Chokoladefestival 2014

Dansk

2014 Chokoladefestival 080314 (22)

I weekenden løb årets Chokoladefestival af stablen, og vi fandt os blandt publikum som sædvanlig. Mit første indtryk da jeg trådte ind af døren var at de havde skåret ned på dekorationerne siden sidst. Jeg savnede Summerbirds store flødebolletårn og deres kæmpepåskeæg. Generelt synes jeg faktisk at Summerbird havde gjort meget mindre ud af det i år, og de havde stort set kun medbragt deres udvalg af påskevarer, det vil sige at der ikke var andre end deres påskeflødebolle at vælge imellem. Der savnede jeg nu deres flødeboller! Jeg brugte ikke en af mine smagspoletter på at prøve deres nye flødebolle, da jeg for ikke så længe siden prøvede den i Magasin, da de havde gratis Summerbirdsmagning. Flødebollen skulle efter sigende bestå af kokos og passionsfrugt, men jeg synes nu personligt at den var lidt af en skuffelse. Kokoselementet var et minimalt strø af kokosmel på toppen, og passionsfrugten forsvandt fuldstændig i den mørke chokolade, som flødebollen var dækket af. Ledsageren fortalte at han godt kunne smage passionsfrugten – hvis han smagte på skummet alene. Jeg er rigtig glad for Summerbirds hvide flødebolle, som også er med passionsfrugt, og her kan man nemt smage det syrlige element. Jeg tror derfor at den mørke chokolade var et dårligt valg sammen med passionsfrugt, men de ville jo nok gerne præsentere et design forskelligt fra de andre. Derudover havde Summerbird medbragt smagsprøver på deres påskemandler, og vi fik også fat i en af deres nye citronkarameller, som smagte rigtig godt med et syrligt strejf.

Dagens favorit for mig var en chokolade med passionsfyld, hvor jeg dog ikke kan huske hvem der serverede den. Jeg foretrækker åbenbart i øjeblikket det søde iblandet lidt syrligt. I år brugte vi også en polet på en lille is fra Frederiksberg Chokolade, og jeg må indrømme at jeg ikke blev skuffet. I modsætning til Svaneke Is, som selvfølgelig også havde is med, så havde Frederiksberg Chokolade et fint og stort udvalg af is. Der var blandt andet jordbær, vanille og chokolade, hvis man var til det almindelige, men også abrikos og passionsfrugt hvis man var lidt mere vovelysten. Jeg prøvede en med passionsfrugt, og den både duftede og smagte af passionsfrugt, meget mere end jeg havde regnet med, så det var bestemt en positiv oplevelse.

2014 Chokoladefestival 080314 (52)

En anden favorit var et sted hvor man fik en lille 3-smagspakke for en polet. Her fik man blandt andet et meget intenst stykke chokolade, nogle små overtrukne et-eller-andet (jeg kan faktisk ikke huske hvad der var indeni), og så to små skefulde chokoladesyltetøj! Den ene var med mørk chokolade og kirsebær, og den anden med en lysere chokolade og jordbær. Ledsageren kunne bedst lide førstnævnte, da den smagte mest af chokolade, mens jeg foretrak den med jordbær, da den smagte mere af jordbær. Alt i alt var det dog rigtig spændende.

2014 Chokoladefestival 080314 (51)

Dagens innovative indslag kom i form af en lille hotdog med chokoladesennep og chokoladeketchup. Jeg synes prisen på 3 poletter var lige i overkanten, da det var en ret lille hotdog man fik, og jeg synes at det hele ville have fungeret meget bedre som pølse med brød, så man bedre kunne smage den særlige sennep og ketchup. Pølsen var dog udmærket, og den så meget fin ud i præsentationen. Det var nu ikke fordi at chokoladen smagte så voldsomt igennem, men det var en sjov oplevelse, og det tæller jo også for noget.

2014 Chokoladefestival 080314 (50)

Fra Frellsens tog vi lidt forskellige flødeboller med hjem (de kostede stadig 1 polet per flødebolle), og vi fik smagt både deres hindbærflødebolle samt en med lakrids. Begge typer fyld var meget milde i smagen, men man kunne godt smage hvad det var, så de var sådan set ganske udmærkede. Der var faktisk rigtig mange der havde valgt at tage flødeboller med i år – de fleste steder kostede de dog 2 poletter, og hvorvidt de var lidt bedre end Frellsens kan jeg jo ikke sige, men volumen siger også meget om hvor vi lægger vores penge.

