Lamingtons

Dansk

2015 Lamingtons 180215 (9)

Det blev min tur til at tage torsdagskage med på arbejde, og jeg var lidt i tvivl om hvad det skulle være denne gang, men efter lang tids debatteren endte jeg med at lave lamingtons, hvilket er en australsk kage. Opskriften er fra Woman’s Day’s “All-time Aussie Favourites” – en kogebog som jeg fik af min australske veninde, da vi besøgte hende i Australien, så opskriften er i hvert fald autentisk.

Nogle af målene er blevet konverteret til danske standarder, og så reducerede jeg sukkermængden, da jeg ikke syntes der var brug for helt så meget. Forholdet mellem smør og sukker er stadig 1:1, og det synes jeg er rigeligt (det kan sikkert også reduceres yderligere, uden at det gør noget). Jeg lavede en dobbeltportion, fordi jeg aldrig vil risikere at bage for lidt, og så ændrede jeg også overtrækket lidt.

Det er også muligt at dele hvert stykke i to inden de overtrækkes, og herefter smøre og lægge sammen med for eksempel en flødeostcreme eller en anden fast creme (ganache kan sikkert også bruges), men det havde jeg ikke lige tid til på det tidspunkt, så det blev en lidt mere neutral portion. Man kan også komme revet citron eller lime i dejen.

Selve kagen er meget god, og overtrækket holder den blød inden i. Samling af kagen er dog meget besværlig at have med at gøre, så man skal væbne sig med tålmodighed, inden man kaster sig over opskriften. Jeg var godt tildækket med kakaoglasur og kokos inden jeg blev færdig.

Mængderne til pynten er cirkamål, for det er meget individuelt hvor meget man ender med at få brug for – bare sørg for at have rigeligt af alle ingredienserne.

Lamingtons

1 bradepande med målene 33 x 23 cm

Til kagen:

  • 250 g smør
  • 4 æg
  • 250 g sukker
  • 3 tsk vanillepulver
  • 300 g hvedemel
  • 3 tsk bagepulver
  • 2½ dl mælk

Til pynten:

  • ca. 250 g kokosmel
  • ca. 250 g flormelis
  • ca. 100 g kakaopulver

Skær smørret i mindre stykker og kom det i en skål. Lad det stå indtil det er blevet blødt.

Kom bagepapir i en bradepande med cirkamålene 33 x 23 cm.

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

Slå æggene ud i en lille skål.

Pisk smørret blødt med en elpisker. Tilsæt sukkeret og pisk det indtil sukkeret er inkorporeret.

2015 Lamingtons 180215 (1)

Tilsæt æggene ét af gangen og pisk efter hver gang.

Ved sidste æg tilsættes også vanillepulver.

Hæld mel i en anden skål og bland det let sammen med bagepulver.

Tilsæt halvdelen af melblandingen til de våde ingredienser og vend det sammen. Fold så mælken i, og til sidst resten af melet.

2015 Lamingtons 180215 (2)

Kom dejen i bradepanden og bag kagen på nederste rille i cirka 30 minutter. Stik i kagen med en kødnål efter omkring 20-25 minutter – hvis der ikke hænger dej ved, er kagen færdig.

Lad herefter kagen køle helt af, og skær den så ud i kvadrater. Er du perfektionist, kan du kassere kanterne, da kager sjældent er hævet jævnt hele vejen rundt. Lav ikke kagestykkerne for store, da de så lettere falder fra hinanden, når du skal overtrække dem.

2015 Lamingtons 180215 (3)

Når du er klar til at overtrække kagerne, skal du (udover kokosmel, flormelis og kakaopulver) bruge en flad tallerken, en dyb tallerken, nogle gafler og skeer og en lille sigte.

Hæld kokosmel ud på den flade tallerken.

Sigt en god portion flormelis og kakaopulver ned i den dybe tallerken. Du behøver ikke nødvendigvis sigte dem, men det gør det meget nemmere at blande glasuren. Hvis flormelis ikke sigtes, så klumper det, når der kommer vand i, og det tager endnu længere tid at røre klumperne ud end at sigte det hele fra starten.

Tilsæt vand til flormelis og kakao og rør det til en ensartet glasur.

2015 Lamingtons 180215 (4)

Stik en gaffel i bunden af den første kagefirkant og hæld glasur hen over, så den er dækket på alle sider, også top og bund. Kagen er meget blød, så den er ikke egnet til at dyppe i glasuren! Utålmodigheden foreslår muligvis at dette er en god idé, men lyt ikke til den.

Erfaring lærte mig at det er bedre at stikke gaflen i bunden, for hvis du stikker den i siden på den, så kan kagen nemt flække (og så er du tvunget til at spise de ubrugelige rester …).

Vend herefter alle kagens sider i kokosmel og sæt den til tørre på en rist eller et stykke bagepapir. Gentag med de resterende kagestykker.

2015 Lamingtons 180215 (6)

Lad eventuelt kagerne tørre natten over. Kagerne er stadig bløde indvendig dagen efter, og selvom kagen er meget neutral i sig selv, så smager den godt sammen med kakaoglasuren og kokosmelet.

Jeg synes det er en vældig god kage, men den er godt nok besværlig at overtrække! Alternativt kan man bage kagen i 2-3 bunde og lægge dem sammen med creme eller syltetøj, og så overtrække det hele – det er nok noget nemmere, men er så ikke helt det samme som en lamington.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.