Millionærsnitte med tørrede tranebær

Dansk

2013 Millionaires shortbread 021213 (20)

For snart mange år siden da vi var på besøg i England kom jeg hjem med den engelske kogebog “What’s cooking: baking” af Emma Patmore. Min udgave er fra 2002, så det er jo efterhånden længe siden. Jeg har nok ikke fået testet så mange opskrifter i bogen, som jeg burde, men én opskrift har jeg vendt tilbage til mange gange, og det er den, der hedder Millionaire’s Shortbread. Hvorvidt det er en småkage eller et stykke konfekt kan man diskutere, men indenfor de sidste par år har jeg set lignende opskrifter dukke op i danske kogebøger. Men her følger hvad jeg vil tillade mig at kalde den originale – med et par twists fra mig. Ledsageren forelskede sig i snitten den første gang han satte tænderne i den, og siden da har han altid bedt om at jeg bager den, når jeg laver julesmåkager.

Opskriften bruger kondenseret mælk, som man efterhånden kan få i alle supermarkeder. Det billigste jeg har set er i Rema1000, hvor en dåse koster 17 kr. normalt, men her i december har de haft det på tilbud til 12 kr., så hold øje med tilbudene. Kondenseret mælk kan holde længe, og det kan også bruges i søde tærter, til fudge, i isblandinger og bare som karamelsovs til en dessert.

Millionærsnitte med tørrede tranebær

Producerer en lille bradepande

Til bunden:

  • 100 g ristede, blandede nødder (det kan være én type eller en blanding)
  • 70 g hvedemel
  • 125 g smør
  • 50 g brun farin

Til fyldet:

  • En pose tranebær eller hvad du hellers føler for (kan udelades)

Til karamellaget:

  • 50 g smør
  • 50 g brun farin
  • 1 dåse (ca. 400 g) kondenseret mælk

Til chokoladelaget:

  • 200 g lys chokolade
  • 2 spsk fløde
  • 100 g mørk chokolade

Varm ovnen op til 180 grader varmluft.

2013 Millionaires shortbread 021213 (1)

Smør en bageform der er cirka 22 x 22 cm. Hæld lidt sukker i og ryst sukkeret rundt indtil hele bunden er dækket. Hæld eventuelt overskydende sukker fra. Du kan også bruge en lidt større form, så bliver lagene bare lidt tyndere.

2013 Millionaires shortbread 021213 (4)

Kom de ristede nødder i en foodprocessor og blend det fint. Du kan eventuelt udelade at riste nødderne, hvis du ikke lige gider, men dette fremhæver smagen af dem. Tilsæt herefter mel, smør og brun farin og blend det til en sammenhængende masse. Kom dejen i formen og tryk massen ud, så hele bunden er dækket i et forholdsvist jævnt lag. Sæt herefter formen på køl i køleskabet i en halv times tid.

2013 Millionaires shortbread 021213 (5)

Stik herefter huller i dejen med en gaffel og bag den i ovnen i cirka 20 minutter indtil den er gylden over det hele. Tjek at den også har fået nok i midten. Der er ingen skade sket, hvis bunden ikke er bagt ligeligt over hele pladen, men bunden smager af mere når den er bagt helt sprød.

2013 Millionaires shortbread 021213 (8)

Lad bunden køle ned mens du forbereder karamellaget. Kom smør, brun farin og kondenseret mælk i en gryde over lav varme. Blandingen kan meget hurtigt brænde på, så det gælder om at have tålmodighed. Hold temperaturen lav og rør jævnligt i gryden. Hvis du er tålmodig nok til at stå og røre i gryden hele tiden, kan du godt skrue lidt op for varmen, men ellers så lad det passe sig selv, hold blusset lavt og tjek miksturen tit. Det kan godt tage lang tid, men lad det tage den tid, det tager. Karamellen er færdig når den er tyk og hænger ved skeen.

2013 Millionaires shortbread 021213 (12)

Når karamellen er ved at være færdig fordeler du de tørrede tranebær ud over nøddebunden. Du kan bruge enhver anden form for tørret frugt, hele nødder, små stykker marcipan eller hvad du nu er i humør til. Du kan også helt udelade at komme ekstra fyld i, men jeg synes at tranebærene giver et lille syrligt modspil til den søde karamel.

2013 Millionaires shortbread 021213 (10)

Hæld så karamelmassen udover bund og fyld og fordel det i et jævnt lag. Sæt nu formen på køl i køleskabet indtil karamellen er størknet.

2013 Millionaires shortbread 021213 (13)

Smelt de 200 g lys chokolade sammen med 2 spsk fløde og fordel massen ud over karamellaget. Lad også dette størkne inden du arbejder videre.

2013 Millionaires shortbread 021213 (14)

Smelt de 100 g mørk chokolade og stry det ud som det øverste lag.

2013 Millionaires shortbread 021213 (15)

I den originale opskrift var der kun ét lag chokolade, som var helt fast. Dette betød at stykkerne var meget svære at skære ud uden at karamellen eksploderede ud til alle sider. Ved at have et lag blød chokolade efterfulgt af et tyndt og fast, så får man det bedste af begge verdener. Den faste chokolade på toppen gør at stykkerne er nemmere at holde på og have med at gøre, og jeg synes også at den giver et kønnere slutresultat og et godt knas, når man spiser.

Når hele massen har sat sig og er kølet ned vender du den på hovedet ud på bordet, således at nøddebunden ligger nederst. Skær klumpen ud i en passende størrelse med en skarp brødkniv. Det er en meget lækker men også meget kompakt blanding, så det kan betale sig at skære i små stykker. Så kan man til gengæld også spise flere af dem!

Opskriften er lidt tidskrævende, men jeg synes helt sikkert at den er det hele værd.

2013 Millionaires shortbread 021213 (17)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.