Porretærte med kylling

Dansk

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (13)

I går fik vi en sund(ere) tærteudgave med porre og kylling (opskrift fra Netslank.dk), som rent faktisk smagte godt. De dér sunde tærtebunde kan være lidt kedelige nogle gange, men denne her fungerede sådan set udmærket. Jeg havde været lidt i tvivl, da det eneste fyld i tærten var kylling og porre (samt lidt æggetopping), og det lød næsten for enkelt til at være spændende, men slutresultatet virkede fint. Det skal dog siges at vi serverede tærten med wasabidressing, hvilket løftede retten gevaldigt, og så blev noget af kyllingen erstattet af en rest lam vi havde i fryseren. Jeg overvejede også at bruge rejer, hvilket ville gøre retten lidt nemmere at lave, da rejerne ikke behøver at forsteges.

Det mest negative ved retten er at den tager en del tid at lave. Tærtebunden skal forbages, kyllingen skal forsteges, og så skal det hele have cirka 50 minutter i ovnen, så rundt regnet tager aftensmaden cirka 1½ time at sætte på bordet. Det er dog primært bagetid og ikke arbejdstid der er tale om, og hvis man bruger en rest kød eller de nævnte rejer, så kan det godt klares lidt hurtigere. Bagetiden kommer man dog ikke udenom.

I opskriften anbefales det at bruge et tærtefad med en diameter på 25 cm. Mit valgte fad var et par centimeter mindre end det, og jeg kan derfor konstatere at det altid er bedre at tage et tærtefad der er et nummer større end et der er et nummer mindre. Det var meget svært at få plads til alt fyldet. Dette resulterede i sidste ende med nogle lidt brankede porrestykker på toppen, da jeg først kom kød og porre i bunden og herefter æggemassen for at se hvor meget der kunne være i, for så at slutte af med resten af kødet og porren på toppen. Porren stak så op under bagningen og blev lidt mørk, men det gjorde ikke den store skade. Mit tip er derfor at bruge et tærtefad der er mindst 25 cm i diameter, komme alt fyldet i først og slutte af med æggemassen for at undgå branket porre.

Sund porretærte med kylling

3-4 personer

Tærtebund:

  • 50 g hasselnødder (kan erstattes af mandler eller andre nødder)
  • 60 g rugmel
  • 1 tsk tørret basilikum, rosmarin, oregano e.l.
  • Et strø salt
  • 200 g skyr eller kvark
  • 1 æg

Fyld:

  • 400 g kylling (kan erstattes af fx rejer)
  • 300 g porre
  • 2 æg
  • 1 bæger pasteuriserede æggehvider (cirka 1 æggehvide)
  • 200 g hytteost
  • 30 g pesto
  • Et strø stødt muskat
  • 1 tsk karry
  • Salt & peber

Tærtebunden

Varm ovnen op til 180 grader varmluft. Smør et tærtefad på minimum 25 cm i diameter let.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (1)

Blend hasselnødderne fint og kom nøddemelet i en lille skål. Tilsæt rugmel, krydderier, skyr og æg og rør det hele sammen til en ensartet masse.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (3)

Brug en ske til at smøre dejen ud i tærtefadet. Det behøver ikke gå hele vejen op af kanterne, hvis dit tærtefad er lidt større end angivet. Dejen er meget våd, så du kan eventuelt dyppe skeen i vand, så dejen ikke hænger så godt fast.

Bag tærtebunden i ovnen i 20 minutter.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (6)

Fyldet

Skær kylling i mindre stykker og steg det på en pande over høj varme.

Rens og skyl porrerne og skær dem i ringe og mindre stykker efter ønske.

Fordel færdigstegt kylling samt porre i tærtebunden.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (9)

Kom æg, æggehvide, hytteost, pesto samt krydderier i en lille skål og rør det hele godt sammen. Fordel æggemassen jævnt over tærten. Der er ikke så meget æggemasse som i en mere traditionel tærte, så det skal spredes lidt ud. Vrik eventuelt lidt rundt i fyldet med en gaffel for at få æggemasse ned i nogle af lufthullerne.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (8)

Bag herefter tærten i ovnen i 40-50 minutter, afhængig af hvor stort tærtefadet er. En 25 cm tærte skal have 50 minutter.

Server med lidt dressing til eller eventuelt en grøn salat.

2014 Aftensmad Porretærte med kylling 160814 (11)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.