Ande dim sum

Dansk

2013 Aftensmad Ande dim sum 161113 (5)

Den anden aften fik vi en meget spændende aftensmad, som jeg blev inspireret til via TV-programmet “Jamie Oliver skærer ind til benet”. Min justerede opskrift findes her nedenfor. Opskriften producerede 8 meget store dim sum, hvor jeg egentlig ville have foretrukket lidt færre og mindre. Jeg har dog ikke testet hvor mange små der naturligt vil blive af opskriften, derfor er antallet af små boller pt. usikkert.

Ande dim sum

6-8 store dim sum / 10-16 små

  • 250 g mel
  • 2½ tsk bagepulver
  • salt
  • 2 dl mælk
  • 150 g færdigstegt andekød (andet kød kan også nemt bruges)
  • 1 rødløg (kan erstattes af forårsløg)
  • sauce i form af chilisauce, soyasauce eller lignende
  • andre smagsgivere fx hvidløg, revet citron eller krydderurter

Derudover skal du også bruge:

  • silikonemuffinforme – nok til det antal dim sum du vil lave (alternativt kan papirsforme også bruges)
  • en dampindsats (det fås til billige penge i større supermarkeder, IKEA o.l.)
  • en stor gryde
  • en foodprocessor

Dim sum er en velegnet resteret, og vi brugte også her en rest and vi havde i fryseren. Kødet kan erstattes med hvad du lige står med, og de tilsatte smage kan ligeledes ændres i det uendelige, så det er bare om at slippe fantasien løs.

Først tilberedes fyldet. Riv eller hak kødet i små stykker og kom det i en skål. Tilsæt finthakket rødløg eller forårsløg, krydderier, krydderurter og diverse saucer og smagsgivere og bland det hele sammen. Blandingen skal være ret “tør” i det, det vil sige at der ikke skal ligge en pøl sauce i bunden af skålen. Der skal ikke mere i end at det kan klæbe fast til kødet.

Find nu de resterende redskaber og ingredienser frem. Kom en lille smule vand i gryden og sæt dampindsatsen ned i og et låg på gryden. Tænd for vandet.

Sæt muffinformene klar. Hvis du bruger papirsforme, så skal der sættes en ekstra ned i hver. Det er bedst at bruge helt hvide papirsmuffinforme, da farven godt kan smitte af under tilberedningen.

Kom melet i foodprocessoren sammen med bagepulveret og et godt strø salt. Blend det hele hurtigt bare for at blande det sammen. Tilsæt mælken og blend indtil det er en ensartet masse. Dejen skal være blød og smidig, men den skal være mættet nok til at du kan forme dejen til boller uden at det hele bliver siddende på dine fingre. Hvis dejen er for blød tilsættes mere mel.

Tag dejen ud på bordet og del den i 6-8 lige store boller. Kom lidt mel på din ene håndflade og læg en af bollerne herpå. Tryk og træk den ud, så den bliver flad. Du skal arbejde hurtigt med dejen, da den hurtigt trækker sig sammen igen, og den er lidt skrøbelig og kan godt rives i stykker. Tag nu en lille portion af kødblandingen og læg på midten af den flade bolle. Luk fyldet inde ved at tage fat i kanterne på bollen, trække dejen ud og folde den ind over kødet. Gør det hele vejen rundt indtil alt fyldet er dækket. Giv bollen et lille klem for at lukke den tæt og læg så bollen i en af muffinformene. Gentag processen indtil alt dejen er brugt. Der kan godt være lidt kød tilovers, da det er en forholdsvis stor portion.

2013 Aftensmad Ande dim sum 161113 (1)

Sæt bollerne ned i dampindsatsen (det er ikke sikkert at du har plads til alle på én gang). Sæt låget på og lad bollerne dampkoge i 12-14 minutter. Herefter er de klar til servering! De smager bedst frisklavede, men kan godt holde sig i køleskabet og genopvarmes dagen efter, så bliver skorpen bare en smule sej.

Angående muffinformene af papir, så klæber papiret meget til bollerne, så det er nemmere med silikoneforme. Har du ikke sådan nogle, kan papirsforme godt bruges. Lad i så fald bollerne stå et par minutter efter tilberedning, så er det lidt nemmere at få papiret af.

Den mest tidskrævende proces er fyldning af bollerne. Det tog meget længere tid end Jamie Oliver indikerede i sit program. Jeg vil godt mene at bollerne kan laves i god tid, fx om eftermiddagen, og så sættes over kort før aftensmadstid, hvis man vil servere det for gæster. Det kræver lidt øvelse at få bollerne samlet rigtigt, og det kan godt være lidt frustrerende i starten.

Vi serverede vore dim sum som tilbehør til en rødkålssalat (frisk rødkål stegt på panden indtil det er blødt, herefter tilsættes 1 tsk sesamolie, 20 g hakkede tørrede abrikoser og en appelsin skåret i tern) sammen med det resterende and og sød chilisauce til at dyppe i. Bollerne smagte godt og var sjove, da det var en tilberedningsmetode, som jeg ikke havde prøvet før. Ikke med boller i hvert fald. Når man har håndelaget, så tror jeg det er en ganske enkel opskrift, men den kan godt være lidt besværlig indtil man fanger metoden. Det vigtigste er at komme en masse smag i kødblandingen, da bollerne i sig selv er meget neutrale. Man kan selvfølgelig prøve sig ad med at komme krydderier i dejen.

2013 Aftensmad Ande dim sum 161113 (4)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.