Småkager med kanel og nødder

Dansk

2012 Grigo cookies med kanel og mandler 080612 (8)

Overført fra min tidligere blog Madelskernes Kogebog. Oprindelig udgivelsesdato: 10.06.2012.

Jeg skulle bruge en hurtig og enkel værtindegave, og det synes jeg at hjemmebagte småkager er velagnet til – i det mindste når man ved at modtageren har en sød tand. Jeg testede derfor opskriften på cookies med kanel og mandler fra kogebogen “Grigos hjemmebag – i tykke skiver og store mundfulde” af Markus Grigo.

Jeg ændrede ikke så meget i opskriften, bortset fra at jeg halverede den. Jeg havde kun behov for en lille portion, og desuden havde jeg ikke nok smør til en hel portion. Opskriften bruger udelukkende mandler, men jeg brugte i stedet en blanding af nødder (mandler, cashew, pekan), og jeg brugte også lidt mere end opskriften foreslog.

Til en halv portion skulle der bruges 30 g kanel, og det var noget nyt at skulle afmåle kanelen på den måde. Jeg var usikker på om vægten vejede rigtigt, da kanel er meget let, så ifølge vægten kom der kun cirka 20 g kanel i (det ser dog ud af meget). Småkagerne havde en god og umiskendelig duft af kanel, smagte også af det, men man kunne godt komme mere i uden at det ville gøre noget.

Jeg kunne godt lide de blandede nødder jeg kom i, da især pekannødder smager af meget, og mandler er måske nok en lidt mere diskret smag. Det afhænger jo så af i hvilken retning man vil tage småkagerne.

Den hvide chokolade var et fint islæt og gav overraskende momenter af sødme, og brugen af halvt sukker / halvt brun farin tilføjede også en god kraftig smag. Næste gang vil jeg dog komme lidt mindre sukker i, da jeg egentlig hellere vil smage kanelen, nødderne og den hvide chokolade end sukkeret.

Dejen er meget klæbrig og ifølge opskriften skal den også i fryseren i et par timer, efter man har samlet den. Dette gør den noget nemmere at arbejde med (jeg gav den cirka en time). Herefter er den rimelig enkel at skære i skiver, dog skal man være opmærksom på ikke at ramme de hårde nødder. Ifølge opskriften skal der hele nødder i dejen, men jeg hakkede mine groft først, hvilket jeg tror gjorde det noget nemmere at skære ud.

Jeg fik 16 store småkager ud af en halv portion (en hel portion står til at give cirka 25, så det passer udmærket, da mine var lidt mindre end nævnt i opskriften). Første plade fik 11 minutter i ovnen, og disse småkager var stadig en smule hårde efter turen i fryseren. De resterende to plader fik cirka 10 minutter og var tøet helt op.

Grunden til at jeg nævner dette er at den første runde småkager var meget bløde. De var faktisk så bløde, at da jeg forsøgte at stable dem i småkagedåsen, faldt de ned omkring dem under sig og faldt helt fra hinanden. De to resterende plader var stadig meget svampede, men faldt ikke umiddelbart fra hinanden. Fremtidige råd vil være at skære dem ud mens dejen er hård, men først sætte dem i ovnen når de er optøet, og lad dem gerne bage lidt længere end man lige tror. Det er meningen at de skal være bløde, men alligevel ikke så meget at de falder fra hinanden. Det kan man jo ikke servere for gæster. Jeg blev desværre nødt til selv at spise den første pladefuld småkager på grund af deres blødhed …

I sidste ende var det nogle rigtig gode småkager. De smagte godt men var lidt vanskelige at arbejde med. Smagen er dog det vigtigste, derfor får opskriften stadig point.

Småkager med kanel og nødder

Ca. 25 store småkager

  • 300 g smør
  • 250 g nødder efter eget valg, gerne en blanding
  • 200 g hvid chokolade
  • 2 æg
  • 400 g hvedemel
  • 4 tsk bagepulver
  • 100 g brun farin
  • 100 g sukker
  • 60 g stødt kanel
  • 1 strø salt

Tag smørret ud af køleskabet så det får stuetemperatur.

Hak nødderne og chokoladen groft.

Kom alle ingredienser undtagen nødder og chokolade i en skål og bland det sammen. Ælt kun dejen til den lige har samlet sig. Tilsæt nødder og chokolade og bland det sammen.

2012-grigo-cookies-med-kanel-og-mandler-080612-1

Rul dejen til en lang pølse og læg dejen i fryseren i en times tid.

Kom bagepapir på dine bageplader. Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

Tag dejen ud og skær den i skiver. Læg skiverne på bagepladerne og lad dem tø helt op inden du bager dem i cirka 15 minutter. De må gerne være en smule bløde inde i midten stadigvæk, men skal være sprøde i kanten.

2012 Grigo cookies med kanel og mandler 080612 (2)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.