Marcipankop med mynte og chokolade

Dansk

2014 Marcipankop med mynte og chokolade 030714 (12)

Da jeg begyndte at skrive mere om mad her på bloggen, blev jeg opmærksom på fænomenet Madbloggerudfordringen, der arrangeres af to andre madbloggere. De har kørt tre udfordringer nu, og da de startede den første af dem var jeg ikke helt selv madblogger endnu, anden gang opdagede jeg det for sent til at melde mig til, så da tredje gang dukkede op, sprang jeg til med det samme.

Der er egentlig to udfordringer denne gang: en salt og en sød, og jeg tilmeldte mig naturligvis til det søde køkken. Udfordringen består i at sammensætte en dessert, hvori der indgå:

  • Bær
  • Chokolade
  • Krydderurter eller spiselige blomster

Her kommer så mit indslag. Bærrene består af jordbær og hindbær fra min egen have (ja, vi har faktisk hindbær i år! Til trods for at jeg var sikker på at alle planterne var faldet døde om sidste år), plus hjemmelavet jordbær/solbærsyltetøj. Chokoladen giver nok sig selv, og til den sidste ingrediens brugte jeg mynte. Egentlig ville jeg gerne have brugt citronmelisse, men det havde de ikke i supermarkedet, mens mynte også gror i min have. Jeg syntes citronmelisse ville have været mere spændende, for jeg tænker at mynte er det åbenlyse valg, som de fleste nok vælger. Men man må arbejde med hvad man har! Jeg har sådan set heller aldrig smagt citronmelisse, så måske var det for det bedste.

Jeg eksperimenterede lidt med chokolademoussen, og besluttede mig for at bruge skyr i stedet for flødeskum, og jeg må indrømme at jeg er meget positivt overrasket. Det fungerede rigtig godt, og cremen blev lækker cremet (dog nok lidt mere fast end normalt, men ikke så meget at det gjorde noget). På denne her måde kan man jo overbevise sig selv om at det i grunden er en sund dessert. Der er jo også bær, og marcipan – det er jo næsten ren mandler … Jeg brugte lys chokolade i stedet for mørk, fordi jeg var bange for at cremen måske ville blive for bitter, når nu den søde fløde ikke var med, men nu hvor jeg har fået smagt på det, så tror jeg ikke det vil være et problem. Kan man lide mørk chokolade, så brug det. Det bliver desserten sikkert kun sundere af!

Marcipankop med mynte og chokolade

4 personer

  • 250 g marcipan
  • 1 lille håndfuld mynte
  • 1 glas godt hindbær- eller solbærsyltetøj (der skal være en god syrlighed, så minimalt indhold af sukker)
  • 150 g chokolade
  • 150 g skyr
  • 2 bægre pasteuriserede æggehvider
  • 3 spsk sukker
  • Friske bær til pynt

Marcipankopperne

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

Find fire krus/kopper/ramekiner, der kan tåle at komme i ovnen. Vend dem på hovedet og sæt dem på en bageplade. Klip fire stykker kvadratisk bagepapir. Krøl hvert stykke sammen og fold det herefter ud igen. Læg et stykke over bunden på hver kop.

Kom marcipanen ned i en skål. Finthak mynten og ælt det ind i marcipanen.

Del marcipanen i fem lige store klumper. Tag den første klump, tryk den lidt flad mellem hænderne og læg den oven på en af kopperne. Tryk marcipanen flad og form den rundt om koppen, indtil den har en tilpas tykkelse hele vejen rundt. Mas den ikke for hårdt ind mod bagepapiret, da den ellers kan sidde lidt fast bagefter. Gå efter en jævn kant og en form uden huller.

2014 Marcipankop med mynte og chokolade 030714 (4)

Gentag med tre af de fire resterende klumper.

Bag kopperne i ovnen i cirka 10 minutter. De er færdige når de er gyldenbrune. Lad dem køle helt af, før du fjerner bagepapiret og vender dem den rigtige vej.

Del den sidste klump marcipan i fire mindre stykker, og rul hvert stykke til en pølse og form den som en hank. Bag dem i ovnen indtil de er gyldenbrune. De er små, så de skal ikke have særlig lang tid. Du kan godt sætte hankene på inden bagning, men så risikerer du at hankene bliver meget mørkebrune før resten af marcipanen er bagt færdig (hvilket skete for mig, men det var ikke så galt at de blev helt brankede, så det kan godt gøres på den måde).

Chokolademoussen

Hak chokoladen og smelt 60 % af den. Når chokoladen er smeltet tages den af varmen og resten af chokoladen røres i indtil det hele er smeltet til en homogen masse.

Dyp de små hanke i den smeltede chokolade og lim dem på marcipankopperne.

Kom æggehvider i en skål og pisk dem indtil du kan vende skålen på hovedet uden at fyldet falder ud. Tilsæt sukkeret og pisk indtil sukkeret er opløst i marengsmassen. Du kan eventuelt komme mere sukker i, hvis du gerne vil have den sødere.

Kom skyr op i en skål. Tilsæt den smeltede chokolade og vend det hele hurtigt sammen til en ensartet masse med en dejskraber.

Tilsæt marengsmassen til skyrchokoladen og vend det hele forsigtigt sammen, således at du ikke slår alt luften ud af æggehviderne.

Desserten

Kom et par gode skefulde syltetøj i hver kop og top med chokoladecreme. Pynt til sidst med de friske bær og eventuelt et par mynteblade.

2014 Marcipankop med mynte og chokolade 030714 (10)

8 thoughts on “Marcipankop med mynte og chokolade

  1. Sikke kreativt tænkt!
    – Termen, “skal vi snuppe en kop” får pludselig helt andre betydninger 😉

    Dejligt at du fandt MadbloggerUdfordringen, og det lader til at du også er frisk på en fjerede omgang??

    @PeacefulAngels Garden, du skal være noget så velkommen også!

    Hav en dejlig sommer, og nyd din have,
    La Cucina Nada

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.