Arkiver

Jordbærkoldskål

Dansk

2014 Koldskål 220514 (2)

I sidste uge stod der også jordbærkoldskål på menuen. Jeg har aldrig været så vild med den almindelige koldskål, men jordbærkoldskål smager fantastisk. Koldskål er egentlig ikke som sådan specielt usundt – det usunde består i de mange sukkerfyldte kammerjunkere man smider ned i. Nogle gange kommer vi også frisk, skivet jordbær i, men det havde vi ikke denne gang. Det kan jo også bruges til at mindske behovet for kammerjunkere. Næste gang vi skal have jordbærkoldskål overvejer jeg at bage mine egne kammerjunkere, hvis jeg kan finde en bedre opskrift end sidst. Jeg tænker at bruge mandelmel til det for at få lidt ekstra smag i. Jeg synes det er svært at finde den helt rigtige kammerjunk. Denne gang brugte vi kammerjunkere fra Tylstrup, og da jeg havde en rest koldskål tilovers i dagene efter men løb tør for kammerjunkere, så investerede jeg i en pose mini kammerjunkere fra Karen Volf, hvilket var udmærket, da jeg så kan lave en sammenligning.

Jeg synes dem fra Tylstrup smagte af mere, hvilket dog måske kan komme fra sukkeret. Dem fra Karen Volf havde cirka dobbelt så meget salt i som de andre, og det kunne også smages. Det var ikke en ubehagelig saltsmag, men det var egentlig det eneste, som kammerjunkerne smagte af. Her havde Tylstrup lidt mere gods i sig, uden at de dog hellere smagte af så meget. Vi har også prøvet dem med fuldkorn fra Tylstrup, men ærligt så synes vi ikke de er det værd. De har en underlig eftersmag, smager generelt ikke godt og konsistensen er også mærkelig. Det var faktisk så galt at vi smed resten af posen ud, og jeg er normalt typen, der hellere vil tvinge mig selv til at spise noget mindre attraktivt færdigt end smide det ud, men her gad vi altså ikke byde os selv det. Jeg synes der er noget meget dominerende i fuldkornsmelet, som går ind og ændrer hele koldskålsoplevelsen på en for mig dårlig facon. Men jeg savner lidt mere smag i kammerjunkerne, så derfor tror jeg at jeg skal gøre et nyt kammerjunkeforsøg næste gang, og jeg synes at nøddemel må kunne bidrage væsentligt til smagen.

2014 Koldskål 220514 (3)

Jeg her efterhånden eksperimenteret lidt med min jordbærkoldskål og her nedenfor følger den udgave, som jeg nok efterhånden kan betegne som “den endelige udgave”.

Jordbærkoldskål

3-4 personer

  • 1 liter kærnemælk
  • 1 liter vanilleyoghurt (jeg bruger cheasy med lavt fedt- og sukkerindhold)
  • ca. 800 g frosne jordbær
  • 1 banan
  • eventuelt sukker efter smag

Lad de frosne jordbær tø lidt op og blend alle ingredienserne sammen. Jeg blender dem typisk af flere omgange, da der ikke er plads til det hele i én blender. Bananen giver ekstra sødme til retten uden brug af sukker. Man kan godt smage at der er en anderledes smagsnuance i, men banansmagen er ikke dominerende, og jeg synes ikke at man kan smage det er banan, med mindre man virkelig smager efter.

Havrehyld med mandler og blåbær

Dansk

2014 Havrehyld med skyr 250414 (2)

I går fik jeg en rigtig udmærket morgenmad, endnu engang fra “Verdens bedste kur” af Christian Bitz. Nu er det jo ikke den første morgenmadsopskrift af hans jeg prøver hvori der indgår for eksempel skyr, havregryn og saft, og tidligere har det enten været en meget tør oplevelse (for det er hvad man får, hvis man kun blander havregryn med skyr) eller en meget sød oplevelse (hvilket typisk er hvad saft er), så jeg vil gerne indrømme at jeg var MEGET skeptisk overfor denne opskrift. Retten viste sig heldigvis at fungere rigtig godt. Denne gang blev der brugt hyldeblomstsaft, hvilket jo ikke er den skarpeste saft i skuffen, men det er kun et positivt træk denne gang. En tidligere opskrift af hans brugte solbærsaft, hvilket var en meget sød og meget kunstig oplevelse, da de fleste saftproducenter ikke tør lave ægte solbærsaft og derfor pumper produktet op med sukkeret for at fjerne den syrlige smag fra bærrene. Så det eneste solbær der i grunden er i solbærsaft er farven. Hyldeblomstsaft fungerer meget bedre. Ikke at den smager synderligt af hyldeblomst, men den er slet ikke lige så sød. Jeg blev i hvert fald positivt overrasket og ser egentlig frem til lave det igen.

