Kulinarisk Sydfyn 2015

Dansk

2015 Kulinarisk Sydfyn 270615 (9)

Selvom jeg først når til at nævne det nu, så lykkedes det os nu alligevel igen i år at komme med til Kulinarisk Sydfyn. Egentlig var vi måske en anelse skuffede, for selvom det fortsat er en god stor madmesse, så er det de samme virksomheder hvert evigt eneste år og hvert år har de nøjagtig samme smagsprøver med som året før og året før det. Der er ikke rigtig nogen, der tænker i fornyelse. Det gør jo oplevelsen lidt kedelig for os trofaste besøgende, så jeg glæder mig nok lidt mindre til næste år end jeg gjorde sidste gang. Mon jeg dog ikke ender med at tage afsted alligevel.

Vi fik ikke så mange mindeværdige smagsprøver som vi havde håbet på, men fik da spist os mætte i ost og pølse. Jeg mener det var Odense Chokoladehus, der tilbød smagsprøver på en helt fantastisk brownie (som mine forældre også købte lidt med hjem af og serverede til desserten) samt deres macaroons, der også var rigtig lækre (skønt dyre – men det er alle macaroons selvfølgelig). Jeg smagte den med citron. Derudover kunne jeg også godt lide fiskeboden, hvor de serverede fine kryddersild og deslignende. “Helt honey” var også med igen, og de havde en ny variant med, som jeg ikke kan huske hvad var, men min favorit er fortsat den med pebermynte. Jeg var ikke så vild med fx den med tørrede tranebær, for det gør et eller andet grynet ved konsistensen.

Vi startede madweekenden hos mine forældre, hvor vi om morgenen spiste morgenmad på terrassen i selskab af blød gouda, sprøde rundstykker og cremet nutella. Vejret så lovende ud, og katten overvågede sit kongerige.

Om aftenen fik vi en større buffet bestående af diverse indkøb fra messen samt forskellige salater. Der var blandt andet fladfisk, og Ledsageren brød sig ikke om den måde én af dem stirrede på ham på. Der er noget forkert ved at spise mad, der kigger igen.

2015 Kulinarisk Sydfyn 270615 (33)

Desserten arrangerede min far på tallerkener og bestod af de tidligere nævnte brownies, friske jordbær, flødeskum og is, og det kan man jo ikke gå galt med. Aftenvejret var køligt og regnfyldt – altså typisk dansk sommer.

Et nyt arrangement på madmessen var introduktionen af sønderjysk kaffebord. Det sønderjyske land har et mobilt kaffebord, som de håber at bruge til at udbrede kendskabet til Sønderjyllands delikatesser, og de havde også slået sig ned på Kulinarisk Sydfyn. Nu er Ledsageren jo sønderjyde, så vi kan godt lide at indlede os på et sønderjysk kaffebord engang imellem, og der er efterhånden ikke mange steder, at de tilbyder dét. Det “rigtige” sønderjyske kaffebord består af syv hårde kager, syv bløde kager og syv småkager, og det rullende kaffebord havde ikke helt styr på det, for godt nok havde de (muligvis) ude på køl de nævnte 21 forskellige slags, men de var ikke alle sat frem på bordet. Man kan have nok så mange kager ude i baglokalet, men er der kun sat én frem, så serverer man også kun én kage (der var måske otte kager på bordet udover småkagerne).

2015 Kulinarisk Sydfyn 270615 (24)

Kagerne smagte udmærket, men de var ikke alle lige velykkede. De havde flere af de traditionelle, som fx småkagen ingenting (der dog smager rædselsfuldt! Men det er en generel problematik og ikke noget at gøre med deres bageevner), fedtkager, rugbrødslagkager, boller med smør og kringle. Mon ikke der også var en søsterkage iblandt, men det er efterhånden så længe siden, at vi fik spist os mætte, at jeg ikke længere helt præcist kan huske hvad vi fik slugt.

2015 Kulinarisk Sydfyn 270615 (28)

De havde dog en del problemer med udførelsen af deres koncept, for de havde ikke taget højde for omgivelserne eller de besøgende. Til at starte med kostede deltagelse i hele kaffebordet 115 kr, hvilket er dyrt for et arrangement på en madmesse, hvor man allerede har betalt for entré, og medregner man entréprisen, så kostede det 165 kr. Vi havde bestilt til om søndagen og fået at vide, at arrangementet startede kl. 11. Da vi mødte op lidt efter kl. 11, havde de stadig ikke sat kagerne frem, og vi måtte derfor vente en hel time på at de blev færdige. De undskyldte med at dagen før var der slet ikke kommet nogen – men det er da fuldstændig ligegyldigt, når nu vi rent faktisk havde købt billet i forvejen. De serverede sønderjysk kaffebord både lørdag og søndag, og vi havde så bestilt til søndag, for på hjemmesiden skrev de, at billetterne kun var tilgængelige i forsalg. Muligvis var vi de eneste, der havde købt billet på den måde!

2015 Kulinarisk Sydfyn 270615 (25)

Om lørdagen (hvor vi besøgte messen for smagsprøver osv) reklamerede de med, at man kunne deltage i kaffebordet for 115 kr, og der var da en del interesserede henne at kigge på kagerne, men der er bestemt ikke mange, der gider betale 115 kr for et kaffebord på en madmesse, hvilket arrangørerne også fandt ud af. Det ville vi heller ikke have gjort, hvis vi ikke havde vidst, at det var der. Om søndagen havde de så lært lidt af lørdagens strabadser, så nu kunne man enten købe billet til hele kaffebordet for 115 kr eller nøjes med at købe en kop kaffe og et stykke kage (prisen på det kender jeg ikke).

2015 Kulinarisk Sydfyn 270615 (26)

På en madmesse er man jo ikke interesseret i at spise sig mæt i få store ting. Vi er der for smagsprøverne. Det var også derfor, at vi deltog i kaffebordet om søndagen og brugte lørdagen som almindelige besøgende på Kulinarisk Sydfyn. De skulle have tilbudt en lille platte med et udvalg af kagesmagsprøver for fx 50 kr inklusive kaffen. Dét ville folk sikkert gerne købe. Jeg var ikke blæst omkuld af kagerne, men de var ganske udmærket (og nogle af dem var også ganske gode), men deres reelle problem var udførelsen. De havde valgt den forkerte tilgang, og det håber jeg at de har lært noget af til næste gang. På madmesser vil folk have småt og godt og billigt, ikke stort og dyrt. Og jeg kunne da godt selv finde på at købe en sønderjysk platte, hvis det blev tilbudt næste år.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.