Chokoladefestival 2016

Dansk

2016 Chokoladefestival 280216 (21)

Så nåede vi endnu en gang til Chokoladefestival i København, og det var som altid en indbringende tur, også selvom jeg synes, at hallen så noget tommere ud end sidste gang, og der var også nogle af de efterhånden velkendte udstillere, der manglede. Om det havde noget at gøre med, at der var en masse byggerod omkring afholdelsesstedet, kan ikke udelukkes, så måske Chokoladefestivalen vender tilbage med fuld styrke til næste år.

2016 Chokoladefestival 280216 (24)

Sammen med sin billet får man 6 smagepoletter, som man kan indløse til diverse smagsprøver ved de forskellige boder. Derudover er der også nogle steder, hvor man kan få gratis smagsprøver. Den bedste gratis smagsprøve fik vi ved Nuts’n’More, hvor vi prøvede en rigtig god dragé-mandel med karamel. Det var et fyldigt, lille æg med god smag og resten af produkterne så også rigtige fine ud.

2016 Chokoladefestival 280216 (12)

Summerbird var som sædvanlig også med, og de er også altid rundhåndede med deres smagsprøver, så vi prøvede deres nye påskemandler. Den gule med kokos, hvid chokolade, mango og citrongræs var rigtig god og kan godt anbefales. De solgte også blandt andet flødeboller til 1 polet stykket, så vi købte to med hjem af deres påskeflødebolle. Den var vi til gengæld ikke så imponeret over. Den smagte godt, som alle summerbird-flødeboller smager godt, men skummet smagte ikke synderligt af den lovede passionsfrugt og rabarber-elementet var bare lidt tørret rabarber på toppen, der ikke smagte af noget som helst og på ingen måde tilføjede rabarber til flødebollen. Jeg synes ellers at rabarber kunne være en rigtig lækker smag i en flødebolle, hvis det lykkedes at få den lidt syrlige smag igennem. De har andre flødeboller, der smager af meget mere, så jeg synes ikke påskeflødebollen er værd at gå efter. De blev dog udleveret i små fine æsker, selv når man kun skulle have en enkelt, og det synes jeg tog sig rigtig eksklusivt ud.

2016 Chokoladefestival 280216 (36)

En af de gode ting ved summerbird er, at de virkelig forstår at begå sig på messer. De har mange medarbejdere med, og de er opsøgende med deres gratis smagsprøver og vil gerne snakke og inddrage de besøgende. Der er nogle udstillere, der deltager i messer med en forventning om at få tjent en masse penge, og det er ikke dét en messe handler om. Til Chokoladefestivalen får udstillerne serveret deres selektive kundegruppe (læs: chokoladeelskere) helt kvit og frit, så det er hér, at de skal lokke folk til, så de kommer igen og igen, fordi deres produkter er så gode.

En nedgradering fra tidligere år var Hotel Chocolat, som jeg ellers har været ret glad for. De plejede at være nede i den anden ende af hallen, men i år var de én af de første boder, når man trådte indenfor. Det kan potentielt være en god placering, men kun hvis man forstår at lokke kunderne til med det samme, for ellers går de videre ind i hallen, og så kommer de først tilbage igen, når de skal ud. Det var hvad vi gjorde. Med sådan en placering skal man være på med det samme, og de havde endda sprunget deres normalt rundhåndede gratis smagsprøver over. Det lykkedes min mor på et tidspunkt at få udleveret noget, men det handlede vist mest om held og at komme forbi på det rette tidspunkt. Der var også andre boder, hvor de ikke kunne finde ud af at fylde op, og så går vi altså også videre! Hotel Chocolat plejer at lave god chokolade, men det er også meget dyr chokolade, så hvis de ikke opper sig på service og kundetække, så falder jeg fra som loyal kunde.

Sv. Michelsen var med, og de var som altid meget, meget populære. Vi ankom kort tid efter messen åbnede, og der var allerede begyndt at danne sig en kø ved deres bod. Vi vidste fra tidligere år, at køen har tendens til at strække sig milevidt gennem hallen, så vi brugte vores Sv. Michelsen-mærkede poletter med det samme. Da vi havde fået vores chokolade udleveret, så var køen allerede dobbelt så lang, som da vi startede. Sv. Michelsen har også et rigtig godt tilbud med ét chokoladeæg for én polet, og det er åbenbart så populært, at de denne gang havde sat et skilt op med max 4 stykker per kunde. Ledsageren udvalgte sig et fyldt æg med cognac og marcipan, som vist var udmærket, mens jeg valgte det med nougat og crunch, som jeg også fik sidst, fordi det smager simpelthen fantastisk, og det var stadig det lækreste stykke chokolade, som jeg fik smagt på dagens besøg.