Retten kan sikkert også forberedes aftenen i forvejen, hvis man har brug for at tage morgenmaden med sig, og blåbær og mandler kan skiftes ud med lignende produkter. Den originale opskrift er til 4 personer, hvor der bruges 3 dl havregryn og 3 dl hyldeblomstsaft, så det oversættes jo ikke helt nemt til en enkelt portion. Man kan enten bare tage 1 dl af hver eller tage det lidt på slump.

Havrehyld med mandler og blåbær

1 person

  • 3/4 dl havregryn
  • 3/4 dl hyldeblomstsaft
  • 100 g (1 dl) skyr
  • 12 g mandler
  • 35 g blåbær, friske eller optøede

2014 Havrehyld med skyr 250414 (1)

Kom havregryn i en skål/dyb tallerken og overhæld med hyldeblomstsaft. Lad det stå og trække i 5-10 minutter, mens du eventuelt ordner resten af ingredienserne eller brygger en kop te eller kaffe.

Hak mandlerne groft og optø bærrene hvis nødvendigt.

Tilføj skyr til skålen og bland det hele sammen til en ensartet masse. Pynt med nødder og bær.

2014 Havrehyld med skyr 250414 (3)

Burgeraften med hjemmelavede pomfritter og onion rings

Dansk

2014 Burgeraften 220214 (17)

I går fik vi fantastisk lækker mad bestående af et burgerbord med alverdens gode sager. Vi eksperimenterede med at lave vore egne pomfritter samt onion rings (friturestegte løgringe), og begge dele blev rigtig gode. Som tilbehør havde vi agurkesalat, friske agurkeskiver, tomat, rødløg, bacon, ost, icebergsalat og det sædvanlige udvalg af dressinger bestående af ketchup, remoulade og burgerdressing. Jeg havde også købt avocado i starten af ugen, men de var ikke blevet modne endnu.

2014 Burgeraften 220214 (10)

Bøfferne blev primært tilberedt i vores sous vide maskine. Farsen blev blandet op med lidt salt og peber og målt af til fire bøffer. Disse kom i vakuumposer og trykket helt flade. Herefter blev de forsvarligt forseglet i vores vakuumpakker og tilberedt i sous vide maskinen ved 60 grader i cirka 2 timer. Lige inden servering blev de stegt på begge sider på en pande ved meget høj varme og drysset med lidt ekstra salt og peber. Jeg kan ikke sige at bøfferne som sådan smagte meget bedre af at have været tilberedt i sous viden, men de holdt formen rigtig godt og var derfor stadig næsten helt flade ved servering, samt de var ikke tørre, som bøffer nogle gange godt kan blive. På den måde kan det derfor godt betale sig. Man skal dog sørge for at bruge en god fars med et lavt fedtindhold, da fedtet jo ikke steger væk som det normalt gør, når man tilbereder bøfferne på en pande.

2014 Burgeraften 220214 (13)

Til vores onion rings brugte jeg 1 løg per person, men lidt mindre kan også gøre det, når det er som tilbehør. Jeg fjernede forsigtigt de yderste brune lag af løgene og skar herefter løgene i tykke ringe. Dem kom jeg i en frysepose sammen med et par skefulde mel, hvorefter jeg rystede posen indtil det hele var dækket. Dette gør at tempuradejen lettere klæber sig fast til løgene.

Til dejen brugte jeg opskriften fra vores tempurarejer, med et par enkelte ændringer. Jeg udelod æggeblommen og tilføjede i stedet lidt ekstra vand. Opskriften ser derfor således ud:

Tempuradej til onion rings

2-3 personer

  • 100 g mel
  • ½ tsk bagepulver
  • salt og peber
  • løgpulver
  • 1-2 dl koldt vind (eventuelt danskvand – nogle bruger også øl)

Bland det hele godt sammen i en skål. Vi brugte ikke løgpulver i vores, men det kan kun anbefales, og det vil vi også selv gøre næste gang. Efter friturestegning bliver løgene bløde og lidt sødlige, og løgpulveret vil fastholde mere af løgsmagen.

Hæld de meldækkede løgringe ned i skålen og vend alle ringene rundt, så det hele er dækket. Varm olien op til 190 grader og kom løgringene i én af gangen, så de ikke klumper sig sammen til én stor løgring, og steg dem i små hold til de er gyldenbrune. Vi lavede vist vores portion af fire omgange.

Hav eventuelt en varm ovn klar og sæt løgringene herind i et fad, indtil resten af maden er klar, da de hurtigt bliver kolde. De smager stadig godt, men de er sikkert endnu bedre helt varme direkte fra frituregryden.

