Endeløse uger

Dansk

Mandag den 21. december var vi til misdannelses-scanning på hospitalet, hvor vi havde en tid kl. 16.30 og blev scannet af en sygeplejerske. Alt så rigtig fint ud. Babyen så fin ud og hoppede rundt inde i maven, og hjertet og alle de andre organer gjorde også hvad der blev forventet af dem. Vi fik også bekræftet at det var en lille pige. Det var først, da sygeplejersken var færdig med at scanne og tastede alle tallene ind i systemet, at hun sagde at hovedet var lidt lille, og at hun blev nødt til at scanne det igen. Herefter var det fortsat for lille – ikke meget for lille, men det faldt udenfor deres gennemsnit, så hun gik ud for at se om hun kunne få fat på en læge, for de skal altid reagere, når noget på fosteret falder udenfor gennemsnittet. På det tidspunkt var klokken dog omkring 17, så lægerne var gået hjem. Hun fandt en jordemoder, som også kom ind og scannede og sagde at hovedet var for lille. Vi fik derfor at vide, at vi skulle scannes igen en anden dag af en læge, men sygeplejersken kunne ikke bare give os en tid, fordi hun skulle have tilladelse til at overbooke, især nu hvor det var lige før jul. Vi blev derfor sendt hjem med besked om, at hun ville lægge besked til lægen, og at vi ville høre noget dagen efter. Både sygeplejersken og jordemoderen virkede ikke specielt bekymrede, men det klarede jeg naturligvis for dem, for det er da aldrig rart, at ens foster ikke ser ud, som eksperterne gerne vil have det til. Når de taster tal og mål ind i systemet, bør resultatet for hovedet ligge et sted mellem +2 og -2, og vores babys hoved lå på -2,4.

Omkring kl. 10.30 næste morgen blev vi ringet op af en lægesekretær eller lignende, som sagde at de havde en tid til os til en ekstra scanning omkring kl. 11.30. Her blev vi mødt af både en sygeplejerske og en læge. Sygeplejersken scannede os først, og bagefter scannede lægen de mere lægelige områder. Alt andet så stadig rigtig fint ud, men hovedet var selvfølgelig ikke vokset siden dagen i forvejen. Lægen forsøgte at scanne efter en lille bro i hjernen, der forbinder den ene hjernehalvdel med den anden, men den er meget svær at se, medmindre fosteret ligger helt 100 % korrekt i forhold til scanningen, og det gjorde vores baby ikke. Lægen hidkaldte derfor overlægen, som også scannede, men det blev resultatet ikke anderledes af. Jeg måtte også op og hoppe og ryste maven, men babyen syntes ikke, at der var nogen grund til at flytte på sig. Lægen sagde, at hun MENTE, at hjernebroen var der, men hun kunne ikke få et godt nok billede til at sige det med sikkerhed.

Så så lægerne meget alvorlige ud og snakkede om hjerneskader og at man ikke kunne komme udenom at hovedet var for lille, og hvorvidt vi gerne ville vide mere, så vi eventuelt kunne forberede os. Jeg havde slet ikke lyst til at forberede mig på noget, bortset fra at Ledsageren og jeg er enige om, at hvis fosteret ikke kan blive født til et ordentligt liv, så vil vi have en abort. Jeg synes det er egoistisk at føde et barn til et liv i smerter eller et liv, der aldrig bliver til noget rigtigt. Abort kan man dog ikke få efter uge 22, og på det tidspunkt var jeg 20 uger og 1 dag. Lægerne talte bål og brand, og da jeg spurgte hvad sandsynligheden var for, at der var noget galt med fosteret, sagde lægen, at det kunne hun ikke lige sige. Så jeg synes jo allerede at babyen havde fået en dødsdom.

Vi fik tilbudt at få lavet en fostervandsprøve dagen efter kl. 8.35, og da lægerne ikke med 100 % sikkerhed kunne sige, at den der hjernebro var der, fordi fosteret ikke lå optimalt, bestilte hun en tid til en MR-scanning. Dette foregår dog på Århus Hospital. Lægen ringede derop, og hun fik at vide, at de regnede med, at de havde en tid den 28. december, men de skulle lige tjekke i systemet, og så ville de kontakte os enten i dag eller i morgen med en tid.

