Men de vil så gerne have at vi køber lidt mere

Dansk

2016 Babystartpakke 180416

Hvis man kan få fingrene i småbørnsfamilierne allerede fra starten, så kan man potentielt sikre sig faste kunder i mange år fremover. Det har diverse butikskæder luret for længst, og der er derfor flere steder, hvor man kan få en gratis babystartpakke – eller “gratis” er måske lidt at strække den, for nogle steder skal man give dem både adresse, email-adresse samt telefonnummer, så man kan kontaktes, og lader man sig lokke af Babysam, så skal man også give tilladelse til at alle mulige andre end Babysam må kontakte én. Man skal ALTID læse det med småt, inden man bestiller noget på nettet, der er “gratis”, og det er uanset om det er babystartpakker eller noget andet.

Vi har fået slæbt 4 babystartpakker med hjem. Fra Rema1000, Fakta, Babysam og Føtex. Lidl har også en, men der ligger ikke en Lidl tæt på os, så den har vi ikke fået fat på. Hvis vi når omkring det, så sætter jeg den på listen her.

Rema1000: Der var ingen problemer med at hente den i butikken. Man skulle godt nok opgive diverse oplysninger ved bestilling, men ved afhentning spurgte vi bare efter den, og så var det dét. Indholdet var også rigtig fint, og man følte virkelig, at man fik noget brugbart. Der var for eksempel en hel pakke (cirka 25 stk) bleer til nyfødte, en hel pakke skumvaskeklude (50 stk), en fin lille bamse og en hel flaske babyshampoo. Det var en rigtig fin pakke, der gav lyst til at komme igen i butikken.

Fakta: Her var man tvunget til at skrive sig op til deres nyhedsbrev, og man skulle give dem sit mobilnummer, hvorefter man modtog en kode på sin mobil (som skal være en smartphone), hvorefter man skulle vise koden på mobilen i butikken. Ret omstændeligt, især hvis man ikke har en smartphone eller programmet af en eller anden grund ikke virker, når man står nede i butikken, ligesom det skete for os. Så kan man bare gå igen. Heldigvis kom vi forbi en anden Fakta i løbet af dagen, hvor det virkede, og så fik vi babypakken med hjem. Selve indholdet var OK, men bestemt ikke noget særligt. Der var en knapt så tiltrækkende plyselefant i samt en masse bittesmå vareprøver, blandt andet vaskemiddel til én vask, samt en pakke med fem bleer. Ja ja, så har man lidt småtterier at komme i pusletasken, men jeg følte ikke, at vi fik noget af værdi eller noget som vi sådan rigtig kunne bruge til noget. Vi kunne jo ikke lade være med at sammenligne med pakken fra Rema1000, og så syntes vi egentlig ikke, at der var så meget i. Fakta påstår, at deres startpakke har en væsentlig større værdi end den fra Rema1000 (125 kr versus cirka 80), men vi synes nu at det var omvendt, uanset hvad Fakta påstår.

2016 Gratis plysdyr 190416

Babysam: Startpakken fra Babysam var rent til grin, når det nu skal siges rent ud, især i betragtning af hvor mange rettigheder man skulle fraskrive sig for at modtage den. Der var mest af alt reklamer i, inklusive et “værdibevis” der skal bruges inden årets udgang, hvor man kan få 100 kr i rabat ved køb af ikke-nedsatte varer til minimum 400 kr (hvilket jeg ikke synes er noget særligt, når Babysam samtidig er den babybutik, der typisk sælger samme vare som andre steder til den dyreste pris). Derudover var der en sut og en pakke med fem vådservietter, og så et enormt monstrum af en specialbygget blespand, men ingen medfølgende (specialdesignede) bleposer, så vi kan ikke engang teste om spanden virker bedre end den pedalspand vi købte for 100 kr i Biltema. Det skal siges, at de dér specialdesignede bleposer er MEGET dyre, så hvis de ikke engang vil overtale os ved at lade os teste dem gratis, så ryger deres dyre blespand direkte i skraldespanden (det var muligvis tænkt, at der skulle følge et par bleposer med, men vi fik i hvert fald ikke nogen). Jeg kan virkelig ikke påpege nok gange, hvor dybt latterlig en babystartpakke det var. Der var INTET i andet end Babysams varme luft.

Føtex: Føtex’ babystartpakke fik vi hentet i går, og den var også rigtig fin. Det er den hvis indhold figurerer i toppen af indlægget. De kører med et koncept, som de kalder “føtex for de små”. Når man melder sig ind, får man en velkomstgave, og er man gravid kan man også få en startpakke. Velkomstgaven var rigtig fin, og vi fik valget mellem en lille båd til badekaret, en vandkande eller en mariehøne fra BRIO. Førstnævnte har vi allerede købt i IKEA, så jeg valgte sidstnævnte. I selve startpakken var der en stor pakke bleer til nyfødte (38 stykker), vådservietter, en lille bodystocking og nogle andre små ting. Her føler man også, at man får noget ud af at dukke op, og jeg synes at velkomstgaven var af rigtig fin kvalitet.

Babystartpakkerne fra Rema1000 og Føtex var klart de bedste. Den fra Fakta kan man tage med, hvis man gerne vil fylde sin pusletaske op med vareprøver til farten. Man får mere ud af at lade den fra Babysam blive stående i butikken – man sparer mere ved at springe bilturen over. Sammenligning har også vist, at Bilkas “Levevis”-mærke produceres af nøjagtig samme virksomhed, der producerer Faktas “Minirisk”, så går man op i at købe et af de produkter, kan man lige så vel købe det dér, hvor det er billigst.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.