2014 Burgeraften 220214 (14)

Pomfritterne var straks lidt mere komplicerede at lave! Vi lavede også pomfritter i sous vide samt frituregryde, og så kan det kun anbefales at lave en stor portion, da der ellers er alt for meget arbejde i det. Vi faldt over en pomfritopskrift, der gjorde brug af sous vide, så den lænede vi os meget op af. Vi brugte cirka 1,5 kg bagekartofler til at lave vores pomfritter, hvilket – efter skrælning – producerede cirka 1 kg pomfritter, som vi frøs ned i 3 portioner. Hver portion passer til 2 personer.

Fremgangsmåden for tilberedning af pomfritter i sous vide samt frituregryde er således:

Skræl kartoflerne og skær dem i passende størrelse. Vi brugte et mandolinjern. Læg pomfritterne i vand og skyl dem godt.

2014 Burgeraften 220214 (1)

Hæld herefter vandet fra, skyl pomfritterne igen under rindende vand og fordel dem i vakuumposer, således at de ligger i ét lag (mere eller mindre). Kog dem i sous vide maskinen ved 75 grader i 25 minutter. Kogetiden kan afhænge af tykkelsen på dine pomfritter. Temperaturen må ikke komme op over 76 grader, da man ellers risikerer at pomfritterne falder fra hinanden. Hellere en lidt lavere temperatur end en lidt for høj, hvis du er i tvivl.

2014 Burgeraften 220214 (4)

Spred et viskestykke ud på bordet og hæld alle pomfritterne ud herpå. Dup dem tørre. Du kan også lægge dem på køkkenrulle, men vi fandt ud af at køkkenrullen herefter hænger fast på pomfritterne. Et viskestykke er nemmere.

2014 Burgeraften 220214 (5)

Varm imens olien op til 170 grader og steg pomfritterne heri af flere omgange i 50 sekunder. Der må ikke komme for mange pomfritter i af gangen. Tag dem op og lad dem dryppe af på fedtsugende papir / køkkenrulle.

2014 Burgeraften 220214 (7)

Vakuumpak pomfritterne igen og frys dem ned.

2014 Burgeraften 220214 (9)

Når du er klar til at spise pomfritterne varmes olien op til 190 grader. Tag pomfritterne op direkte fra frost og frituresteg dem af flere omgange indtil de er sprøde og gyldne. Det tager nok cirka 5-10 minutter. Lad dem dryppe lidt af på fedtsugende papir og drys med salt, hvorefter de er klar til servering. Man kan sådan set lave alt forarbejdet lang tid i forvejen og så bare på selve dagen hive poser op af fryseren efter behov, hvis man nu gerne vil servere hjemmelavede pomfritter til sin store grillaften.

Jeg synes at resultatet smagte ligesom købepomfritter, men de havde bibeholdt mere af kartoffelsmagen. De var rigtig gode, skønt de krøb lidt under den sidste friturestegning. Jo, processen er lidt besværlig med mange skridt undervejs, derfor skal man også holde Store Pomfrit Dag og lave en stor portion nu hvor man alligevel er i gang, men jeg synes da at det er det værd.

2014 Burgeraften 220214 (16)

2014 Burgeraften 220214 (6)

Banankager med chokolade, nødder og karamel

Dansk

2014 Små banankager 180214 (9)

En kageopskrift jeg har lavet et par gange er opskriften på banankage fra Brunch af Joy Skipper. Hun kalder egentlig kagen for et bananbrød, men det er så svampet og lækkert at jeg snarere synes det er en kage. Banankage eller -brød er en god måde at bruge bananrester på, men man kan også bruge banan direkte fra fryseren. Tit, når jeg har bananer i overskud, så skærer jeg dem i mindre stykker og fryser dem ned. Nogle gange bruger jeg stykkerne i smoothies eller på min morgenmadsskyr, men de kan også sagtens tøes op, moses og kommes i en banankage som denne her. Det var i hvert fald hvad jeg gjorde uden problemer.

Jeg ændrede lidt i opskriften, da jeg hellere ville bage kager i muffinstørrelse end et stort brød, men man kan gøre begge dele. Jeg udelod også reven appelsinskal, da jeg ikke havde appelsin i huset, og i stedet tilføjede jeg hakket mørk chokolade samt en lille æske Werthers Original Sukkerfri. Jeg er dog usikker på om sidstnævnte skal bibeholdes eller skæres væk fra opskriften, da jeg ikke rigtig synes at jeg kunne smage det (måske ville man kunne smage hvis det ikke var der). Det smeltede under bagningen, og noget af det endte i bunden af muffinformene. En idé er muligvis at strø de hakkede flødebolcher på til sidst efter man har kommet dejen i formene. Så ryger det måske knapt så langt under bagningen. Man kan også komme mere chokolade eller flere nødder i dejen, afhængig af hvad man har lyst til. Smagsmæssigt synes jeg de var helt fantastiske – bløde og svampede som jeg huskede dem.

