundopskrift, og til den ene dej tilsatte jeg sukat samt hvid chokolade (og pyntede dem med smeltet mørk chokolade) og til den anden dej tilsatte jeg nougat og marcipan.

Jeg synes at sukat passede rigtig godt til – det gav et lidt sødt/syrligt/sejt islæt, så jeg vil helt sikkert prøve at få bagt nogle flere småkager med sukat på et tidspunkt. Varianten med nougat og marcipan blev også rigtig god, men begge ingredienser er ret bløde at arbejde med, så egentlig burde jeg have smidt dem lidt på frys, inden jeg skar dem i tern og så blandede dem i dejen. Som det nu var, så blev det hele snarere mast sammen, hvilket gav dejen en helt anden tekstur, så det nærmest blev en anden småkage. De smagte dog stadig meget godt, og jeg forsøgte så vidt muligt at bibeholde de forskellige farver i dejen, så man skal passe på med ikke at blande det alt for voldsomt sammen.

Twist din småkage

15-20 stk, afhængig af størrelse

  • 115 g smør
  • 115 g sukker
  • 1 tsk vanillepulver (kan udelades)
  • 1 æg
  • 150 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • Et strø salt
  • 75 g havregryn

Fyld 1:

  • 150 g grofthakket hvid chokolade
  • ca. 100 g sukat

Fyld 2:

  • 150 g marcipan, skåret i tern
  • 150 g nougat, skåret i tern

Fyld 3:

  • 150 g grofthakket hvid chokolade
  • 150 g grofthakket mørk chokolade

Fyld 4:

  • 150 g marcipan, skåret i tern eller 150 g grofthakket hvid chokolade
  • Revet skål af et par citroner eller lime

Opvarm ovnen til 180 grader varmluft. Læg bagepapir på to bageplader.

Kom smør i en skål og pisk det lyst og blødt. Tilsæt sukker og vanillepulver og pisk det godt sammen. Tilsæt æg og pisk det igen til en ensartet masse.

Bland hvedemel sammen med bagepulver og salt i en anden skål og rør det i smørblandingen.

Klargør det fyld du gerne vil bruge. Vælg 1 udgave fyld til 1 portion af småkagedejen.

Tilsæt havregryn samt det valgte fyld til dejen og bland det sammen.

2015 Småkagebagning 281115 (3)

Brug et par skeer eller dine fingre til at sætte småkageklatter på bagepladerne. Tryk dem lidt flade.

Bag én plade af gangen i cirka 10-15 minutter, indtil de er gyldne.

Lad småkagerne afkøle og pynt dem eventuelt til sidst med smeltet chokolade.

2015 Småkagebagning 281115 (11)

Kokosmakroner

Dansk

2015 Småkagebagning 281115 (9)

En af årets julesmåkager er kokosmakronen. Jeg nærstuderede internettets forslag til hvordan en sådan skal tilberedes og endte med at prøve en opskrift, der efter sigende skulle være afstedkommet fra Mette Blomsterberg. Jeg valgte dén, fordi jeg gerne ville have en opskrift, der inkluderede marcipan. Jeg er dog ikke specielt imponeret over resultatet. Jo, kokosmakronerne smager fint, men jeg kan på ingen måde smage marcipanen, og så synes jeg egentlig det er lidt spild at komme det i. Her nedenfor gengiver jeg opskriften, som jeg eventuelt vil lave den næste gang, det vil sige at marcipanmængden er fordoblet i forhold til hvad jeg kom i denne gang. Man kan også bare udelade den – eller tilføje en anden spændende smagsvariant eller julekrydderi, som man nu lyster.

Det er faktisk utrolig nemt at lave kokosmakroner – i hvert fald selve dejen, da man bare skal bruge sukker, æg og kokosmel, eventuelt marcipan og måske chokolade til at dyppe bundene i. Det svære er at forme dem til små toppe, som jeg jo selvfølgelig insisterede på at gøre. Det tog lang tid. Man kan jo også bare klemme massen sammen til små kugler, men juletræsformen er da noget mere dekorativ.

