Kikærtebrød

Dansk

2014 Bagedag 290514 (4)

Et andet brød jeg testede i denne uge var et kikærtebrød. Jeg mente at jeg oprindeligt fandt opskriften hos Hjerteforeningen.dk, men da jeg søgte efter den igen, endte jeg på Slankedoktor.dk, så hvor den oprindeligt stammer fra er jeg ikke helt sikker på.

Nu var det jo et førstegangseksperiment, så derfor fulgte jeg opskriften rimeligt nøje. Jeg er dog ikke helt så glad for resultatet, og dejen var meget mærkelig at arbejde med, så jeg tror ikke at det bliver gentaget. Idéen med at komme kikærter i (jeg brugte også nogle røde kidneybønner, da jeg har en del dåser af dem i kælderen) synes jeg er rigtig spændende, og jeg synes det er noget der passer rigtig godt til et madbrød, så lige dén del kan jeg godt finde på at prøve igen. Derudover var der også spidskommen i, og det fik brødet til at dufte dejligt af hveder. Dejen var meget, meget tynd, og det selvom at jeg kom lidt ekstra mel i. Man kan ikke forme boller af dejen, men hvis man har små brødforme, så kan man godt stadig lave brødet i miniudgaver. Man hælder simpelthen dejen ud af skålen, hvilket nok var det, der gjorde mig lidt forvirret, for det havde jeg alligevel ikke forventet. Jeg laver normalt altid mine boller lidt klæge, da jeg har mulighed for at ælte dejen på køkkenmaskine (jeg bryder mig ikke om at have beskidte fingre), men så tynd en dej har jeg nu alligevel ikke arbejdet med før.

2014 Bagedag 290514 (14)

Jeg synes det var svært at få brødet bagt, som jeg gerne ville have det. Det blev meget svampet og smuldrende, og efter at jeg havde fået brødet ud af formen og skåret det i stykker, så endte jeg alligevel med at vende dem alle på hovedet og give dem lidt ekstra tid i ovnen i håbet om at gøre dem bare en smule sprøde. De var stadig meget svære at skære i. Jeg vil nok anbefale at lave brødet meget fladt, således at det ikke er nødvendigt at dele brødet, når man skal spise det. Pynt eventuelt toppen af brødet med groft salt, krydderurter og lignende – så synes jeg det vil passe rigtig godt på middagsbordet. Som frokostbolle e.l. hvor man splitter brødet og kommer fyld i, dér synes jeg slet ikke det passer sammen. Måske kunne jeg alligevel godt finde på at lave det igen, men så om det her meget flade madbrød, lidt focacciaagtigt – det lyder nu alligevel meget godt. Smagen fejlede sådan set ikke noget, konsistensen er bare ikke så god, men den del bliver også afhjulpet lidt hvis man bager brødet fladt.

2014 Bagedag 290514 (11)

Derudover ændrede jeg også lidt i opskriften i forhold til meltyper (jeg brugte hvad jeg havde i huset), og så gad jeg ikke langtidshæve brødet, så jeg kom 50 g gær i og lod det hæve en lille time. Da dejen er meget våd, er det næsten også nødvendigt at ælte den på maskine.

Kikærtebrød

1 stort brød

  • 6 dl vand
  • 50 g gær
  • Et strø salt
  • Et strø sukker
  • 2 stk stødt kommen
  • 250 g durummel
  • 180 g fuldkornshvedemel
  • ca. 250 g kogte kikærter (svarer cirka til en dåse)

Kom vand, gær, salt, sukker og kommen i en skål. Tilføj melet og ælt dejen godt sammen i cirka 10 minutter. Dejen er meget våd.

Hæld kikærterne fra dåse og skyl dem under vand indtil det ikke længere skummer. Lad dem dryppe lidt af. Mos eventuelt kikærterne let, enten med hænderne eller en gaffel.

Kom kikærterne i dejen og rør det hele sammen.

Fór en bradepande med bagepapir. Sørg for at alle sider er dækket, da brødet hænger meget godt fast efter bagning.

Hæld dejen i formen, fordel den jævnt og sæt den til hævning et lunt sted i cirka 45 minutter eller indtil det er hævet til dobbelt størrelse.

2014 Bagedag 290514 (6)

Varm imens ovnen op til 220 grader vamluft.

Inden bagning kan brødet eventuelt pyntes med krydderier, krydderurter, groft salt, kerner e.l. for at tilføje en ekstra smagsnuance.

Bag brødet i cirka 25 minutter.

2014 Bagedag 290514 (15)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.