Jeg syntes på ingen måde, at den anden scanning havde ført noget positivt med sig, og jeg hørte ikke nogen læge sige noget som helst om, at der måske IKKE var noget galt med babyen.

Om aftenen havde vi en aftale hos mine forældre, da det var os, der skulle være vært juleaften, så vi ville gerne transportere julegaver og diverse andre ting hjem til os i god tid. Næste morgen måtte vi dog tidligt op, for vi skulle jo være på OUH igen til kl. 8.35. Selve indgrebet tog ikke særlig lang tid, men selvom vi havde en så tidlig tid, så var det hele stadig en time forsinket, da vi kom til.

Det var overlægen fra dagen før, der tog prøven. Hun sprittede mig af og scannede maven for at finde det rigtige sted at stikke nålen ned. Jeg havde heldigvis lukkede øjne og brillerne af, så jeg så ikke nålen, men den var lang og spids og man fik ingen bedøvelse! Det gjorde ondt, men ikke så ondt som jeg havde frygtet, og det var heldigvis hurtigt overstået. Heldigvis slap jeg for at hun skulle stikke igen. Overlægen sagde, at fostervandet var klart og fint, hvilket var et positivt tegn (det er skidt hvis det er grønt eller grumset). Det overraskede mig, at det var gult – jeg havde egentlig troet at fostervand var klart som postevand.

Herefter fik jeg plaster på og kom ud og ligge på en briks i cirka 20 minutter. Livmoderen er ikke helt tilfreds med, at man sådan lige stikker i den og stjæler dens fostervand, så den kan godt krampe lidt. Det føltes lidt underligt, men det gjorde ikke rigtig ondt. Det var mest såret, hvor jeg var blevet stukket, der gjorde ondt. Ubehaget efter selve indgrebet gik væk efter et par timer, men der gik et par dage, før det blå mærke ikke længere lod røre på sig. Det kunne godt gøre ondt, når noget stødte ind i det. Både Ledsageren og jeg fik også taget blodprøver. De tester fostervandet for at se, om de kan finde ud af, hvorfor hovedet er så lille, og hvis de finder en “forandring” / “noget anderledes”, som de ikke lige kan forklare, så sammenligner de med vores prøver, og hvis vi har samme variant og virker sunde og raske, så antager de, at babyen også er det.

Mens jeg lå på briksen, kom overlægen ud og sagde, at vi skulle huske på, at der var langt større sandsynlighed for, at der ikke var noget galt med babyen end at der var. Ledsageren mener, at hun havde tænkt lidt over, hvad det egentlig var, at de sagde til os dagen i forvejen, hvor der ifølge dem bestemt ikke var nogle forhåbninger om noget som helst.

Jeg var stadig lidt ør i kroppen efter de 20 minutter, men vi valgte at tage hjem. Jeg gik meget langsomt hen til bilen og bøjede mig meget forsigtigt, når jeg satte mig ind og kravlede ud. Lige da vi gik ud på parkeringspladsen ringede de fra Århus, og vi fik en tid til MR-scanning kl. 10.45 den 28. december.

Herefter kom jeg hjem og ligge lidt på sofaen, og efter et par timer havde jeg det sådan nogenlunde igen. Så gik vi i gang med alle forberedelserne til juleaften, for der skulle bages kransekagekonfekt og laves rødkål og hvad det ellers blev til, kan jeg ikke lige huske.

Det hele gik fint juleaften, lige bortset fra at det var den værste juleaften i mit liv. Det var jo meningen, at jeg skulle være gravid juleaften – ikke rende rundt og tænke på at om en uge fra nu, så er babyen måske væk. Jeg fik ikke taget særlig mange billeder, både fordi man har mere at se til, når man er vært, og fordi jeg i grunden ikke havde lyst til at mindes den juleaften overhovedet. Jeg tvang mig selv til at tage et par enkelte billeder alligevel, for jeg tænkte at jeg ville fortryde det, hvis nu babyen ikke fejlede noget. Også selvom jeg tænkte at der var større sandsynlighed for at der var.