Jeg fandt også opskrifter, der udelod æggene og i stedet kom kondenseret mælk i, hvilket sikkert også kan fungere rigtig godt. Jeg har dog ikke testet hypotesen, og så tænker jeg, at man nok skal udelade noget af sukkeret, hvis man bruger kondenseret mælk, for kondenseret mælk er meget sødt. Jeg udelod i forvejen 100 g sukker i min udgave af opskriften. Det bliver også en overraskende stor portion, for selvom 300 g kokosmel lyder af lidt, så fylder det meget.

Kokosmakroner

Ca. 50 stk.

  • 200 g marcipan
  • 200 g sukker
  • 300 g kokosmel
  • 3 æg
  • 200 g chokolade til at dyppe bundene i (kan udelades)

Læg marcipanen på frys i et stykke tid og riv den herefter groft. Alternativt kan du også bare skære den i små tern eller mase den sammen med resten af ingredienserne.

2015 Småkagebagning 281115 (7)

Kom sukker, kokosmel og æg i en skål, tilsæt marcipan og rør eller ælt det hele sammen til en sammenhængende masse. Sørg for at æggene er godt fordelt, da det er dette, der holder sammen på det hele. Sæt det på køl i et par timer.

Opvarm ovnen til 180 grader og kom bagepapir på en bageplade.

2015 Småkagebagning 281115 (8)

Form kokosmassen i den ønskede form og sæt de små kokostoppe på bagepladen. Jeg tog en klump op og maste den godt sammen til en oval masse, hvorefter jeg gentog processen indtil jeg havde en ti stykker, som jeg herefter formede til små juletræer. Samlebåndsarbejdet fik det til at føles som om, at hele processen tog knapt så lang tid, for det tager rigtig lang tid at forme 50 små juletræer! Dejen er meget skrøbelig, så det kræver lidt forsigtighed at arbejde med den.

Bag herefter kokosmakronerne i cirka 10-15 minutter, indtil de er gyldne.

Lad småkagerne køle helt af, og smelt herefter chokoladen og dyp bundene heri. Når chokoladen er størknet, kan de spises. Det er bedst at bruge lidt ekstra chokolade, så man ikke skal tørre de sidste kokosmakroner henover bunden i håbet om at få dem alle dækket, da det ikke giver et så pænt resultat (se Eksempel 1 yderst til højre på nedenstående billede). På den anden side bliver du jo nødt til selv at spise alle de kokosmakroner, som ikke lever op til standarden.

2015 Småkagebagning 281115 (13)

Hindbærsnitter

Dansk

2015 Hindbærsnitter 090915 (12)

Der findes mange måder at bage hindbærsnitter på. Én variant er at bage bundene separat og så lægge dem sammen omkring syltetøj bagefter. Det er som sådan også udmærket, men der er mange af den type (ikke alle), som jeg synes rigtig hurtigt bliver meget tørre og kedelige – især dem fra bageren, hvor de typisk bliver solgt som “friske” hindbærsnitter, selvom de blev bagt ugen før.

Sådan bager jeg ikke mine hindbærsnitter. Jeg bager dem i en form for at holde på syltetøjet, og syltetøjet bliver bagt med for at tilføre smag og fugtighed til bundene.

Ledsageren synes, at hindbærsnitter er en af mine kendingskager, også selvom jeg egentlig ikke bager dem så tit. I grunden er der egentlig ikke særlig mange kager som jeg bager “tit”, fordi jeg godt kan lide at prøve nye opskrifter, men der er da visse opskrifter, som jeg ender med at bage mere end to gange, og her hører min hindbærsnitteopskrift under.

Hindbærsnitter

En kage på cirka 20 x 24 cm – skæres ud i ønsket størrelse

  • 300 g mandler (kan udskiftes med andre nødder)
  • 300 g hvedemel
  • 200 g sukker
  • 300 g smør
  • 1-2 æggeblommer / 1 bæger pasteuriserede æggeblommer
  • 1 stort glas hindbærsyltetøj af god kvalitet
  • Flormelis
  • Krymmel

Varm ovnen op til 200 grader almindelig ovn. Find en firkantet bageform på cirka 20 x 24 cm eller en springform på cirka 26 cm i diameter. Kom eventuelt bagepapir i formen, hvis du ikke har en smart form som mig, der nemt kan skilles ad.

