Tærtens Dag 2014

Dansk

2014 Tærtens Dag 140314 (3)

Tærtens Dag 2014 kom og gik, men heldigvis ikke i stilhed. Jeg havde jo god tid til det i år, så jeg gik fuldt ud og lavede en lang liste af tærter, mange af dem dog i miniform.

Årets tærtedag bød på:

Til aftensmad på Tærtens Dag lavede jeg også en reje- og aspargestærte, som får sit eget indslag inden så længe.

Jeg lavede tre forskellige slags mørdeje og bagte minitærterne i muffinforme. De helt små til chokoladetærterne bagte jeg i minimuffinforme. Jeg forede formene med to strimler bagepapir lagt i et kryds, hvilket gjorde det nemmere at få de bagte tærtebunde fri. Det var et trick jeg har set i et madprogram engang (kan ikke huske hvilket), og det fungerede fint.

2014 Chokoladetærte 120314 (2)

Et andet godt tip: Frys tærtebundene ned, når dejen er kommet i. Krøl herefter mindre stykker bagepapir sammen (det gør det nemmere at arbejde med) og pres dem ned i tærtebundene. Fyld tærterne op med bagekugler, ris eller andet i den dur og forbag tærterne. Bagefter kan bagepapir og fyld fjernes igen og tærterne får lidt længere tid i ovnen for at blive gyldenbrune i bunden. Fyldet sikrer at siderne på tærterne ikke glider ned under bagning.

2014 Citrontærte 130314 (4)

Til at lave chokoladetærten brugte jeg en opskrift, som jeg har gjort brug af en del gange efterhånden, og den findes allerede på bloggen her. Bundene blev lavet på pekannøddemørdej og som sagt bagt i minimuffinforme. Det er et meget enkelt tærtefyld at bruge, da det bare er smeltet chokolade og lun fløde blandet sammen. Jeg valgte at lave dem meget små, da jeg gerne ville have mange forskellige.

2014 Chokoladetærte 120314 (4)

Jeg lavede nogle med toblerone pyntet med et stykke nøddekrokant. Nogle med marabou black (den er med lakrids) pyntet med en lakridskugle. Nogle med marabou appelsinkrokant pyntet med et stykke syrligt vingummi. Og nogle der var todelte, hvor der var mørk chokolade i bunden og en top af hvid chokolade. Det er en god idé at komme den hvide chokolade på af to omgange, da det første lag synker lidt ned i den mørke chokolade (i hvert fald hvis den mørke chokolade ikke er helt stivnet inden man kommer næste lag på), og så skinner det mørke igennem det hvide.

2014 Chokoladetærte 120314 (5)

De todelte er nok visuelt de pæneste, synes jeg.

Endelig forsøgte jeg mig også for første gang med at lave en tarte tatin, og det var også første gang at jeg smagte på en sådan. Den blev ikke 100 %, som jeg gerne ville have den, men den smagte godt og jeg har gjort mig nogle erfaringer til næste gang.

Jeg kom sukker på en pande, der kan tåle at komme i ovnen, og smeltede sukkeret til karamel mens ovnen varmede op til 200 grader. Jeg tilsatte revet citronskal fra en enkelt citron, men citronsmagen forsvandt desværre i den overvældende karamel. Man kunne dog dufte den. Til sidst blev der tilsat noget smør, som fik lov til at smelte med. En anden gang skal der mindre sukker på panden, hvilket selvfølgelig er lettere sagt end gjort, da jeg ikke har målt eller vejet noget af det jeg brugte. Jeg tror måske også der skal mere smør i. Karamellen blev vist lidt for hård, og jeg synes at når jeg har set tærten i fjernsynet, så har det løbet noget mere når den blev vendt ud end min gjorde.

2014 Æble tarte tatin 140314 (2)

Jeg skrællede to æbler og skar dem i både. Disse blev lagt i en cirkel i panden. Der var nogle stykker tilovers, som jeg ikke fandt plads til i rundkredsen, så de blev skåret i tern og smidt på toppen. Næste gang vil jeg dog skære æblerne i meget større stykker, for de svinder meget under bagning.

2014 Æble tarte tatin 140314 (4)

Mens æblerne fik lov til at ligge lidt i karamellen rullede jeg mørdejen ud. Jeg brugte min pekannøddemørdej, men jeg tror en almindelig er bedre til næste gang. Mørdeje baseret på nødder er blødere end de almindelige, og det tror jeg ikke helt er det optimale med denne form for tærte.

Mørdejen blev stukket ud i en passende størrelse og bunden blev lagt oven på panden. Jeg skar hul i toppen for at lade dampen slippe ud under bagning, og herefter blev panden sat i ovnen indtil dejen var færdigbagt. Jeg tror måske også at tærtedejen gerne må være en smule tyk, i modsætning til de fleste andre tærter.

2014 Æble tarte tatin 140314 (6)

Når tærtebunden er bagt færdig, tages tærten ud, et serveringsfad, lagkagefad eller lignende lægges på toppen og det hele vendes lynhurtigt rundt og panden fjernes. Og vupti, så har man en upsidedown æbletærte.

Jeg kunne godt lide den. Der var masser af knas og karamel, men jeg skulle ikke have skåret æblerne så tyndt, for de forsvandt en smule. Men jeg ser bestemt frem til at prøve at lave tarte tatin en anden gang, og med de erfaringer jeg har gjort mig her, føler jeg mig noget bedre forberedt til næste gang.

2014 Æble tarte tatin 140314 (8)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.