Airlie Beach – et tropisk paradis

Tidsstempel: 1. april 2014

2014 AUS 010414 Airlie Beach (8)

Tirsdag ankom vi til Airlie Beach, som er et tropisk lille paradis! Det er nok bedst egnet til folk, der kan lide at svømme, snorkle og slikke sol, så det var måske lidt spildt på os, der ikke er så vilde med varmen, men det var et super flot område, så vi er glade for at vi fik set det med. Jeg synes det er rigtig spændende at Australien er så stort at man kan finde alverdens klimaer samlet på én kæmpe ø, fra det tempererede Melbourne til palmerne på Airlie Beach.

2014 AUS 010414 Airlie Beach (1)

Morgenmaden indtog vi i buffetrestauranten, hvor jeg fik afprøvet omeletafdelingen. Her står et par kokke og steger omeletter og andre former for æg efter ordre, og det skulle jo også prøves. Man kunne selv vælge hvad man ville have i, så jeg valgte svampe, løg, bacon og mozzarella. Den smagte godt, men den var også meget stor, så jeg var godt mæt bagefter.

2014 AUS 010414 Airlie Beach (3)

Til morgenbuffeten er der også havregrød, som jeg også lige måtte prøve, men den var helt udkogt og smagte mest af vælling (jeg dængede den til med jordbærsauce og valnødder, da de ikke havde andet tilbehør jeg havde lyst til). De har også færdigblandet mysli, med mælk og det hele allerede blandet sammen, men det ser ikke særlig appetitligt ud, så det springer vi over.

2014 AUS 010414 Airlie Beach (2)

Vi havde valgt at vi ikke ville med på ekskursion, da Airlie Beach er meget lille, så vi tænkte at vi sagtens kunne finde rundt selv. Det var heller ikke dét, der var problemet – det var snarere at komme fra skibet! Airlie Beach er nemlig så lille at der på ingen måde er en havn, der kan fortøje et krydstogtskib, så vi lå for anker ud for stranden og måtte transporteres i mindre både, af hvilke skibet kun havde adgang til to, ind til land. Alle vil jo gerne fra borde omkring kl. 9, 10 stykker, så man måtte trække et nummer og vente på at det blev ens tur. Klokken var cirka 10.30 før vi nåede i land, så det var heldigt at der ikke var mere at se på, nu hvor halvdelen af dagen allerede var gået.

2014 AUS 010414 Airlie Beach (6)

Vi lavede egentlig ikke så meget i Airlie Beach – temperaturen var omkring de 30 grader, så vi syntes det var hårdt nok bare at bevæge sig omkring. Vi gik ind til byens centrum, beundrede naturen undervejs og kiggede lidt på butikker, og til sidst satte vi os i en kølig café, der tilbød gratis WiFi, og fik en kold drik. Jeg fik en karamel milkshake, som var rigtig god, og Ledsageren fik sig en jordbær, banan og chokolade smoothie, der også smagte godt.

2014 AUS 010414 Airlie Beach (30)

Herefter slentrede vi egentlig bare tilbage til havnen og ventede på at det blev vores tur til at komme retur til skibet. Airlie Beach er måske ikke det rigtige feriested for os kedelige mennesker der er for utålmodige til at ligge i solen i timevis, men det er et utroligt flot landskab, som det er svært at tage et dårligt billede af. Det lykkedes mig også at tage rigtig mange af det krystalblå hav, og det er svært at forkorte mængden af billeder til det her indlæg. Mens vi ventede på returbåden var det så varmt at sveden piblede ned af ryggen på mig, så jeg var glad da vi endelig kom frem til skibet med aircondition igen.

Om bord på skibet igen fik vi en lidt sen frokost. Udover buffetrestauranten, hovedrestauranten og de tre specialitetsrestauranter er der også en mindre café (Park Café) ved den ene svømmepøl. Her kan man få lidt forskellig hurtig mad, blandt andet sandwich, som de luner, salater, og forskellig varm mad, som skifter dagligt. De har også et mindre udvalg af kager. Denne gang fik jeg en tortilla med oksekød og ris, som var udmærket, og Ledsageren fik sig en lun sandwich med skinke og ost. Til dessert spiste Ledsageren to små glas med frisk frugt, som de også udleverer i caféen, og jeg spiste det meste af to stykker kage. Det ene en OK chokoladekage, og den anden en udmærket citrontærte, der ikke ville have været ringere af at have haft lidt mere flødeskum med sig, men det har de ikke i caféen.

Herefter var der dømt afslapning indtil aftensmadstid, som vi endnu engang indtog i hovedrestauranten, hvor de denne aften havde italiensk tema. Til forret fik Ledsageren minestronesuppe, mens jeg fik smagt ”arancini balls”, der er små riskugler med fyld inde i midten, der frituresteges. De smagte godt. Til hovedret fik vi begge to deres kalvekød omviklet med tørret skinke serveret med en god portion kartoffelgratin og nogle småkedelige grøntsager i form af gulerødder og broccoli. Kødet var veltilberedt og smagte godt.

Til dessert blev Ledsageren selvfølgelig nødsaget til at smage deres tiramisú, som han sagde var rigtig god. Jeg fik en dessertplatte med tre forskellige småting. Der var en lille jordbærmousse (udmærket men kunne godt have haft meget mere jordbærsmag i sig), en hyldeblomstscheesecake, der var god i konsistensen men ikke rigtig smagte af andet end cheesecake, og en helt fantastisk chokoladekage, der var lavet uden mel. Tjeneren beskrev den som værende ren chokolade. Den smagte i hvert fald rigtig godt. På dessertmenukortet kunne man denne aften også vælge at få bread and butter pudding, hvor jeg dog ikke forstår hvad det har med italiensk mad at gøre, da det er en meget britisk dessert!

Efter maden så vi resten af showet i teatret, hvor jeg dog lige nu ikke rigtig kan huske hvad det var, og bagefter gik en vi tur op på dækket og købte en drink. Ledsageren fik sig en frossen romdrink, og jeg fik noget med ananasjuice, passionsfrugt og guava.

2014 AUS 010414 Airlie Beach (39)

Vi fik forevist to drinkskort, og på det ene kostede min drink 4,5 dollars og på det andet 3,5. Ledsageren bestilte så selvfølgelig fra det billige drinkskort, men fik alligevel en regning på 4,5. Da han spurgte bartenderen om han ville medgå at der var en fejl i menukortet, sagde bartenderen bare koldt, ”The menu is wrong, sir!” Mærkeligt at have så mange drinkskort liggende rundt omkring på skibet med fejl i! Ledsageren blev lidt irriteret på ham, så da vi havde kigget nok stjerner og tømt vore glas, lod vi glassene stå hvor de var. Så gik den ekstra dollar til at finde dem igen!

2014 AUS 010414 Airlie Beach (40)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.