Mest om mad

Tidsstempel: 31. marts 2014

2014 AUS 310314 På havet (32)

Mandag var en dag på havet. Vi startede med morgenmad i buffetrestauranten, hvor Ledsageren fik sig en traditionel morgenmad med røræg, pølser og bacon, mens jeg opdagede de amerikanske pandekager samt den tilhørende flødeskum og jordbærsovs. De havde også belgiske vafler, og da de har to slags pandekager hver dag (den ene er altid almindelig mens den anden denne gang var med rosiner), så blev jeg jo nødt til at prøve en af hver. Både pandekager og vafler smagte godt – jeg tror måske de var lavet på samme dej og bare bagt i forskellige forme. Flødeskummet var også friskt men tilsat en masse sukker, så den var meget sød – jeg ved ikke hvorfor.

2014 AUS 310314 På havet (1)

2014 AUS 310314 På havet (2)

Efter morgenmaden gik vi op i den såkaldte Viking Crown Lounge, der ligger på Dæk 11 og har en rigtig fin udsigt udover skibet. Det er egentlig skibets ”natklub”, men der har altid været meget stille og roligt når vi har været deroppe, og om morgenen er der stillezone, så vi tog vores bøger med for at læse lidt. En god ting ved det her mindre skib er at det slet ikke føles så overrendt som det sidste skib gjorde – her kan man for eksempel altid finde en plads i solen, hvis det er det man gerne vil. Nu kan jeg jo knap nok opholde mig fem minutter i solen uden at blive brændt helt rød, så det er ikke det vi laver mest af på skibet.

2014 AUS 310314 På havet (4)

Omkring kl. 10.30 gik vi ned til Centrum, da der skulle være frugtkunst undervejs. Det var kokken fra den asiatiske restaurant, der stod for dagens kulinariske indslag. En vogn fyldt med frugt og grønt blev rullet ind, og så gik han ellers i gang med at skære og udhule frugten. Han lavede en fisk, en bjørn og en frugtbuket.

Lidt senere gik vi en rask tur på skibets øverste dæk. De har indtegnet en løbe-og-gå-rute, og der står at fem runder svarer til 2 km, så det tager vi engang imellem for at få rørt os lidt. Mens vi gik vores tur observerede vi hvordan nogle kokke gik i gang med at gøre klar til at grille, hvilket jeg synes var en rigtig fin idé, når nu folk var på skibet hele dagen, især når nu vejret var til det. Det var meget varmt! Vi spiste dog vores frokost i hovedrestauranten, men inden da lykkedes det mig at fotografere lidt af udvalget i frokostbuffeten.

Udsigten på vores gåtur:

Frokost i buffetrestauranten:

I hovedrestauranten var Ledsageren så beskeden at han nøjedes med en carpacciosalat, mens jeg valgte ricotta og spinat gnocchi i en mild og meget cremet gorgonzolasauce. Det var rigtig lækkert, men også en meget stor portion til frokost. Jeg syntes dog at der manglede lidt, da der faktisk ikke var andet i retten udover gnocchi og sauce, så jeg hentede en salat med frisk spinat, ærter, spirer, rødløg og rejer. Inde i midten af restauranten er der til frokost en lille salatbuffet, hvor man går hen og udpeger hvad man vil have i den og med hvilken dressing, og så blander kokkene det til én. Egentlig ville det have været nok bare at få lidt frisk spinat til, men jeg synes det var lidt for pinligt ikke at bede om andet! Min gnocchiret er en af de bedste retter jeg har fået på skibet indtil videre, men jeg måtte desværre levne.

Til dessert fik Ledsageren en lille rommuffin fyldt med tørret frugt såsom rosiner og serveret med is. Jeg fik en hindbær-og-chokolade-ganache, som var helt fantastisk chokoladeagtig. Meget kraftig, hvilket ikke gør noget når man er glad for chokolade.

Inden aftensmaden gik vi op i Viking Crown Lounge igen for at se solnedgangen.

2014 AUS 310314 På havet (31)

Aftensmaden spiste vi i hovedrestauranten, hvor min forret inkluderede ”crab leg”, og når de siger at man får benet af en krabbe, så får man også benet af en krabbe, hvilket er første gang jeg prøver det. Min forret hed vist ”A Taste of Alaska”, så udover krabbe var der også røget laks og rejer serveret med en håndfuld salat. Ledsageren fik tomatsuppe, hvilket nok ikke overrasker nogen. Igen blev suppen serveret i en meget beskidt skål – jeg synes bestemt ikke at de fremviser deres dygtige kogekunst på nogen god måde.

Til hovedret fik Ledsageren kylling paneret med ”Japanese 7 Spice”, hvad det nu indebærer. Det smagte rigtig godt, og der var lidt god stærk smag i paneringen. Tilbehøret bestod udover lidt grøntsager af en wasabi kartoffelmos, hvor vi dog ikke kunne smage wasabien overhovedet. Jeg valgte at få “dagens fangst” (jeg ved ikke om de havde en line bag på skibet, da vi jo havde været på havet hele dagen, så hvor de lige havde købt fisken henne kan man kun gisne om), der blev bagt på en cedertræsplade – og også serveret herpå. Dertil var der nogle generisk kedelige grøntsager, som også lå under den lille træplade, hvilket gjorde det lidt vanskeligt at spise, for hvor gjorde man lige af tingene?

Til dessert valgte vi begge at få deres velsmagende æble-og-rabarber smuldrekage, hvor jeg dog gerne ville have haft mere af den syrlige rabarber og lidt mindre af det søde æble i. Det smagte dog godt.

Der er også et teater om bord på skibet, og de har en eller anden form for underholdning de fleste aftener. Den første aften var der sang og musik med ”The Aussie Boys”, som sang hvad jeg antager var gamle, velkendte australske sange, da den ældre befolkning om bord på skibet sang lystigt med. Det var nu meget hyggeligt. Men i dag var der hypnotisørshow, og det var rigtig spændende at se med egne øjne. Hypnotisøren hev omkring 20 mennesker op på scenen, og hypnosen fungerede i varierende grad på dem (på nogle virkede det ikke). Der er også forskellige stadier af hypnose, og nogle vågnede halvvejs gennem showet. Der var cirka fem personer, som var fuldstændig i hans kontrol og levede sig meget ind i det han bad om. Det var meget underholdende at se. Skibet vi sejler med hedder jo ”Rhapsody of the Seas”, og på et tidspunkt gjorde han det således, at hver gang han sagde ”Rhapsody” så troede de at personen ved siden af dem kneb dem på bagdelen. Det var sjovt at se deres reaktioner.

Efter showet gik vi op på dækket igen, hvor vi lå i solvognene og kiggede på stjerner. Der var en behagelig temperatur og en flot aften, og der var rigtig mange stjerner på himlen – men de var selvfølgelig svære at fotografere.

2014 AUS 310314 På havet (39)

Da vi kom tilbage til værelset igen, havde vores rengøringsmand været der og afleveret en kanin lavet af håndklæder. Vi fik at vide næste dag, at han ikke havde kunnet nænne at slå elefanten ihjel, fordi jeg havde givet den et navn, så nu er der to tøjdyr på vores værelse. Heldigvis har vi en lille sofa, som de kan sidde på.

2014 AUS 310314 På havet (40)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.