1. juledag var jeg totalt udmattet efter alt aktiviteten i dagene op til, så jeg bevægede mig som en zombie hele dagen. Det hjalp lidt på energiniveauet dagen efter, hvor vi havde meldt afbud til familiejulefrokosten, for det kunne jeg ikke lige overskue at skulle være underholdende, når der i grunden ikke var noget som helst at glæde sig over.

Den 28. december kørte vi til hospitalet i Århus, hvor vi kom til næsten med det samme (faktisk et par minutter før vores tid). MR-scanneren er ikke særlig stor, så jeg kan godt forstå, at man kan få problemer, hvis man er klaustrofobisk. Det var heldigvis ikke et problem for mig. MR-scanneren stod og pulserede som et hjerteslag hele tiden. Jeg fik en hospitalsskjorte på, blev lagt på briksen og fik spændt noget hen over maven, hvor der skulle tages billeder. Jeg fik høretelefoner på, og de spillede noget afslappende musik for mig imens. Han kunne ellers streame alle radiokanaler, sagde radiografen, men det hjælper ikke så meget, når man som mig ikke lytter til musik. Så det blev noget yoga-lignende musik i sidste ende, hvilket også var OK. Maskinen larmede lidt, når der blev taget billeder. Den sagde BEEEEP, BEEEEEP, BEEEEEP og nogle gange DUUUUT, DUUUUT, DUUUUT. Jeg ved ikke hvilken betydning de forskellige lyde har. Da radiografen tog den sidste omgang billeder, var det også så hele briksen vibrerede, så det føltes lidt ligesom en meget, meget dyr massagestol. Bortset fra hyletonerne var det såmænd ganske behageligt.

Bagefter sagde radiografen, at kvaliteten af billederne var rigtig god, og at han regnede med, at lægen ville bedømme dem enten i dag (mandag) eller i morgen (tirsdag), og i hvert fald inden nytår, og det var jo rigtig gode nyheder, for jeg frygtede, at vi skulle vente en hel uge eller længere på svar. Det var virkelig også dårlig timing, at alt det her skulle ligge lige omkring jul og nytår, hvor det hele lukker ned så vidt det er muligt.

Babyen ville åbenbart gerne være med til at blive fotograferet, så efter 20 minutter var jeg færdig, og så kørte vi hjem og spiste frokost. Senere på eftermiddagen fik vi brev med de første resultater fra fostervandsprøven. I første omgang tester de for de tre mest kendte kromosomfejl, blandt andet downs syndrom, samt kønskromosonerne. Her fik vi endnu engang bekræftet, at det er en lille pige, og nu kan der efterhånden ikke stilles flere spørgsmålstegn ved kønnet. De andre resultater var helt normale.

Jeg ventede nervøst på resultatet fra MR-scanningen, men vi hørte ikke noget om tirsdagen. Det er lægerne i Århus, der bedømmer billederne og herefter sender resultaterne til vores henvisende læge i Odense, og det var så hende, der ringede onsdag morgen lidt i 9, hvor hun sagde, at hjernebroen var der, og at alle resultater indtil videre så rigtig fine ud. Hun regnede med, at det var et normalt barn, og at selvom der ville gå 1-2 uger endnu, før de havde resultaterne fra den udvidede fostervandsprøve, så troede hun ikke, at der ville dukke noget op, når billederne fra MR-scanningen og de andre resultater så ud som de gjorde. Jeg er dog ikke helt overbevist endnu. Jeg fik en tid til en kontrolscanning sidst i januar, og så må vi jo håbe, at fosteret ser rigtigt ud til den tid. Jeg synes nu der er længe til.

I det mindste vil det forhåbentlig lykkes os at få en nogenlunde hyggelig nytårsaften, som vi holder hjemme hos os selv – bare os og kattene. Egentlig skulle vi have været til København, men jeg trænger til lidt hjemmeafslapning efter de mange bekymringer, så vi har bestilt sushi og laver et lille tapasbord med oste, pølser, anderillette og røget laks, og til dessert er der en trio af chokolademousse. Jeg håber at 2016 starter bedre end det forgangne år sluttede.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.