Svaneke Is var med, men havde sat deres pris op til 2 poletter for en kugle is, hvilket vi syntes var for dyrt. Hotdog-manden var også med, men hvor vi før havde kunnet få en hotdog til 3 poletter (mener jeg at det var), så kostede det nu 50 kr. Pølsen var så også noget større, men 50 kr var i overkanten af hvad vi ville give for det. Mellem 20-30 kr, så kan vi snakke om det. Ellers synes vi det er et meget sjovt indslag, da der er chokolade i tilbehøret. I år så det ud til, at de havde sat det op som saml-selv-hotdog, hvor man fik udleveret pølse og brød og herefter selv kunne komme det ønskede tilbehør på. Det synes jeg er en rigtig god idé, da tidligere erfaringer fortæller, at det kan være rigtig svært at smage chokoladen i sennepen, når det hele bliver blandet sammen. På denne måde kan man lettere få lov til at smage det hele. Men ikke til 50 kr. Jeg håber, at de sætter prisen ned til næste år, for så kommer jeg gerne forbi og køber lidt.

2016 Chokoladefestival 280216 (4)

En anden favorit var Xocolatl, hvor man kunne få en lille frø for 1 polet eller 2 store fulde frøer for 3 poletter, hvilket også var et rigtig godt tilbud. Nu bryder jeg mig jo så bare ikke om alkohol, men ellers havde vi sikkert købt to af de store frøer. I stedet købte vi en lille grøn frø med lime samt en af deres nye rom- og karamelskildpadder, der kommer både i mørk, lys og hvid chokolade. Ledsageren spiste sidstnævnte (han elsker romskildpadder), og han sagde, at den fra Xocolatl smagte som en luksus udgave af dem, som Toms laver. Jeg spiste den grønne frø, og den var også rigtig god. Det var nok første gang at jeg smagte chokolader fra Xocolatl, og jeg var meget imponeret. Jeg har altid syntes at de tager sig rigtig flot ud, men nu har jeg fået lyst til at smage endnu flere af dem. Og som nogle af udstillerne måske burde indse, så er det netop hvad Chokoladefestivalen handler om!

2016 Chokoladefestival 280216 (35)

Der var selvfølgelig også rigtig mange andre spændende og lækre ting, også mange som vi aldrig nåede omkring (mest fordi vi løb tør for poletter). Vi købte også en rigtig lækker småkage til 2 poletter, men jeg kan ikke helt huske, hvad udstilleren hedder. De var meget store og tykke og smagte faktisk ikke helt som jeg havde forventet. Jeg havde regnet med en tør, meget smuldrende småkage, men den var faktisk blød og lækker, så det var bestemt de to poletter værd.

Der var også en eksperimenterende grøntsagschokolademand, men det er nok ikke en oplevelse vi gentager næste gang! Deres smagsprøve bestod af en meget tynd chokoladeskal, hvori der vist var noget græskarpuré eller lignende, samt noget rodfrugtchips, en spiselig blomst samt et strø havsalt. Det smagte faktisk slet ikke af chokolade, og det man kunne smage smagte ikke specielt godt. Grøntsagerne gjorde mig måske knapt så meget, men den kæmpe saltflage fik mig til at skære ansigt, og vi måtte skylle resten af smagen væk med lidt vand. Jeg synes det største problem med grøntsagschokolademandens kreationer er at det ikke er fyldt chokolade. Chokoladeskallen er bare en eftertanke, som man faktisk ikke kan smage alligevel. Man kunne lige så godt have serveret det på en kiks.

2016 Chokoladefestival 280216 (38)

Vores sidste fire poletter brugte vi hos Frellsens, som også altid har et godt flødebolletilbud med mantraet én polet, én flødebolle. Vi valgte begge to den med hindbær, som var den bedste af de tre flødeboller vi fik på messen i år, og så fik jeg den med nødder, mens Ledsageren tog sig en med marcipanbund. Jeg savner dog lidt mere innovation fra Frellsens. De har nogle ganske udmærkede flødeboller, især til prisen, og der var rigtig god hindbærsmag i hindbærskummet, men man kører lidt død i de samme flødeboller år efter år. Jeg tror det er derfor, at Sv. Michelsen har overtaget meget af den kø, som Frellsens plejede at have, for her kommer der lidt nyt (også selvom det sikkert er de samme fyldte æg, som Sv. Michelsen har med hver gang).

Alt i alt var det et rigtig fint besøg, og vi havde en god chokoladetur. Jeg håber måske på lidt flere udstillere næste gang, men under alle omstændigheder er Chokoladefestivalen altid et trækpunkt hjemme hos os, hvor god chokolade altid værdsættes.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.