Banankager med chokolade, nødder og karamel

ca. 15 styk

  • 50 g mørk chokolade
  • 50 g pekannødder (kan erstattes af valnødder)
  • 1 lille æske Werthers Original Sukkerfri (ca. 42 g – kan selvfølgelig erstattes af de almindelige eller anden form for karamel)
  • 4 bananer
  • 75 g smør
  • 55 g sukker
  • 1 æg
  • 100 g hvedemel
  • 75 g rugmel
  • 50 g fintblendede mandler (kan erstattes af rugmel)
  • 2 tsk bagepulver

Forvarm ovnen til 190 grader almindelig ovn. Hvis du bruger varmluft kan du risikere at kagerne hæver skævt under bagning. Kom papirsforme i muffinformene.

Hak chokolade og pekannødder.

2014 Små banankager 180214 (1)

Hak karamelbolcherne og sæt dem til side fra resten af ingredienserne, med mindre du gerne vil blande dem i dejen fra starten. Karamelbolcherne er hårde og hopper lidt, så man kan eventuelt blende dem groft i stedet.

Skræl bananerne og kom dem i en skål. Mos dem med en gaffel. Det gør ikke noget hvis der stadig er lidt klumper i.

Kom smør og sukker i en skål og pisk det godt sammen. Tilføj ægget og pisk det med.

Sigt hvedemel, rugmel, bagepulver og mandelmel ned i skålen og rør det hele let sammen med en dejskraber (dejen er på dette stadie meget tyk, så det er begrænset hvor meget man kan røre i den).

Tilføj den moste banan og vend det sammen med dejskraberen indtil det bliver en ensartet masse.

Kom herefter den hakkede chokolade og de hakkede nødder i og vend det rundt.

2014 Små banankager 180214 (4)

Fordel dejen i muffinformene og fordel de hakkede karamelbolcher på toppen.

Bag kagerne i ovnen i cirka 25 minutter. Sæt herefter ovnen på grill og bag dem yderligere 3-5 minutter for at gøre dem sprøde på toppen.

Lad dem køle lidt og nyd dem herefter med en kop te eller kaffe. Bager du det i én stor form skal kagen have 45-55 minutter i ovnen indtil det er gyldent på toppen. Det kan anbefales at spise det i skiver med nutella!

2014 Små banankager 180214 (6)

Broccoli i kokossauce

Dansk

2014 Broccoli i kokossauce 180214 (3)

I går fik vi en sous vide tilberedt oksesteg serveret med hvad der faktisk var et rigtig lækkert tilbehør, men opskriften er fra slankebogen “Vis bare arme” af Alice Apel Hartvig og Majbritt L. Engell, de samme der producerer opskrifter til Netslank.dk, og derfor smækfyldt med mangler. Her er der endog ikke tale om en online opskrift, men en opskrift i en bog som man skal betale mange penge for hvis man køber den i boghandlen. Opskriften til 4 personer siger bl.a. at man skal bruge en pose frosne broccolibuketter. Okay. Jeg kiggede i supermarkedet og de havde poser med både 400 og 800 g, og der er sikkert også andre varianter. Hvilken tænker de på? Så skulle man bruge en dåse kokosmælk. Okay. En lille dåse eller en stor? Man skulle også bruge en porre, og de er jo også meget forskellige i størrelsen, men okay, jeg tolker det ligesom hvis man skriver at man skal bruge et løg, og så gør det ikke så meget hvornår på året man køber det. Jeg har derfor omskrevet opskriften her nedenfor så den rent faktisk kan bruges til noget.

Smagsmæssigt synes jeg at forfatterne har mange gode idéer, men jeg anbefaler ikke at bruge penge på deres ting. Lån bøgerne på biblioteket i stedet, for deres opskrifter er så ringe gennemarbejdet at jeg ikke synes man kan tillade sig at tage fuld pris for dem. Uagtet hvor meget jeg ryster på hovedet af forfatternes forsøg på at tjene nogle hurtige penge, så smager denne ret godt, og hvis man er glad for kokos ligesom jeg er, så er den et fint supplement til aftensmaden.

Broccoli i kokossauce

Tilbehør til 2 personer

  • 1 porre
  • 1 lille dåse kokosmælk (ca. 165 ml)
  • 1 tsk karrypasta – eller efter smag
  • 400 g frossen broccoli (kan erstattes af 1 frisk broccolihoved)
  • evt. sovsejævner

Rens porren og skær den i ringe. Skær broccolien i små buketter hvis du bruger frisk broccoli.

Kom lidt fedtstof i en gryde og svits porren lidt.

Tilsæt kokosmælk og karrypasta. Karrypasta fås i forskellige farver og styrker, så hvor meget der skal i afhænger af ens egne smagsløg. Gul karrypasta er nok den mildeste af dem. Rør rundt i gryden indtil karrypastaen er stort set opløst.

Tilsæt broccolibuketterne direkte fra frost og læg låg på gryden. Lad det simre nogle minutter indtil broccolien er tøet op og lad herefter gryden koge uden låg for at fordampe noget af væsken.

