Kulinarisk Sydfyn 2014

Dansk

2014 Kulinarisk Sydfyn 280614 (28)

I weekenden var vi endnu engang til Kulinarisk Sydfyn i Svendborg. Vejret lå lige på vippen, men det holdt rimeligt godt det meste af tiden vi var der. En enkelt gang slog jeg paraplyen op, men vi forsvandt hurtigt ind i et nyt telt, så vi fik egentlig ikke brug for den. Der var mange kendinge med på messen, men jeg så ikke Summerbird nogle steder. Ak ja, de dage hvor man fik gratis flødebollesmagsprøver er nok forbi for stedse. Skarø is var med igen og havde vist egentlig to små boder på messen. Ledsageren og jeg sluttede af med en is derfra. De havde fire varianter med: mango, lakrids, chokolade 70 % og jordbær. Vi valgte de to sidstnævnte, men jeg fik også smagt deres mango, som var udmærket. Man kunne godt smage mangoen. Jeg synes deres jordbæris var rigtig god, men Ledsageren påpegede at der var lidt iskrystaller i, så helt perfekt var den ikke. Deres chokoladeis var til gengæld helt fantastisk, og jeg har besluttet at næste gang jeg selv laver is, så bliver jeg nødt til at lave en is der skriger CHOKOLADE!, når man spiser den.

Hotel Svendborg var med og serverede de samme to småretter, som de serverer hvert år. Det smager da fint, men helt ærligt, bør restauranter ikke forny sig? Det er de samme pickles med lidt flæsk til hver gang. Prøv nu noget nyt. Blandt de ringere boder må jeg desværre også nævne BarSushi – ikke at de havde smagsprøver, men man kunne købe 16 små stykker sushi for 100 kr., hvilket ikke ville være så galt, hvis sushien bare var god og/eller samme standard som de normalt lægger navn til. Her var det dog tydeligt at sushien var lavet dagen før, da den smagte “gammelt”. Ikke dårligt, men gammelt. Sushi skal altså spises frisk. Kvaliteten forringes voldsomt efter 24 timer. Jeg kan altså ikke slet ikke døje det, når restauranter fokuserer på kvantitet i stedet for kvalitet – i hvert fald når prisen påstår at det er et godt produkt man køber! Og dét var det bestemt ikke her. Sushi af rigtig dårlig kvalitet, så det var meget skuffende.

Der var til gengæld nogle spændende honningproducenter med, og nogle af dem havde også levende bier med, hvilket jeg syntes var meget sjovt. Fjord & Bælt lavede også lidt lærerig maritim underholdning i en af gaderne, hvor vi blandt andet lærte at krabber tisser ud af øjenene. Så ved man det. Vi smagte god Fanø-laks, og der var pølser en masse. Vi købte nogle løggrillere fra Slagterpigerne til aftensmaden (de var gode), og mine forældre, som selvfølgelig også var med på messen, købte nogle gedepølser, der dog ikke vakte lige så meget begejstring til aftensmaden. De smagte såmænd udmærket og var spændende og anderledes, men en halv pølse (og de var i forvejen rimeligt små), og så havde man egentlig fået nok. Det var ikke dårligt, men det passede ikke så godt til middagsbordet.

Løgismose havde vist drikkeskyr og så videre med, som ikke var vildt imponerende smagsmæssigt, men jeg kunne godt lide at de serverede noget lidt anderledes, end de sædvanlige pølser og ost. Jeg kan bestemt godt lide pølse og ost, men efter 10 minutter på messen, så har jeg allerede fået rigeligt af begge dele. Jeg kan godt lide når virksomhederne serverer noget der er lidt anderledes. Mariager Sydesalt havde fået en god idé og diskede op med neutrale chips samt dip lavet med cremefraiche blandet op med deres saltblandinger. Vi var egentlig fan af smagen, men da vi kiggede nærmere på deres produkter kunne vi vurdere at deres krydderiblandinger ligner de helt almindelige krydderiblandinger, som man kan få til meget billigere penge i supermarkeder eller fx Tiger, og dem kan man jo bruge på samme måde, så det er unødvendigt at bruge så mange ekstra penge på det. Idéen var dog fin. Chili butikken var også med, hvor deres salsaer og lignende var stillet op fra mild til tre dødningehoveder, og så kunne man selv finde ud af hvor langt man kunne gå. Jeg syntes den milde var rigeligt stærk nok til mig! Ledsageren smagte også den hotte kategori, og han syntes at deres mellem var mildere end den milde.

Til aftensmaden fik vi til forret den nævnte sushi, varmrøget laks og røget Fanø-laks samt brød og to slags røde pestoer fra Løgismose. Hovedretten var grillpølser og lidt salatrester fra dagen i forvejen, og til dessert fik vi små tærter fra Wendorff – en med rabarber og en med æble. Den med rabarber var klart den bedste, mens æbletærten havde alt for meget bund i forhold til fyld. Den var i grunden lidt kedelig. Rabarbertærten var meget bedre afbalanceret.

Til kaffen havde min mor investeret i nogle små chokoladekugler, hvor der eftersigende også skulle indgå gulerod og passionsfrugt, men jeg kunne ikke rigtig smage nogle af delene. De smagte dog udmærket. Der var også nogle macadamianødder rullet i hindbærpulver, som var rigtig fine. Dertil lidt lakridschokolade (også godt) og nogle meget lækre flødekarameller. De to sidste var vist fra Konnerup.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.