Lidt om mad

Dansk

Om ikke særlig mange måneder starter Lilleskatten i børnehave, og vi har fået en plads ved vores foretrukne sted, så nu er jeg begyndt at tænke lidt i madpakke-baner, for i børnehaven skal hun selv have mad med. Frøken Curie er også glad for rugbrødsmadder, så det er ikke et problem, men hendes mor vil jo gerne gøre madpakken lidt mere spændende at kigge på, og efter lidt inspirationssøgning fik jeg blandt andet produceret en kat og en gris.

De blev okay, og især grisen var ikke så kompliceret at lave!

Apropos mad, for et par måneder siden kørte Skagen Food med et tilbud (det er dog et tilbagevendende tilbud, så det kan være at de har det igen), hvor man kunne få en af deres måltidskasser til halv pris, så jeg valgte at slå til for at teste det. Kvaliteten var såmænd fin nok, og der var tilpas med fisk og kød, men efter at have regnet på det, så ville sådan en måltidskasse til normal pris koste mere end tre gange så meget, som hvis vi laver maden selv, og det er da fint at slippe for en del besvær, men det er jeg altså alligevel ikke villig til at betale! Jeg kan da godt mærke, at i weekender og ferier så er der lidt mere stress og jag over familien, og så kan det være lidt vanskeligere at producere den ønskede mad i den ønskede variation med de ønskede grøntsager, men så har jeg heldigvis hverdagene til at fokusere lidt mere på det, og så kan vi tage den hurtige mad i weekenden.

Jeg var heller ikke så vild med, at de leverede den ferske kylling i samme pakke som den ferske fisk, og den ovnbagte risotto var god, men der var ris nok til at mætte dobbelt så mange mennesker og knapt så mange grøntsager til. Risene er jo selvfølgelig billige. Men ellers var det fint, og skulle de engang vælge at sælge deres produkter til en pris, der matcher normale menneskers daglige forbrug (vi holder ikke vejret), så ville vi gerne overveje at bestille derfra igen.

Derudover har vi også været lidt ude at spise. Odense har efterhånden etableret to “street food”-steder, hvor der er mange forskellige små madboder, hvilket jo er lige noget for mig. Det ene er Storms Pakhus, som jeg gæstede sammen med Lilleskatten og mine forældre, og hvor vi delte en smageplatte fra en kinesisk bod. Maden var spændende og god, men jeg synes måske ikke at det helt levede op til min vurdering af “street food”. For mig er “street food” noget, man kan spise med fingrene UDEN at have brug for en våd klud bagefter, og det var altså ikke muligt med denne smageplatte.

Vi har også besøgt Arkaden, som er det andet “street food”-marked, og her har vi endda været to gange. Første gang tog jeg ikke billeder, men det lykkedes mig anden gang. Jeg kan godt lide at smage en masse forskelligt, så vi bestilte fra to forskellige boder. Den ene hed Ottos, og dér fik vi noget bulgurhalløj med tre slags dressing, en lille salat og nogle kødpinde. Det smagte fint og så flot ud, men var ikke sådan vildt imponerende eller anderledes end hvad jeg selv kan præstere derhjemme. Til gengæld var maden fra den brasilianske meget spændende. Vi fik nogle rigtig gode polenta-fritter og en stor samosa-lignende ting (sidstnævnte kunne dog godt bruge noget krydderi, men den var lækker sprød og friskbagt og havde en god størrelse til en frokost) samt nogle helt fantastiske mini-donuts med et karamelindre og rullet i kanelsukker.

Efter sigende skulle der være et børnehjørne i Storms Pakhus også, men det lykkedes os ikke at lokalisere det. Arkaden har et fint børneområde udstyret med alt det bedste fra Ikea. Jeg bryder mig ikke rigtig om Storms rustikke design, og det føles mest af alt som en stor lagerhal (hvilket det teknisk set også er), så det føltes ikke specielt hyggeligt at være der. Og så er jeg heller ikke til det dér alternative pjat med at sidde på gamle ølkasser og sådan noget. Så er Arkaden lidt mere moderne, og personligt synes jeg den er væsentligt hyggeligere, men det kommer også lidt an på, om man er til det rustikke eller ej. Jeg er i hvert fald ikke, så jeg er ikke så sikker på, at jeg kommer i Storms Pakhus igen, men det er bestemt ikke madens skyld.

En negativ ting ved Arkaden (og muligvis Storms Pakhus – vi fik ikke lejlighed til at teste det) var at de ikke har nogen pusleplads, og det er altså rigtig svært at skifte en ble med barnet stående på toilettet, for der er ikke engang plads til at hun kan ligge ned. Og så ved jeg ikke hvad folk med helt små babyer gør. Så det synes jeg er en kraftig mangel – især når de fremhæver deres børneområde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.