Smag til med salt og karry, eventuelt i pulverform. Hvis sovsen er lidt tynd, kan den med fordel jævnes.

2014 Broccoli i kokossauce 180214 (1)

Chokoladetærte for chokoladeelskeren

Dansk

2012-chocolate-tart-6

Overført fra min tidligere blog Madelskernes Kogebog.

At chokolade er en fantastisk ingrediens – eller lille snack – er ingen hemmelighed, det var derfor uden tøven at jeg besluttede mig for at afprøve opskriften chocolate tart (chokoladetærte) fra bagebloggen BakeBakeBake.

Det er en meget enkel opskrift. Bunden er lavet på digestive kiks, og fyldet er sådan set bare chokolade smeltet med varm fløde. Man kan selvfølgelig også bruge almindelig mørdej som bund hvis man hellere har lyst til det. Jeg har efterhånden lavet denne tærte mange gange i forskellige udgaver og med varierende fyld, men den er god hver gang. Den er dog meget kraftig, så det er helt sikkert en dessert tiltænkt chokoladeelskeren, og den er bedst serveret med tilbehør i form af fx flødeskum, is eller cremefraiche med vanille.

Jeg skulle bruge fire små tærter til et selskab og proppede herefter det resterende i en lille tærteform, så hvordan målene vil passe sammen i én stor tærte, kan jeg ikke sige præcist. Ud fra min bedømmelse synes jeg dog at der skal mere kiks til, men jeg lader opskriften stå som den er nu, så kan man selv vælge om man vil have en tynd eller en tyk bund. Chokoladefyldet er meget solidt, og kiksebunden giver en rigtig god kontrast hertil. Jeg vil nok anbefale 300 g kikseblanding, men det afhænger selvfølgelig meget af den form man bruger.

I stedet for almindeligt hvidt sukker brugte jeg brun farin, hvilket jeg også synes gav lidt mere smag til kikseblandingen. Bunden holdt sig fint og smuttede nemt ud af porcelænsformen. Digestivekiks kan selvfølgelig også erstattes af andre kiksearter, hvis man ønsker at eksperimentere lidt mere i den retning.

Opskriften er enkel og nem at gå til, og antallet af ingredienser er overskueligt. Det hele kan laves flere dage i forvejen og det tager næsten ingen tid at lave, så det er en opskrift, der er god til større selskaber. Smagen var helt fantastisk, og man kan altid variere fyldet ved fx at komme hakkede, karamelliserede nødder i, eller måske bruge en chokolade med smag, fx orangesmag, nougat, toblerone, eller hvad man nu har liggende i huset. Opskriften er god hvis man har en rest chokolade liggende, som man ikke ved hvad man skal bruge til, selvom dette selvfølgelig sjældent sker.

Chokoladetærte for chokoladeelskeren

Ingredienser til bunden:

  • 200 g digestivekiks
  • 90 g smør, smeltet
  • 3 spsk sukker

Ingredienser til fyldet:

  • 500 g chokolade
  • 2½ dl piskefløde

Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Blend kiksene, kom dem i en skål og bland dem med sukker og smeltet smør. Tryk kikseblandingen ned i tærteformen og op af siderne og bag den i cirka 10 minutter. Lad den køle lidt af mens du laver fyldet.

2012-chocolate-tart-1

Hak chokoladen og kom den i en skål. Varm fløden langsomt op.

Når fløden er varm tilsættes den til chokoladen af et par omgange. Rør indtil alt fløden er inkorporeret før næste portion hældes i. Hvis man kommer alt fløden i på én gang risikerer man at den kolde skål og chokolade køler fløden for hurtigt ned, så fløden ikke når at smelte alt chokoladen. Ved at hælde det i lidt af gangen, sikrer man sig en homogen masse.

Når fløden har smeltet chokoladen til en ensartet masse hældes den oven på kiksebunden. Sæt herefter tærten til afkøling i et par timer, hvorefter den er klar til servering. Det er bedst at tage tærten ud af køleskabet et par timer før den skal spises, så bliver den lidt mere cremet i smagen.

2012-chocolate-tart-8

Hindbærcotta med skyr

Dansk

2014 Dessert Hindbær cotta 210114 (5)

I går fik vi en rigtig lækker dessert, som var en variation af den skyrcheesecake jeg lavede for et par uger siden. Jeg bruger rigtig meget skyr i min hverdag, både som dressing, til morgenmad og dessert, og jeg har efterhånden fundet ud af at tilføjelse af en lille smule flødeost til blandingen gør skyren mere cremet og dessertagtig, og flødeosten er noget billigere i kalorier end fx fløde, som også kan give skyr lidt ekstra dybde. Den følgende dessert viste sig at være meget lækker, kun koste cirka 150 kalorier pr. person og være hurtig at lægge sammen, så der vil sikkert komme en del lignende desserter i fremtiden. Jeg kalder desserten hindbærcotta, da den minder mig om en pannacotta, og jeg synes ikke rigtig at den talte som cheesecake, når der ikke er kiksebund eller knas i.