2015 Hindbærsnitter 090915 (1)

Kom mandlerne i en foodprocessor og blend dem fint, men det gør ikke noget, hvis der stadig er lidt klumper i. Det skal ikke have konsistens som hvedemel.

Tilsæt mel og sukker og blend det igen kort for at blande det hele sammen.

Skær det kolde smør i mindre stykker og kom det i foodprocessoren. Blend indtil det lige nøjagtig har samlet sig, og der ikke længere er store stykker smør i dejen – men ikke længere tid end det, for så bliver smørret for varmt.

2015 Hindbærsnitter 090915 (4)

Hæld dejen ud på bordet og tilsæt æggeblomme lidt efter lidt (pisk æggeblommen lidt sammen med en gaffel først i et glas, hvis du bruger blomme fra et helt æg). Tilsæt kun lige nok æggeblomme til at samle dejen.

2015 Hindbærsnitter 090915 (5)

Del dejen i 3 cirka lige store portioner, kom dem i husholdningsfilm og tryk dem lidt flade. Læg dem på køl i 15-30 minutter.

Tag den første portion dej ud og rul den ud, så den passer til formen. Læg den nederst. Det gør ikke noget, hvis du ikke kan flytte dejen i ét stykke – det kan ikke ses bagefter, så bare lap den sammen.

2015 Hindbærsnitter 090915 (6)

Bag bunden i ovnen indtil den er gyldenbrun. Tag imens den næste portion dej frem og rul den ud.

Tag kagen ud af ovnen og smør et pænt lag syltetøj på. Læg herefter bund nummer 2 oven på, og bag kagen igen, indtil den øverste bund er gyldenbrun.

2015 Hindbærsnitter 090915 (7)

Rul imens den tredje og øverste bund ud. Når bund 2 er færdig, smøres igen syltetøj på, hvorefter den tredje bund kommes på og bages, indtil den er gyldenbrun. Gik den øverste bund også lidt i stykker, da du flyttede den? Skidt med det! Det er derfor vi kommer glasur på.

2015 Hindbærsnitter 090915 (8)

Når kagen er bagt helt færdig, afkøles den helt. Lav herefter glasur ved at blande flormelis med vand. Hvis du sigter flormelis ned i skålen, går det nemmere og hurtigere at blande det til en pæn glasur (nogle gange springer jeg det over og fortryder det bagefter). Glasuren skal være rimeligt tyk men stadig smørbar (så størkner den hurtigere). Spred glasur ud på toppen, lad det lige sætte sig en lille smule, så krymlet ikke forsvinder helt ned i de hvide snelag, og strø så krymmel på.

Lad glasuren størkne helt og skær herefter hindbærsnittekagen ud i passende stykker, eller server den som én stor kage.

2015 Hindbærsnitter 090915 (10)

Lemoncurd

Dansk

2015 Lemoncurd 090915 (3)

Jeg laver det egentlig ikke så tit, og jeg vil nok ikke klassificere det som et sundt produkt, for der er rimeligt meget smør og sukker i, men det er en sjov afveksling til det mere traditionelle syltetøj, og så fungerer det rigtig godt i blandt andet kager og roulader, fordi syrligheden spiller godt sammen med de søde bunde. Min opskrift på lemoncurd er baseret på en opskrift fra Rikke Grybergs “Byens bedste kager“, men justeret en lille smule, fordi jeg har skåret lidt ned i smør og sukker og tilføjet ekstra citron. Lemoncurd er ikke svært at lave, men det kræver tålmodighed, da man skal stå og stirre længe på det for at sikre sig, at det ikke brænder på eller skiller.

Lemoncurd

Cirka ½ liter

  • 3 citroner
  • 150 g sukker
  • 3 pasteuriserede æg
  • 100 g smør

Vask og tør citronerne. Riv den gule skal ned i en lille gryde og pres herefter citronerne og kom citronsaften i gryden sammen med sukker og æg.

2015 Lemoncurd 090915 (4)

Varm gryden op over svag varme og rør jævnligt, indtil cremen tykner. Temperaturen skal nå op på cirka 75 grader, men jeg måler sjældent efter. Cremen tykner yderligere i køleskabet.

