Fra top til bund

Dansk

2016-blaavandshuk-fyr-201016-2

Da vi var i Blåvand valgte vi også at vandre ud til Blåvandshuk Fyr, hvilket var en god, lang gåtur. Da vi nåede derud og så, hvor proppet der var af biler på parkeringspladsen, så var vi endnu gladere for at vi havde valgt at lade vores stå. Jeg tror ikke, at vi ville have fundet en plads! Det kostede 35 kr per person at komme op i fyrtårnet, men da jeg havde slæbt mig cirka 180 trin op og så, at det sidste stykke var en lille, smal stige, som man skulle bakke ned af, når man skulle tilbage igen, så valgte jeg at stoppe rejsen før tid – jeg hader små stiger. Jeg lod i stedet Ledsageren tage frøkenen med op for at nyde udsigten, og så kunne han aflevere hende og gå op igen for at tage billeder bagefter. Jeg fandt heldigvis en fin vindueskarm lige nedenfor, som jeg kunne vente i. Der var også lang kø til at komme både op og ned af den vakkelvorne stige, så jeg var glad ved at springe over. Det lykkedes dog Ledsageren at få taget nogle fine billeder, mens han var helt oppe øverst.

Nogle billeder jeg tog, da vi stod sikkert på grunden:

På vej hjem spiste vi en af verdens dyreste hotdogs ved den sidste pølsebod inden England (eller jeg gjorde, Ledsageren valgte fiskefilet). De ved nok, hvad de skal tage for det på de turistoverrendte steder, men vi var bange for, at det ville blive for sent, hvis vi ventede med frokosten indtil vi nåede tilbage til byen.

2016-blaavandshuk-fyr-201016-53

Til aftensmad fik vi en blandet landhandel fra Slagter Theilgaard. De havde mange gode ting at vælge imellem, så vi prøvede lidt forskelligt, hvilket inkluderede to slags kød, lakseroulade, fyldte svampe, kartoffeltårne omgivet af bacon samt broccolisalat.

Den sidste aften i Blåvand fik vi takeaway fra den lokale thailandske biks, Thaihuset. Vi havde tidligere på ugen prøvet deres wokbokse, hvor maden smagte fint, men som forventet blev boksene mest fyldt op af det billige materiale, det vil sige enten ris eller nudler, så helt spændende var det ikke. Til gengæld fejlede smagene ikke noget, og derfor ville vi gerne prøve deres Bangkok-menu inden vi tog hjem.

2016-restaurant-thaihuset-211016-1

Menuen kostede 138 kr per person, og man fik et stort udvalg af retter med. Første ret var en hønsekødssuppe med blandt andet citrongræs. Suppen smagte rigtig godt og var tilpas stærk. Citrongræs kan være svært at arbejde med, for det kan nemt blive alt for stærkt for de danske ganer, men her var det lykkedes dem at producere en suppe, der smagte af rigtig meget uden at ødelægge halsen.

2016-restaurant-thaihuset-211016-2

Til hovedret var der ét lille kyllingespyd per person (og der var ikke meget kylling på, men det smagte OK), indbagt kylling med sursødsovs samt to lune retter, en med kylling og en med oksekød. Vi havde smagt deres indbagte kylling og indbagte reje, da vi købte wokbokse, og jeg var især imponeret over rejerne, da der var en god portion reje i. Normalt forsvinder indholdet totalt i dejen, men det var ikke tilfældet her. Den indbagte kylling var også god, men rejerne var klart mere spændende. Det mest negative ved deres Bangkok-menu er helt klart også deres sammensætning, da man får kylling på ikke mindre end fire måder, og selvom hovedretten med kylling var mindst lige så god som suppen (hvilket nok mest kom af, at sovsen og suppen kom fra nøjagtig samme gryde!), så ville det have klædt menuen at have noget mere variation. Der gik lidt for meget fjerkræ i det – også selvom det hele smagte godt. Det var tydeligt, at der var brugt gode, friske råvarer, og smagene var i fokus.

Der var nok ris med til cirka fire personer, og selvom de andre retter så lidt små ud, så mættede det hele alligevel som det skulle. Til dessert var der is, men det var knapt nok værd at nævne på menukortet. Der var ikke noget særligt over selve isen, og så var der én iskugle per person, så det var snarere en smagsprøve end en dessert. Jeg foretrækker at et sted udelader desserten, hvis de alligevel ikke vil gøre en reel indsats, og så vil det nok ikke sætte gang i en konkurs, hvis de flottede sig med at give TO kugler til hver, hvilket i det mindste ville føles som en portion. Som det var så det ret fesent ud.

2016-restaurant-thaihuset-211016-7

Overordnet set var maden rigtig god, og vi vil bestemt ikke tøve med at købe derfra igen (dog nok ikke deres wokbokse). Jeg var meget imponeret over deres fokus på smage og ingredienser, og restauranten er så autentisk, at deres hjemmeside er fyldt med stavefejl, blandt andet er overskriften på deres hjemmeside “Restautant Thai Huset i Blåvand” – så man ved i hvert fald at fokus ikke ligger på retskrivning. For en gangs skyld er fokus endt i gryderne i stedet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.