Hindbærcotta med skyr

2 personer

  • 50 g philadelphia naturel light (eller anden lignende flødeost)
  • 200 g skyr
  • 150 g frosne hindbær
  • 1-2 spsk sukrin eller andet sødemiddel uden kalorier
  • 2 blade husblas
  • eventuelt vanillepulver

Kom de frosne hindbær direkte fra frost op i en lille gryde. Hæld lidt sukrin henover, læg låg på gryden og lad hindbærene koge langsomt op.

Læg to blade husblas i blød i lidt vand.

Knug det meste vand af den udblødte husblas og kom det ned i gryden til hindbærene. Rør rundt indtil husblassen er opløst og jævnt fordelt i kompotten – det tager kun et par sekunder. Sæt gryden på køl i køleskabet med låg på i cirka 20 minutter, indtil kompotten er kølet ned men endnu ikke fast i konsistensen.

Kom skyr og flødeost i en lille skål og bland det sammen med en ske. Tilsæt eventuelt vanillepulver og rør igen.

2014 Dessert Hindbær cotta 210114 (1)

Find to serveringsglas eller -skåle frem og kom en spiseskefuld hindbærkompot i hver.

Hæld herefter resten af hindbærkompotten ned i skyrblandingen og bland det sammen til en homogen masse. Fordel hindbærblandingen i de to glas og sæt dem på køl indtil servering.

2014 Dessert Hindbær cotta 210114 (2)

Desserten kan eventuelt pyntes med lidt friske hindbær på toppen.

2014 Dessert Hindbær cotta 210114 (4)

Millionærsnitte med tørrede tranebær

Dansk

2013 Millionaires shortbread 021213 (20)

For snart mange år siden da vi var på besøg i England kom jeg hjem med den engelske kogebog “What’s cooking: baking” af Emma Patmore. Min udgave er fra 2002, så det er jo efterhånden længe siden. Jeg har nok ikke fået testet så mange opskrifter i bogen, som jeg burde, men én opskrift har jeg vendt tilbage til mange gange, og det er den, der hedder Millionaire’s Shortbread. Hvorvidt det er en småkage eller et stykke konfekt kan man diskutere, men indenfor de sidste par år har jeg set lignende opskrifter dukke op i danske kogebøger. Men her følger hvad jeg vil tillade mig at kalde den originale – med et par twists fra mig. Ledsageren forelskede sig i snitten den første gang han satte tænderne i den, og siden da har han altid bedt om at jeg bager den, når jeg laver julesmåkager.

Opskriften bruger kondenseret mælk, som man efterhånden kan få i alle supermarkeder. Det billigste jeg har set er i Rema1000, hvor en dåse koster 17 kr. normalt, men her i december har de haft det på tilbud til 12 kr., så hold øje med tilbudene. Kondenseret mælk kan holde længe, og det kan også bruges i søde tærter, til fudge, i isblandinger og bare som karamelsovs til en dessert.

Millionærsnitte med tørrede tranebær

Producerer en lille bradepande

Til bunden:

  • 100 g ristede, blandede nødder (det kan være én type eller en blanding)
  • 70 g hvedemel
  • 125 g smør
  • 50 g brun farin

Til fyldet:

  • En pose tranebær eller hvad du hellers føler for (kan udelades)

Til karamellaget:

  • 50 g smør
  • 50 g brun farin
  • 1 dåse (ca. 400 g) kondenseret mælk

Til chokoladelaget:

  • 200 g lys chokolade
  • 2 spsk fløde
  • 100 g mørk chokolade

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

2013 Millionaires shortbread 021213 (1)

Smør en bageform der er cirka 22 x 22 cm. Hæld lidt sukker i og ryst sukkeret rundt indtil hele bunden er dækket. Hæld eventuelt overskydende sukker fra. Du kan også bruge en lidt større form, så bliver lagene bare lidt tyndere.

2013 Millionaires shortbread 021213 (4)

Kom de ristede nødder i en foodprocessor og blend det fint. Du kan eventuelt udelade at riste nødderne, hvis du ikke lige gider, men dette fremhæver smagen af dem. Tilsæt herefter mel, smør og brun farin og blend det til en sammenhængende masse. Kom dejen i formen og tryk massen ud, så hele bunden er dækket i et forholdsvist jævnt lag. Sæt herefter formen på køl i køleskabet i en halv times tid.

2013 Millionaires shortbread 021213 (5)

Stik herefter huller i dejen med en gaffel og bag den i ovnen i cirka 20 minutter indtil den er gylden over det hele. Tjek at den også har fået nok i midten. Der er ingen skade sket, hvis bunden ikke er bagt ligeligt over hele pladen, men bunden smager af mere når den er bagt helt sprød.