2014 Mad Chokoladeweekend 080314 (8)

Strangas var også med i år, og skønt hans kreationer så meget fine ud, så var de stadig dyre. I år havde han også minidessertkager med, men de kostede 2 og nogle af dem 3 poletter for noget der er væk i én mundfuld, så det syntes vi ikke var poletterne værd. Der var generelt mange dyre smagsprøver i år, synes jeg, til gengæld kostede ekstra poletter kun 5 kr., hvilket jeg har på fornemmelsen er billigere end tidligere år, uden at jeg er helt sikker. Det er jo også svært at ændre prisen på ekstra poletter, for man kan jo ikke tage 7 kr. for dem, så bliver det for besværligt, så de skal koste enten 5 eller 10 kr.

2014 Chokoladefestival 080314 (36)

Sv. Michelsen var også med, og her fik vi nogle påskeæg til 1 polet stykket. Hvis jeg nu skal være ærlig, så synes jeg ikke de var så pæne at se på. De så en smule amatøragtige ud, som noget jeg selv kunne lave derhjemme. Vi valgte tre: En nougatkrokant, en grand marnier/orange og en hindbær. Jeg bryder mig ikke om alkohol, så det var kun Ledsageren der smagte den med grand marnier. Den duftede dog rigtig godt af appelsin, og Ledsageren berettede at han kunne smage både grand marnier og appelsin, så den var udmærket og han gav den karakteren 7 ud af 10. Den med hindbær var jævnt kedelig. Marcipanindholdet var fint, men den smagte ikke synderligt af hindbær. Det ville have været rigtig godt med et lille indre af hindbærganache eller lignende, bare så man fik smagen når man bed i den. Den med nougatkrokant var favoritten for os begge to. Den var meget sød, men den var til gengæld også smækfyldt med nougat, samt noget crunch der i konsistensen mindede meget om rice crispies. Den var i hvert fald rigtig lækker.

2014 Mad Chokoladeweekend 080314 (11)

Magasin var også med i år, og de stod og lavede påskeæg mens man kiggede på, hvilket var et sjovt indslag.

2014 Chokoladefestival 080314 (16)

Hos Hotel Chocolat købte vi nogle af deres fyldte chokolader, som de havde messetilbud på med 30 kr. per æske. De havde smagsprøver på noget meget mørk chokolade, som jeg ikke var helt så vild med, og for en smagspolet fik vi en lille pose med tre små stykker chokolade og et rabatkort på 10 % ved vores næste besøg. Chokoladestykkerne var lidt kedelige, bortset fra det lille hjerte, som havde en smule hindbærfyld i midten. De andre var bare ren chokolade og ikke særlig spændende. Om aftenen spiste vi nogle af de fyldte chokolader, hvor min favorit var deres strawberry cheesecake. Den var sød, blød og cremet, og det kan man jo ikke gå fejl af. Hotel Chocolat havde også nogle rigtig fine “chokoladefondue sæt”, som inkluderede små skåle med chokolade klar til smeltning, samt diverse tilbehør i form af fx skumfiduser, kiks og småkager. Jeg synes det var en rigtig sjov idé. De havde også lavet nogle “splat”-påskeæg, som lignede at der var kommet en klat maling på. Bedre synes jeg dog det ville have været hvis det lignede et æg, der var faldet på gulvet, så der var en lille sø med et ituslået æg i midten. Jeg har altid været glad for Summerbird, men jeg må tilstå at Hotel Chocolat er min nye favorit. Summerbird laver god kvalitetschokolade, men Hotel Chocolats smagskombinationer er superspændende, innovative og flotte at se på. Vi har fire små pakker fyldte chokolader liggende, som jeg glæder mig til at vi skal tage hul på en dag, hvor det skal være rigtig godt.

Generelt havde vi en rigtig god dag, og selvom smagsprøverne ved første øjekast så en smule klein ud, så blev vi godt mætte i sidste ende alligevel. Jeg glæder mig allerede til næste år!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.