2015 Lemoncurd 090915 (5)

Tag herefter gryden af varmen, tilsæt smørret og blend det i cremen med en stavblender. Man kan eventuelt også bare komme smørret i til sidst og lade det smelte af sig selv i den lune gryde, men det har jeg aldrig afprøvet.

Hæld på glas og opbevar det på køl i køleskabet. Uåbnet kan det holde sig et par uger.

2015 Lemoncurd 090915 (7)

Cheesecake med jordbær og hvid chokolade

Dansk

2015 Cheesecake med jordbær 280415 (6)

I sidste uge var det min tur til at have kage med til torsdagskageklubben på arbejdet (selvom vi endte med at lave det til onsdagskage i stedet for, da mange tog fri eller gik tidligt torsdag på grund af Store Hvededag), og da jeg havde fået lyst til at lave cheesecake, så var det sådan det blev. Opskriften blev sammensat ud fra diverse forskellige opskrifter jeg fandt på nettet, og jeg må indrømme at jeg endte med at være vældig tilfreds med resultatet. Jeg havde været lidt i tvivl omkring det med husblassen, for jeg syntes at 6 blade husblas lød af meget, men det viste sig at passe meget godt alligevel.

Jeg kan bedst lide cheesecakes, hvor der er en god del bund og eventuelt bær/gelé på toppen til at stå imod den ellers til tider overvældende ostekagemasse, så derfor lavede jeg bevidst en meget tyk kiksebund på min. Foretrækker man en tyndere bund, kan man justere lidt i mængderne. Geléen på toppen blev også et tykt lag visse steder, og det kan man også skære lidt ned på, hvis man ikke er helt så vild med det. Jordbær kan naturligvis også udskiftes med anden form for bær, for eksempel hindbær eller blåbær.

Min opskrift passer til en springform af cirka 25 cm i diameter, og er man så heldig at ligge inde med plastikbånd til at sætte rundt i kanten på kagen inden man hælder fyldet i, så er det nok at foretrække, da det gør kagen noget nemmere at få pæn ud af formen. Der er ikke vildt meget arbejde forbundet med at lave kagen, men det tager cirka 3 timer fra start til slut, da hvert lag skal nå at sætte sig, inden man kommer det næste på.

De fleste af de opskrifter, som jeg kiggede på, blev ved med at sige, at man ikke måtte bruge light flødeost, selvom der ingen steder stod hvorfor. Jeg ved fortsat ikke hvorfor. Jeg brugte to pakker philadelphia flødeost, en light-udgave som jeg allerede havde i køleskabet, og en almindlig som jeg købte ekstra. Jeg oplevede ingen problemer.

Cheesecake med jordbær og hvid chokolade

Til bunden:

  • 200 g smør
  • 300 g digestivekiks
  • 100 g nødder efter eget valg
  • 3-4 spsk brun farin

 Til fyldet:

  • 6 blade husblas
  • 400 g flødeost (fx philadelphia)
  • 3 dl skyr (eventuelt vanilleskyr)
  • 2-3 citroner
  • 1 vanillestang
  • 2 ½ dl fløde
  • evt. flormelis efter smag

Til geléen:

  • 500 g frosne jordbær
  • 4 blade husblas
  • 3-4 spsk sukker

Derudover:

  • 200-300 g hvid chokolade
  • 1 lille bakke friske jordbær

SKRIDT 1 – KIKSEBUND

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

Kom de 200 g smør i en lille gryde og lad det smelte over lav varme.

Kom kiks, nødder og brun farin i en foodprocessor og blitz det til krummer (der gør ikke noget, hvis der stadig er lidt store stykker i). Kom blandingen i en skål og hæld det smeltede smør over. Bland det hele godt sammen og pres så massen godt ned i en springform i et jævnt lag.

Bag bunden i ovnen i cirka 15 minutter, indtil den er gylden og fast men ikke brun. Sæt bunden til afkøling, eventuelt i køleskabet hvis det skal gå lidt hurtigt.

2015 Cheesecake med jordbær 280415 (1)

SKRIDT 2 – OSTEKAGEMASSE

Skyl de friske jordbær og dup dem tørre. Nip de grønne ender af og halvér dem på den lange led. Sæt til side.

Læg 6 blade husblas til opblødning i koldt vand.