2013 Millionaires shortbread 021213 (8)

Lad bunden køle ned mens du forbereder karamellaget. Kom smør, brun farin og kondenseret mælk i en gryde over lav varme. Blandingen kan meget hurtigt brænde på, så det gælder om at have tålmodighed. Hold temperaturen lav og rør jævnligt i gryden. Hvis du er tålmodig nok til at stå og røre i gryden hele tiden, kan du godt skrue lidt op for varmen, men ellers så lad det passe sig selv, hold blusset lavt og tjek miksturen tit. Det kan godt tage lang tid, men lad det tage den tid, det tager. Karamellen er færdig når den er tyk og hænger ved skeen.

2013 Millionaires shortbread 021213 (12)

Når karamellen er ved at være færdig fordeler du de tørrede tranebær ud over nøddebunden. Du kan bruge enhver anden form for tørret frugt, hele nødder, små stykker marcipan eller hvad du nu er i humør til. Du kan også helt udelade at komme ekstra fyld i, men jeg synes at tranebærene giver et lille syrligt modspil til den søde karamel.

2013 Millionaires shortbread 021213 (10)

Hæld så karamelmassen udover bund og fyld og fordel det i et jævnt lag. Sæt nu formen på køl i køleskabet indtil karamellen er størknet.

2013 Millionaires shortbread 021213 (13)

Smelt de 200 g lys chokolade sammen med 2 spsk fløde og fordel massen ud over karamellaget. Lad også dette størkne inden du arbejder videre.

2013 Millionaires shortbread 021213 (14)

Smelt de 100 g mørk chokolade og stry det ud som det øverste lag.

2013 Millionaires shortbread 021213 (15)

I den originale opskrift var der kun ét lag chokolade, som var helt fast. Dette betød at stykkerne var meget svære at skære ud uden at karamellen eksploderede ud til alle sider. Ved at have et lag blød chokolade efterfulgt af et tyndt og fast, så får man det bedste af begge verdener. Den faste chokolade på toppen gør at stykkerne er nemmere at holde på og have med at gøre, og jeg synes også at den giver et kønnere slutresultat og et godt knas, når man spiser.

Når hele massen har sat sig og er kølet ned vender du den på hovedet ud på bordet, således at nøddebunden ligger nederst. Skær klumpen ud i en passende størrelse med en skarp brødkniv. Det er en meget lækker men også meget kompakt blanding, så det kan betale sig at skære i små stykker. Så kan man til gengæld også spise flere af dem!

Opskriften er lidt tidskrævende, men jeg synes helt sikkert at den er det hele værd.

2013 Millionaires shortbread 021213 (17)

Hjemmelavede marcipansnitter

Dansk

2013 Marcipansnitter 271113 (9)

Marcipan er en af mine yndlingsspise, især på flødeskumslagkager. Mmm. Så i år besluttede jeg mig for at lave mine egne marcipansnitter. Jeg husker jo marcipansnitter fra min barndom: Billige firkanter med to lag almindelig “marcipan” og så et lag i midten, der var farvet. Det må man jo kunne gøre ordentligt, tænkte jeg, og sådan blev det.

Jeg lavede tre forskellige slags: En rød med frysetørret hindbær, en grøn med lime og en brun med nougat.

Først blev “fyldet” blandet sammen. Til den røde tog jeg en klump marcipan og æltede heri frysetørrede hindbær samt rød frugtfarve.

2013 Marcipansnitter 271113 (1)

Til den grønne tilføjede jeg grøn frugtfarve samt den revne skal af to lime. Til den brune brugte jeg bare ren nougat.

2013 Marcipansnitter 271113 (2)

Herefter snød jeg lidt. Jeg fandt en bradepande frem og forede den med bagepapir, hvorefter jeg sådan set bare pressede cirka 400 g marcipan ud i et lag, der fyldte hele bunden. Jeg gad ikke det der med at stå og ælte og rulle ud, selvom det sikkert på nogle måder var nemmere.

2013 Marcipansnitter 271113 (3)

Så delte jeg den rene marcipan i to bunde og målte op hvor lange og hvor brede fyldstykkerne kunne være. Dette blev meget nøje målt med en lineal, og stykkerne blev rullet ud og klemt sammen, så det så nogenlunde ens ud.

2013 Marcipansnitter 271113 (4)

Jeg havde lidt problemer med nougaten. Jeg havde nemlig læst et (dårligt, viste det sig) tip om at hvis man frøs nougaten, så kunne man nemt skrælle fine stykker med en god ostehøvl. Det må jeg så konstatere at det kan man ikke. Nougaten bliver meget hård og smuldrende, og det betød at jeg ikke kunne lave et pænt stykke til mine marcipansnitter. Jeg blev jo nødt til at lave alle tre typer på én gang, så jeg havde ikke tid til at vente på at det tøede op igen. Jeg tror at det bliver pænest hvis man har en passende lille form, som man forer med marcipan, hvorefter man hælder smeltet nougat ned over, lader det størkne og så topper med endnu et lag marcipan. Men nu kan jeg også godt lide at det ser sirligt ud (også selvom det kun lykkes mig halvdelen af tiden).

