Frikadeller med mynte samt røræg med kål og rugkerner

Dansk

2014 Aftensmad Frikadeller med mynte 120514 (8)

I går stod menuen på frikadeller, men ikke hvilke som helst frikadeller – de var med mynte, solbær og hasselnødder. Opskriften er fra “Verdens bedste kur” af Christian Bitz, og den blev fulgt rimeligt nøje. Egentlig skulle der – ud over mynte – bruges havtorn og chiafrø, men det er ikke lykkes mig at finde nogle af delene, og opskriften foreslog selv at erstatte havtorn og chiafrø med solbær og hasselnødder, og det fungerede udmærket. Man skal være varsom med mynte, da det nemt kan overdøve, men det lykkedes mig at komme en tilpas mængde i, så det kunne smages uden at ødelægge noget. Jeg brugte en lille håndfuld blade. Solbærrene gav farsen en sjov lilla farve, som dog forsvandt under stegningen. Jeg synes dog ikke at smagen af solbær eller hasselnødder gik så meget igennem, men der skulle også meget lidt i. Vil man gerne have at sine frikadeller smager af mere, så skal der også mere i end anbefalet (i opskriften nedenfor har jeg allerede kommet mere i end der stod).

Som tilbehør var der en sjov æggeret med spidskål, rugkerner og røræg, og selvom der næsten ikke var noget grøntsag i retten (i hvert fald ikke dømt ud fra mine præferencer), så syntes jeg ikke at jeg lagde mærke til det. Af rugkerner brugte jeg skårne rugkerner af den type jeg kommer i brød, når jeg bager, men jeg ved ikke om der menes nogle andre. Jeg kogte dem bløde og lod dem herefter stå i gryden, hvilket viste sig at være en fejl, da det nederste lag selvfølgelig kogte videre og blev en del “grødagtig”. Jeg vil derfor anbefale at hælde dem ud af gryden, når de er færdige.

Jeg synes faktisk det er en ganske udmærket ret. Altså, frikadeller er jo ikke en ny opfindelse, så det er primært tilbehøret, der gør opskriften interessant, men jeg synes til gengæld også at det fungerede fint.

Frikadeller med mynte samt røræg med kål og rugkerner

2 personer

  • 100 g rugkerner
  • 250 g hakket kalvekød
  • 1 spsk hasselnødder
  • 1 lille håndfuld mynteblade
  • 1 æg
  • 1 spsk solbær, kan evt. erstattes af hindbær
  • Salt & peber
  • ½ spidskål
  • 3 æg

Start med at koge rugkernerne. Kom dem i en gryde med vand og kog dem indtil de er møre men stadig har bid. Hvis du koger dem tidligere på dagen eller dagen før, så hæld dem straks fra gryden, så de ikke koger videre. Du skal stadig kunne dele kernerne, så de må ikke blive til grød.

Finthak hasselnødder og mynteblade.

2014 Aftensmad Frikadeller med mynte 120514 (1)

Kom det hakkede kød i en skål. Tilsæt æg, hasselnødder, mynte, solbær samt salt og peber og ælt det hele sammen.

Sæt en pande over og kom lidt fedtstof på. Når den er varm formes farsen til frikadeller. De steges på begge sider indtil de føles faste.

2014 Aftensmad Frikadeller med mynte 120514 (3)

Hak spidskål fint.

Når frikadellerne er ved at være færdige, varmes en anden pande op. Tilføj en smule fedtstof og hæld rugkernerne på. Hak dem fra hinanden hvis de klistrer sammen. Tilføj herefter æggene samt spidskål og bland det hele godt sammen. Krydr med salt og peber. Når æggene er færdige, er retten klar.

Tilbehøret tager ikke særlig lang tid at lave, når bare man har ingredienserne klar foran sig, så det kan godt laves på den samme pande frikadellerne var på, hvis man kun vil bruge én pande.

2014 Aftensmad Frikadeller med mynte 120514 (5)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.