Kom flødeost og skyr i en stor skål. Riv citronerne ned i – riv kun den yderste gule del ikke den hvide bitre del. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud og kom kornene ned til flødeosten. Gem resten af vanillestangen til når du skal lave gelé.

Pisk flødeostemassen godt sammen. Smag eventuelt til med flormelis og pisk igen. Jeg kom en skefuld i for et syns skyld, men jeg synes personligt ikke at det er nødvendigt. Der er rigeligt med sødme i fløden, i bunden og i jordbærrene, og jeg synes ikke en cheesecake skal være decideret “sød”.

Pres saften af den ene citron og kom det i en lille gryde. Varm citronsaften langsomt op – det skal ikke koge.

Hak imens den hvide chokolade groft.

Pisk fløden til skum.

Find den afkølede bund frem stadig i springformen og fór eventuelt kanten med en plastikstrimmel. Sæt de halverede jordbær med den glatte side op af springformens kant.

Når citronsaften er blevet lun og husblassen er udblødt, knuges vandet af husblassen og kommes ned i citronsaften. Tag gryden af varmen og rør rundt indtil husblassen er helt opløst – det går hurtigt. Lad citronsaften køle lidt ned. Den må ikke være varm, når du mærker efter med lillefingeren.

Hæld citronsaften ned i ostemassen og pisk godt et par minutter.

Tilsæt det piskede flødeskum og vend det hele forsigtigt sammen. Tilsæt den hakkede chokolade og vend det sammen med resten.

Hæld den færdige cheesecakemasse ned i springformen og fordel den godt mellem jordbærrene og jævn toppen, så den er forholdsvis lige. Bank springformen et par gange i bordet for at fjerne eventuelle lufthuller, og sæt så springformen på køl en lille times tid.

2015 Cheesecake med jordbær 280415 (5)

SKRIDT 3 – JORDBÆRGELÉ

Læg 4 blade husblas i koldt vand til opblødning.

Hæld imens de frosne jordbær op i en gryde sammen med den tomme vanillestang og et par skefulde sukker. Hæld eventuelt en smule vand i bunden af gryden for at undgå at det brænder på. Lad det koge op, indtil jordbærrene er optøede og udblødte. Blend massen hvis du gerne vil have en glat gelé, men du kan også bruge den med klumper.

Knug vandet af husblassen og kom det ned til jordbærrene – rør rundt indtil det er helt opløst og sæt geléen til afkøling, eventuelt hældt i en anden skål. Det er vigtigt at du holder øje med geléen, for hvis den er for varm, når du hælder den på ostemassen, så smelter det hele sammen, og hvis det er for koldt, så har massen allerede sat sig, og så kan du ikke få det pænt igen. Jeg satte mit i køleskabet i cirka en halv times tid og rørte i det jævnligt for at holde øje med konsistensen. Det skal klare lillefingertesten, før du går videre til næste skridt.

Når geléen har en tilpas kølig temperatur fordeles det på toppen af ostekagemassen, der sættes tilbage på køl, gerne natten over. Spis herefter med god appetit! Det er en meget let, lækker og cremet cheesecake, som selv folk, der normalt ikke er til cheesecake, ofte også kan lide.

2015 Cheesecake med jordbær 280415 (8)

I citronfromagens navn

Dansk

For noget tid siden var det påske, og så endte vi på besøg hos mine forældre. De kom dog selv hjem fra ferie den dag, så vi var blevet enige om at lave lidt sammenskudsgilde til aftensmad, så jeg fik lov til at stå for desserten. I anledning af den gule højtid faldt valget på citronfromage, som nok er noget vi får for sjældent, for det smager i grunden fantastisk, også selvom det tænkes som værende “en af de gamle” desserter. Det er dog ikke for sjov at citronfromage er en klassiker, så her kommer den citronfromageopskrift, der endnu ikke har fejlet mig.

Mine forældre stod for resten af aftenens menu, og her fik vi til forret godt brød med lidt forskelligt kryddersmør, pesto og diverse, og til hovedret var der grillspyd med mørbrad og pølse serveret med kartoffelkroketter og lidt af årstidens grønt.