Nuvel. Nougatstykkerne blev ikke helt så pæne som håbet, men smagen fejler ikke noget. Da fyldet var kommet på, handlede det bare om at klappe det hele sammen ved at lægge den anden halvdel marcipan oven på og så skære snitterne ud i passende stykker.

2013 Marcipansnitter 271113 (5)

De var en lille smule løse i det, selvom jeg forsøgte at lægge massen i pres inden jeg skar den ud. Jeg tænker at en idé kan være at smelte lidt abrikosmarmelade eller lignende og pensle et ganske tyndt lag på marcipanen, førend næste lag kommer på. Når det så størkner igen, så kan det være at det hele hænger lidt bedre sammen. Det vil jeg nok eksperimentere lidt med næste gang.

Min favorit er limesnitten, da der er rigtig god smag i, og man kan tydeligt smage at det er lime. Jeg synes ikke helt at de frysetørrede hindbær går nok igennem, men ellers er de også gode, og nougatsnitter kan man jo ikke gå galt i byen med – uanset udseendet.

Holdbarhed: 1-2 uger. Bør opbevares på køl, da den ekstra fugtighed via farven gør marcipanen mere sårbar og betyder at den ikke længere er langtidsholdbar som normalt.

Kagetrøfler med peanutbutter og solbærsyltetøj

Dansk

2013 PB&J popcakes 011113 (7)

Da jeg i sidste uge lavede othellolagkage var jeg så heldig at have lidt kagerester tilovers. Oplever du nogensinde det? I så fald er her en god og enkel måde at få dem brugt på. Jeg katalogiserer det her indlæg under opskrifter, til trods for at her ikke er nogen fast opskrift.  Det handler om at føle sig lidt frem. Til denne her opskrift brugte jeg:

  • En god portion kagerester af vanillelagkagebunde
  • Et glas solbærsyltetøj
  • Et glas peanutbutter
  • Lys chokolade
  • Hakkede saltede peanuts

2013 PB&J popcakes 011113 (1)

Kageresterne kommes i en foodprocessor og blendes fint. Tilsæt så 2-4 store spiseskefulde peanutbutter (mængde afhænger af hvor mange kagerester du har og hvor meget du vil have at de skal smage af peanutbutter). Blend så det hele igen.

2013 PB&J popcakes 011113 (2)

Tilføj derefter et par spiseskefulde syltetøj. I det her tilfælde brugte jeg peanutbutter som smagsgiver, mens syltetøjets funktion var at binde blandingen sammen, samt tilføje lidt blødhed, da peanutbutter har tendens til at være meget tør. Blend blandingen endnu engang og smag på det. Måske skal der lidt mere peanutbutter i, eller måske skal der lidt mere syltetøj i. “Dejen” skal være fast nok til at du kan forme den til små kugler.

2013 PB&J popcakes 011113 (3)

Når dejens konsistens er som den skal være, rulles den til små kugler.

2013 PB&J popcakes 011113 (5)

Smid kuglerne i fryseren og smelt imens chokoladen. Jeg brugte lys chokolade, da jeg var bange for, at den mørke ville overdøve peanutbuttersmagen. Det kan dog anbefales at bruge mørk chokolade, da det størkner hurtigere.

Blend de saltede peanuts til et fint men stadig grynet pulver.

Tag kuglerne ud af fryseren i mindre hold, således at de holder sig kolde så længe som muligt. Dyp dem enkeltvis i chokolade, sæt dem på bagepapir og drys lidt hakkede peanuts på toppen. Hvis du bruger mørk chokolade, skal du arbejde hurtigt, da mørk chokolade hurtigt sætter sig om de kolde kagetrøfler. Lad dem størkne og herefter er de klar til at blive spist.

Chokoladen indkapsler kagedelen og gør, at den holder sig blød og saftig i længere tid. Kagetrøflerne kan derfor fremstilles god tid i forvejen. De kan også varieres i det uendelige, afhængig af hvad man lige har i skabet. Enhver form for syltetøj kan bruges, eller kagecreme, mousse, glasur, frostings, smeltet chokolade og så videre og så videre. De er enkle og en god måde at få brugt sine sidste kagerester på. Det tager dog en del tid at få dem dækket af chokolade, hvilket er grunden til at jeg ikke laver dem oftere! Jeg er ikke helt så tålmodig på det punkt. De smager til gengæld rigtig godt.

2013 PB&J popcakes 011113 (9)