Den indbagte fødselsdag

Dansk

2014 Fødselsdagsweekend 260914 (3)

I weekenden var vi inviteret til min fars fødselsdag, og den store bespisning startede allerede fredag aften. Her fik vi en større menu bestående af en salat med tomat, agurk og mozzarella, et godt stykke kød med lidt fyld på toppen, gratinerede madpandekager med oksekødsfyld og spaghetti med kødboller. Dette blev fulgt af et fad med fire forskellige oste samt en islagkage fra Anthon Berg.

Næste morgen blev den store morgenmad sat på bordet, inklusive friske rundstykker, og så var der også wienerbrød! Hvilket inkluderede brunsviger – det er efterhånden længe siden at jeg har sat tænderne i sådan én. Alle vil gerne have deres brunsviger på deres egen måde, og for mit vedkommende skal den være godt snasket med en blød bund, og det var denne her. Min mor hev også nogle glas frem fra skabet med noget nøddesmør (af en art), som de havde købt med hjem fra Italien. Den ene var en mandelcreme, og den anden var en blanding af mandler og pistacienødder. Mandelcremen var denne gang min favorit (det er ikke første gang at vi har fået nutella-lignende genstande derfra), men pistacievarianten var heller ikke den samme som sidst. Mandelcremen smagte som og duftede herligt af marcipan, så det er det jo svært at sige noget dårligt om.

Efter morgenmaden tog vi alle sammen ud og handle, hvor mine forældre købte ind til fødselsdagen, mens Ledsageren og jeg forsøgte at snuse os frem til hvad aftenens menu bestod af, hvilket mine forældre ihærdigt forsøgte at holde skjult for os. Det lykkedes os dog til sidst at gætte det, da vi holdt nøje øje med hvad der blev købt ind.

Til frokost fik jeg en lille platte bestående af en halv madpandekage fra gårsdagens aftensmad, en halv fiskefilet, en frikadelle med rødkål og en skive stenalderbrød med smør. Lidt senere gik Ledsageren og jeg en tur forbi mine bedsteforældre, hvor vi smagte på min morfars hjemmebagte græskarkage, som var blevet vældig god. Jeg har stadig to stykker græskartærte i fryseren fra sidste år, som vi nok skal få gjort kål på engang i næste måned.

2014 Fødselsdagsweekend 260914 (17)

Om aftenen blev der først serveret en lille velkomstdrink sammen med små ostehapsere og lidt kiks.

2014 Fødselsdagsweekend 260914 (25)

Forretten bestod af laks overhældt med ahornsirup og mandelsplitter og bagt i ovnen serveret med cremefraichedressing og et rigtig flot brød fra Wendorff-bageren. Brødet blev også sat ind i hel tilstand, for det var næsten synd at skære i det! Jeg har lidt en svaghed for lækkert brød med smør – men laksen var alligevel det bedste, for den havde fået lige præcis den tid den skulle have, så den var blød og lækker. Den kunne jeg sagtens have spist mig mæt i.

Til hovedret blev der serveret enorme mængder indbagt og farseret svinemørbrad med diverse tilbehør. Der var en halv svinemørbrad til hver, så det lykkedes os desværre ikke at få spist op! Til gengæld fik Ledsageren og jeg en hel svinemørbrad med hjem til fryseren, så intet er så galt at det ikke er godt for noget. Tilbehøret bestod af bland-selv-salat samt hasselback-kartofler, hvilket efterhånden også er en sjældenhed. Min ældste niece lavede et lille kunstværk ud af sine grøntsager.

Desserten var også en lækker kending, det var nemlig smuldreæblekage, hvor der også var marcipan i smuldredejen. Det kunne jeg nu godt lige spise lidt mere af. Kagen blev serveret med flødeskum, vanilleis og cremefraiche med vanille, så der var noget for enhver smag – og for os der gerne vil have lidt af det hele. Til desserten blev der også serveret noget dessertlikør, eller hvad det nu var (jeg drikker jo ikke, så jeg lægger ikke så meget mærke til det). Det var noget med smag og farve, så den ene var med jordbærsmag og den anden med pistacie.

Næste morgen blev der sat endnu en stor omgang morgenmad på bordet, og denne gang fik vi spandauere. Jeg tog rigeligt af marcipancremen for det skulle nødigt hedde sig at jeg ikke kunne lide det.

2014 Fødselsdagsweekend 260914 (40)

Om lørdagen var vi også et smut inde i den lokale isenkræmmer-butik, hvor jeg fik købt sæsonens første julepynt! Ja, man kan ikke starte for tidligt. Jeg samler på Rosendahl og Georg Jensen pynt, og de havde nogle fine af slagsen til 100 kr., så jeg var jo nærmest nødt til at købe to. Jeg synes altid at jeg mangler julepynt, der kan stå af sig selv, for det er lidt sværere at finde plads til alt det der skal hænge. Jeg glæder mig allerede til jul, selvom det må jeg ikke sige for højt, for alle andre synes stadig der er RIGTIG LÆNGE TIL. Men jeg tænker allerede på hvilke småkager jeg vil bage!

2014 Fødselsdagsweekend 260914 (42)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.