Citronfromage

4-6 personer

  • 5 blade husblas
  • 3-4 æggehvider (eller 3 bægre pasteuriserede æggehvider)
  • 3 dl flødeskum + ekstra til pynt
  • 3-4 æggeblommer (eller 2 bægre pasteuriserede æggeblommer)
  • 100 g sukker
  • 2 citroner

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand.

Skyl og tør citronerne godt.

Find tre skåle frem. Kom æggeblommerne i den største skål sammen med sukkeret, flødeskum i en anden skål og æggehvider i en tredje skål.

2015 Citronfromage 020515 (2)

Rækkefølgen hvormed det hele piskes sammen er meget vigtig. Æggehvider skal altid piskes med helt rene piskeris, da man ellers risikerer at de ikke vil samle sig. Start derfor med at piske æggehviderne, så flødeskummet og til sidst æggeblommerne. Så er det ikke nødvendigt at rengøre piskerisene hver gang.

2015 Citronfromage 020515 (3)

Riv den gule (ikke den hvide, bitre) del af citronerne ned til æggeblommerne.

2015 Citronfromage 020515 (4)

Halvér citronerne, pres dem og kom saften op i en lille gryde. Varm den langsomt op over lav varme. Når citronsaften er blevet varm, klemmes vandet af husblassen, der herefter tilsættes til citronsaften. Rør rundt indtil husblassen er opløst – det går meget stærkt. Citronsaften må ikke være glohed, så hvis den er blevet for varm, sættes den i køleskabet for at køle lidt af.

Hæld citronsaft-med-smeltet-husblas ned i de piskede æggeblommer og vend det hele sammen. Vend herefter flødeskummet i og til sidst æggehviderne. Sørg for at vende det hele forsigtigt sammen, så alt luften ikke bliver slået ud af desserten. Hæld til sidst det hele i en stor skål eller portionsglas og pynt med flødeskum inden servering.

Et voilá! Hurtigt, enkelt og lækkert.

2015 Citronfromage 020515 (5)

Tærtens Dag 2015

Dansk

2015 Tærtens Dag 140315 (2)

Den 14. marts 2015 var det atter engang international Tærtedag. Til aftensmad fik vi en god tærte med blandt andet kylling og feta, og til dessert fik vi rester fra fryseren, da vi i øjeblikket har en del gode sager på frys, og jeg synes ikke at jeg ville bage en ny sød tærte, når vi allerede havde græskartærte, chokoladetærte og citrontærte i fryseren! Citrontærten er en hel (lille) tærte, så den lod vi blive til en anden god gang, men der var lige to store stykker græskartærte samt en lille håndfuld minichokoladetærter, som vi forsøgte at sætte til livs, akkompagneret af flødeskum.

2015 Tærtens Dag 140315 (1)

Grov tærte med kylling og feta

2 personer

  • 30 g hasselnødder
  • 30 g rugmel
  • 100 g skyr
  • 3 æg
  • salt & peber
  • ca. 100 g kylling (1 kyllingefilet)
  • 1 peberfrugt
  • 1 rødløg
  • 150 g hytteost
  • ca. 100 g feta
  • ca. 50 g røget filet (pålæg)

Varm ovnen op til 180 grader og find et fad på cirka 20 cm frem.

Blend hasselnødderne og kom dem i en skål sammen med rugmel, skyr, 1 æg samt salt og peber. Rør det hele sammen og fordel det i bunden af tærtefadet. Smør det ud i et jævnt lag (det er en meget våd dej).

Bag tærten i cirka 20 minutter. Tag tærten ud og stik i bunden, indtil den falder sammen (den har det med at hæve meget op).

Skær imens kylling i tern og steg det let på en pande, gerne med krydderier efter eget valg – det behøver ikke være helt gennemstegt, men forsteg det inden det kommer i ovnen.

Skær peberfrugt og rødløg i tern.

Kom de sidste 2 æg, hytteosten samt salt og peber i en anden skål og pisk det sammen.

Skær feta i små tern.

Når tærtebunden er bagt, fordeles først kylling, så peberfrugt, rødløg og feta herpå. Den røgede filet rives i mindre stykker og fordeles på toppen. Til sidst hældes æggeblandingen hen over og tærten sættes tilbage i ovnen.

Bages i cirka 30-40 minutter. Servér eventuelt med en grøn salat til.